text
stringlengths 1
30.3M
| source
stringclasses 20
values | id
stringlengths 6
43
| added
stringclasses 15
values | created
stringclasses 9
values | metadata
dict |
|---|---|---|---|---|---|
Der var en liden By, i Byen var en smed,<br>
Som farlig var, naar han blev vred.<br>
Han sig en Fiende fik; (dem kan man altid faa,<br>
Jeg ingen har, det gaa<br>
Min Læser ligesaa!)<br>
Til Uhæld for dem begge to<br>
De træffes i en Kro.
De drak (jeg selv i Kro vil drikke;<br>
For andet kommer jeg der ikke.<br>
Anmerk dog, Læser! dette:<br>
Jeg immer gaar paa de honnette).<br>
Som sagt, de drak,<br>
Og efter mange Skjeldsord, hidsigt Snak,<br>
Slaar Smeden Fienden paa Planeten.<br>
Saa sterkt var dette Slag,<br>
At han saa ikke Dag,<br>
Og har ei siden seet'en.<br>
Strax i Arrest blev Smeden sat.<br>
En Feldskjær faar den Døde fat,<br>
Og om en voldsom Død Attest hensender.<br>
Den Mordere forhøres og bekjender.<br>
Hans Haab var, at han skulle hisset gaa,<br>
Og der Forladelse af sin Modstander faa.<br>
Men hør nu Løier! netop Dagen,<br>
Før Dom skal gaa i Sagen,<br>
Fremtriner fire Borgere<br>
For Dommeren; den mest veltalende<br>
Ham saa tiltalede:<br>
«Velviseste!<br>
Vi ved, paa Byens Vel De altid se;<br>
Men Byens Vel beror derpaa,<br>
At vi vor Smed igjen maa faa.<br>
Hans Død oppvekker jo dog ei den Døde?<br>
Vi aldrig faar igjen saa duelig en Mand.<br>
For hans Forbrydelse vi alt for grusomt bøde,<br>
Om han ei hjelpes kan.» –<br>
«Betænk dog, kjere Ven! der Liv for Liv maa bødes.»<br>
«Her bor en arm udlevet Bager,<br>
Som Pokker snart desuden tager.<br>
Vi har jo to, om man den ældste tog af dem?<br>
Saa blev jo Liv for Liv betalt.» –<br>
«Ja,» sagde Dommeren, «det Indfald var ei galt.<br>
Jeg Sagen at opsette nødes;<br>
Thi i saa vigtig Fald man maa sig vel betænke,<br>
Gid vores Smed jeg Livet kunde skjenke!<br>
Farvel godt Folk! jeg gjør alt, hvad jeg kan.» –<br>
«Farvel velvise Mand!» –<br>
Han bladrer i sin Lov omhyggelig;<br>
Men finder intet der for sig,<br>
Hvorved forbuden er, for Smed at rette Bager;<br>
Han sin Beslutning tager,<br>
Og saa afsiger denne Dom:<br>
(Hvem, som vil høre den, han kom!)<br>
«Vel er Grovsmeden Jens<br>
For al Undskyldning læns,<br>
Og her for Retten selv bekjendte,<br>
Han Anders Pedersen til Evigheden sendte;<br>
Men da i vores By en Smed vi ikkun have,<br>
Jeg maatte være rent af Lave,<br>
Ifald jeg vilde se ham død.<br>
Men her er to, som bager Brød.»<br>
«Thi kjender jeg for Ret:<br>
Den ældste Bager skal undgjelde det,<br>
Og for det skedte Mord med Liv for Liv bør bøde,<br>
Til velfortjente Straf for sig<br>
Og ligesindede til Afsky og til Skræk.»<br>
Den Bager græd Guds jammerlig,<br>
Da man ham førte væk.
MORAL
Beredt til Døden altid vær!<br>
Den kommer, naar du mindst den tænker nær. | wikisource | wikisource_1627 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Kongens Fald.djvu" from=215 to=220 header=1 /> | wikisource | wikisource_30007 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Om Islands statsretlige forhold.djvu" from=29 to=53 header=1 fromsection=b tosection=a /> | wikisource | wikisource_7027 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Breve fra Ensomheden.djvu" from=95 to=96 header=1 /> | wikisource | wikisource_15984 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Carl Muusmann - Matadora.djvu" from=217 to=221 header=1 /> | wikisource | wikisource_8834 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Oliver Twist - Samfundsroman.djvu" from=76 to=81 fromsection=b tosection=a header=1 /> | wikisource | wikisource_11572 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
Af
- Det blæste en Storm udi salten Hav,
Hu, ha, hive langsomt ind;
Det blæste en Storm udi salten ...
Mere af Visen havde jeg aldrig hørt, og mere fik jeg aldrig at høre. Hver Gang den gamle Sømand var kommen saa vidt, holdt han pludselig inde, ikke saa meget som om han ikke kunde huske videre, men snarere som om der knyttede sig et eller andet ubehageligt ved det "salten", en eller anden bedrøvelig Begivenhed, som han ikke skøttede om at opfriske igen. For Resten begyndte han regelmæssig paa dette rudimentære Poem, hver Gang det var stærk Taage, hver Gang hans Tænder gjorde ondt, eller hver Gang han havde slaaet sit Pibehoved i Stykker. At der nok kunde være en Forbindelse mellem denne monotone, klagende Melodi og disse tre hver for sig ubehagelige Onder, kunde jeg vel forstaa, men spurgte jeg ham, hvorfor han sang saaledes, idet jeg samtidig tilføjede:
Er Piben itu igen? eller: Det er nok stærk Taage i Aften? svarede han kun med at bekræfte min Antagelse, idet han satte saavel Piben som Taagen i Femininum: Ja, hun er itu igen! eller: Ja, hun er tyk i Aften! Paa en videre Besvarelse af Pointen i Spørgsmaalet indlod han sig derimod aldrig.
Det var i Reglen om Aftenen, efter at Fyret var tændt, at jeg besøgte den gamle Sømand. Fyrtaarnet selv stod udsat for Vejr og Vind paa den nøgne Klippeflade; Skyerne og Maagerne strøg om Kap hen over det, og Vinden for med en melankolsk Fløjten forbi dets Ruder. Rundt om til alle Sider den grænseløse Horisont. Himlen med dens Stjerner foroven, og for Resten den haarde Klippe, der vædedes af Regnens, stundom ogsaa af Saltvandsskummets Taarer! Her røgtede min Vært sin ensformige Dont, pudsede Lamperne, læste i de gamle, forslidte Bøger, (stadig de samme: Campes Robinson, et engelsk Testamente, Gulliver og sidste Del af en titelløs Roman) og røg dertil et ubegrænset Antal Piber. Om Dagen, eller naar hans Medhjælper havde Vagt, var han derimod "nede i Huset".
Dette Hus syntes ligesom dets Beboer at have trukket sig tilbage fra Kampen med Elementerne. Det var et Slags Pensionist, der var meget knapt aflagt med Hensyn til Vinduer, meget sparsomt gageret med Træer og andre Udenomsbekvemmeligheder. Beliggende i en Sænkning af Klippefladen ragede dets Tag akkurat saa meget frem over den beskærmende Granitmur, at den barske Vind kunde benytte sig af Skorstenen som et Slags Talerør, hvorigennem den med sin dybe Stemme underholdt sig med den noget tunghøre gamle og fortalte paa sin lidt hensynsløse Maade om Strandinger og andre Ulykker paa Søen.
Da jeg har forpligtet mig til strengt at overholde den gamles Anonymitet, maa selvfølgelig Fyrtaarnets Inkognito ogsaa bevares. Eftersom imidlertid Østersøen er et stort Vand, hvis Skum bestænker mange Fyrtaarnes Ruder, begaar jeg næppe nogen Indiskretion ved at nævne denne samme Østersø som det Hav, hvis hule Drøn hørtes saa sælsomt den Novemberaften, da jeg imod Blæsten og Regnen stred mig op over Klipperne, paa hvis Top Fyret ligger. Vindstødene for imod mig med en Kraft, som om det var stærke Hænder, der greb mig; Regnen havde løsnet Gruset og gjort Stenene glatte under mine Fødder, og Mørket hindrede mig ofte i at se Stien, saa at jeg, famlende mig frem og ofte krybende paa alle fire, kun langsomt arbejdede mig op imod den venlige Ledestjerne, som trofast viste Vej paa dette mit farlige Krydstogt. En Gang imellem rev Stormen lange Flænger i Regntykningens klamme Slør, og da aabenbarede Fyrtaarnet sig i saa kolossal en Størrelse, at jeg uvilkaarlig spurgte mig selv om jeg ikke havde fantaseret mig ind i Drømmesynerne fra "Tusind og én Nat" og nu stod foran en mægtig Aand eller Kæmpe. Stundom forsvandt Kæmpen aldeles og, hvad værre var, det lysende Øje i hans Hoved ogsaa, - da kunde jeg ikke lade være at tænke mig i deres Sted, der nu var paa Søen, og den voksende Larm af Brændingen, der tiltog, jo højere jeg kom op, gjorde kun disse Betragtninger saa meget mørkere.
Endelig naaede jeg min Vandrings Maal, krøb op ad den knagende Trappe, og stak Hovedet ind i det lille Lukaf ved Siden af selve Fyret. Der var noget vist velgørende i at se alt i den samme fredelige Orden som altid; de uhyggelige Tanker der ude fra Mørket og det barske Vejr svandt ogsaa gradevis hen, eftersom Indtrykket af Kakkelovnsvarmen og det hjærtelige: God Aften! gjorde sig gældende; jeg hængte mit Overtøj over en Stoleryg foran Ilden, tog imod den tilbudte Pibe, og strakte mig paa den Mellemting af Sofa og Seng, der meget indbydende var stillet saa umiddelbart i det glødende Kulbaals Nærhed, at Fodstykkets Fyrretræs Planker blandede deres harpiksagtige Duft med min Værts noksom bekendte Tobak. Jeg maa tilføje, at Atmosfæren var en saadan, at mine Sanser i meget kort Tid fuldstændig sløvedes for Havets, Stormens og Regnens Larm der udenfor, og jeg kun havde Øje og Øre for den gamle Sømand, der netop nu begyndte paa Brudstykket af den Vise, hvormed saa godt som enhver Samtale mellem os indlededes.
Der stod paa Bordet en gammel Olielampe, hvis Kuppel efter Ejerens Sigende "havde faaet en Læk"; denne Læk var stoppet med et Billede, der forestillede "det tremastede Skib, Montevideos Forlis". Forliset havde imidlertid ikke ganske været i Stand til at stoppe Lækken; en smal Lysstribe skød sig hen over den gamle Sømands furede Ansigt og tabte sig efterhaanden op ad Væggen lige overfor. Jeg vilde netop til at spørge ham, om han kendte Visen om Søren Kanne, eftersom jeg antog, at denne kunde staa i nogen Forbindelse med Indholdet af hans eget Brudstykke paa Grund af Ligheden i Begyndelsen, da mit Øje ved uvilkaarligt at følge Lysstribens Retning paa Væggen, opdagede øverst oppe ved Loftet et Miniaturportræt, der hidtil var undgaaet min Opmærksomhed.
Jeg steg op paa en Stol, og idet jeg hurtig forekom en hindrende Bevægelse fra min Vært, bemægtigede jeg mig mit Fund, nærmede det til Lampen, og efter at have befriet det for et tykt Lag Støv, saa jeg en ung Dames sjældent smukke Ansigt smile mig i Møde.
"Hvem er det Portræt?" var naturligvis mit første Spørgsmaal. Svaret udeblev, men en Rømmen og nogle knurrende Ytringer om en eller andens Nysgerrighed viste noksom, at Spørgsmaalet havde været af en noget generende Art. Portrætet undergik atter en Aftørring, og jeg indtoges mere og mere af det forunderlige Udtryk i de mørke Øjne, der for mig havde føjet en ny, gaadefuld Tiltrækning til det besynderlige Kammer med dets ikke mindre besynderlige Beboer. Det var et Pastelmaleri uden Ramme, men med Glas over, hvis Papirs-Indfatning havde løsnet sig paa mange Steder; det var godt udført, og jeg var straks tilbøjelig til at holde ti mod en paa, at det lignede Originalen. Og hvilken Original maatte det ikke være!
Ansigtet var blegt, Øjenbrynene saa fint tegnede, ja, hvordan maatte de ikke være i Virkeligheden! Man taler i Romaner om Øjnes melankolske Dybde, om Kinders rene Oval, om Mund, om Hage, om - ja hvad taler man ikke om! Jeg paastaar, at Skønheden ikke lader sig beskrive, den maa ses; og her stod jeg med Skønheden i min Haand, og medens Brændingens mægtige Akkorder atter lød i mine Øren, kom jeg uvilkaarlig til at tænke paa den af Havet opstegne Afrodite, der gemmer Havets Mysterier i sit Blik. Fra Afrodite Anadyomene bragte Idéforbindelsen mig paa et Spor, som jeg øjeblikkelig fulgte: "Dette Portræt maa være kommet fra Havet; det maa være fra en Stranding?" ytrede jeg.
"Fra Havet, fra en Stranding; ja, Gud hjælpe os." Og her sukkede den gamle, og medens han bankede sin Pibe ud og traadte paa Gløderne med sine Fødder, opstod der en Pavse, som Blæsten, Regnen og Havet tilsammen søgte at udfylde paa den mest uhyggelige Maade.
Jeg véd ikke, hvorledes det gik, men medens jeg under denne Pavse uafbrudt stirrede paa mit Fund, blev jeg greben af en saa uendelig Medfølelse med Portrætet fra det stormende Hav, med den gamle paa det øde Fyrtaarn, med alt, der paa nogen Maade stod i Forbindelse med dette Hav, og uden at vide af det, lagde jeg Billedet paa Bordet, lod min Haand falde ned paa min Værts Skulder, og bad ham, vist ikke uden Bevægelse i min Stemme, at meddele mig saa meget af dette Portræts Historie, som han selv kunde og vilde sætte mig ind i. Det var ikke blot og bar Nysgerrighed, der ledede denne min Opfordring; det følte han ogsaa nok, og jeg mærkede paa hans forlegne Rokken paa Stolen, at han lavede sig til at efterkomme min Opfordring. Jeg tog da Plads saa nær Bordet som muligt mine Øjne fulgte stedse Billedets skønne Træk, som Lampelyset beskinnede; mine Tanker var paa Havet, og saaledes hørte jeg den ærlige Sømands simple Fortælling, som jeg her har søgt at gengive saa naturtro som muligt.
"De mener maaske," begyndte han, "at denne Smule Blæst i Aften og den Musik, De hører der nede fra Skærene, har noget at betyde; men De skulde blot være her en Nat, naar det rigtig stormer! det er da, som om Fyret rystede under ens Fødder, og Brændingen brøler ved en saadan Lejlighed, saa at min Medhjælper næppe kan raabe mig op, naar han vil sige mig noget. Havet her udenfor er favnedybt lige ind til Klipperne, og med Fralandsvind kan de største Sejlere stange med Klyverbommen paa Stenene, førend de vende og staa ud efter; men ved en Paalandsstorm slipper ingen Skude, det være den stolteste, der nogen Sinde er tømret, bort herfra, naar den først en Gang har hugget paa Skærene. Der er et Sted, som De maaske kender, og som vi kalde Kælderhalsen eller Djævlebroen; det er det Sted nede ved Søen, hvor alle de store Stene er styrtet sammen og har dannet en Slags Bro, som De vist ofte har kravlet om paa, thi det skal jo alle, der komme her. Dersom De var der nede i Aften, vilde De se, hvordan Brændingen tumler sig mellem de takkede Klipper, der skyde sig langt ud i Vandet. Det er saa noget nær det farligste Sted, hvor et Skib kan støde, og det er herom jeg vil fortælle Dem, siden De nu en Gang har spurgt mig.
Det er mange Aar siden, saa mange Aar siden, at jeg den Gang var ung. Jeg havde været med som Styrmand paa et Par af de lange Rejser, og var kommen hjem for at faa lægt et Hul i mit Hoved, som skrev sig fra et Forlis i det stille Hav. Derom kunde jeg ogsaa fortælle Dem, thi en af mine Skibskammerater, som kunde tegne, tog den Scene af, og det sidder der om Lampen, - men det vil nok ikke interesserede Dem saa meget som det andet, og det er ogsaa bedre at blive paa fast Grund. For Resten tror jeg nok, at Blæsten tager til i Aften; lad os stoppe os en ny Pibe, saa kan De imidlertid høre efter, hvordan det tuder udenfor, og hvordan Søen bryder, for bedre at sætte Dem ind i, hvordan det var den Aften, da den engelske Brig kom i Land her. Ser De, det var en November- aften i Slutningen af Maaneden med Regn og Tykning og en rigtig Nordveststorm. Jeg havde taget Vagten for min gamle, der den Gang passede Fyret, og som netop var gaaet ned til Byen for at købe et og andet. Min yngre Broder var gaaet til Køjs nede i Huset, og jeg sad her alene og snittede paa en Blok og plejede mit Hoved med kolde Omslag. Lidt svag og mat var jeg endnu, men jeg tænkte for Resten nok, at jeg snart vilde komme mig, og saa vilde jeg tage den første, den bedste Hyre for ikke længer at ligge den gamle til Byrde.
Klokken kunde vel være hen imod de ni, da jeg aabnede Døren for at gaa ned og hente noget Tobak i Huset. Idet jeg stak Hovedet udenfor, mærkede jeg allerede, hvor stygt Vinden var taget til, og jeg tænkte netop ved mig selv at de Sejlere, der muligvis var i Farvandet udenfor, næppe vilde kunne klare sig i Regnbygerne og i denne tætte, raa Taage, som ingen Storm mægter at forjage, og som gør det umuligt at se længere end i det højeste en halv Snes. Skridt foran sig. Ja, De kan tro, det var taaget den Aften. Da jeg kigede op mod Lyskredsen rundt om Fyret, var den saa formindsket af Taagen, at man skulde have ondt ved at se noget som helst Fyr ret langt borte. Jeg bad imidlertid Vorherre holde sin Haand over dem, der var paa Søen, og stred mig imod den hylende Nordvest over de glatte, slibrige Stene ned imod vor Kahyt. Da jeg var kommen Halvvejen, standsede jeg for at trække Vejret og stramme Klædet om mit Hoved, som Vinden rev og ruskede i, og i det samme forekom det mig, at jeg hørte noget som et svagt Skrig eller sligt. Da jeg troede, at det havde været Vinden eller maaske en Maage, gik jeg atter videre, men nu kom det igen anden Gang, og da jeg var Sømand nok til at vide, at det kun kunde have en eneste Grund, forstærkede jeg mine Skridt, og kom ganske stakaandet ned til Køjen, hvor Drengen laa og sov. I en Fart fik jeg ham purret ud, og behøvede kun et Par Ord for at faa ham til at trække Stortrøjen paa og snappe en opskudt Tovline, som altid laa klar af gammel Vane. Jeg selv tog en Baadshage i Haanden for dermed at lette mig Gangen over Klipperne, en Brændevinslærke stak jeg i Lommen, og saa styrede jeg Kursen ned imod Søen. Vindstødene ruskede i os, og Regnen faldt nu og da strømmevis; det var en besværlig Tur, og jeg bandede min svagelige Tilstand, der egentlig gjorde mig uskikket til en saadan Ekspedition; men Drengen var stor og stærk, han gav mig en Ende af Tovet i Haanden, og saaledes naaede vi, snart gaaende, snart kravlende, ned til det Sted, jeg har omtalt for Dem som Djævlebroen.
At det netop var dette Sted, vi var kommen til, havde vi mere paa Følelsen end paa Synet. Mørkt var det, og hver Gang Stormens Tuden og Brændingens Brølen sagtnedes et Øjeblik, hørte vi de fortvivlede Raab, der i Førstningen havde været dæmpede ved Afstanden, men nu tog til i Styrke, da vi stod lige overfor de Skær, hvor vi maatte formode, at det strandede Skib laa og droges i den sidste Kamp. Det hele var som en sort, kogende Kedel, der kun af og til blev oplyst af Braadsøernes hvide Blink, hver Gang de sloges til Skum mod Klipperne. Se noget kunde vi ikke, hverken Skib eller Mandskab, men vi hørte tilstrækkeligt, og de Skrig skal jeg aldrig glemme, saa længe jeg lever.
Hvad der var Regn og hvad der var det salte Skum, kunde vi ikke længer afgøre, og det var lige saa vanskeligt at sige, hvor Klipperne hørte op, og bvor Brændingen begyndte. Vi kunde derfor ikke i Mørket vove os længere frem, men maatte staa uvirksomme og høre paa disse Skrig, der mere end den kolde Blæst og den raa Taage gik os gennem Marv og Ben. "Det er nok ilde fat her," sagde Drengen; "jeg kunde jo gerne forsøge paa at naa over til Byen efter Hjælp, men inden jeg kommer tilbage, er vist Hjælpen forsilde." "Du har Ret i det," sagde jeg, men i Grunden vidste jeg ikke selv hvad jeg sagde. Man tænker saa meget i et saadant Øjeblik, som man først bagefter husker, men som ikke altid har været fornuftigt tænkt. Jeg tænkte saaledes lige straks paa en Baad, men hvor skulde man faa saadan en fra, og desuden hvad kunde det nytte? Saa tænkte jeg paa mit eget Forlis, og hvordan jeg selv havde klaret mig, og saa syntes jeg, at det kunde disse Folk ogsaa gøre. Saa vilde jeg lige til at lade Drengen forsøge paa at naa ned til Byen over Klipperne, for at praje Mandskabet ved Redningsapparaterne, men imidlertid var Skrigene efterhaanden blevne svagere og svagere, og da jeg nok vidste, at Hjælpen først kunde komme om et Par Timer, maatte jeg rigtignok sande Drengens Ord, at det saa vilde være forsilde. Som jeg saadan stod og ikke vidste, hvad jeg skulde gøre, erindrer jeg tydeligt hvordan der kom en Række voldsomme Vindstød, hvis Mage jeg maaske aldrig har oplevet, og som formelig kastede os omkuld. Efter disse brølede og larmede Brændingen der ude i Mørket ligesom en Hoben af Lucifers egne Børn, der var undslupne det allermørkeste Sted; det salte Skum stod os i Ansigtet ligesom den tætteste Regn; Klipperne drønede under os, og vi foldede uvilkaarlig paa samme Tid vore Hænder og tænkte med Angst og Gru og med en inderlig Bøn paa dem, der, at regne efter Skrigenes Ophør, nu næppe behøvede menneskelig Hjælp mer.
Saadan stod vi en Stund uden at mæle et Ord, og lyttede ængsteligt efter, om vi ikke kunde høre nogen Stønnen eller Jamren fra Mennesker, der maaske endnu kunde være i Live. Men der var ingen Ting hverken at se eller høre. Saa begyndte Drengen at rulle Tovet op, og derpaa sagde han ganske rolig, idet han rakte mig Enden af Linen: "Det værste af Stormen maa nu være forbi; jeg skulde synes, at hun er falden flere Streger mere vestlig, og hun kan ikke blive ved at blæse saa haardt efter den sidste Overhaling. Læg mig Linen om Livet, og laan mig din Stage der; jeg kunde have Lyst til at krybe lidt længer ned for at se, om der dog ikke skulde være kommen en eneste i Land."
Det var som sagt en stor og stærk Dreng. Jeg gav ham derfor uden Betænkning Tovet om Livet og Baadshagen i Haanden, satte mig ned i en Revne mellem to Stene, med Benene stemte imod et Klippestykke og med den anden Ende af Tovet om Livet, og et Par Sekunder efter var han forsvunden i Mørket.
Skønt jeg er vis paa, at det kun varede nogle Minutter, kan jeg dog forsikre Dem, at den Ventetid var lang. Jeg firede stadig paa Tovet, idet jeg holdt igen af alle Kræfter, saa længe Stramningen varede. Af Anstrængelse værkede mit Hoved, som om der var glødende Ild i det, men jeg mærkede det knap; jeg firede og holdt igen, indtil Stramningen hørte op, saa stak jeg alt det Tov fra mig, jeg havde, indtil der ikke var mere tilbage end akkurat det Halvstik, jeg havde gjort om Livet. Derpaa bandt jeg Klædet igen til Rette om Hovedet og lyttede efter. Vejret var ganske rigtig stillet noget af; Brændingen dundrede endnu mod Stenene, men Vinden hylede ikke nær saa stygt som tilforn. Det begyndte ogsaa at lysne lidt der ude i Taagen, og man kunde allerede skimte Genstande rundt omkring. Pludselig blev der rykket i Tovet, og jeg hørte Drengens Stemme, der raabte, at jeg skulde komme ned. I et Nu havde jeg Tovet af mig og var ude over Klippen; jeg bed mig fast som en Kat i Revner og Sprækker, og naaede ogsaa lykkelig de nederste Skær. Der laa Drengen og bøjede sig over noget, der var lænet op mod en Sten. Vandet strømmede helt op til Knæerne, hver Gang Søerne brød ind imod mig; jeg vidste, at det gjaldt om at holde fast, naar Strømmen løb ud efter igen, og jeg holdt fast. "Skynd Dig og kom straks med Brændevinsflasken," raabte han, "her er en lille Dame, som laa tværs for en stor Sten ind imod Land. Hun er nok alene om det." Jeg rakte ham Flasken og kigede rundt til alle Sider. Der var intet uden Vand og Klipper og nogle ganske enkelte Vragstumper, der nu og da stak frem af det hvide Skum. Jeg havde et Par Gange fat i nogle af disse Stumper, der forekom mig at ligne menneskelige Væsner, men jeg indsaa snart, at det var bedst saa hurtigt som muligt at bjærge den ene, vi var sikker paa, saa meget mere som det igen kom med Byger og Tykning, og vi havde en farlig Opstigning, der nødvendigvis fordrede den Smule Lysning, som for Øjeblikket fandtes. Der var naturligvis ikke Tale om at se, hvem vi havde for os. Ung og fin maatte hun være, for hun var saa let som en Fjer at løfte paa, naar man fraregnede Tyngden af de vaade Klæder. Drengen sagde, at det nok maatte være en meget fin Dame, siden hun slet ikke havde villet tage en eneste Draabe Brændevin til sig, men det mente jeg dog snarere laa i den simple Grund, at hun var aldeles bevidstløs, den Stakkel. Det var underligt nok at tage paa saadan et skrøbeligt lille Væsen; men op maatte vi jo, og det kom vi da ogsaa endelig, skønt rigtignok med saa megen Besvær, at jeg var mere død end levende, da vi havde naaet Huset og lagt hende paa Sengen, hvor Drengen plejede at sove. Saaret i mit Hoved var sprunget op undervejs og Blodet løb i Strømme ned over Hals og Skuldre. Jeg mærkede, at Kræfterne snart vilde svigte mig, men lige til det sidste hjalp jeg dog Drengen med at rulle og gnide hende i uldne Tæpper, efter at vi havde skilt hende af med saa meget af det vaade Tøj som vi to Mandfolk syntes kunde passe sig. Ved Lyset, som vi fik tændt, kan jeg netop huske, at jeg saa det dejligste Ansigt som en Sømand nogensinde fik at se, men saa kunde jeg heller ikke mere, og ligesom Døren gik op, og jeg saa den gamle, der blev staaende forbavset i den, kæntrede jeg og gik rundt som en Hvalfisk, der har faaet Harpunen. Der laa jeg da, og - ja, nok er det, at der laa jeg, - og nu har jeg fortalt Dem om det Forlis."
Den gamle Sømand brød kort af. Med Haanden for Panden, skyggende imod Lampeskæret, og med den stumpede Pibe mellem de tæt sammenknebne Læber sad han nogen Tid ganske stille, som om disse i faa Ord sammentrængte Begivenheder udfoldede sig i hans Erindring og kastede Skygger over hans Tanke i deres fulde, mørke Bredde. Derpaa saa han hen til mig med et underligt Blik, som om han ventede det Spørgsmaal, der utvivlsomt vilde komme, men som han maaske lige saa gerne vilde have undgaaet.
Jeg spurgte da, men fortrød næsten øjeblikkelig, at jeg havde spurgt. Med fugtige Øjne og en sitrende Haand tog han Billedet fra Bordet, og holdt det længe ud fra sig i udstrakt Arm, saaledes som gamle Folk pleje at læse Skrift; og som om Skriften, han læste, indeholdt for megen Vemod, til at han turde læse den til Ende, skød han hasig Portrætet ned i Bordskuffen og begyndte atter at fortælle, men i en underlig fraværende Tone, adspredt, som om han henvendte sig til en udenfor det snevre Kammer, ikke ulig en gammel ossiansk Barde, der i taagede Omrids besynger Skyggerne paa Bjergene eller hen over det stormende Hav.
"Hvordan det saa gik hende, og hvem hun var, vilde De jo vide. Mageløs dejlig var hun, siger jeg Dem; men det behøver jeg for Resten ikke at sige Dem, for det har De jo selv set af Skilderiet der. Jeg var den af os to, der laa længst til Køjs efter den Tur. Saarfeberen var kommen, og jeg var nok efter Doktorens Mening saa godt som paa Vejen til Afmønstring, men hun plejede mig, da hun selv var bleven rask, og jeg har da hende at takke for, at jeg holdt det gaaende - hvis ellers det er nogen Tak værd.
Jeg husker godt, at det var en Morgen, da jeg første Gang vaagnede med nogen Klarhed om, hvad der var passeret. Hun sad ved Vinduet og syede eller læste, og da hun mærkede, at jeg rørte mig, rejste hun sig op, og kom hen til mig. De skulde have set hende, da hun takkede mig for sin Frelse, som hun paastod, at hun skyldte mig, uagtet jeg fortalte, at det egentlig var Drengen, der havde gjort det altsammen. De skulde have hørt hende fortælle om Skibbrudet, om hendes brave Onkel, Kaptajnen, der havde kæmpet som en Mand for at redde hende, men var bleven revet bort af en Sø, netop som han havde faaet klamret sig fast til en Klippe med hende i Armen.
Drengen, sagde hun, havde Dagen efter den frygtelige Nat været nede ved Søen med nogle Fiskere fra Omegnen. De havde bjærget nogle ilanddrevne Sager, og blandt andet noget af Kaptajnens og hendes Tøj. For Resten havde der hverken været Spor af levende eller døde at se, og først flere Dage efter blev der gjort Anmeldelse om, at nogle af de sidste var blevne fiskede op sydligere paa Landet, hvor Strømmen havde sat dem ned.
Edith hed hun, og hendes Forældre boede i en lille By i det nordlige England; hun var taget med sin Onkel til Stralsund, for at besøge nogle Slægtninge, og paa Tilbagerejsen derfra var det, at de i Stormen og Tykningen var forliste.
Jeg var den her hjemme, der kunde klare mig bedst med det engelske; jeg var derfor ogsaa den, der var mest om hende, og da hun havde faaet et Brev sendt af Sted til sit Hjem for at melde det skete, slog hun sig efter den gamles Opfordring til Ro hos os, indtil Svaret kom, og indtil hun kunde finde en Lejlighed til England igen. Præstens og Doktorens gjorde rigtignok alt for at faa hende til at bo hos dem, men Søen og Klipperne og Fyrtaarnet holdt hun af, sagde hun, og hun vilde blive hos dem, der havde taget hende op. Saa blev hun da i hele tre Maaneder hos os, for det var Vintertid, og al Postgang var standset, og da Posten endelig kom, og hun fik Brev, at hun blev ventet hjem, var der ingen Skibslejlighed førend hen imod Foraaret.
Hun styrede den lille Husholdning for os, og kunde snart tale lidt dansk. Vi kom ogsaa en Del ud til Folk i Omegnen den Vinter. I Begyndelsen blev der jo set noget underligt paa hende, og der blev talt nok baade om hende og mig, men efterhaanden vænte man sig til det som til saa meget andet. Overalt, hvor hun kom hen, var hun den dejligste af alle, og det var tidt, naar hun var pyntet til Dans eller anden Ungdomsfornøjelse, at jeg slet ikke turde tro, at det var den samme, jeg bavde været med at bjærge fra en gruelig Død; og tidt kunde jeg staa stille langt fra hende og turde ikke tale til hende, fordi jeg syntes, at hun var for fin og for skøn for en Sømands Selskab. Men naar jeg sagde det, blev hun altid vred paa mig, og naar jeg saa blev skamfuld eller bedrøvet, smilede hun og klappede i Hænderne, og udnævnte mig til duke of the lighthouse, for saa maatte jeg da endelig være stor nok for hende.
Allerbedst syntes jeg dog om hende, naar vi om Aftenen sad nede i vor Kahyt, og hun havde skænket The for den gamle og os to Brødre. Saa gik Passiaren sin uforstyrrede Gang, og hun fortalte om sit Hjem og sin Familie, og jeg snittede et lille Fartøj til hende. Naar jeg saa spurgte hende, om hun ikke længtes hjem, og hun svarede jo, men at hun havde det saa godt, hvor hun nu var, at hun vilde savne os alle, naar hun var kommen til England, - saa kunde jeg slet ikke tænke mig, at hun nogensinde skulde bort fra os, og naar jeg alligevel tænkte derpaa, blev jeg ilde til Mode, og gik ud og drev omkring mellem Klipperne.
Saa var det en Aften nogen Tid efter, at der var kommet Brev fra England, og hun havde bestemt at ville rejse med den første indtræffende Lejlighed. Den gamle var ikke rigtig rask, og jeg var her oppe og passede Fyret. Jeg sad akkurat paa samme Plads, hvor jeg nu sidder, og jeg tænkte paa, at jeg snart skulde miste hende, og det maaske for bestandig. Naturligvis, der var jo ikke noget til Hinder for, at jeg kunde tage Hyre til England og saa besøge hende, men unge Folk synes nu altid, at der ikke er noget Haab, naar de skal skilles, - og det har jo for Resten unge Folk Ret til at synes; det kender De maaske selv noget til, unge Herre?
Men saa var det, just som jeg sad og var modfalden herover, at den Dør bagved Dem gik op, og hun kom ind med min Aftensmad. Den gamle havde det godt nu, sagde hun, men Drengen var gaaet ned til Byen, og derfor havde hun selv taget Vesperkosten, og var løbet over med den til mig. Hun satte Bakken med Theen fra sig her paa Bordet, - jeg husker det hele saa tydeligt som om det var i Gaar, - og saa saa hun sig om her i Kamret og lo over al den Uorden, som her var, og jeg tror nok, at hun sagde, at her trængtes til at støves af og ryddes op. Jeg var nu slet ikke oplagt til at le; jeg sad med Hovedet i mine Hænder og rørte slet ikke Bakken, som hun havde sat hen til mig. Saa kom hun her hen ved Bordet og vilde have at vide, hvad der var i Vejen, og saa spurgte jeg hende lige rent ud, hvor hun kunde nænne at rejse fra mig, og om hun slet ikke kunde mærke, hvad der fejlede mig. Jeg blev ganske bange, da jeg havde sagt det, men det var nu en Gang sagt, og da jeg lidt efter saa op paa hende, havde hun Hænderne for Øjnene og græd. Det gjorde mig da rent underlig; jeg har aldrig kunnet taale at se Fruentimmer eller Børn græde. Hvordan det saa var eller ikke var; - De véd jo nok, hvordan saadan noget gaar til. - Jeg fik hendes ene Haand i min, og saa mødtes vore Øjne, og saa sagde jeg igen: Edith, hvorfor vil Du rejse fra mig? og saa - og saa spurgte jeg hende, om hun vilde blive min Hustru paa Sømands Tro og Love."
Den ærlige Fortællers furede Ansigt var klaret op under Meddelelsen af, hvad der havde givet hans Liv sit Indhold og sin Skønhed. Jeg nikkede smilende over til ham, og han fortsatte, idet Mindets Glans endnu spredte sit Skær foryngende og mildnende over de haarde, kummerfulde Træk:
"Ja her, paa denne selvsamme Plet var det, at hun gav mig sit Ja, og da Kamret blev os for trangt, lod jeg Fyr være Fyr, og vi gik ud omkring paa Klipperne Arm i Arm. Det var Maaneskin og stille, og vi havde alle de mange Ting at fortælle hinanden, som unge Mennesker altid har, naar de først er kommen rigtig Side om Side, og Kendingsflaget er hejst. Vi gik ned til det Sted, hvor hun var kommen i Land, og der stod vi længe og saa paa, hvor fredeligt Vandet gik ud og ind mellem Klipperne, ganske som om der aldrig kunde være Tale om Storm og Stranding; og vi syntes jo begge, at eftersom det var gaaet saa godt den Gang, hvor det saa allerværst ud, maatte det sagtens kunne gaa godt i Fremtiden for os; - nu var vi jo to om at klare Bygerne, og for Resten ventede vi mere Solskin end Bygevejr og mere smult Vande end Søgang.
Den næste Dag fortalte vi den gamle, at vi havde forlovet os, og glad blev han, for min engelske Brud havde ganske vundet hans Hjerte. Saa gik der nogle af de dejligste Uger i mit Liv, og saa kom Afskeden.
Edith skulde tage hjem med en svensk Bark, der nylig var bleven kølhalet nede i Byen, og som var paa Rejse til England. Imidlertid skulde jeg søge Hyre og muligvis se at faa et Skib at føre. Naar hun saa tilstrækkelig havde forberedt Familien, der nok var lidt vanskelig, skulde jeg komme over til hende. Saadan havde den gamle bestemt det, og saadan blev det da ogsaa antaget af os begge, efter megen Snakken frem og tilbage. Jeg fulgte min Edith om Bord, og fik ved Afskeden det Skilderi, som De har set her, og som var blevet tegnet i Stralsund og kommet i Land ved Strandingen blandt andet af hendes Tøj. Dersom jeg havde faaet Lov at raade, var hun ikke taget med det Skib ved Foraarsjævndøgnstider over Nordsøen; jeg syntes hverken om Skibet eller dets Fører, men den gamle pressede paa, og jeg maatte give efter.
Saa sejlede hun da, og jeg gik igen her oppe ved Fyret. Dag og Nat gik jeg omkring mellem de Klipper, hvor vi saa ofte havde gaaet sammen. I Storm og Stille tænkte jeg paa hende, som jeg den Nat havde baaret op fra Søen. Jeg ventede og ventede paa Brev der ovre fra; men der kom ikke noget. Jeg skrev til hendes Hjem; hun var ikke kommen endnu. Jeg skrev til Skibets Bestemmelsessted; ingen vidste noget af det at sige. Saa tog jeg selv der over for at faa Vished i min Sag. Den fik jeg da ogsaa. Og saa for jeg til Søs i fulde fem og tredive Aar, men mig har Havet ikke villet tage. Nu pudser jeg Lamper her, som min gamle gjorde før mig. Jeg har aldrig været gift; jeg har ingen til at pudse dem efter mig. - Godnat, unge Herre! nu véd De, hvem Skilderiet er, og hvis De vil tjene en gammel Sømand, saa spørg ham ikke oftere derom." | wikisource | wikisource_4556 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu" from=468 to=481 header=1 /> | wikisource | wikisource_17106 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Sidste Kamp.djvu" from=217 to=226 header=1 /> | wikisource | wikisource_30314 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Dysmorphismens sygelige Natur.djvu" from=7 to=47 header=1 noter="Illustrationer med uklar ophavsretsstatus er udeladt af den digitaliserede udgave." /> | wikisource | wikisource_12108 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
Hvor man dog i Papir kan klippe og klistre nydelige Ting! der var saaledes klippet og klistret et Slot, saa stort at det fyldte et heelt Bord, og var malet med Udseende, som var det bygget af røde Steen; det havde skinnende Kobbertag, det havde Taarn og Vindelbro, Vand i Kanalerne, som et Speilglas, for det var Speilglas. Der stod i det høieste Taarn en Vægter snittet af Træ, han havde en Trompet at blæse, men han blæste ikke!
Det Hele tilhørte en lille Dreng, som hedte William, og han heisede selv Vindelbroen og lod den igjen falde, lod sine Tinsoldater marschere over, aabnede saa Slotsporten og saae ind i den store Riddersal, hvor der paa Væggene hang i Ramme ligesom Billederne i de virkelige Riddersale, alle Herrebladene fra et Spilkort, Hjerter, Ruder, Kløer og Spaer: Kongerne med Krone og Scepter, Damerne med Sløer ned over Skuldrene og Blomst eller Vifte i Haanden, Knægtene med Hellebarde og vaiende Fjer.
En Aften laae den lille Dreng og kigede gjennem den aabne Slotsport ind paa Kortbillederne i Riddersalen og han syntes at Kongerne hilsede med deres Scepter, ja Spaerdame bevægede Guld-Tulipanen hun holdt i Haanden og Hjerter Dame løftede sin Vifte; alle fire Dronninger gave naadigt Tegn paa at de bemærkede ham. Han rykkede endnu nærmere for bedre at see, men kom derved med Hovedet til at støde til Slottet, saa at det rystede. Da stak alle fire Knægte, Kløer, Spaer, Ruder og Hjerter, deres Hellebarde frem, for at vare ham, at han ikke saaledes maatte trænge paa.
Den lille Dreng forstod det og nikkede i al Venskabelighed; han nikkede nok engang og saa sagde han: “Siig Noget!” men Kortbladene sagde ikke et Ord; dog da han tredie Gang nikkede til Hjerterknægt, sprang denne ud af Kortbladet og stillede sig midt paa Gulvet.
“Hvad hedder Du?” spurgte han den Lille. “Du har klare Øine og gode Tænder, men Du vasker ikke tidt nok dine Hænder!” og det var nu ikke fiint sagt.
“Jeg hedder William!” sagde den Lille, “og det er mit Slot og Du er min Hjerterknægt!”
“Jeg er min Konges og min Dronnings Knægt, ikke Din!” sagde Hjerterknægt. “Jeg kan gaae ud af Bladet og af Rammen med! og det kunne de høie Herskaber endnu bedre. Vi kunne gaae ud i den vide Verden, men den ere vi kjede af; det er mageligere og behageligere at sidde i Kortblad og være sig selv!”
“Have I virkeligt Alle før været Mennesker?” spurgte den Lille.
“Mennesker,” sagde Hjerteknægt, “men ikke saa gode, som vi burde være! tænd et lille Voxlys foran mig, helst et rødt, thi det er min og mit Herskabs Couleur, saa skal jeg fortælle Slotsherren –, for Du er jo Slotsherre, siger Du –, hele vor Historie, men bryd mig ikke af, skal jeg tale, maa det gaae i een Snurre! – Seer Du ham, min Konge, Hjerterkonge; han er den ældste af de fire der, for han er født først, født med Guldkrone og Guldæble. Han regjerede ligestrax. Hans Dronning var født med Guldvifte, den har hun endnu. De havde det saa yndigt fra Smaa af, behøvede ikke at gaae i Skole, kunde lege hele Dagen, bygge Slotte og rive ned, knække Tinsoldater og lege med Dukker; forlangte de Smørrebrød, saa var der Smør paa begge Sider af Brødet og Puddersukker oven paa. Det var den gode gamle Tid, Guldalderen, som den kaldes, men den bleve de kjede af og jeg ogsaa. Det var den Gang, – og saa kom Ruderkonge.”
Mere sagde Knægten ikke; den lille Dreng lurede paa at høre mere, men der blev ikke sagt et Ord; og saa spurgte den Lille: “Hvad saa?” –
Hjerteknægt svarede ikke, stod strunk og stiv med Øinene lige mod sit tændte Voxlys. Den Lille nikkede, nikkede igjen men fik dog ikke Svar; saa vendte han sig til Ruderknægt, og da han nikkede tredie Gang til ham, sprang denne ud af Kortbladet, stillede sig op og sagde det eneste Ord: “Voxlys!” den Lille tændte strax et rødt Lys og satte for ham; da præsenterede Ruderknægt med sin Landse og sagde:
“Saa fulgte Ruderkonge! en Konge med Glasrude paa sit Bryst; ogsaa Dronningen kunde man see lige ind i; og de vare skabte ligesom andre Mennesker. Det var saa fornøieligt at man derover reiste dem et Monument, det stod i hele syv Aar, men det var ogsaa reist for Evigheden!” Og saa præsenterede Ruderknægt og saae paa sit røde Voxlys.
Og uden at den lille William nikkede, skreed med Eet, ganske gravitetisk, som Storken kan gaae, naar den skrider hen over Marken, Kløverknægt. Det sorte Kløver i Hjørnet af Kortbladet, fløi med som en Fugl hen over ham og saa igjen tilbage og satte sig hvor det før havde siddet. Og Kløverknægt talte, uden først som de Andre, at have faaet Voxlys.
“Ikke Alle erholde Smør paa begge Sider af Brødet og Sukker ovenpaa! det fik hverken min Konge eller Dronning; de maatte gaae i Skole og lære hvad de tidligere ikke havde lærdt. De gik ogsaa med Glasrude paa Brystet, men Ingen saae derind, uden for at bemærke om der ikke var noget galt inde i Urværket, som der kunde skjændes paa. Jeg veed det; jeg har tjent mit Herskab i alle Aar, kjender det fremdeles og lyder dets Villie. Nu vil Herskabet at jeg ikke skal tale mere iaften, og jeg tier og præsenterer!”
Men William tændte ogsaa for ham et Lys, det var skinnede hvidt.
“Huith –!” hurtigere end Lyset tændtes stod Spaerknægt midt i Riddersalen, han kom i en Fart og dog humpede han, som om han havde et daarligt Been; han hilsede ikke; det knagede i ham, han havde været knækket og brækket; gaaet meget igjennem; nu talte han.
“De have hver faaet Lys og jeg faaer det ogsaa, veed jeg; men skulle vi Knægte have det saa maa det bringes tredobbelt til Herskaberne. Min Spaerkonge og Dronning-Dame, bør det sig at have fire Lys! Deres Historie og Prøvelse er saa sørgelig, de have Aarsag til at gaae i Sort og have Grav-Spade i deres Vaaben; jeg ogsaa! jeg har nu faaet Spotnavn i Kortspillet! jeg kaldes ‘sorte Peer’; ja, jeg har faaet værre Navn, det er ikke engang passende at sige!” og saa hviskede han: “Man kalder mid Skridt-Mads! og engang var jeg dog første Cavaleer hos Spaerkonge og nu er jeg sidste. Jeg fortæller ikke mit Herskabs Historie, det vil ikke have det! Lille Slotsherre kan selv gjøre ud af den hvad han vil, men sørgeligt! det er gaaet tilbage, og gaaer ikke frem før vi Alle ride paa den røde Hest høiere op end der ere Skyer!”
Og den lille William tændte tre Lys for hver af Kongerne og tre for hver af Dronningerne, men Herskabet i Spaer fik hver fire. Der blev saa straalende i den hele Riddersal, saa lyst som i den rigeste Keisers Slot; og de høie Herskaber hilsede mildt og naadigt; Hjerterdame lod Guldviften neie, Spaerdame svingede med Guldtulipanen saa at der kom Ildslue ud af den. De høie Par stege ud af Kortblad og Ramme, traadte i Menuet ned af Gulvet og op igjen; de dandsede i Lue og Knægtene med, det var som om hele Salen stod i Flamme; det rislede og raslede, Luen slog ud af Vinduer og Vægge, hele Slottet stod i Glød og Flamme. William sprang forskrækket tilside, raabte paa Fader og Moder: “Slottet brænder!” – det gnistrede og blussede; men i Ilden susede og sang det:
“nu ride vi paa den røde Hest høiere op end der ere Skyer. Det bør sig ridderlige Mænd og Fruer, Knægtene følge med!” –
Ja, den Ende fik det med Williams Slot og med Herrebladene. William lever endnu og vasker sine Hænder: hans Skyld var det ikke at Slottet brændte. | wikisource | wikisource_1394 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Den gamle danske Dødedans.djvu" from=41 to=82 header=1 forfatter="anonym, red. af " /> | wikisource | wikisource_7975 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
Nyeste Skilderi af Kjøbenhavn.
Tyvende Aargang No. 3.
Udgivet, redigeret og forlagt af S. Soldin.
Forsendes, i Følge Kongel. allernaadigst Tilladelse, med Brevposterne.
Løverdagen den 11 Januari 1823.
Blik paa Handel og Søfart..
I Historiens ældste Aarbøger findes antegne, at Stæder og Lande, som dreve Handel og Søfart tillige. bleve, frem for andre, rige og mægtige. Gjennem alle Tidsaldere har Erfaringen bekræftet, at den ejendommelige Virkning af Søhandelen, hvor denne opmuntres og dyrkes med Iver og Klogskab, er Velstands kjendelige Udbredelse i alle Stænder, og mangefold forøger Productivkraft, hvilken, uden nogensomhelst kostbar Kraftyring, giver Staten en agtelse bydende Stilling imod andre, der kunne have større Udtrækning og Befolkning, men som enten mangle, eller ikke tilbørlig bruger Søfarten: dette Handelens store Hjul. De uimodsigeligste Beviser afgive Storbrittanien og de forrige Nederlande; selv de Søhandeldrivende Fristæder ere i saa Henseende mærkelige; thi hvad enten man seer hen til den mægtige og mangesidige Indfindelse, de udøve over Jordens fjerneste Egne og Folk, eller til de Rigdomme, de besidde,
maa man tilstaae, at ingen af disse Fortrin ere Følger enten af overodentlig Folkemængde, eller af Landenes særegne eller overvætres Frugtbarhed, men allene Virkning af klog Handel og drivtig Søfart, som udvortes Forhold vel kunne svække for en Tid, men aldrig ganske forstyrre. Vore Forfædre pløjede fra de ældste Tider de dem omgivende Have og dyrkede Søfarten, som Vei og Middel til Roes og Magt. De lærte tidligen, i Sømandsskolen, paa Bølgen, uforsagt at møde, snildt at undvige Faren, og at trodse Døden paa deres Træmure, alle Øers og havomgrændsede Landes sande Værn, til hvilket de sloge deres Lid; men de forsømte Jorddyrkningen, og de overlode Handelen, og med den Velstanden, til Fremmed; disse kunde saaledes i ældre Tider, ikke blot i Skandinaviens Have, oprette Frihandelsstæder, men nedsætte sig i dets eget Skjød, og medens Landenes Marv udtæredes lagdes Spiren til den Tvedragtsjæd, som vorende adskilte Rigerne og løfte Broderbaandet imellem Provindserne, saa at Danmark ofte var en Valplads, og længe en Bold for fremmed Handels Interesse. Historien har flere Blade, som man, for de Erindringers Skyld, de vække, maatte ønske, det var ligesaa umueligt at oprulle, som det er, at løfte Sløret, der bedækker Fremtiden.
Naturen nedlagde i Danmarks Jord Kraft til at frembringe Alt, hvad Menneskets virkelige Nødvendigheder kræve, paa Metaller nær; men det store Værk, flere Menneskalderes Digten og Stræben, Befrielsen fra den Afhængighed, at trænge til Fremmede Korn, var det forbeholdent vor Tids Agerdyrknings store Fremskridt, næst Gud, at fuldbringe, saa at vi nu have rige Forraad at kunne sælge. Vi skulle nu ikke, af Trang misunde noget Land dets Jordbunds Frugtbarhed, og, efterdi Naturen omgjærdede alle Danmarks Lande med Have, behøve vi ligesaa lidet at efterstrbe andre Landes og Stæders Handel, naar vi kun ville agte paa vor egen lykkelige Beliggenhed, imellem Nord- og Østersøen, og ved Søhandel drage af disse den Fordeel, som frembyder sig. Benyttes tilbørlig den Vei tillige, som der er aabnet for indenlandske Skibsfart og Handel, ved Anlægget af den slesvig-holsteenske Canal, hvorigjennem Forbindelsen mellem Havene lettes, befordres og sikres, under alle politiske Forviklinger, Staten kunde stedes udi, da kunne vi først erkjende Vigtigheden, og den store Sandhed, dette Værks Varme Talsmand, i sin Tid, forkyndte: at ingen fremmede Love, Navigationsacter og Handelstractater kunne forstyrre dette Fortrin, og ingen Fremmede kan berøve os denne Skibsfarts Fordele, naar ikkun det danske Flag allene skal sees i denne Canal; uden for al Tvivl er det, at ikkun Selvfornægtelse er istand til at forstyrre vore Fortrin, og berøve os Fordelen af Søfarten.
Fastlandsstaterne og Øer af stort Omfang gjennemskjæres i Almindelighed af Floder; disses Forbindelse med hverandre ere høist vigtige for indenlandsk Samfærsel, og til stor Lettelse for Handelen. Anderledes forholder det sig med en af Øer og Halvøer dannet Stat, hvis Gjennemsnit, fra et Hav til det andet, ikke udgjør over 10 til 12 Mile; dens Tarv og Trang er Søfarten; Canaler og konstige Søveje kunne der, anvendte i andet Øjemed end blot til indenlansk Samqvemhandel og indenlandsk Skibsfart, have skadelige Følger, og noget nær samme Virkning paa den egentlige Søfart, som visse Maskiner, der skulle gjøre Menneskekraften undværlig; de yde vel enkelte Fordele for en Tid, men de betage tillige en stor Mængde Mennesker, hvis Arbeidskraft og og Udvikling forhindres, Leilighed til Erhverv og Underholdning, hvoraf Virkningen paa Samfundsvellet bliver ganske det modsatte af hvad man forestilte
sig eller ventede af Opfindelsen. En Vandfart af den Natur er for nogen Tid siden projecteret, og et Spørgsmaal nyligen fremsat:
"Om Kjøbenhavn og Danmark overhoved vilde vinde eller tabe derved"?
Dette besvares saaledes: at Projectet skulde være Hovedstadens og Danmarks sande Fordeel; det skulde oplive den standsede Handel, og forhindre, at vi i Henseende til Handelen, ikke allene nu, men ogsaa i Fremtiden, bleve afhængige af vore Naboer, Lübekkerne. Men betragter man det nøjere, da vil den sidste Frygt meget formindskes, om ikke bortfalde, siden Lübek, om det end paa egen Bekostning vilde udvide Stekenissercanalen, dog neppe kunde gjøre dette, uden med Samtykke af og efter saadanne Regler, som Laurenborgs Behersker maatte eragte tjenlige til Undersaatternes Tarv at foreskrive, ligesom de under alle Omstændigheder maatte dele med, om ikke aldeles overlade vore Medbrødre Fordelen af en saadan Fart, Strømtolden ubeskadiget. Beqvemmere end selve Lübek ligger, for Handelen med Rusland, Staden Kiel, som ved den sl. h. Canal staaer i saa nær Forbindelse med Elben, at Handelen paa den letteste Maade af Verden kan drives paa Øster- og Nordsøen, Rusland, Tydskland og Holland, efter Behag, uden at trænge til en ny konstig Vandfart; hvis Handelen ved denne skulde kunne oplives for nogen, da maatte det ufeilbarligt være for Hamborg. Men hvilke fordeelagtige Udsigter skulde det vel aabne for Hovedstaden og Danmarks Handel, om det Øjemed, at aflede Handelen fra Stettin og Lübek, med store Bekostninger opnaaedes, og samme tilvendt Hamborg, satte dette istand til at concurrere og snart at frarive Hovedstaden, saavelsom Kiel og Lübek, Handelen med Østersøen? Til Hamborg gaaer, som bekjendt, meget, og maaskee det bedste, af Holsteens Producter, men hvad Gavn kunde egentligen Hertugdømmet have deraf, at Hamborgs Indvaanere fik dets Producter for lettere Kjøb? Der er ikke Torvet, hvor det egentlige Danmark afsætter sin Agerdyrknings Overflod; til Landets indere Forsyning med tydske Vare, hvoraf kun faa ere Nødvendighedsartikler, behøves ingen ny Canal: Omkostningerne igjennem de sædvanlige Vandveje kunne de nok bære. Neppe ville de, som have Fædrelandets Vel i deres Hænder, finde det Motiv (see Skilderiet No. 97) at Øresunds- eller Strømtolden fordyrer Transporten til og fra Hamborg, overbevisende nok, til at anvende en stor Befolkning i det
Øjemed, at skille den danske Krone ved een af dens naturlige ejendommelige og erhvervede Rettigheder, den, at hæve Strømtold af gjennemgaaende Varer, der desuden er yderst moderat, i Sammenligning med andre Landes; man see f. Ex. Hollands nyeste Tarif, hvor mange Artikler ere svært belagte med Afgifter, andre aldeles forbudne at føres igjennem deres Strømme.
Det er bekjendt, at Handelen under, saavelsom efter, og tildeels som følge af, Krigen har undergaaet mærkelige Forandringer; flere Stater ere blevne opmærksomme paa og virksomme i at benytte deres naturlige Fordele; Naboriget har i flere Aar anvendt stor Anstrængelse, for at tilvejebringe en Fart fra Landets Indere til Nordsøen; men dette kan allene, som indenlandsk Forbindelsesvei, have nogen Vigtighed for denne Stat, og har ingen væsentlig Indflydelse paa Fædrelandets Søfart. De Tydske synes nu tilbøjelige til at ville betragte Elbflodens Løb, som en fælleds Færselsvei til Havet, og til egen Fordeel at handle conseqvent; det bør ingen fortryde, og kan kun lidet skade os; men dersom nogen af vore Naboer vilde forlange, at der med stor Bekostning skulde aabnes en ny Vei for dem igjennem Hjertet af Kongens Lande, da ere de vist nok ubillige, og forlange langt mere af Andre, end de have viist at ville gjøre for dem selv, eller nogen tydsk Stat har gjort for egne Undersaatteres Handel. Man tabe sig ikke saa ganske i Ønsker, for at befordre andre Landes Handel, at man derover glemmer, at det egentlige Danmark ogsaa har Krav paa Østersøeshandelen, og at den tilværende, ikke ved egne Midler, bør formindskes. Man erindre tillige, at medens Riget har frembragt en Søfartscanal, til fordeel for Holsteen, findes endnu, paa Sjellands hele Nordkyst, ingen Havn, hvortil Skibe kunde søge Tilflugt og Redning mod Storm og Iis, selv ei, hvor saadant hyppigst behøves, der nemlig, hvor Naturens stærke Haand adksilte Sjelland fra Skaane, og danner ligesom et Grændseskjel imellem Nord- og Østersøen, hvor det herlige Dannevirke hæver sig af Havets dybe Skjød.
Med Ærefrygt bøje alle Folkeslags og Stæders Søskjolde sig for det prægtige Kronborg, der, som en venlig Stjerne, leder og lyser den ængstede Søfarer igjennem det oprørte Havs Bølger, i Nattens Mulm, til Sundet, for at hylde Dannerkongen, som Sundets Herre. End efterat halvtredie Hundrede Aar ere rundne i Tidens Hav, vækker den dristige Tanke, som udkastede, og den
kraftige Haand, som udførte Værket, fortjent Beundring. Men en Gjenstand for Fremmedes Forundring, er Byens Søside, som dette stolte Værk behersker, naar de, som her tænkte sig en Skov af kneisende Master smykke Strandbredden, finde denne nøgen, som et Fiskerlejes Strand, bedækket af stinkende Tang og Gruus.
Men at Helsingøer, uagtet en lang og dyb Fred, til Fremmedes Forundring, og Byens saavelsom Landets store Skade, mangler en Havn, der kan svare til de paa Østersøen handlende Kjøbmænds, Skibsejeres og Søfarendes Haab, og de til Clarering i Sundet stoppede Skibes Krav paa Nationen: det er Noget, hvis Grund nok maa søges i saadanne Vanskeligheder, som ofte hindre et fælles Nationalgodes Fremme; deels have visse oeconomiske Skribenter dannet sig en Forestilling om, at en Havn i Sundet kunde gjøre Hovedstadens Handel Afbræk, og muligt saaledes i sin Tid bidraget til at standse Udførelsen. Men at denne Frygt er ligesaa ugrundet, som statsskadelig, vil man let overbevises om, ved at lægge Mærke til, at Hovedstadens Beliggenhed ikke egner sig til det Slags Transithandel, som kunde erhverves, men som, af Mangel paa en Havn i Sundet, gaae Danmark forbi, og til hvilken Helsingøer allene har en
beqvem Beliggenhed. Benyttelsen af denne kan paa ingen Maade skade Hovedstadens Handel, hverken ved Colonierne, Rigets Provindser eller Østersøen. Tilflyder ikke nu den største Deel af Omsætningscapitalen i Sundet, Hovedstadens Kjøbmænd, Værftsejere og Haandværksfolk, og gaaer ikke selve Sundstolden igjennem de førstes Hænder? hvormeget maatte da en Forøgelse af
Sundets Handel med Fremmede ønskes og befordres af dem, som deres egen Fordeel? de kunde jo paa enhver selvbehagelig Maade tage Deel i samme; eller mon det kan tænkes, at Sundboeren, som saa beredvillig optager Fremmede, ikke med aabne Arme og broderligt Hjertelav vilde modtage den gjeve Hovedstadens Indbygger, som attraaer, for at drive lovligt Erhverv, at bosætte sig iblandt dem og deeltage i de Byen ønskende Fælledsgoder?
Saalænge vi paa en af Naturen saa veldannet Beliggenhed nøies med at være Tilskuere af, at en Mængde fremmede Skibe passere forbi Kysterne eller midt igjennem Landene, og ikke stræbe efter større Samqvem med eller anden Fordeel af Søfarten, end hvad denne er tvungen til at yde os, indseer man lettelig, at dette maa blive lidet, i Sammenligning med, hvad det kunde vorde. Til Exempel: Det er en bekjendt Erfaring, at Kattegattet, endog i strenge Vintre, sjeldent iislægges, og skeer dette end undertiden i Snevringen, da er det kortvarende, efterdi Isen brister snart og bortføres af den rivende Søndenstrøm. Sædvanlig er Skibsfarten til og fra Kattegattet aaben hele Maaneder, medens den faste, eller dog Driv-Iis spærrer Beltet, Drogden og Floderne *). Var der paa saadan Tid, hvor fremmede Skibe ikke tør vove sig til eller fra Østersøen, og danske Skibe kunde være eller frygte for at blive iisbundne, en Havn i Sundet, da skulde mange Skibe, som nu maa flygte til og overvintre i svenske eller norske Havne, hvorfra de vanskeligen kunne komme tilsøes, og ofte ved Forsøget forulykkes, anløbe Havnen i Sundet, og de kande midt i Vinteren fortsætte Reisen til deres Bestemmelse. Var der Oplag i Sundet, da behøvede de Lande, som bleve brødtrængende, ikke, som nu, at oppebie
Foraarets Komme og Østersøens Aabning, men de kunde, til næsten enhver Tid, eftersom det ene eller andet, Østersøens eller Danmarks, Produkt fandt Søgning i Udlandet, hente samme i Sundet, og fortrinlig kunne danske Skibe, som laae der, tidligere end nogen anden Nations finde Fragt og Fortjeneste, ved at seile til det fordeelagtigste Marked.
Fra Østersøen afsendes især meget Korn og Staver for egen Regning til vestlige og sydlige Lande. Kjøbmanden lokkes ofte dertil ved indbydende Breve, undertiden ved offentlig bekjendtgjorte Markedspriser; men selv disse kunne være pro forma. Han erfarer maaskee allerede inden Skibet er afseilet Skuffelsen, og forudseer det visse Tab, der forestaaer ham, og han skulde gjerne oplægge sit Gods i Sundet, for at oppebie en gunstigere Leilighed til Afsætning, om han kunde. Mangen Skipper indtager i de sydlige Lande istedet for Ballast en Ladning Salt for egen Reging, og seiler dermed til Østersøen, for at søge Fragt. I Sundet underrettes han om Fragterne i Østersøens Havne, men sættes i Forlegenhed, naar han til de Stæder, hvor Fragter findes, enten aldeles ikke tør bringe sit Salt, eller dette der er belagt med Indførselstold, næsten lige saa høi, som selve Varenes Markedspriis der paa Stædet; han maa da opgive Udsigten, at faae en god Fragt, og er tvungen til at seile til de Havne,hvor Salt kan afsættes, men hvor der maaskee ingen Fragter gives, og han foretrak vist gjerne, at oplægge sin Ladning i Sundet, for at kunne have Frihed til at begive sig did, hvor der findes Fragt. Her er kun nævnt nogle af de mange Fordele, som kunde blive Landet til Deel, og hvorved Handel og Søfart, uden nogens Fornærmelse, kunde opmuntres og fremmes. Flere og vigtige Grunde, som ikke egne sig til offentlig Prøvelse, tale for Nødvendigheden af en Havns Anlæg ved Helsingøer, mod hvilket i det Hele der kun kan gives forudfattede Meninger.
Den 24 December, 1822.
- *) Den 16de d. M. var Eidercanalen belagt med Iis, og den 18de var Elben fuld af Driviis, og Overelben tillagt, medens vi her intet kjendte til Frost.
Maarslettes Piil..
Est Du falden gamle Kjæmpeflamme </br>
Alt for Ørens centnertunge Slag? </br>
Hviler end i Arnens lyse Flamme </br>
Beddet under Hyttens ringe Tag? </br>
Skalst Du ei om hannem mere minde, </br>
Han den Ædelmand fra Græve By? </br>
Som saa mangengang har maattet finde </br>
Under Dine Grene venligt Ly? </br>
Skal Du ei ad Bonden mere smile, </br>
Som fra Kjøge Landevei Dig seer? </br>
Og skal ingen mødig Vandrer hvile </br>
Under Dine svale Skygger meer? </br>
Ak! her sad han, denne gamle Gjæve, </br>
Naar fra Arelstad han ilte hjem; </br>
Tænkte paa sit dyrebare Græve, </br>
Tog en Draabe - vandred' vid're frem. </br>
Qvæget var den Oldings trætte Lænder, </br>
Styrket var vor Gamles svage Fod; </br>
Og med Staven i de matte Hænder </br>
Han sit kjære Hvilested forlod. </br>
O! og Du var mig en venlig Stjerne, </br>
Gamle Piil! naar jeg fra Staden tog; </br>
Herfra saae jeg Stedet i det Fjerne, </br>
Hvortil længselfuldt mit Hjerte drog. </br>
Der, hvor jeg saa mangen Sommer Morgen </br>
Henrykt sværmed' i Naturens Favn, </br>
Drømte Glæden, og bortspøgte Sorgen; </br>
Signed' kjærlig Gjæstfrihedens Havn. </br>
Ak! til Støv forlængst er han nu vorden, </br>
Han den Vandringsmand, der bar dit Navn; </br>
Brat blev og Du rykket bort fra Jorden, </br>
Og - kun Barden græder ved Dit Savn. </br>
Ja Børnlille! det er Skjæbnens Følge: </br>
"Alt hvad lever engang skal forgaae", </br>
Og først Tidens underfulde Bølge </br>
Vil i Evighed sin Grændse naae. </br>
Blandede Efterretninger..
Om Napoleons Ophold paa St. Helena..
Det er ikke sandt, sagde Napoleon, at min Formæling med Maria Louise var een af de hemmelige Artikler i den faa Maaneder i Forveien sluttede Tractat. Neppe var det blevet bekjendt, at Frankrigs Interesse havde bevæget mig til at lade opløse min første Ægteskabsforening, saa fandt andre Sider adskillige Planer Sted, for at forbinde sig ved en Formæling med mig. Ogsaa den - - lod strax kalde Narbonne til sig, og yttrede sin Forundring over, at man endnu ikke havde tænkt paa hans Familie. Den Gang var Talen om en Formæling med en - Prindsesse. Det Wiener Cabinet sendte angaaende denne Gjenstand Instructioner til Fyrsten af S- Gesandt i Paris. Ogsaa den -ste Gesandt fik Depecher fra - -, hvori denne erklærede sin Beredvillighed til at give mig sin Søster til Gemalinde, hvorved imidlertid den Omstændighed, at man forlangte Indretning af et - Capel i Thuillerierne, lagde nogle Hindringer i Veien for. Der blev sammenkaldt et Geheimeraad, og Stemmefleerheden var for en østerrigsk Prindsesse. Jeg overdrog Prinds Eugen at gjøre en Communication, hvorpaa Ægteskabsartiklen, lig den mellem Ludvig XVI. og Maria Antoinette, blev undertegnet. - var utilfreds, at hans Communication var skeet forgjeves, fordi han troede, han var skuffet, og at der havde fundet to Underhandlinger Sted, hvori han dog tog Feil. Der var ydermere ikke tænkt paa en Forbindelse med Østerrige, førend Narbonnes Depeche indtraf, hvilken meddeelte ham Efterretning om det ham af - - givne Vink. Formælingen med Maria Lousie var i Geheimeraadet inden 24 Timers Forløb foredraget, besluttet og undertegnet. Adskillige Medlemmer vare af den Mening, at jeg burde tage en fransk Gemalinde, og Grundene for dette Skridt vare for et Øjeblik i Begreb med at beholde Overvægt; men - - Hoffet lod mig tilkjendegive, at hvis jeg afslog det, at
vælge en Prindsesse af eet af Europas regjerende Huse, saa vilde dette være en stiltiende Erklæring angaaende min Hensigt, at styrte disse Huse, saasnart en Leilighed dertil tilbød sig. Da Napoleon erfarede af O'Meara, at Prindsesse Charlotte var død, og Aarsagen til hendes Død, yttrede han sin Uvillie over Accoucheuren, og forundrede sig over, at Pøbelen i London ikke havde stenet dem; han bemærkede, at nogle gamle, gifte Koner, som ofte havde været i Barselseng, burde været i Barnsnød hos hende, og disse vilde snart seet, at det ikke gik rigtig til med Forløsningen. Maria Louise, tilføjede han, vilde ved min Søns Fødsel have død samme Død, havde jeg ikke personligen truffet de fornødne Anstalter. Da hun var i Barnsnød befandt jeg mig i et tilstødende Værelse, og gik op og ned. Efterat hun i adskillige Timer havde havt Veer, kom Accoucheur Dubois til mig i Sideværelset og erklærede mig med alle Kjendemærker paa Bekymring, at Keiserinden var i stor Fare, da Barnet laae paa den urette Side. Jeg spurgte ham, om der ikke ellers var mødt ham noget Lignende? - Vel i enkelte Tilfælde, svarede han, dog neppe i e e t blandt tusinde, og det var ham yderst smerteligt, at dette overordentlige Tilfælde netop fandt Sted hos Keiserinden. Glem, sagde jeg, at hun er Keiserinde, og behandl hende ligesom hun kunde være en Kræmmerkone i St. Denis Gaden. Kun dersom beder jeg Dem indstændigst. Hvem skal jeg redde, spurgte Dubois videre, naar enten Moderen eller Barnet maa opoffres? - Uden Betænkning Moderen, svarede jeg. Derpaa ledsagede jeg ham hen til Sengen, opmuntrede og beroligede Keiserinden, og holdt hende, medens Tangen blev anlagt. Barnet syntes, da det var kommet til Verden, i Begyndelsen at være dødt, men ved Gnidning og andre Midler bragtes det til live igjen.
Min Formæling med Maria Louise frembragte ingen Forandring i min Levemaade; hun forbandedes, da hun efter fuldbyrdet Bilager fandt, hvor faa Forsigtighedsregler jeg brugte, for at betrygge mig mod Angreb paa mit Liv; da hun saae, at der kun stod Skildvagter for de yderste Døre af Palladset, og om Natten ingen Hofcavalier opholdt sig uden for Dørene af de indere
Gemakker, ja, at endog Dørene ikke vare lukkede, og ingen Geværer eller Pistoler vare i Værelserne, hvor de sove, spurgte hun, "hvorledes det gik til, at jeg ikke træffer halv saa mange Forsigtighedsregler, som hendes Fader, der dog intet havde at befrygte?" "Jeg er, svarede jeg hende, for meget Fatalist, til at føje Forsigtighedsanstalter mod Mord." I Paris pleiede jeg ofte at gaae ud, uledsaget af min Garde, at blande mig blandt Folket, og modtage Ansøgninger; ogsaa trængte man sig saa tæt omkring mig, at jeg neppe kunde bevæge mig. - Med hvilken Ømhed og Hengivenhed, jeg stedse behandlede Maria Louise, derom maa hun selv tale. Efter hendes tvungne Adskillelse fra mig, tilstod hun i de meest rørende Udtryk for - - hendes inderlige Attraa efter at forene sig med mig i min Landsforvisning, og roste mig og min Adfærd imod hende; - en tilstrækkelig Gjendrivelse af den mod mig udbredte modsatte Beskyldning. (Fortsættes.)
Af de to mærkværdige Mænd, Bolivar og Morillo, leverer George Laval Chesterton i A Narrative of proceedings in Venezuela, in South America,in the years 1819-20, følgende Skildring:
Kjøbenhavns Børs, d. 10 Januari..
Cours. Hamb. 2 M. 244, a vista 247. Amsterdam 2 M. , . London 2 M. 11 11/43 Rbdlr. Spec. 250. - Specier folgtes til 15 Rbmk. Obligationer (med Renter fra 11te Dec. 1822) 77« a 78. Nationalbank-Obligationer (af Laanet d. 2 Febr. 1820) 101« a 102 Rbd. r. S. (uden Renter) ell. 127« Rbd. Sedler pr. 100 Rbd. r. S. - Norske Rigsbanksedler 13«. - Svenske Sedler 59« -
Disconto 5 pC.
Kjøbenhavn. Trykt hos I. H. Hvecke. | wikisource | wikisource_3308 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="H Wulff - Den danske Rigsdag.djvu" from=301 to=303 fromsection=b header=1 /> | wikisource | wikisource_9689 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Carl Muusmann - Matadora.djvu" from=62 to=67 header=1 /> | wikisource | wikisource_8670 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Luftslotte.djvu" from=43 to=46 fromsection=b header=1 /> | wikisource | wikisource_15041 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Breve fra Ensomheden.djvu" from=108 to=110 fromsection=b header=1 /> | wikisource | wikisource_16005 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Lykke-Per fjerde udgave bind 1.djvu" from=8 to=10 header=1 />
Første Bind:
Andet Bind: | wikisource | wikisource_28530 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Legender og Fortællinger.djvu" from=185 to=230 header=1 /> | wikisource | wikisource_10548 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Peter Nansen - Maria.djvu" from=112 to=113 header=1 /> | wikisource | wikisource_6755 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
Den lille fyr med den store næse
kan ikke skrive og ikke læse.
Men drikke brændevin og spille kort
og drille pigerne - det kan han godt. | wikisource | wikisource_3277 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="H Wulff - Den danske Rigsdag.djvu" from=456 to=460 fromsection=b tosection=a header=1 /> | wikisource | wikisource_9267 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Oliver Twist - Samfundsroman.djvu" from=211 to=217 fromsection=b tosection=a header=1 /> | wikisource | wikisource_11737 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
Klokken var syv en meget varm Aften i Seeonee-bankerne, da Fatter Ulv vaagnede, efter at have sovet hele Dagen; han kradsede sig, gabede og spilede sine Poter ud, den ene efter den anden for at blive den søvnige Fornemmelse i Tæerne kvit. Mutter Ulv laa med sin store graa Snude tværs over de fire kravlende, pibende Unger, og Maanen skinnede ind i Mundingen af Hulen, hvor de alle boede. »Uh!« sagde Fatter Ulv, »det er paa Tide at gaa paa Jagt igen.« Og han skulde lige til at springe ud og ned ad Bakken, da en lille Skygge med en busket Hale gled ind over Tærskelen og peb: »Held og Lykke være med dig, du Ulvenes Høvding; Held og Lykke og stærke hvide Tænder til de dejlige Børn, saa at de aldrig maa glemme de sultne her i Verden.«
Det var Schakalen — Tabaqui, Snyltegæsten — og Indiens Ulve foragter Tabaqui, fordi han løber med Sladder og stifter Fortræd og æder Klude og Læderstumper fra Landsbymøddingeme. Men de er ogsaa bange for ham, fordi Tabaqui, mere end nogen anden i Junglen, er tilbøjelig til at blive gal, og saa glemmer han, at han nogensinde har været bange for nogen, og løber gennem Skoven og bider alle, som han træffer paa sin Vej. Selv Tigeren løber i Skjul, naar lille Tabaqui bliver gal, thi Galskab er det mest vanærende, der kan ramme et vildt Dyr. Vi kalder det Vandskræk, men de kalder det dewanee — Galskab — og flygter.
»Saa kom da ind og se dig om,« sagde Fatter Ulv kort; »men der er intet at æde her.«
»Ikke for en Ulv,« sagde Tabaqui, »men for saa ringe en Skabning som mig er et tørt Ben et Festmaaltid. Hvem er vi, Schakalerne, at vi skulde vrage og være kræsne?«
Han smuttede hen i den bageste Ende af Hulen, hvor han fandt et Hjorteben med en Smule Kød paa, og gav sig nok saa fornøjet til at gnave paa det.
»Mange Tak for dette gode Maaltid,« sagde han og slikkede sig om Munden. »Hvor de dejlige Børn dog er smukke! Hvilke store Øjne de har! Og det i deres Alder! Aa ja, jeg burde jo sandelig have husket, at Kongebørn er Helte ligefra deres tidligste Tid.«
Tabaqui vidste ligesaa godt som enhver anden, at intet er værre end at sige smukke Ting om Børn, mens de hører paa det; og det morede ham at se Mutter og Fatter Ulvs bekymrede Miner.
Tabaqui sad stille og nød den Fortræd, han havde gjort, og saa sagde han ondskabsfuldt:
»Shere Khan, den store, har skiftet Jagtgrund. Han vil jage mellem Bakkerne her i en Maanedstid, har han sagt mig.«
Shere Khan var den Tiger, der boede ved Waingunga-flodens Bred, fem Mil derfra.
»Det har han ikke Ret til!« begyndte Fatter Ulv vredt.
»I Følge Jungleloven har han ikke Ret til at skifte Jagtgrund uden at give tilbørligt Varsel i Forvejen. Han vil skræmme hvert eneste Stykke Vildt i to Miles Omkreds bort, og jeg — jeg maa jage for to i denne Tid.«
»Hans Moder kaldte ham ikke Lungri (den halte) for ingenting,« sagde Mutter Ulv roligt. »Han har været halt paa det ene Ben ligefra sin Fødsel, og det er Grunden til, at han kun dræber Kvæg. Nu er Landsbyfolkene ved Waingunga vrede paa ham, og han er kommen herhid for at gøre vore Landsbyfolk vrede. De vil gennemstrejfe hele Junglen efter ham, naar han er langt borte, og saa sætter de Ild paa Græsset, og vi og vore Børn maa flygte. Vi er sandelig Shere Khan meget taknemlige!«
»Skal jeg fortælle ham om eders Taknemlighed?« sagde Tabaqui.
»Ud med dig!« snærrede Fatter Ulv. »Ud med dig og jag med din Herre. Du har gjort Ulykker nok for een Nat.«
»Jeg gaar,« sagde Tabaqui roligt. »Der kan I høre Shere Khan nede i Krattet. Jeg kunde have sparet mig den Efterretning.«
Fatter Ulv lyttede, og nede i Dalen, der førte ned mod en lille Flod, hørte han det tørre, vrede, snærrende, syngende Hyl af en Tiger, der intet har fanget, og hvem det er ligegyldigt, om hele Junglen faar det at vide.
»Det Fæ!« sagde Fatter Ulv. »At begynde sit Natte-arbejde med saadant et Spektakel! Tror han, at vore Hjorte ikke er raskere til Bens end hans fede Okser nede ved Waingunga?«
»Hys! Det er hverken Okser eller Hjorte, han jager i Nat,« sagde Mutter Ulv. »Det er Mennesker.« Hylet var gaaet over til en Slags snurrende Brummen, der syntes at komme fra alle mulige Retninger paa samme Tid. Det er den Lyd, som forvirrer Brændehuggere og Tatere, der sover under aaben Himmel, og stundom faar dem til at løbe lige ind i Gabet paa Tigeren.
»Mennesker!« sagde Fatter Ulv og viste alle sine hvide Tænder. »Puh! Er der ikke Insekter og Frøer nok i Dammene til, at han kan lade være at jage Mennesker? Og det oven i Købet paa vor Jagtgrund!«
Jungleloven, der aldrig giver nogen Befaling uden gode Grunde, forbyder alle Dyr at æde Mennesker, undtagen naar man dræber for at vise sine Børn, hvorledes man skal bære sig ad med at dræbe, og selv i saa Tilfælde maa det ske udenfor Stammens eller Flokkens Jagtgrunde. Den virkelige Grund hertil er, at Drabet af et Menneske tidligere eller sildigere hidkalder hvide Mænd paa Elefanter og bevæbnede med Bøsser, og Hundreder af brune Mænd med Trommer, Brandraketter og Fakler. Saa gaar det ud over alle i Junglen. Men den Grund, som Dyrene foregiver blandt dem selv, er, at Mennesket er det svageste og mest forsvarsløse af alle levende Væsener, og at det derfor ikke sømmer sig for ægte Jægere at gøre ham Fortræd. De siger ogsaa — og det er ganske sandt —, at de, der æder Mennesker, bliver skabede og mister Tænderne.
Den brummende Lyd blev stærkere og sluttede med det rungende Brøl, som en Tiger udstøder, idet den springer til.
Saa lød der et Hyl fra Shere Khan — et Hyl, der slet ikke lignede en Tigers. »Han er sprunget fejl,« sagde Mutter Ulv. »Hvad er der i Vejen?«
Fatter Ulv løb et Par Skridt ud af Hulen og hørte Shere Khan mumle og brumme rasende, mens han tumlede om i Krattet.
»Det Fæ har været dum nok til at springe efter Brændehuggerens Lejrbaal og har brændt sine Fødder,« sagde Fatter Ulv med et Grynt. »Tabaqui er med ham.«
»Der er nogen, der kommer op ad Bakken,« sagde Mutter Ulv og spidsede det ene Øre. »Hold dig parat.«
Buskene raslede en Smule nede i Krattet, og Fatter Ulv sank ned i Bagbenene, færdig til Spring. Hvis nogen havde iagttaget ham, vilde han have faaet det vidunderligste i hele Verden at se: en Ulv, der standser midt i Springet. Han sprang til, førend han saa, hvad det var, han sprang efter, og saa forsøgte han at standse sig selv. Resultatet blev, at han foer en fire, fem Fod lige op i Luften og kom ned igen næsten paa samme Sted, hvorfra han var sprungen op.
»Menneske!« snærrede han. »En Menneskeunge. Se en Gang!«
Lige foran ham, holdende sig ved en lav Gren, stod en nøgen, brun Rolling, som lige havde lært at gaa — den blødeste og mest smilehullede lille Fyr, som nogensinde er kommen til en Ulvs Hule om Natten. Han saa op i Fatter Ulvs Ansigt og lo.
»Er det dér en Menneskeunge?« sagde Mutter Ulv. »Saadan en har jeg aldrig set. Bring den herhen.«
En Ulv, der er vant til at haandtere sine egne Unger, kan, om det gøres nødigt, tage et Æg mellem Tænderne uden at knække Skallen; og skønt Fatter Ulvs Kæver sluttede sig tæt om Barnets Ryg, lagde han det ned mellem sine Unger, uden at dets Hud var saa meget som ridset af en Tand.
»Hvor lille! Hvor nøgen, og — hvor kæk!« sagde Mutter Ulv med blød Stemme. Barnet puffede sig frem mellem Ulveungerne for at komme tæt ind til det varme Skind. »Se, se! Han vil have noget at drikke, ligesom de andre. Naa, saadan ser altsaa en Menneskeunge ud. Mon der nogensinde har været en Ulvinde, som kunde rose sig af at have en Menneskeunge mellem sine egne Børn?«
»Jeg har hørt nogle Gange om en saadan Begivenhed, men det er aldrig hændet i vor Stamme, og heller ikke andetsteds, saa længe jeg har levet,« sagde Fatter Ulv. »Han er helt haarløs, og jeg kunde dræbe ham blot ved at røre ved ham med Foden. Men se, han kigger op paa os og er slet ikke bange.«
Maaneskinnet forsvandt fra Hulens Munding, thi Shere Khans store, firkantede Hoved og Skuldre blev stukket ir.d gennem Indgangen. Bagved ham peb Tabaqui: »Herre, Herre, her løb den ind!«
»Shere Khan viser os en stor Ære,« sagde Fatter Ulv, men hans Øjne var meget vrede. »Hvad ønsker Shere Khan?«
»Mit Bytte. En Menneskeunge gik denne Vej,« sagde Shere Khan. »Forældrene flygtede. Giv mig den.«
Shere Khan var sprunget op i Brændehuggernes Lejr-baal, som Fatter Ulv havde sagt, og var rasende paa Grund af Smerten i sine forbrændte Fødder. Men Fatter Ulv vidste godt, at Hulens Munding var for snæver til, at en Tiger kunde komme ind ad den. Selv der, hvor Shere Khan nu stod, var hans Skuldre og Forpoter klemt sammen af Mangel paa Plads, ligesom en Mand vilde være, hvis han forsøgte paa at kæmpe i en Tønde.
»Ulvene er et frit Folk,« sagde Fatter Ulv. »De tager mod Befalinger af deres Stammehøvding, men ikke af nogen stribet Kvægdræber. Menneskeungen er vor — vi kan selv dræbe ham, om vi vil.«
»Om I vil! Hvad bryder jeg mig om, hvad I vil? Ved den Okse, jeg har dræbt, skal jeg staa her og snuse ind i eders Hundehul for at faa, hvad der tilkommer mig? Det er mig, Shere Khan, der taler!«
Tigerens Brøl fyldte Hulen som en Torden. Mutter Ulv rystede Ungerne af sig og sprang frem; hendes Øjne skinnede som to grønne Lamper i Mørket og stirrede lige ind i Shere Khans flammende Øjne.
»Og det er mig, Raksha (Djævelen), som svarer. Menneskeungen er min, Lungri, — min og ingen andens! Han skal ikke dræbes. Han skal leve for at løbe med Stammen og jage med Stammen; og tilsidst — mærk dig det, du Jæger efter nøgne smaa Unger, du Frøæder, du Fiskedræber — skal han jage dig! Pak dig nu, eller ved den Hjort, jeg har dræbt (jeg æder ikke forsultent Kvæg), du skal komme tilbage til din Moder mere halt, end da du kom til Verden, du forbrændte Junglebæst. Gaa!«
Fatter Ulv saa forbløffet til. Han havde næsten glemt den Tid, da han vandt Mutter Ulv i aaben Kamp med fem Medbejlere, — den Gang hun endnu løb med Stammen og ærligt fortjente sit Tilnavn »Djævelen«. Shere Khan kunde maaske have staaet sig mod Fatter Ulv, men Mutter Ulv kunde han ikke hamle op med, thi han vidste, at i den Stilling, han indtog, havde hun alle Fordelene af Terrænet, og hun vilde kæmpe, saa længe der var Liv i hende. Derfor trak han sig brummende tilbage fra Hulens Munding, og da han var vel ude, raabte han:
»Hver Hund gøer i sin egen Gaard! Nu faar vi se, hvad Stammen siger til denne Opfostring af Menneskeunger. Ungen er min, og under mine Tænder kommer den til syvende og sidst, I buskhalede Tyve!«
Mutter Ulv kastede sig pustende ned mellem Ungerne, og Fatter Ulv sagde alvorligt til hende:
»I saa Henseende har Shere Khan Ret. Ungen maa fremstilles for Stammen. Vil du fremdeles beholde ham, Mutter?«
»Beholde ham?« gispede hun. »Han kom hertil nøgen, ved Nattetid, alene og meget sulten; og dog var han ikke bange! Se bare, han har allerede puffet een af mine Unger til Side. Og hin halte Slagter vilde have dræbt ham, og vilde saa være løbet sin Vej til Waingunga, mens Landsbyfolkene vilde have opsporet alle vore Lejer for at hævne sig! Beholde ham? Ja, det vil jeg rigtignok! Lig stille, lille Frø. O du Mowgli — thi Mowgli, Frøen, vil jeg kalde dig — der vil komme en Tid, da du skal jage Shere Khan, som han har jaget dig.«
»Men hvad vil vor Stamme sige?« sagde Fatter Ulv. Jungleloven siger med klare og tydelige Ord, at naar en Ulv gifter sig, har han Lov til at trække sig tilbage fra den Stamme, han hører til; men saa snart hans Unger er gamle nok til at kunne staa paa deres Ben, maa han bringe dem til Stammemødet, der i Reglen afholdes hver Maaned ved Fuldmaane, for at de andre Ulve kan kende dem igen. Efter saaledes at være inspicerede, har Ungerne Lov til at løbe, hvorhen de vil, og indtil de har dræbt deres første Raabuk, gives der ingen Undskyldning for den voksne Ulv af Stammen, der dræber en af dem. Morderens Straf er Døden, hvor han bliver antruffen; og hvis Læseren vil tænke sig et Øjeblik om, vil han indse, at dette er ganske i sin Orden.
Fatter Ulv ventede, til hans Unger kunde bruge Benene en Smule, og saa førte han, den Nat, da Stammen holdt Møde, dem, Mowgli og Mutter Ulv til Raadsklippen, en Bakketop bedækket med Klippestykker og Rullesten, hvor hundrede Ulve kunde finde Skjul. Akela, den store, graa, ensomme Ulv, som paa Grund af sin Styrke og Snildhed var Stammens Høvding, laa udstrakt, saa lang han var, paa Klippen, og nedenfor ham sad nogle og fyrretyve Ulve af alle Størrelser og Farver, ligefra de grævlingefarvede Veteraner, som ganske alene kunde tage det op med en Raabuk, og til de sorte Ynglinge paa tre Aar, som troede, at de kunde gøre det samme. Den ensomme Ulv havde nu i et Aar været deres Høvding. I sine unge Dage var han to Gange falden i en Ulvefælde, og een Gang havde han faaet Prygl og var bleven liggende som død; saa han kendte Menneskenes Skikke og Sædvaner. Der blev kun talt meget lidt ved Raadsklippen. Ungerne trillede rundt mellem hverandre midt i Kredsen, hvor deres Forældre sad, og af og til gik en ældre Ulv roligt hen til en Unge, betragtede den omhyggeligt og vendte lydløst tilbage til sin Plads. En Gang imellem puffede en Moder sin Unge langt ud i Maaneskinnet for at være sikker paa, at den ikke skulde blive overset. Akela raabte af og til oppe fra sin Klippe: »I kender Loven — I kender Loven. Se eder vel for, o Ulve!« Og de ængstelige Mødre gentog Raa-bet: »Se — se eder vel for, o Ulve!«
Tilsidst — og Mutter Ulvs Nakkehaar rejste sig, da Øjeblikket kom — puffede Fatter Ulv »Mowgli Frøen«, som de kaldte ham, ind i Kredsen, hvor han satte sig ned og lo og legede med nogle Smaasten, der skinnede i Maanelyset.
Akela ikke saa meget som løftede sit Hoved op fra Poterne, men blev ved med det monotone Raab: »Se eder vel for!« Et dumpt Brøl hævede sig bag Klipperne; det var Shere Khans Stemme, og han skreg: »Ungen er min. Giv mig ham. Hvad har det frie Folk at gøre med en Menneskeunge?« Akela bevægede ikke en Gang sine Øren; alt, hvad han sagde, var: »Se eder vel for, oUlve! Hvad har det frie Folk at gøre med en andens Befalinger? Se eder vel for!«
Der lød et Kor af dyb Knurren, og en ung Ulv paa tre Aar gentog Shere Khans Spørgsmaal: »Hvad har det frie Folk at gøre med en Menneskeunge?« Nu siger Jungleloven, at hvis der rejser sig nogen Tvivl om, hvorvidt en Unge skal optages i Stammen, maa mindst to af Stammens Medlemmer tale dens Sag, og det maa naturligvis ikke være Forældrene.
»Hvem vil tale for denne Unge?« sagde Akela. »Hvem af det frie Folk vil tale dens Sag?« Ingen svarede, og Mutter Ulv gjorde sig rede til at kæmpe, skønt hun vidste, at det vilde blive hendes sidste Kamp.
Den eneste fremmede, som har en Stemme med ved Stammemødet, er Baloo, den dorske, brune Bjørn, som underviser Ulveungerne i Jungleloven; gamle Baloo, der kan komme og gaa, hvor han lyster, fordi han kun æder Nødder og Rødder og Honning — han satte sig nu over Ende paa sin Bagdel og gryntede.
»Menneskeungen — Menneskeungen?« sagde han. »Jeg taler for Menneskeungen. Der er intet ondt i en Menneskeunge. Jeg er ikke veltalende, men jeg taler Sandhed. Lad ham løbe med Stammen og blive antaget ligesom de andre Unger. Jeg vil selv undervise ham.«
»Vi maa have een endnu,« sagde Akela. »Baloo har talt, og han er vore Ungers Lærer. Hvem vil tale foruden Baloo?«
En sort Skygge sprang ind i Kredsen. Det var Ba-gheera, den sorte Panther, kulsort over hele Kroppen, men Panthertegningen viste sig i visse Belysninger paa hans Skind, ligesom Mønsteret i Silkemoiré. Alle kendte Bagheera, og ingen havde Lyst til at trodse ham; thi han var snild som Tabaqui, kæk som den vilde Bøffel, og hensynsløs som en saaret Elefant. Men hans Stemme var blid som den vilde Honning, der drypper fra Træerne, og hans Skind var blødere end Dun.
»O Akela, og I, det frie Folk,« sagde han med indsmigrende Røst, »jeg har ingen Ret til at trænge mig ind i eders Forsamling; men Jungleloven siger, at naar der opstaar en Tvivl om en ny Unge, som ikke nødvendiggør hans Død, saa kan Ungens Liv købes. Og Loven siger ikke noget om, hvem der maa eller ikke maa betale Prisen for Ungens Liv. Har jeg Ret?«
»Ja, ja!« raabte de unge Ulve, som altid er sultne.
»Hør paa Bagheera. Ungen kan købes. Det siger Loven.«
»Da jeg véd, at jeg ingen Ret har til at tale her, beder jeg eder om Forlov.«
»Tal!« raabte en Snes Stemmer.
»At dræbe en nøgen Unge er skændigt. Desuden kan han jo blive et bedre Bytte for jer, naar han er vokset til. Baloo har talt hans Sag. Nu lægger jeg til Baloos Ord en Okse, en fed, nylig dræbt Okse, som ligger ikke en halv Fjerdingvej herfra, hvis I saa vil optage Menneskeurigen i Stammen, i Overensstemmelse med Loven. Hvad mener I?«
Der blev en Skraalen af mange Stemmer i Munden paa hverandre: »Hvad gør det? Han dør af Vinterregnen. Han bliver brændt ihjæl af Solen. Hvad ondt kan en nøgen Frø gøre os? Lad ham løbe med Stammen. Hvor er Oksen, Bagheera? Lad os optage ham.« Og saa lød Akelas dybe Bjæf: »Se eder vel for — se eder vel for, o Ulve!«
Mowgli var endnu fuldstændig optaget af Smaastenene, og han lagde ikke en Gang Mærke til, at Ulvene kom hen og tog ham i Øjesyn een for een. Tilsidst løb de alle ned ad Bakken for at finde den døde Okse, og kun Akela, Bagheera, Baloo og Mowglis egne Ulve blev tilbage. Shere Khan brølede endnu ude i Mørket, thi han var meget vred over, at Mowgli ikke var bleven udleveret til ham.
»Ja, brøl du kun,« sagde Bagheera i Skægget; »thi den Tid vil komme, da dette nøgne lille Væsen vil faa dig til at brøle i en ganske anden Toneart, — hvis jeg ellers kender Menneskene ret.«
»Det var rigtigt gjort,« sagde Akela. »Mennesker og Menneskeunger er meget kloge. Han kan blive os til Nytte en Gang.«
»Ja vist, han kan blive til Nytte i Nødens Time; thi ingen kan gøre sig Haab om at være Stammens Høvding for bestandig,« sagde Bagheera.
Akela svarede ikke. Han tænkte paa den Stund, der kommer for enhver Høvding, da hans Styrke svigter ham, og han bliver svagere og svagere, indtil endelig Ulvene dræber ham og vælger en ny Høvding — der ogsaa vil blive dræbt, naar hans Tid kommer.
»Før ham bort,« sagde han til Fatter Ulv, »og opdrag ham, som det sømmer sig for en af det frie Folk.«
Og saaledes gik det til, at Mowgli blev optaget i Seeonee-Ulvestammen for en Okse og paa Baloos Borgen.
Nu maa vi springe en ti, elleve Aar frem i Tiden og lade os nøje med at tænke os det vidunderlige Liv, som Mowgli førte mellem Ulvene; thi dersom vi skulde beskrive det hele, vilde det fylde mange Bøger. Han voksede op sammen med Ulveungerne, skønt de naturligvis var fuldvoksne Ulve, mens han endnu var et lille Barn, og Fatter Ulv lærte ham, hvad en Ulv maa have Forstand paa, og hvad alt i Junglen betød, indtil hver Raslen i Græsset, hvert Pust af den varme Nattevind, hvert Skrig af Uglerne over hans Hoved, hver Kradsen af Flaggermusens Kløer i Træerne, hvert Plask af Smaafiskene, der sprang i Dammen, var ligesaa tydeligt og forstaaeligt for ham, som Kontorarbejdet for en Forretningsmand. Naar han ikke fik Undervisning, laa han og sov i Solen, og aad, og faldt i Søvn igen; var han snavset eller varm, svømmede han i Skovdammene; hvis han fik Lyst til Honning (Baloo lærte ham, at Honning og Nødder smagte ligesaa godt som raat Kød), klatrede han op i Træerne efter den, og Bagheera viste ham, hvordan han skulde bære sig ad med det. Bagheera lagde sig ud paa en Gren og raabte: »Kom her, lille Broder!« I Begyndelsen kravlede Mowgli afsted som et Dovendyr, men snart lærte han at svinge sig mellem Grenene næsten ligesaa dristigt som de graa Aber. Ved Stamme-møderne indtog han ogsaa sin Plads paa Raadsklippen, og da han her opdagede, at naar han stirrede stivt paa en Ulv, blev denne nødt til at slaa Øjnene ned, saa morede han sig med at stirre paa dem. Til andre Tider trak han de lange Torne ud af Skindet paa sine Venner, thi Ulvene lider meget af, at Torne og Burrer sætter sig fast i deres Pels. Stundom vandrede han om Natten ned ad Bakkerne til de dyrkede Jorder og kiggede meget nvsgærrigt paa Landsbyfolkene i deres Hytter, men han havde Mistillid. til Menneskene, fordi Bagheera en Gang havde vist ham en stor firkantet Kasse med et Faldgitter, saa snedigt skjult i Junglen, at han nær var vandret lige ind i den, og fortalt ham, at det var en Fælde. Mere end alt andet holdt han af at gaa med Bagheera dybt ind i den mørke, varme Skov, sove hele den døsige Dag, og om Natten se Bagheera dræbe sit Bytte. Bagheera dræbte baade til højre og venstre, naar han var sulten, og det samme gjorde Mowgli — med een Undtagelse. Saa snart han var gammel nok til at kunne forstaa, hvad der blev sagt ham, fortalte Bagheera ham, at han aldrig maatte dræbe Kvæg, fordi han var bleven købt ind i Stammen for en Okse. »Hele Junglen er din,« sagde Bagheera, »og du kan dræbe alle, som du er stærk nok til at dræbe, men for den Okses Skyld, for hvilken du blev købt, maa du aldrig dræbe eller æde Kvæg, ungt eller gammelt, det siger Jungleloven.« Og Mowgli adlød trofast.
Og han voksede og blev stærk, som en Dreng maa blive, der ikke véd af, at han lærer noget, og som ikke har noget i Verden at tænke paa undtagen Mad.
Mutter Ulv sagde ham et Par Gange, at Shere Khan ikke var en, man kunde stole paa, og at han en Gang maatte dræbe Shere Khan; men medens en ung Ulv vilde have husket det Raad hver Time paa Dagen, glemte Mowgli det, fordi han kun var en Dreng — ihvorvel han vilde have kaldt sig selv en Ulv, hvis han havde været i Stand til at tale i noget menneskeligt Tungemaal.
Shere Khan krydsede stadig hans Vej i Junglen, thi efterhaanden som Akela blev gammel og svag, var den halte Tiger bleven fine Venner med Stammens yngre Ulve, der fulgte efter ham for at faa en Bid med af hans Maal-tider, — noget som Akela aldrig vilde have tilladt, hvis han havde følt sig stærk nok til at hævde sin Myndighed i dens fulde Udstrækning. Shere Khan smigrede de unge Ulve og udtalte sin Forundring over, at saadanne smukke unge Jægere vilde lade sig regere af en døende Ulv og en Menneskeunge. »Der siges,« sagde Shere Khan, »at ved Møderne vover I ikke at se ham ind i Øjnene;« hvorpaa de unge Ulve knurrede og rejste Børster.
Bagheera, som havde sine Øjne og Øren allevegne, vidste ogsaa noget om dette, og et Par Gange sagde han Mowgli rent ud, at Shere Khan en skøn Dag vilde dræbe ham; men Mowgli lo og svarede: »Jeg har Stammen og jeg har dig; og saa doven Baloo end er, slaar han nok et Slag eller to for min Skyld. Hvad har jeg da at være bange for?«
En meget varm Dag fik Bagheera en ny Idé; den var fremkaldt af noget, han havde hørt — maaske noget, som Sahi, Pindsvinet, havde fortalt ham; men da Mowgli og han var komne dybt ind i Junglen, og Drengen laa med sit Hoved paa Bagheeras smukke, sorte Skind, sagde denne: »Lille Broder, hvor ofte har jeg sagt dig, at Shere Khan er din Fjender«
»Lige saa mange Gange, som der er Nødder paa den Palme dér,« sagde Mowgli, som naturligvis ikke kunde tælle. »Men hvad saa? Jeg er søvnig, Bagheera, og Shere Khan er ikke andet end en lang Hale og store Ord — ligesom Mor, Paafuglen.«
»Nu er det ikke Tid til at sove. Baloo véd, at Shere Khan er din Fjende; jeg véd det; Stammen véd det; og selv de dumme, dumme Hjorte véd det. Tabaqui har ogsaa sagt dig det.«
»Hoho!« sagde Mowgli. »Forleden Dag kom Tabaqui til mig med noget uforskammet Vrøvl om, at jeg var en nøgen Menneskeunge, som ikke en Gang duede til at grave Jordnødder; men jeg greb Tabaqui i Halen og slog ham to Gange mod et Palmetræ for at lære ham at være høflig.«
»Det var dumt gjort; thi skønt Tabaqui er en Fredsforstyrrer, kunde han have sagt dig noget, som angik dig meget nær. Luk dine Øjne op, lille Broder. Shere Khan vover ikke at dræbe dig i Junglen; men husk, Akela er meget gammel, og snart vil den Dag komme, da han ikke længere kan dræbe en Raabuk, og saa er det forbi med hans Magt som Høvding. Mange af de Ulve, der tog dig i Øjesyn, da du første Gang blev bragt til Raadsforsam-lingen, er ogsaa gamle, og de unge Ulve mener, som Shere Khan har lært dem at mene, at en Menneskeunge ikke bør have Plads i Stammen. Det varer ikke længe, før du bliver et Menneske.«
»Og hvad er da et Menneske, at han ikke maa løbe med sine Brødre?« sagde Mowgli. »Jeg er født i Junglen. Jeg har adlydt Junglens Lov, og der er ikke en Ulv i vor Stamme, af hvis Poter jeg ikke har trukket en Torn ud.
De og ingen andre er mine Brødre!«
Bagheera strakte sig ud i hele sin Længde og lukkede Øjnene halvt. »Lille Broder,« sagde han, »føl under min Kæve.«
Mowgli løftede sin stærke, brune Haand, og lige under Bagheeras Underkæve, hvor de vældige, svulmende Muskler skjultes af de silkebløde Haar, traf han en lille bar Plet.«
»Der er ingen i hele Junglen, der véd, at jeg, Bagheera, bærer dette Mærke — Mærket af Halsbaandet; men alligevel, lille Broder, blev jeg født iblandt Mennesker, og iblandt Mennesker døde min Moder — i Burene ved Kongens Palads i Oodeypore. Dette var Grunden til, at jeg betalte Prisen for dig i Raadet, den Gang du var en lille nøgen Unge. Ja, ogsaa jeg er født iblandt Mennesker. Jeg havde aldrig set Junglen. De fodrede mig bag Jærnstænger af en Blikkasserolle. Men en Nat følte jeg, at jeg var Ba- gheera — Pantheren — og ikke et Legetøj for Mennesker, og jeg brød den tossede Laas itu med et eneste Slag af min Pote og gik bort; og fordi jeg kender Menneskenes Vis, er jeg mere frygtet i Junglen, end selve Shere Khan. Er det ikke sandt?«
»Jo,« sagde Mowgli; »alle i Junglen frygter Bagheera — alle undtagen Mowgli.«
»Aa, du er en Menneskeunge,« sagde den sorte Panther kærligt; »og ligesom jeg vendte tilbage til min Jungle, saaledes maa ogsaa du tilsidst vende tilbage til Menneskene, som er dine Brødre, — hvis du ikke forinden bliver dræbt i Raadet.«
»Men hvorfor — men hvorfor skulde nogen ville dræbe mig?« sagde Mowgli.
»Se paa mig,« sagde Bagheera; og Mowgli saa ham fast ind i Øjnene. Det varede ikke et halvt Minut, før den store Panther maatte vende Hovedet bort.
»Det er Grunden,« sagde han og flyttede sin Pote mellem Løvet. »Ikke en Gang jeg kan se dig ind i Øjnene, og jeg er dog født iblandt Mennesker og elsker dig, lille Broder. De andre hader dig, fordi deres Blik ikke kan møde dit, fordi du er klog, fordi du har trukket Torne ud af deres Fødder — fordi du er et Menneske.«
»Alt dette vidste jeg ikke,« sagde Mowgli mut og rynkede sine tykke sorte Øjenbryn.
»Hvorledes lyder Jungleloven? Slaa først og raab saa. Selve din Sorgløshed siger dem, at du er et Menneske. Men vær klog. Mit Hjærte siger mig, at første Gang Akela forfejler sit Bytte, — og for hver Gang han jager, har han vanskeligere ved at rive Bukken omkuld, — vil Stammen vende sig mod ham og mod dig. Saa vil de holde Junglemøde ved Raadsklippen, og saa — og saa — nu har jeg det!« sagde Bagheera og sprang op. »Gaa hurtigt ned til Menneskenes Hytter i Dalen og tag noget af den røde Blomst, som de dyrker dér; saa vil du, naar Timen kommer, have en stærkere Ven end jeg eller Baloo eller de af Stammen, som elsker dig. Hent den røde Blomst.«
Med »den røde Blomst« mente Bagheera Ilden. Ingen Skabning i Junglen tør nævne Ilden ved dens rette Navn; alle Dyrene lever i dødelig Skræk for den og opfinder Hundreder af omskrivende Navne til den.
»Den røde Blomst?« sagde Mowgli. »Den vokser udenfor deres Hytter i Tusmørket. Jeg skal nok hente noeet af den.«
»Talt som det sømmer sig for en Menneskeunge,« sagde Bagheera stolt. »Husk, at den vokser i smaa Krukker. Hent i en Fart en af dem, og gem den hos dig til Nødens Stund.«
»Godt!« sagde Mowgli. »Jeg gaar. Men er du sikker paa, o min Ven Bagheera« — og han slog sin Arm om Pantherens smukke Hals og saa den dybt ind i de store Øjne — »er du sikker paa, at alt dette er Shere Khans Værk?«
»Ved den brudte Laas, der satte mig i Frihed, det er jeg, lille Broder.«
»Nu da, ved den Okse, for hvilken jeg blev købt, jeg vil betale Shere Khan hans fulde Løn for dette, og maaske endda lidt mere,« sagde Mowgli; og væk sprang han.
»Han er et Menneske. Han er et Menneske helt igennem,« sagde Bagheera ved sig selv og lagde sig ned igen. »O, Shere Khan, aldrig har du jaget siettere, end da du for ti Aar siden jagede denne Frø!«
Mowgli var allerede langt borte. Han løb rask gennem Skoven og Hjærtet brændte i ham. Da Aftentaagen steg, kom han til Hulen, og trak Vejret, mens han saa ned i Dalen. Ungerne var ude, men Mutter Ulv, der laa langt inde i Hulen, kunde høre paa hans Aandedræt, at der var noget i Vejen med hendes Frø.
»Hvad er det, min Søn?« sagde hun.
»Flaggermusesnak om Shere Khan,« raabte han tilbage. »Jeg jager mellem Pløjemarkerne i Nat,« og hau dykkede ind mellem Buskene, ned mod Strømmen, der flød i Bunden af Dalen. Der standsede han, thi han hørte Stammens Jagthyl, Skriget af en jaget Hjort og dennes Snøften, idet den vendte sig om for at tage imod sine Forfølgere. Saa lød der nogle ondskabsfulde, spodske Hyl fra de unge Ulve: »Akela! Akela! Lad den ensomme Ulv vise sin Styrke. Plads for Stammens Høvding! Spring, * Akela!«
Den ensomme Ulv maatte have sprunget og sprunget for kort, thi Mowgli hørte dens Tænder smække sammen og derpaa et Hyl, da Hjorten sparkede den til Side med sit Forben.
Mowgli ventede ikke længere, men foer afsted; og Hylene lød svagere og svagere bagved ham, mens han løb hen over Landsbyens Kornmarker.
»Bagheera havde Ret,« stønnede han, idet han kastede sig i noget Hø udenfor en Hyttes Vindue. »I Morgen bliver den afgørende Dag, baade for Akela og for mig.«
Saa trykkede han sit Ansigt tæt op til Vinduet og iagttog Ilden paa Arnestedet. Han saa Konen staa op flere Gange i Løbet af Natten og fodre Ilden med nogle sorte Klumper; og da Morgenen kom, og Taagen var hvid og kold, saa han et Barn tage en Vidiekurv, der indvendig var dækket med Jord, fyldte den med Trækulsgløder, stikke den under sit Tæppe og gaa ud for at se til Køerne i Stalden.
»Er det det hele?« sagde Mowgli. »Naar en Unge kan gøre det, er der intet at være bange for;« og han gik rundt om Hjørnet, mødte Drengen, tog Kurven ud af Haanden paa ham og forsvandt i Taagen, mens Drengen skraalede af Angst.
»De ligner mig i høj Grad,« sagde Mowgli, pustende paa Ilden, saaledes som han havde set Konen gøre. »Men denne Skabning her dør, hvis jeg ikke giver den Mad;« og han lagde Kviste og tør Bark paa Gløderne. Halvvejs oppe ad Bakken mødte han Bagheera, hvis Pels skinnede med Perlemorsglans af Morgenduggen.
»Akela har sprunget for kort,« sagde Pantheren. »De vilde have dræbt ham i Nat, men de vilde have fat i dig med. De søgte efter dig oppe paa Bakken.«
»Jeg var nede mellem Pløjemarkerne. Jeg er parat. Se her!« Mowgli holdt Kurven med Gløderne i Vejret.
»Godt! Jeg har set Menneskene stikke en tør Gren ned i det dér, og et Øjeblik efter blomstrede den røde Blomst paa Enden af den. Er du ikke bange?«
»Nej, hvorfor skulde jeg være bange? Jeg husker nu — hvis det ikke er en Drøm, — at førend jeg blev en Ulv, laa jeg ved Siden af den røde Blomst, og der var lunt og godt.«
Hele Dagen sad Mowgli i Hulen og holdt sin Ild vedlige ; af og til stak han tørre Grene ned i den for at se, hvad der blev af dem, og tilsidst fandt han en Gren, som han var tilfreds med. Om Aftenen, da Tabaqui kom til Hulen og med uhøflige Ord sagde ham, at han skulde give Møde ved Raadsklippen, lo han saa længe, til Tabaqui løb sin Vej. Og saa gik Mowgli, stadig leende, til Raadet.
Akela, den ensomme Ulv, laa ved Siden af sin Klippe, som Tegn paa, at Værdigheden som Høvding over Stammen nu var ledig, og Shere Khan med sit Følge af Ulve, som han havde fodret med sine Levninger, vandrede aaben-lyst frem og tilbage og tog imod Smiger. Bagheera laa lige ved Siden af Mowgli, og Ildkurven stod imellem Mow-glis Knæ. Da alle var forsamlede, begyndte Shere Khan at tale — hvad han aldrig vilde have vovet at gøre, den Gang Akela stod i sin fulde Kraft.
»Det har han ikke Ret til,« hviskede Bagheera. »Sig det! Han er en Hundesøn og vil blive forskrækket.«
Mowgli sprang op. »Frie Folk!« raabte han, »er Shere Khan Stammens Høvding? Hvad har en Tiger at gøre med vor Høvdingværdighed?«
»I Betragtning af, at Høvdingværdigheden nu er ledig, og da jeg er bleven anmodet om at tale —« begyndte Shere Khan.
»Af hvem?« sagde Mowgli. »Er vi alle Schakaler, at vi skulde krybe for denne Kvægslagter? Stammen alene afgør, hvem Stammens Høvding skal være.«
Nogle hylede: »Stille, du Menneskeunge!« — andre:
»Lad ham tale! Han har holdt vor Lov!« — men til sidst tordnede de ældste i Stammen: »Lad den døde Ulv tale!« Naar en Stammehøvding har forfejlet sit Bytte, kaldes han »den døde Ulv,« saa længe han endnu lever — men det er ikke længe.
Akela løftede sit gamle trætte Hoved:
»Frie Folk, og I med, Shere Khans Schakaler! I tolv Aar har jeg været eders Høvding paa Jagten, og i al den Tid er ikke en af jer faldet i en Fælde eller bleven lemlæstet. Nu har jeg forfejlet mit Bytte. I véd, hvorledes Sammensværgelsen mod mig blev sat i Gang. I véd, hvorledes I lod mig springe som første Mand mod en Buk, for at min Svaghed kunde blive aabenbar. Det var fiffigt udtænkt. Nu har I Ret til at dræbe mig her ved Raads-klippen. Derfor spørger jeg, hvem vil træde frem og gøre det af med den ensomme Ulv? Thi i Følge Jungleloven er det min Ret, at I kommer imod mig een for een.«
Der blev en lang Stilhed, thi ingen af Ulvene havde Lyst til at kæmpe en Tvekamp paa Liv og Død med Akela. Saa brølede Shere Khan: »Bah! hvad har vi at gøre med denne tandløse Tosse? Han er dødsdømt! Det er Menneskeungen, der har levet for længe. Frie Folk, han var mit Bytte fra Begyndelsen af. Giv mig ham. Jeg er ked af denne taabelige Sammenblanding af Ulve og Mennesker. Han har gjort Ulykker i Junglen i ti Aar. Giv mig Menneskeungen, eller jeg vil jage her for stedse og ikke give jer et eneste Ben. Han er et Menneske og Barn af et Menneske, og jeg hader ham helt inde fra Marven af mine Ben!«
Og over Halvdelen af Stammen hylede: »Et Menneske! et Menneske! hvad har vi at gøre med et Menneske? Lad ham gaa didhen, hvor han hører hjemme!«
»Og sende alle Landsbyfolkene efter os?« raabte Shere Khan. »Nej, giv mig ham. Han er et Menneske, og ingen af os kan se ham ind i Øjnene.«
Akela løftede igen sit Hoved og sagde: »Han har ædt vor Føde. Han har sovet hos os. Han har drevet Vildtet sammen til os. Han har holdt hver Tøddel af Junglens Lov.«
»Og jeg betalte en Okse for ham, da han blev antaget. En Okse er kun lidet værd, men Bagheeras Ære er noget, som han maaske vil kæmpe for,« sagde Bagheera med sin blideste Stemme.
»En Okse, der blev betalt for ti Aar siden!« snærrede Stammen. »Hvad bryder vi os om ti Aar gamle Ben?«
»Eller om et Løfte?« sagde Bagheera og blottede sine hvide Tænder. »Med Rette kaldes I det frie Folk!«
»Ingen Menneskeunge kan slaa Følgeskab med Jungle-folket,« hylede Shere Khan. »Giv mig ham!«
»Han er vor Broder i alt, undtagen i Herkomst,« vedblev Akela, »og I vil dræbe ham her? Da har jeg i Sandhed levet for længe. Nogle af eder æder Kvæg. og om andre har jeg hørt, at I, efter Shere Khans Anvisning, gaar ned til Landsbyen i mørke Nætter og snapper Børn bort fra Dørtrinene. Derfor véd jeg, at I er Kujoner, og til Kujoner taler jeg nu. Det er sikkert, at jeg maa dø, og mit Liv er ikke af nogen Værdi, ellers vilde jeg tilbyde det som Offer i Menneskeungens Sted. Men for Stammens Æres Skyld, — en Bagatel, som I har glemt ved at være uden Høvding, — lover jeg, at hvis I lader Menneskeungen gaa bort i Fred, vil jeg, naar min Time kommer, ikke blotte en eneste Tand imod jer. Jeg vil dø uden at kæmpe. Det vil frelse i det mindste tre Liv. Mere kan jeg ikke gøre; men hvis I vil, kan jeg spare eder for den Skam at dræbe en Broder, mod hvem der ingen Beskyldning kan hæves, — en Broder, der er købt ind i Stammen i Overensstemmelse med Jungleloven.«
»Han er et Menneske — et Menneske — et Menneske !« snærrede Stammen, og de fleste af Ulvene flokkedes om Shere Khan, hvis Hale begyndte at bevæge sig.
»Nu ligger Sagen i dine Hænder,« sagde Bagheera til Mowgli. »Vi kan intet mere gøre, undtagen kæmpe.«
Mowgli stod oprejst, med Ildkurven i Haanden. Saa strakte han sig og gabede haanligt lige op i Øjnene paa Raadsforsamlingen; men egentlig var han rasende af Harme og Sorg, thi, som ægte Ulve, havde Ulvene aldrig sagt ham, hvor inderligt de hadede ham. »Hør efter!« raabte han. »Hold op med den Hundebjæffen! 1 Nat har I sagt mig, at jeg er et Menneske, — skønt jeg ellers vilde være vedbleven at være en Ulv blandt eder til mit Livs Ende, — og I har sagt mig det saa ofte, at jeg føler, at I har Ret. Derfor kalder jeg eder ikke længere mine Brødre, men, som det sømmer sig for et Menneske, kalder jeg eder Hunde. Hvad I vil gøre og hvad I ikke vil gøre, tilkommer det ikke jer at sige. Det bliver min Sag; og for at vi kan se desto klarere i Sagen, har jeg, Mennesket, her medbragt en Smule af den røde Blomst, som I Hunde er bange for.«
Han slyngede Ildkurven mod Jorden, og nogle af Gløderne antændte en Tot tørt Mos, som blussede op, mens hele Raadet rædselsslagen trak sig tilbage for de hoppende Flammer.
Mowgli stak sin visne Gren ind i Ilden, indtil Kvistene fængede og knitrede og svang den over sit Hoved blandt Ulvene, der dukkede sig.
»Du er deres Mester,« sagde Bagheera sagte. »Frels Akela fra Døden. Han har altid været din Ven.«
Akela, den barske, gamle Ulv, som aldrig i hele sit Liv havde bedt om Naade, kastede et bønfaldende Blik til Drengen, der stod nøgen, med det lange, sorte Haar bølgende ned over Skuldrene, i Skæret af den flammende Gren, der fik de mørke Skygger omkring ham til at fare sammen og gyse.
»Godt!« sagde Mowgli og saa sig langsomtom. »Jeg ser, at I er Hunde. Nu gaar jeg fra eder til mit eget Folk — hvis det er mit eget Folk. Junglen er lukket for mig, og jeg maa glemme eders Sprog og eders Selskab; men jeg vil være barmhjærtigere, end I er. Fordi jeg har været eders Broder i alt, undtagen i Herkomst, lover jeg, at naar jeg er et Menneske blandt Mennesker, vil jeg ikke forraade jer til Menneskene, som I har forraadt mig.« Han sparkede til Ilden med sin Fod, og Gnisterne fløj til Vejrs. »Der skal ingen Krig være mellem os af Stammen. Men jeg har en Gæld at betale, før jeg gaar.« Og han gik frem til det Sted, hvor Shere Khan sad og blinkede dumt ad Flammerne, og greb ham i Hageskægget. Bagheera fulgte med for alle Tilfældes Skyld. »Op 'med dig, Hund!« raabte Mowgli. »Rejs dig, naar et Menneske taler, eller jeg sætter Ild paa din Pels!«
Shere Khans Øren laa fladt tilbage paa hans Hoved, og han lukkede Øjnene, thi den flammende Gren var meget nær ved ham.
»Denne Kvægdræber sagde, at han vilde dræbe mig i Raadet, fordi han ikke havde faaet mig dræbt, da jeg var en Unge. Se, saaledes og sa al edes prygler vi Mennesker Hunde. Rører du dig, Lungri, jager jeg den røde Blomst ned i Svælget paa dig!« Og han slog Shere Khan i Hovedet med Grenen, og Tigeren klynkede og peb i Dødsens Angst.
»Bah, du svedne Junglekat — gaa nu! Men husk, at naar jeg næste Gang kommer til Raadsklippen som et Menneske, bærer jeg Shere Khans Skind paa mit Hoved. Hvad det øvrige angaar, saa skal Akela leve, saa længe han lyster. I dræber ham ikke, thi jeg vil ikke have det. Og heller ikke vil jeg have, at I skal sidde her mere og række Tunge, som om der var noget ved jer, thi I er kun Hunde, som jeg driver bort — saaledes! Pak jer!« Grenens Ende flammede højt op, og Mowgli slog til højre og venstre rundt i Kredsen og Ulvene flygtede hylende, mens Gnisterne sved deres Pels. Tilsidst var kun Akela, Bagheera og en halv Snes Ulve, der havde taget Mowglis Parti, tilbage paa Stedet. Da begyndte noget at gøre ondt inden i Mowgli, som han aldrig før havde følt det, og han snappede efter Vejret og hulkede, og Taarerne løb ned over hans Ansigt.
»Hvad er det? hvad er det?« sagde han. »Jeg har ikke Lyst til at forlade Junglen, og jeg forstaar ikke dette. Skal jeg til at dø, Bagheera?«
»Nej, lille Broder. Det er kun Taarer, saadan som Menneskene udgyder dem,« sagde Bagheera. »Nu véd jeg, at du er et Menneske og ikke længere en Menneskeunge. Sandelig, for Fremtiden er Junglen lukket for dig. Lad dem kun rinde, Mowgli, det er kun Taarer.« Og Mowgli satte sig ned og græd, som om hans Hjærte skulde briste; aldrig før i hele sit Liv havde han grædt.
»Nu vil jeg gaa til Menneskene,« sagde han. »Men først maa jeg sige Farvel til Moder.« Og han gik til Hulen, hvor hun boede sammen med Fatter Ulv, og han lagde sit Hoved ind til hendes Pels og græd, mens de fire Unger hylede ynkeligt.
»I maa ikke glemme mig,« sagde Mowgli.
»Ikke saa længe vi kan følge et Spor,« sagde Ungerne. »Kom hen til Foden af Bakken, naar du er bleven Menneske, saa skal vi tale med dig; og om Natten vil vi løbe ned paa Pløjemarkerne og lege med dig.«
»Kom snart tilbage!« sagde Fatter Ulv. »O, vise, lille Frø, kom snart tilbage, thi vi er gamle, din Moder og jeg.«
»Kom snart tilbage, du min lille, nøgne Søn,« sagde Mutter Ulv. »Thi, o Menneskebarn, jeg har elsket dig højere, end jeg nogensinde har elsket mine egne Unger.«
»Jeg kommer sikkert,« sagde Mowgli; »og naar jeg-kommer, er det for at sprede Shere Khans Skind ud paa Raadsklippen. Glem mig ikke! Sig til dem i Junglen, at de aldrig maa glemme mig!«
Dagen gryede, da Mowgli gik alene ned ad Bakken, bort til de hemmelighedsfulde Væsener, der kaldes Mennesker. | wikisource | wikisource_29980 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="H Wulff - Den danske Rigsdag.djvu" from=287 to=294 fromsection=b tosection=a header=1 /> | wikisource | wikisource_9675 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
__NOEDITSECTION__
<poem>Hagbart Jensen var oppe til Artium i Latin skriftlig. Han sad mellem Kandidaterne i et af Universitetsrummene med Ryggen krummet og Nakket duvet over den sorte Pult, og han gumled ihærdigt paa sine Negle. Hans lyse, lurvede Pandelug rørte næsten ved Papiret foran ham; Brystet hvilte paa Hænderne, og Armene var saa lange, at Albuerne naaed udenfor Pultens Kanter.
Oppe ved Vinduet, hvor der stod et lidet sort Bord, sad en Mand med skaldet Hode, hvide Bakkenbarter og skjæv, nybarberet Mund. Han holdt sig foroverbøjet, saa Ryggen beskrev en skraa Linje, og Armene var skjult under Bordet. Øjnene syntes lukkede, og Ansigtet var ubevægeligt som hos en sovende; men af og til kom en hvid mager Haand til Syne over Bordkanten, og vendte forsigtig Bladet i en tynd Bog foran det ludende Ansigt.
Imellem Pultrækkerne, der næsten alle var optat, drev Inspektørerne frem og tilbage med tyste Miner og varsomme Skridt. De havde tætknappede Bonjourer og Briller paa Næsen. Af og til gled deres Blik blidt mønstrende hen over Kandidaternes bøjede Hoder.
Der stod et Par Trækruder aabne, men desuagtet var der lummert i Rummet, for Solen udenfor baged og stegte gjennem de tynde grønne Rullegardiner.
Lummert og stille. Nu og da var der en, som sukked, og en anden, som kremted. Ellers hørtes ingen anden Lyd end de tilknappede Herrers varsomme Skridt og de skrivende Pennes Skraben paa Papiret.
Saa var der en, som la Pennen og rejste sig. Hagbart Jensen drejed Hodet og saa en stor, høj Fyr, som bagfra ligned en trediveaarig, gaa rank og fast op til Vinduet, bukke for den skaldede Herre og aflevere sin Stil. Saa bukked han igjen og forlod Rummet.
«Det er ikke værdt at være saa vigtig, Far,» tænkte Hagbart, mens han fulgte ham med Øjnene. «Vi faar nu først se, hvad Stilen din duer til. Og at han ikke skammer sig for at klampe slig, endda saa stille som Inspektørerne gaar.» Hagbart gumled atter paa sine Negle.
Snart efter var der en til, som rejste sig, og derefter blev det ved Slag i Slag, indtil omtrent Halvdelen af Kandidaterne var gaat.
Saa blev Herren ved Vinduet afløst af en anden Herre, der ligned den første paa et Haar, med Undtagelse af, at han ikke havde skjæv Mund.
«De er ikke begyndt endnu. Er De syg?» En af Inspektørerne prikked Hagbart paa Skulderen, medens han hviskende talte til ham.
Hagbart saa op med et sendrægtigt Blik, som syntes at komme langvejs fra, og saa svarte han hviskende med søndmørsk Dialekt:
«Jeg bruger at gjøre det færdigt i Hodet først, Di.»
Inspektøren fjærned sig med Hænderne paa Ryggen og drev igjen op og ned.
«Nu sidste Gang da,» Hagbart læste Opgaven igjennem Sætning for Sætning. Saa skjød han den tilside, lukked Øjnene og oversatte Stykket efter Hukommelsen paa Latin. Et Par Ganger saa han i Opgaven for at forvisse sig om, at han husked ret. Den handled om, at Cæsar som ung havde trodset Diktatoren Sulla, der havde proskriberet ham, og uden at søge Forsoning var gaat til Asien.
Endelig tog han Papiret og begyndte at skrive langsomt med de krummede Fingre helt nede ved Pennespidsen. Da han var færdig saa han, at han var bleven den sidste.
Med let Hjærte gik han ned ad den brede Universitetstrappe. Nu var altsaa det skriftlige overstaat. Han havde sikkert klaret sig godt. Især var han tryg for Latinen. Der kunde ikke være andre Fejl end nogle Smaatterier, som ikke vejed stort. Han skulde nok faa en pen Artium og gjøre dem Glæde de gamle, skikkelige Forældrene hans, og vise dem disse koute Bygdekaksene, som hjalp ham, at de ikke havde kastet sine Penger væk til Unytte. Bondesønner naaed ofte videst frem, havde Provsten sagt, da han var borte og sa Farvel der, fordi de holdt paa Barnetroen og var nøjsomme. Ja, Barnetroen havde han Gudskelov, og være nøjsom var hans mindste Kunst. Han svinged med Armene for hvert Skridt han tog, og han keg veltilfreds ned ad sine nye Vadmelsklær, som var altfor store til hans tynde hænglede Krop, mens han i de sømbeslagne Fedtlærssko stamped sig nedover til Dampkjøkkenet, hvor han skulde spise Middag for første Gang.
«Ak ja, en Arbejder er sin Løn værd,» sukked han til sig selv, da han sad foran de rygende Ærter, hvor Flæskestykket flød paa Overfladen. Dejlig Mad, udmærket dejlig Mad, og paa Marmorborde, ægte Marmorborde. Og slig en Mængde Brød de fik paa Kjøbet, meget mere end en vandt at spise op. Men saa kunde han ta Resten med sig. Eller kanske de brugte ikke det? Han vilde passe paa, naar en var færdig og saa se, hvorledes han bar sig ad. For Skikken maatte en jo følge.
Der rejste en ung, fin Fyr sig. Nej saa min sandten! Han lod Brødet ligge. Alt det gode Brødet, et halvt Aftensmaaltid mindst. Det maa være en, som har god Raad, tænkte Hagbart. Nu faar vi se den næste.
Men den næste, som gik, lod ligeledes Brødet ligge.
Kanske de ikke havde Lov til at ta det. Saa fik han se til at tvinge det i sig, for det var da baade Synd og Skam at forære dette søkrige Dampkjøkkenet noget. Eller kanske han kunde spørge dem derhenne? Han saa prøvende bort til Marmordisken, hvor to Jomfruer i hvide Smækkeforklæder og Overtræksærmer tog imod Billetterne og udleverte Madskaalerne.
Han la Skeen fra sig og læned sig mæt tilbage paa Stolen med Langfingrene sprigende stukket indenfor Kanten af Bukselommerne, og saa flytted han de runde, lyse nysgjerrige Øjne omkring i det store Lokale.
Ligeoverfor ham ved den nærmeste Bordrække sad et Fruentimmer med Tørklæde om Hodet og ved hendes Side en liden Pige, hvis bare Ben vistes under Bordet. Pigen spildte det meste af hver Skefuld, hun førte til Munden, nedad sin Hage, som hun hver Gang tørred af paa sit lysegraa Jakkeærme. Saa tabte hun Skeen paa Gulvet. Fruentimmeret bukked sig ned og tog den op. Den lille Pige rakte famlende efter den og kom saa til at vælte Madskaalen, hvis Indhold løb hen efter Bordet og lige i Fanget paa en velklædt Mand tæt ved. Manden for op med et uvilligt Raab. Konen løfted afværgende Haanden, som var hun bange for, han vilde slaa, og sa bedende: «Hun er blind, Stakkeren,» hvorpaa hun gav sig til at made den lille Pige af sin egen Skaal. Der kom en Jomfru og tørred op. Manden gned paa sine Frakkeskjøder med Lommetørklædet og spiste saa videre uden at sige noget.
«Tænk, om det havde vært Sulla,» sa Hagbart til sig selv. «Han havde øjeblikkelig proskriberet baade Kjærringen og Ungen.» Denne Forestilling syntes ham saa morsom, at han sad og smaalo, saa det klukked i ham.
«Allerede tidlig gav Cæsar Beviser paa en stor og kraftig Sjæl,» repeterte Hagbart af Opgaven, og saa begyndte han at oversætte.
Jo, der var ingen Tvil, Stilen var god. Kanske var der saa godt som ingen Fejl — kanske aldeles ingen. Hagbart Jensen havde ingen Fejl. Han fik præceteris. Jo jo! Det skulde bli Grejer det.
Pludselig kom der en Rykning gjennem Brystet og Ryggen. Albuernes spidse Vinkler sprat lidt i Vejret, og den kjødfulde Mund klemtes sammen, saa den hvidned. Som i et Syn havde det staat for ham, at han om Cæsar havde skrevet: in Asia profectus est — istedetfor in Asiam.
Han blev siddende aldeles ubevægelig omtrent et Minut, saa rejste han sig, tog sin Hat og gik.
Uden Sans for nogen eller noget seg han gjennem Gaderne. Han svinged ikke mere med Armene, og de sømbeslagne Sko smald ikke mod Stenene som før. Nakken var dukket og Kinderne slappe og smale.
Da han var kommen op paa sin Hybel i Briskeby, satte han sig ned paa Stolen foran Sengen med Hænderne korslagte i Skjødet.
Nej, at han skulde skrive Asia! At han "skulde, skulde" ha gjort det. Han, som vidste saa godt, at det hed Asiam og ikke Asia! Var der Retfærdighed i Verden paa slig Vis! Han tramped med Foden og knytted Haanden ud i Luften. Han bed Tænderne sammen, saa det skar i dem.
Eller var der en Mulighed for, at han husked fejl? Ak nej! Han saa det saa tydeligt for sig. Helt henne tilvenstre, nederst nede paa Siden, stod det. Med klare runde Bogstaver: in "Asia".
Tilsidst saa han Ordet Asia allevegne. Det dansed op og ned for hans Øjne, det stod skrevet med Kjæmpebogstaver paa Væggene, paa Bordet, paa Stolene og paa Gulvet.
Aa tænk, om m'et havde vært med. Bare det stakkels "ene" enkle m'et. Han prøved at føje det til, vilde se Asia for sig med Endelsen m, men det lykkedes ikke. Asia stod der i Stilen, helt henne tilvenstre, nederst nede paa Siden, Asia stod der paa Væggene og Bordet, paa Stolene og Gulvet. For en Pine, at sidde her saa hjælpeløs! Saa ganske og aldeles hjælpeløs, for der var intet at gjøre. Stilen var i Professorens Værge, han vilde faa en fire Stregs Fejl, og det vilde forringe Karakteren mindst én Grad. Naar saa de andre Smaafejl kom til, som Stilen naturligvis vrimled af, blev det nok 4 han fik. Kanske 5. Og han, som "kunde" og "skulde" havt det ret. Taarerne persed sig frem med Stik i Øjnene, og han gned dem ud over Kindbenet med Bagen af Pegefingeren.
In Asia profectus est. Aa, hvor det naged og grov. Det blev hans Død.
Var der da ingen Redning.?
Han for op og begyndte at gaa paa det lille, aflange Gulv med lange, langsomme Skridt.
Var der Mening i, at det skulde gaa et Menneske saaledes? Kunde Retfærdighedens Gud se rolig paa dette? Skulde han kanske straffes for noget? Han havde dog bedt saa pent til Gud om Morgenen, før han gik op. Hvis han endda havde vært forsømmelig med Bønnen — , men nej, ikke "det" engang. Og han vidste heller ikke noget andet særdeles syndefuldt, han havde bedrevet i disse Dager. Var da Gud lunefuld og upaapasselig — ? Ja, for dette saa jo ud som den pureste Ondskab af Tilfældet, aldeles som om Gud havde glemt at passe paa. Hvorfor lod Gud ham skrive det gale, naar han vidste, at han kunde sine Ting? Eller hvorfor lod han ham ikke idetmindste se det deroppe, istedetfor at vente, til det var for sent.
Nej, men det kunde ikke være muligt, at Gud var fornøjet med dette. Han maatte jo ærgre sig over det, han og, saasandt som han var Sandhedens og Retfærdighedens Gud. Kunde han da ikke hjælpe ham paa en eller anden Maade? Indgi i Professorens Hjærte, hvorledes det hang sammen. Ja, men der var jo ogsaa Censorerne; det var ikke sagt, at de tog imod Fornuft, selv om Professoren lod sig sige. Men Gud, som var almægtig, tænk almægtig! — maatte jo kunne styre en Raad, naar han vilde. Det gjaldt altsaa bare at faa ham til at ville.
Naturligvis. Be skulde han, be, saalænge der var Aande i ham, be, saa en Sten maatte svare. Naar han saa havde bevæget Guds Hjærte, vilde han rolig gi sig over i Visheden om, at han var bønhørt og hjulpen. Og han vilde ikke tænke mere paa hele Historien, ikke se for sine Øjne hverken Asia eller Asiam. For Tro maatte der til. Troen var Betingelsen, uden den var Gud døv. Tro som et Sennepskorn kunde flytte Bjærge. Stolte, herlige Tanke!
Han gik bort og laaste Døren. Saa la han sig paa Knæ ved Sengen, støtted Albuerne paa Sengekanten og holdt de foldede Hænder i Vejret.
«Fader i Himlen, Du, som er alle Folks Fader, ondes og godes, troendes og ikke troendes, Du, som styrer alt og hersker over alt, løft dit Hode deroppe i din Himmel og lad dine Øjnes Lys trænge ned gjennem dette jordiske Hustag, helt her ind i Stuen, hvor jeg, Demitenden Hagbart Olivarius Jensen, Klokkersøn fra Voldens Præstegjæld i Søndmøre ligger paa Knæ og anraaber Dig. In Asia profectus est — » han stønned og strøg sig over Øjnene for at forjage Synet af disse Ord, der uafladelig viste sig for ham og sved ham ind i Sjælen.
«Fader, o min Fader,» begyndte han saa igjen med højere Røst, «tag din straffende Haands Tyngsel fra mig. Jeg har jo dog ikke fortjent et saa nedrigt og skammeligt Uheld. Hvad skal det være godt for? Du véd, o Herre, hvor meget der staar paa Spil for mig, hvor vigtigt det er, at jeg opnaar en god Eksamen. Og se, o Herre, mig vilde jo kun ske Ret og Skjæl, hvis der havde staaet Asiam og ikke Asia, og det maa sikkert være Djævelen, din og min og vor alles arge Modstander, der har ladt min Pen begaa denne gruelige Bommert. Og nu er det min underdanige og bestemte Begjæring til Dig, Du al Almagtens Ophav deroppe, at Du retter Fejlen for mig. Du kan jo, naar Du vil, og det koster Dig ingenting. Du, som før i Tiden baade selv og gjennem dine Tjenere har udført saa mange store og gode Gjerninger, kan vel ogsaa nu gjøre dette smaa uskyldige Miraklet, naar et Menneske beder Dig saa inderligt derom. Og jeg tror Herre. Jeg tror, ikke alene, at Du kan, men ogsaa, at Du vil. Jeg tror det fuldt og fast og sikkert. Amen.»
Han stod op og stilled sig hen ved Vinduet, hvorfra han kunde se Uranienborgskoven. Skulde han nu sætte sig til at læse paa Tysken, som var det første mundtlige Fag, han skulde op i, eller kanske gaa sig en Tur i det vakre Vejret og komme hjem til Aftensmaden og lægge sig tidlig, og før han sovned, minde Vorherre om det, han vidste.
Ja, han vilde ud.
Alligevel blev han staaende og stirred langt frem for sig med de runde, lyse Barneøjne, som skinned efter Taarerne og Bønnen.
«In Asia profectus est» — Nej, men hvad var dette for noget? Han havde jo lovt Vorherre, at han ikke vilde tænke paa det mere, og nu hang alligevel Stilen ret op og ned for hans indvendige Øjne, og han maatte læse op igjen og op igjen det Stedet dernede tilvenstre, hvor der stod: "in Asia profectus est."
Han greb sin Hat og styrted ud.
«In Asia profectus est», han ikke alene saa det for sig paa Træstammerne, i Luften, paa den grusede Skovvej, paa Husklyngen der borte tilhøjre, han gik ogsaa og tygged det op og op igjen inde i sig. Med Magt prøved han at tænke paa andre Ting, men det lykkedes ikke.
In Asia profectus est.
Saa stod han stille og grubled.
Han mente jo, at han havde tat Byrden af sig og havde lagt den over paa Vorherre, men nu gik han ligefuldt og slæbte paa den. Var dette Tegn paa, at Gud ikke havde bønhørt ham, siden han ikke ejed Magt til at faa det fra sig, endda han vilde og stræved?
Det var vist saa.
Saa maatte han be om igjen og anderledes.
Han snudde og gik tilbage mod Briskeby.
Mere ydmyg, mere ruelsesfuld, meget mere opfyldt af Selverkjendelse maatte han være, naar han voved at bøje Knæ for den strænge Hjærtegransker deroppe og be ham om noget. Han havde pukket paa sin Ret og frækt fordret, hvad han krybende skulde ha tigget og tryglet om. Saaledes forholdt det sig. Gud fandt ikke Behag i hans Bøn. Han skulde vride sig som en Orm for hans Fødder, han skulde bringe ham sin blødende sønderbrudte Sjæl til et rygende Brændoffer for Herren. Det forlangte Gud.
Da han var kommen op paa sit Værelse, laaste han atter Døren og la sig næsegrus ned paa Gulvet og i brændende fanatiske Ord begyndte han at udøse sit Hjærte for Herren. Han skreg det ud dæmpet stønnende, og blev længe liggende med Hagen hvilende paa de foldede Hænder, og Hodet tilbagebøjet, saa det værked i Nakken. Tilsidst brast han ud i hulkende Graad og lod Ansigtet falde plat ned paa Hænderne, som laa flade mod Gulvet.
Da han endelig rejste sig, følte han sig trøstet og lettet, og da han atter gik ud, lykkedes det ham næsten ganske at holde Asia vække fra sine Tanker.
Fuld af Mod og Fortrøstning la han sig til at sove om Aftenen, men da han vaagned om Morgenen, faldt: in Asia profectus est — atter over ham med nagende Tyngsel, og mens han vasked og klædte sig paa, saa han hele Tiden Bommerten for sig. Og han tænkte sig de umuligste Tilfælde, som kunde ha reddet ham, blandt andet, at det pludselig var blet Solformørkelse, eller at der havde lydt det Raab gjennem Salen: Universitetet brænder, eller at han havde faat ondt og var seget ned af Stolen, netop som han skulde til at oversætte det om Asia, og de havde maattet bære ham bort.
Hans Kinder brændte og det hamred i Tindingerne.
Men hvad kunde det hjælpe at tumle med dette? Det var som at slide Saften og Kraften ud af sig selv. Nej at be, be paanyt igjen, det var det eneste. Kanske Vorherre havde glemt det. Han havde jo tusen Millioner Ting at tænke paa og befatte sig med. Det gjaldt at holde ham vaagen.
Saa bad han igjen længe og inderligt og satte sig nogenlunde beroliget til Læsningen. Men ud paa Dagen begyndte han at spekulere paa, hvorledes monstro Vorherre skulde bære sig ad med at faa Fejlen rettet. Stilen havde jo Professoren, og den laa naturligvis vel forvaret i en laast Skuffe eller i al Fald paa hans Skrivebord inde i en stor Protokol. Hvis nu Vorherre vilde gjøre dette Miraklet, saa maatte det altsaa foregaa om Natten, men da var jo Dørene laaste.
Pyt, hvad gjorde det? Vorherre var nok Kar for at gaa gjennem lukte Døre, han. Tro, om han vilde selv eller sendte St. Peter, eller en af Erkeenglene? Han kunde jo ogsaa la Professoren gaa i Søvne og faa det rettet paa den Vis. Eller han kunde bare ville det, bare tænke det deroppe i sin Himmel. Gud sagde: Det vorde Lys, og det blev Lys. Han talte, og det skeede, han bød, saa stod det der.
«Jeg tror, Du sidder her og vil hjælpe paa Vorherre,» sa han pludselig højt og lo.
Men alligevel, Tvilen og Anfægtelsen vendte stadig tilbage. Hver Morgen sank han tilbage i Modløshed, for saa inden Aften gjennem mange Svingninger at ha kjæmpet sig frem til Tro og Haab og Sikkerhed.
Saaledes gik Dagene.
Natten før Censuren skulde falde, drømte han, at han saa sin latinske Stil ligge paa et Alter. Papiret var saa langt, at det hang ud over Kanten og naaed ned til Fryndserne paa Alterklædet. Helt nede tilvenstre saa han: in Asia profectus est. Saa med ét holdt han en Pen i Haanden, som drypped af Blæk, og saa vilde han gaa hen og sætte m'et til, men i det samme hørte han en stærk Susen ovenover sig. Han løfted Hodet og saa op, og da var Taget borte, og en stor hvid Haand daled langsomt ned over Alteret. Da den naaed Stilen, strakte Haanden Pegefingeren ud og skrev med Neglen dernede tilvenstre. Saa suste Haanden, stor og hvid og stille op igjen, højt, højt op og blev borte.
Saa vaagned han, og fra da af var der ikke et Øjebliks Tvil i hans Sjæl om, at Gud egenhændig havde rettet Stilen.
Næste Dag, da Professorerne paa Universitetet læste op Karaktererne, stod han rolig og sikker med straalende Blik i de lyse Øjne. Da Turen kom til ham, og han hørte, at han havde faat bedste Karakter i Latin, at Stilen altsaa havde vært fejlfri, følte han det dog som et Stød gjennem Legemet, og han for sig med Haanden over Ansigtet.
— Hagbarth gik ikke i Russelaget om Aftenen. Han var altfor opfyldt af Miraklet, som var vederfaredes ham. Han maatte være alene for at undre sig og takke. Og i Ensomheden lovte han Gud, at Præst vilde han bli og intet andet.
Præst blev han ogsaa. Og aldrig en eneste Gang i hans lange fromme Liv faldt det ham ind, at han kanske alligevel havde skrevet det rette: in Asiam profectus est.</poem> | wikisource | wikisource_4220 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Carl Georg Holck - Den danske Statsforvaltningsret.pdf" from=280 to=286 tosection=§84 header=1 /> | wikisource | wikisource_25855 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<poem>
Solen ler så godt og mildt,
den stryger Sæden frem,
lokker ud den lyse Filt
om Bøgebladets Bræm -
Sydsol og Østsol og Solen af Nordvest;
men Solen i din egen Sjæl den ler dog allerbedst.
Solen duner Knøsens Kind,
gi'r Rugen blanke Knæ,
varmer Lammets myge Skind
i Digets Søndenlæ -
Sydsol og Østsol og Solen af Nordvest;
men Solen over Hjemmets Dør går brave Hjerter næst.
Solen er så elskovsfuld,
den favner Jorden bred,
kysser Lærkens spæde Kuld,
så Duggen triller ned -
Sydsol og Østsol og Solen af Nordvest;
men Sol på Minders Myggesværm gav mangen Drøm sin Rest.
Solen tænder Blomsterblus,
hvor Engen før var grå,
Iris og Ranunkulus
og Brudelys ved å -
Sydsol og Østsol og Solen af Nordvest;
men Solen ved en Brudgoms Barm hun skænker skønnest Fest.
</poem> | wikisource | wikisource_4807 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Ugeskrift for Retsvæsen 1868.djvu" from=997 to=1012 header=1 forfatter="" /> | wikisource | wikisource_27662 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Billedbog uden Billeder.djvu" header=1 from=11 to=12 /> | wikisource | wikisource_20444 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="H Wulff - Den danske Rigsdag.djvu" from=454 to=455 fromsection=b tosection=a header=1 /> | wikisource | wikisource_9535 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
Under Mormonismen, saaledes som den viser sig for os, ligger der en hemmelig, skjult Organisation, som mere end noget andet har bevirket de praktiske Resultater, som Mormonerne have opnaaet og hvilke de gjerne ville anføre for andre, som et Bevis paa deres Læres guddommelige Sandhed. Saalænge vi ikke ere i Stand til at løfte Sløret for denne Hemmelighed, som lige fra Begyndelsen har udgjort en af Mormonismens Hovedingredientser, vedbliver i Grunden hele Lærens Fremgang og de Ledendes Fremgangsmaade at være uforstaaelig for os. — Man kan vel indse, at Folk i fremmede Verdensdele, ubekjendte med Mormonismens sande Væsen og dens Historie, kunne lade sig besnære og til en Tid aflægge mange Beviser paa sand Opoffrelse for Troens Skyld. Men at de samme Mennesker, efter at have opholdt sig i Utah og lært det afskyelige Bedrageri at kjende, ikke alene vedblive at bekjende sig til Mormonismen, men endogsaa tilsyneladende vedblive at opofre sig for deres Troes Skyld idet de ofte forlade Hjem, Hustru og Børn for uden Vederlag at gaa til fremmede Lande som Missionærer — dette bliver os uforklarligt, saalænge vi ikke vide, at disse Mennesker, som oftest bære Tegn paa deres Legemer, der gjør dem afhængige af deres Lederes Villie og bestandig paaminder dem om den store og altomfattende Dogma: „Lydighed!“ Blind og ubetinget Lydighed, er det første og store Bud hvoraf al Loven og Propheterne hænger i Brigham Youngs Stat. De gode Missionærer fra Zion blive i Reglen slet ikke spurgte om deres Tro eller Lyst til at gaa ud som Missionærer, men faa simpelthen Ordrer af deres Herrer og Mester, Brigham Young, til at gaa ud og „fiske Mennesker“ i den eller den Del af Verden og de adlyde. Der gives endog Exempel paa, at Propheten har sendt Folk paa Mission for at straffe eller ruinere dem og ligefuldt have de ikke vovet at undslaa sig for at reise. Men Hensigten med at sende Folk ud kan naturligvis ogsaa være god, thi Propheten er en Fader for sit Folk; saaledes sendte han 1853 sin egen og sine to Raadgiveres Sønner til England for at de tre unge Kirkeprindser kunde blive reformerede og faa Smag paa Menneskefiskeriet i Stedetfor at holde natlige Fester i Saltsøstaden til Ære for Bachus; men til stor Forargelse for „de Hellige“ og Propheten. Denne Lydighed gjælder naturligvis i alle Forhold, befaler Brigham en af de Hellige at gaa ud og slaa en Frafalden ihjel vil rimeligvis i ni Tilfælde af ti, foregaa et Mord. Hvem troer f. Ex. at blot Halvdelen af de Mormoner som deltog i „Mountain Meadows Myrderiet“, gjorde dette af egen fri Drift? Siger ikke selve Blodhunden Bill Hickman i sin Bekjendelse at de Mord, som han udøvede, var paa Kommando? — Man kan naturligvis spørge hvorledes disse Mænd, som oste ere fødte og opvoxede under ganske andre Forhold kunne underkaste sig et saa nedværdigende, aandeligt Slaveri. Ja dette er naturligvis et dybt og vanskeligt Spørgsmaal at klare tilbunds. Gradvis gaaer det, saa meget er afgjort, og den engelske Digter, Pope, forekommer det mig, antyder Graderne paa en tenmelig slaaende Maade, der hvor han i sin „Essay of man“ siger:
„Vice is a monster with such a frightful mien
But seen to oft', familiar with its face
Der gives heller ikke noget saa forunderligt, som Menneskenes Anskuelser eller rettere den Grundvold, hvorpaa disse støtte sig. Det man idag anser for Uret og Synd, afser mon maaske faa Aar efter for en meget rigtig og tilladelig Ting. De gamle Theorier om Samvittigheden eller Guds Stemme i os, synes udelukkende at hidrøre fra ydre Paavirkning og Vanens Magt, thi visse Kannibaler føle ingen Samvittighedsnag ved at spise deres døde Forældre; Indianeren ligesaalidt, naar han stjæler og røver, alt det kan han overkomme, og jo flere Skalper han besidder, jo større er hans Anseelse. De gamle Nordboer endelig følte sig meget besværede af Samvittighedsnag, naar de ikke udførte den Blodhævn, som muligvis paalaa dem. Men ved at bruge Sværdet flinkt: ↄ: slaa saa mange Fjender ihjel som muligt, gjorde de sig værdige til at deltage i Valhals Glæder. Katholiken anser sin Saligheds Sag for at være betrygget mod al Fare, naar den hviler i Pavens og den ene saliggjørende Kirkes Skjød, medens Kvækeren derimod sikkert stoler paa sin egen indre Renhed. Altsaa: Menneskets moralske og religiøse Begreber ere ikke medfødte Naturgaver men udelukkende Produkter, som fremkomme ved de ydre Omgivelsers Paavirkning.
Saaledes naar den ærlige og godtroende europæiske Proselyt først ankommer til Utah og lærer at kjende Forholdene, gyser han som oftest derover, men formedelst sin egen Hjælpeløshed er han i REglen tvungen til at taale dem. Dersom han da ikke er i Besiddelse af moralsk og physisk Mod nok til at rive sig løs, mens det er Tid, saa vil Tiden forandre Forholdene og give dem et nyt Udseende for hans Øine, og halvt tvungen, halvt ligegyldig følger han derefter med Strømmen, indtil det Øieblik kommer, da Kirkens Authoriteter anser det for klogt at lade ham blive Medvider i „Rigets Hemmeligheder“, er i Forbindelse med Flerkoneriet for stedse nedsænker ham i den sorte Afgrund af hemmelige Eder, Pagter og Tegn, der udgjør den hemmelige Mormonisme, og som meddeles Kandidaten i Utah under Navn af Begavelse fra det Høie og først nu er han anset for at staa i fuldt Fællesskab i Mormonkirken i Utah.
Ved Behandlingen af nærværende Emne maa jeg først bemærke, at skjøndt jeg ikke selv har gjennemgaaet denne mystiske Ritus, da jeg, som sagt, holdt mig udenfor al Deltagelse i Mormonsamfundet under mit Ophold i Utah, saa var der dog mangfoldige Ting, som allerede dengang overbeviste mig om Karakteren af dette „Endowment“. Der faldt mig navnlig, medens jeg opholdt mig i Salt Lake City, en lille Phamphlet omhandlende denne Gjenstand i Hænderne, den var, saavidt jeg erindrer, udgivet af et Ægtepar ved Navn van Dusen og bebekræftet ved Ed. Den var illustreret med smaa Træsnit, som forestjllde de samme Scener om „Skabelsen“, „Tvætningen“, „Salvelsen“ etc., som Ældste John Hyde beskriver i sin Bog, „Mormonismen“, der først udkom et Aar efter.
John Hyde, fra hvis Bog jeg har uddraget den følgende Beskrivelse, var en ung, begavet of kundskabsrig ung Englænder, som tilligemed sin Fader emigrerede til Utah i 1853. Ligesom saamange Andre fandt han snart at det var langtfra det „forjættede“ Zion. I 1856 sendtes han som Præsident for et Missionsselskab til Sandwichs Øerne, og det var paa Reisen dertil, at han tog Mod til sig og fældede Dommen over den Lære, som han siden sit 15de Aar havde troet paa. Ved Ankomsten til Sandwich-Øerne fortalte han de øvrige Medlemmer af Missionen sine Anskuelser om Sagen og begyndte at holde Foredrag der og siden i Californien. Da han havde udgivet sin Bog „Mormonismen“, reiste han til England, hvor han nu er en anset Geistlig. — Jeg var personlig tilstede i Tabernaklet, den 11te Januar 1857, da Profeten Heber C. Kimball oplæste to Breve, som vare ankomne fra Hydes Kolleger paa Sandwich Øerne; disse Breve syntes at inspirere denne Mormonismens „Abu Bekr“ med en næsten satanisk Fjendskhed. Han gjorde det Forslag, som blev sekunderet af Kirkens tredie Dignitar, D. Wells, at John Hyde skulde „skjæres bort“ (to be cut off) fra Jesu Kristi Kirkes sidste Dages Hellige og overantvordes i Satans Vold etc., etc.
I et Brev til Brigham Young, dateret „New York i Juli 1857“, udtaler Mr. Hyde sig paa følgende Maade: „Jeg har aabenbaret Mysterierne ved eders hemmelige Orden med dens forræderiske Eder; og dette har jeg gjort, ikke for at tilfredsstille nogen overspændt offenlig Nysgjerrighed men for at vise eders Tilhængere udenfor Utah, hvilke Planer det er, de opfordres til at understøtte og hjælpe, og hvad Slags Velsignelse det er, som De paastaaer, Gud har opbevaret for dem der. Jeg har ogsaa gjort det for at henlede de Forenede Staters Regjerings Opmærksomhed paa den sande Hensigt og Karakter af Eders System...Jeg føler, at baade Gud og min Fornuft tilfulde samtykker i, at jeg bryder disse hemmelige Eder, og lige saa fuldt føler jeg mig berettiget til at byde mit Lydighedsløfte At jeg derved udsætter mig for den Straf, som De har knyttet til hine Forpligtelser, er mig fuldkommen bevidst, men jeg troer, min Pligt er større end den are, som kan paafølge. Dersom deres Lære er sand, behøver den ikke at frygte Dagens Lys, er den derimod falsk, da vinder baade De og Menneskeslægten i det Hele taget ved, at den bliver kjendt og forstaaet. Jeg vil tilstaa, at De efter min Mening stoler oprigtigt baade paa Joseph Smiths og deres egen særlige Udvælgelse, men der er tydeligt, at De paa samme Tid leder Tusinder tillidsfulde Sjæle til Ruin og Ødelæggelse. En Følelse af Medlidenhed med disse er ogsaa en af mine Bevæggrunde til at tilintetgjøre deres Planer...“
Vi ville nu gaa over til John Hydes Beretning om hvorledes han modtog „Begavelsen fra det Høie“.
„...Meget har været sagt angaaende Mormonernes Begavelse eller Endowment. De som havde modtaget eller gjennemgaaet Hemmeligheden, søgte stedse at fremstille det som noget overordentlig stort og ophøiet, indtil man virkelig antog, at der var noget sublimt deri. De, som vare i Besiddelse af Hemmeligheden lode af Stolthed derover, og for at Enhver skulde one dette Fortrin, undertiden dunkle Hentydninger falde. De fremviste besynderlige Underklæder besat med mystiske Mærker, hvilke de havde modtaget i Templet og som de bestandig bare. De fortalte deres forbansede Tilhørere at dette Endowment var Fylden af de himmelske Begavelser etc..., men hvad det i Virkeligheden var eller bestod af, forblev en dyb Hemmelighed, da Enhver som havde gjennemgaaet Mysterierne vare hjemfaldne til frygtelige Straffedomme, hvis de aabenbarede noget derom. — Eder maatte aflægges som forpligtede Vedkommende til at underkaste sig en øieblikkelig og voldsom Død, hvis han aabenbarede Hemmeligheden. Jeg er nu ifærd med at give en Beretning om disse Ceremonier saa nær, som jeg kan erindre dem, og følgende Grunde bevæge mig til at bryde mine Eder: 1. Da Ingen kjendte Indholdet af disse Eder, førend man hørte dem, og da Ingen efter at have hørt dem turde nægte at aflægge dem, ere de i retslig Henseende ikke bindende. 2) Disse Løfter indbefattede ogsaa Lydighed etc., men da jeg ikke mere har i Sinde at adlyde, saa kan det ikke være mere upassende, at bryde Taushedsløftet end Løftet om ubetinget Lydighed. 3. Disse Forpligtelser indbefatte Forræderi mod de Forenede Stater og ere derfor ulovlige, — endvidere da Loven anseer Dølgsmaal om Forræderi for lig med Forræderi, bliver det en Pligt at aabenbare Samme. 4. Da Løftet om dette Endowment er at af de vigtigste Lokkemidler for at bevæge Mormoner til at emigrere til Utah, er det billigt, at de komme til at kjende Værdien af disse forventede Velsignelser. 5. Der er bedre at bryde et syndigt Løfte end at holde det, og det havde saaledes været bedre for Herodes at bryde sit Løfte end at dræbe Johannes den Døber.
Med Hensyn til den Straf, jeg paadrager mig, da har jeg kun en Pligt mod Gud og Verden, og min Sikkerhed henstiller jeg da ogsaa til Gud og Verden. Fredagen den 10de November 1854 gik jeg med min Hustru efter forudgiven Underretning til Endowmenthuset i Salt Lake City hvor vi traf sammen med 30 andre Personer, som ventede der, og som tilligemed os paa denne Dag skulde modtage Begavelsen fra det Høie. Vore Navne, Fødsler, Ægteskabsdato etc. bleve indskrevne i en Bog og vore Kvitteringer fra Tiendekontoret eftersete; thi førend man hører Musiken maa man betale Musikanterne. De af os som, ikke tidligere vare blevne beseglede til vore Koner, bleve nu beseglede af Heber C. Kimball, hvis særlige Forretning det var at meddele Begavelsen. Derpaa førtes vi ind i et langt Værelse, som ved Hjælp af flere hvide Forhæng var afdelt i flere mindre Rum; Damerne til en Afdeling af Huset og Herrerne til en anden. Alt var høitideligt og stille, intet Ord blev talet undtagen af de Tjenstgjørende i en sagte, hviskende Tone.
En efter anden blev indkaldt, og omsider kom Turen til mig. Jeg afklædte mig efter Befaling og blev derpaa lagt ned i et almindeligt Badebassin, gjort af Blik, men malet baade ind- og udvendig. En Doktor Sprague, som i Forbigaaende sagt, er en af de mest raa og vulgære Personer, jeg nogensinde har set, gjorde Tjeneste ved Tvætningen, hvilken Ceremoni bestod i at blive vadsket med lunket Vand over hele Legemet, fra Hovedet nedad, medens en passende Velsignelse bliver udtalt over enhver LEgemsdel, saaledes over Hjernen, at den bliver stærk, Ørerne, at de blive hurtige til at høre Guds Ord og saa fremdeles. Tvættet og erklæret ren fra denne Slægts Blod, blev jeg overladt til Parley Pratt, som sad i et Hjørne for at give enhver ren Mand et nyt Navn, ved hvilket han skulde kjendes i Guds himmelske Rige. Han kaldte mig „Enock“. Derpaa førtes vi tilbage til det første Rum, hvor vi alle bleve satte paa Stole og en stærk lugtende Olie blev heldt over vore Hoveder fra et Kar af Mahognitræ i Form af et Kohorn. Vore Øine, Øren, Næse og Mund vare imidlertid blevne indgnedne med denne Salve, indtil vi følte os overmaade fedtede og duftende. Salvingen besørgedes af de to Ældste, Taylor og Cumming. Og ledsagedes af en Række Velsignelse lignende dem, som vare anvendte under Tvætningen. Salvningsceremonien var et forberedende Skridt for Ordination til „Konge og Præst for Gud og Lammet“, hvilken høitdelig Indvielse dog kun kan udføres i det virkelige Tempel. Saaeldes salvede og velsignede maatte vi iføre os et Slags ny Klæder (the garments), som vare forfærdigede af Musselin eller Lærred. De maatte bæres nærmest til Kroppen, naaede fra Hovedet til Fødderne og lignede forresten et Barns sædvanlige Nathabit. Over disse iførtes man en Skjorte og derover igjen en Linned Mantel, som naaede til Gulvet, hængte løst over den ene Skulder og var forsynet med et Bælte, omkring Livet. En Hue, forsærdiget af en Alen firkantet Lærred, sammenviklet saa at den passede om Hovedet; Strømper og hvide Linned-Sko suldstændiggjorde Kostumet. Medens vi saaledes bleve paaklædte opførtes der i det tilstødende Værelse en Farce, som skulde gjengive „Skabelsen“: „Elohim“ raadslaaer med „Jehovah“, Jesus og Michael om at befolke Jorden, og sender de tre sidste ned for at bringe ham Underretning om Udsigterne. De gaa, komme tilbage; og dermed er det første Kapitel af Genesis udført. Elohim er ‚Herren’, o.s.v., de andre tre udførte hans Befalinger og sige: „Og der blev Lys“ etc. Denne hele Komedie gjorde Indtrykket af at være en forrykt Gudsbespottelse. — Ved Slutningen af Farcen kom „Jehovah“, „Jesus“ og „Michael“ ned til os, for at udføre den sjette Dags Arbeide eller Menneskets Skabelse, som gik for sig ved at berøre vore Legemer, blæse os i Ansigtet etc.
Vi antoges nu at være lig Adam, nylig skabte og aldeles lydige og føielige i vor Skabers Hænder, (en Allegori, som snart paa en frygtelig Maade skulde blive til Virkelighed) men vi vare „alene“. Dog — efter lidt mer Komedie — bleve vore Koner indførte. De vare paaklædte ligesom vi, og havde gjennemgaaet de samme Ceremonier. Deres Betjening var naturligvis udført af Damer: Miss E. R. Snow og andre. — Man befalede os nu at lukke Øinene og forestille Søvn, og paa Kommando: „staa op og se“, bleve vore Koner os givne tilbage. Glæde fyldte naturligvis vore Hjerter, og saa maatte vi parvis marshere ind i det Værelse, hvorfra vi havde hørt Elohims Røst. Ved Hjælp af nogle smaa Grantræer etc. skulde dette Værelse forestille Paradiset. W. C. Staines og Miss E. R. Snow spillede Adam og Eva og alt, hvad de gjorde skulde vi efterabe. Nogle Rosiner (det burde jo have været Æbler), hængte paa en Busk og W. W. Phelps, som forestillede Satan (og den Rolle spillede han udmærket), søgte at faa os til at spise af dem. — Kvinden fristede mig selvfølgelig og jeg spiste; men saa bleve vi forbandede af Elohim, som kom for at se til os. Satan blev udjaget og denne lærde Astronom og Apostel, krøb pibende og jamrende bort paa Hænder og Fødder!
Derefter betragtedes vi som Faldne og Fortabte og nu begyndte den alvorlige, frygtelige Del af disse ellers saa naragtige Forestillinger.
Af vor faldne og hjælpeløse Tilstand kunde vi kun reddes ved en høiere Magt og en høiere Lov; men denne Magt og denne Lov beskikkes af Gud, idet han opretter Præstedømmet, som er begavet med den nødvendige Authoritet. Dets Magt er ubegrændset, dets Befalinger uimodsigelige, dets Dom urokkelig og dets Myndighed uoverstigelig.
Præstedømmet blev Guds Stedfortræder, det skulde handle med Guds Myndighed og i Guds Sted. Eder om ubrødelig Taushed, om Lydighed, om Afhængighed af Præstedømmet, og især om ikke at røre ved nogen Kvinde undtagen hun var ham givet af Præstedømmet, ved Præsidenten bleve nu forelæste for de halvtindviede, forfærdede Begyndere. Et Tegn, et særegent Haandtryk og en Parol blev nu meddelt og indprentet i vor Hukommelse og bermed var den tredie Grad af Mormon Begavelsen eller den første Grad af Aarons Præstedømme os meddelt.
Mennesket — saaledes fortsætter Allegorien — gaaer nu ud i Verden, hvor Mørke er Lys og Lys er Mørke. Han svæver i Uvished om, hvad der er det Rette, idet han kun har en ringere Lov og et ringere Præstedømme til at lede sig. Paa denne Maade kom vi ind i et Værelse, hvor vi antoges at være midt iblandt vor egen Tids Sekter, og hvor forskjellige Repræsentanter for vor egen Tids Sekter saasom Kvækere, Methodister o. s. v., bleve foreviste. Satan, W. W. Phelps, møder og hilser enhver af dem med et „God Morgen! Broder Methodist“ etc. etc. Jeg elsker Eder Alle, I ere alle mine Venner etc.“ Men saa møder der tre Apostle, Peter (P. Pratt), Jakob (J. Taylor) og Johannes (E. Snow), hvilke forstyrre det gode Forhold mellem „den Gamle“ og Sekterne. Efter endel Kjævleri mellem ham og Apostlene befaler Peter tilsidst Satan at „vige bort i den Herre Jesu Christi Navn, og formedelst det hellige Præstedømmes Fuldmagt“ og Satan farer ud i et rædsomt Raseri! — Nu begynde de tre Apostle at undersøge vor Stilling og give os ny Instruktioner, ikke alene med Hensyn til Præstedømmet i Almindelighed som en abstrakt Ide men ogsaa med Hensyn til de mormonske Kirkefyrster, som de eneste Repræsentater for dette Præstedømme.
Hensigten hermed var at vise, hvorlunde de tre nævnte Apostle kom ned til Joseph Smith og meddelte ham Præstedømmet, som fra ham overgik til Brigham Young. Al Ærefrygt, som der ellers kunde tilfalde Kristus og Apostlene, tilfalder følgelig nu Mormon-Præstedømmet; man bør vise det en øieblikkelig, ubetinget og fuldkommen Lydighed og være, som Kimball sagde: „lig en fedtet Pjalt i Brigham Youngs Hænder!“ Nu ere vi, ifølge Allegorien, paa Veien til Guds Rige! Gud har forbarmet sig over den faldne Verden og aabenbaret sit Evangelium for Smith, som han har begavet med Præstedømmet, men nu fordrer Gud ogsaa en ubetinget Lydighed mod Smith og hans Efterfølgere. — Straffen for at bryde Tausheds-Eden af den første Grad var, at Halsen skulde skæres over; ved den anden Grad, skulde Hjertet rives ud og saa fremdeles — udtrukket i rædsomme Detailler, thi Farcen var nu gaaet over til en frygtelig Virkelighed.
Alle Graderne endte med ny Tegn, Haandgreb og Paroler. Allegorien fremstiller nu Mennesket i en tildels frelst Tilstand. Vi føres ind i et andet Værelse med et Alter i Midten. Her paalægges vi ubrødelig Troskab mod Brødrene og især „aldrig at tale ilde om Herrens Salvede“, eller med andre Ord, at holde vor Mund lukket overfor enhver Last; at se, men ikke at tale. Vi skulle ikke alene tænke med deres Tanker, føle, som de føle, handle, som de handle, men ogsaa komme til dem som Mæglere mellem Kristus og Mennesket — ligesom Kristus er Mægleren mellem dem og Gud — og endelig at vise ubetinget Lydighed mod enhver Befaling, hvor forr derisk, forbryderisk, unaturlig og ugudelig den end kunde synes.
Vi skulde først have Kirken i vore Tanker og ofre den vor udelukkende Hengivenhed; stedse staa beredte til paa deres Opfordring at ofre vor varmeste Ven, nærmeste Slægtning, kjæreste Hustru, ja vort eget Liv og Blod, — og ikke holde nogetsomhelst i vor Besiddelse helligt, intet Løfte eller nogen Cd bidende, som i mindste Maade modstred eller hæmmede Kirkens Interesser.
Efter at denne Ed var aflagt, modtog vi ny Tegn med Haandgreb og Parol, og dermed havde vi taget den første Grad i det høiere eller melchisadekske Præstedømme. Straffen for at overtræde eller aabenbare denne Ed var, at faa Navlen overskaaret, Indvoldene udrevne etc. etc., udtværet paa alle mulige skrækkelige og afskyelige Maader.
Forstummede, trætte, nedbøiede under en Følelse af et frygteligt, unaturligt Ansvar, og agiterede af en Slags Anelse om, hvad der endnu stod tilbage, førtes vi ind i det næste Værelse. Her stod et Alter i Midten og paa dette laa Bibelen, Mormons Bog, og Smiths Aabenbaringer (Pagtens Bog). Mænd og Kvinder bleve vi opstillede omkrig dette Sted. Kimball stod nær os; Brigham i det næste Værelse og saa til. Parley P. Pratt var Tjenestgjørende, og den fjerde Ed blev oplæst. — Allegorien forudsatte nu, at Mennesket var paa en taalelig sikker Vei til Frelse; men havde for Tiden en stor Pligt at opfylde. Det var ikke en abstrakt Theori om Lydighed, heller ikke Lydighed i visse abstrakte Tilfælde, men en vigtig og paatrængende Pligt: Vi maatte sværge, at nære et stedsevarende Had til de For. Staters Regjering, fordi den ikke hævnede Joseph Smiths Død eller gjorde noget med Hensyn til de Helliges Forfølgelser — at gjøre Alt, hvad vi kunde for at nedrive og styrte denne Regjering, søge at forstyrre dens Planer og tilintetgjøre dens Hensigter, at frasige den al Troskab og nægte den al Underdanighed Hvis vi ikke selv kunde udrette noget i denne Retning, skulde vi indskærpe det hos vore Børn og paa vort Dødsleie efterlade det til dem som vor sidste Villie, hvilken skulde være deres hele Livs helligste Pligt og ledende Tanke; — paa det at Guds og Kristi Rige (Mormonhierarchiet) maatte underlægge sig alle andre Riger, indtil det opfyldte Jorden! De skrækkeligste Forbandels r og mest barbariske Straffe stilledes i Udsigt, for dem, som ikke holdt sig disse Punkter efterrettelige, eller vovede at aabenbare dem. Et nyt Tegn og Haandgreb og en Parol — og anden Grad af det melchisadeske Præstedømme var meddelt. Nu vare vi, ifølge Allegorien, antagelige for Gud og kunde komme til ham som hans Børn, — men man fortalte os, at vor Overkjortel hængte paa den forkerte Skulder og som et Tegn paa vor Afhængighed af Præstedømmet toge de og lagde den paa den Rette.
For at give disse Handlinger en dybere religiøs Form lærte de os nu en ny Maade at bede paa: Vi bleve alle stillede i en Cirkel for i en sagte Tone at gjentage alle Tegnene etc., som havde ugjort Begavelses-Formularerne, og derpaa sammenkjæde vore Hænder og Arme paa en fanatisk Maade. Saaledes opstillede, faldt en dertil beskikket ned paa sit høire Knæ, tog fat i den nærmeste Broders Haand og bad derpaa langsomt, medens Enhver i Cirkelen gjentog hans Ord.
Denne Slags Bedecirkler anses for at være særdeles mægtige hos Gud. Brigham og de tolv Apostle bede ofte paa denne Maade tildels for at gjentage og erindre de bestemte Tegn etc.
Ved denne Leilighed bad Parley P. Pratt, som var den Tjenestegjørende, at Gud vilde forbande eller velsigne os i samme Forhold, som vi adlød eller forsømte derne Pagt, som vi her havde indgaaet, og det, som han bad, maatte vi gjentage Ord for Ord.
Dermed vare vi Brødre og Medlemmer af Herrens Præstedømmes hellige Orden og havde Adgang til alle dette Broderskabs Herligheder. Vi kunde til enhver Tid gjenkjende hverandre, uhyre Hemmeligheder sammenbandt os, og ved frygtelige Eder vare vi lænkede til Præstedømmet.
Vi skulde nu gaa forbi „Forhænget“ (et Forhæng af hvidt Lærred) og paa samme Tid gjentage hele den foregaaende Formular. Et Par Mærker bleve klippede paa Brystet af vor Skjorte og et andet Navn tilhvisket os, men saa hurtigt og sagte, at det var vanskeligt at opfatte. Gjennem Forhænget spadserede vi saa ind i „Guds himmelske Rige“; hvorpaa Enhver gik tilbage og indlod sin Hustru, som havde at repetere de samme Formularer. I det „himmelske Rige“ var Brigham og flere andre, som ventede paa at høre de „Begavelses-Forelæsninger“, som blive givne ved saadanne Leiligheder.
Vi fik Tilladelse til at tage vore Klæder paa, og da Klokken imidertid var blevet fire, nød vi ogsaa i Hast nogle Forfriskninger, hvorpaa vi begav os tilbage til „Himmeriges Rige“ for at høre Forelæsningen. — Denne gaves af H. C. Kimball, som deri yderligere forklarede Allegoriens dybe og alvorlige Betydning, og gjentog de givne hemmelige Tegn same hele Formularen, for at indprente dem i vor Hukommelse. Da disse Tegn etc. ere nødvendige for at gjenkjendes af de Indviede. Det Hele endte med nogle frygtelige, betydningsfulde Trusler. Da Klokken var sex, gik vi alle tilbage til Samlingsrummet, hvor vi atter iførte os vor egen Garderobe, og dermed var Affæren sluttet“.
„Der er kun faa Mennesker“, — siger Hyde, — som have Sjælsstyrke eller Mod nok til at afkaste det bedøvende Indtryk eller beseire den Indflydelse paa Sindet, som en saadan Dags Erfaringer efterlade!“ Og derpaa gives intet bedre Bevis end den Kjendsgjerning, at af de mange Hundreder, som lig John Hyde have gjennemgaaet dette Pandæmonium, men senere forladt og fornægtet Mormonismen, have — saavidt jeg ved — kun to vovet at aabenbare og fortælle, hvad det er.
At de Grunde, som Hr. Hyde fremfører for sin egen Tilsidesættelse af disse Eder, Pagter etc., ere gode og fornuftige, vil vist intet rettænkende Menneske benægte. Jeg har gjengivet hans Aabenbaring, fordi der uden Tvivl ere Tusinder af Landsmænd i Utah, som, skjøndt de have modtaget den saakaldte Begavelse, dog paa Grund af deres Ubekjendtskab med Sproget — endnu ere forholdsvise uvidende om dette Endowments sande Betydning og Karakter. I det Haab at ogsaa disse maatte komme til at indsee, at et Samfund, som behøver at skjule sig i Mørket, ikke kan være af ham, som selv er Lyset og Lysets Fader — er min Bevæggrund til, at jeg her har bragt det frem for Lyset. | wikisource | wikisource_17709 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="H Wulff - Den danske Rigsdag.djvu" from=304 to=305 header=1 /> | wikisource | wikisource_9692 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Sakuntala med Ringen, Skuespil af Kalidasas.djvu" from=57 to=57 header=1 /> | wikisource | wikisource_13727 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<poem>
1.
Under Korset stod med Smerte,
Stod med giennemboret Hjerte,
Jesu Moder, dødningbleg!
Solen sortned, da han daaned,
Sorte Hjerter ham forhaaned,
Pine hans var dem en Leg.
2.
Rumme kan en Moders Smerte
Kun det ømme Moder-Hjerte,
Som begribes kun af Gud,
Dog er det kun Djævle-Øie,
Den kan ei til Taarer bøie,
Før endnu den bryder ud!
3.
Kirken, med sit Moder-Hjerte,
Kiender bedst Marias Smerte,
Under Kors og Verdens Spot,
Men Eens Død for Alles Brøde
Galden nu dog kan forsøde,
Alting gjorde Jesus godt!
4.
Grandt han saae sin Moders Smerte,
Før den knuste hendes Hjerte,
Saae med Ynk det knakte Rør,
Har paa Korset hende givet
Søn, som ei skal miste Livet:
Den Discipel, som ei døer!
5.
Ja, for Kirkens Moder-Hjerte
Fryd i Sorg og Trøst i Smerte,
Er det Guddoms-Ord især:
Leve skal, til herlig kommer
Zions Brudgom, Verdens Dommer,
Den Discipel, han har kiær!
6.
Brist da aldrig, Moder-Hjerte!
Drukne kan du al din Smerte
I din Frelsers Kiærlighed!
Hvad end Sønnerne maae lide,
En Guds Søn er ved din Side,
Og hans Brødre døe i Fred!
7.
Saa har i sin Moders Hjerte
Jesus dulmet Dødens Smerte,
Med sin dybe Kiærlighed,
Derfor kun han vilde bløde,
Derfor stod han op af Døde,
Efterlod paa Jord sin Fred!
8.
Freden til sin Moders Hjerte
Jesus vandt ved Dødens Smerte,
Den er Kirkens Skat og Priis,
For den Fred hans Kæmper strede,
Med den Fred hans Vidner lede,
Gaae med den til Paradis!
9.
Vær velsignet, Moder-Hjerte!
Vær velsignet, Moder-Smerte!
Vær velsignet, Kvinde-Bryst!
I for Gud har fundet Naade,
Vandt, ved Christi Korses Gaade,
Hvad I savned: evig Trøst!
</poem>
| wikisource | wikisource_2585 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu" from=81 to=86 header=1 /> | wikisource | wikisource_16598 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Dostojewsky - Forbryderen.djvu" from=78 to=93 tosection=a header=1 /> | wikisource | wikisource_14199 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Lykke-Per fjerde udgave bind 2.djvu" from=363 to=375 header=1 /> | wikisource | wikisource_29368 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Guds Venner.djvu" header=1 from=215 to=218 /> | wikisource | wikisource_19177 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
"Deltagerne i denne traktat bekræfter på ny deres tillid til formålene og grundsætningerne i De Forenede Nationers pagt og deres ønske om at leve i fred med alle nationer og alle regeringer. De er fast besluttede på at sikre deres folks frihed, fælles traditioner og kultur hvilende på demokratiets og den personlige friheds grundsætning og på lov og ret. Deres stræben er at fremme stabilitet og velfærd i det nordatlantiske område. De er besluttede på at forene deres kræfter til kollektivt forsvar og til bevarelse af fred og sikkerhed. I overensstemmelse hermed er de blevet enige om nedenstående Nordatlantiske Traktat:"
Artikel l
Deltagerne forpligter sig til som foreskrevet i De Forenede Nationers pagt at bilægge enhver international stridighed, i hvilken de måtte blive indblandet, ved fredelige midler på en sådan måde, at mellemfolkelig fred og sikkerhed såvel som retfærdighed ikke bringes i fare, og til i deres mellemfolkelige forhold at afstå fra trusler eller magtanvendelse på nogen måde, som er uforenelig med De Forenede Nationers formål.
Artikel 2
Deltagerne vil bidrage til den videre udvikling af fredelige og venskabelige mellemfolkelige forhold ved at styrke deres frie samfundsordninger, ved at hidføre en bedre forståelse af de grundsætninger, som disse samfundsordninger hviler på, og ved at fremme almindelig stabilitet og velfærd. De vil søge at fjerne uoverensstemmelser i deres internationale økonomiske politik og vil tilskynde til indbyrdes økonomisk samarbejde.
Artikel 3
Med henblik på mere effektivt at virkeliggøre denne traktats formål vil deltagerne, hver for sig og i fællesskab, gennem stadig og effektiv selvhjælp og gensidig hjælp opretholde og udvikle deres individuelle og kollektive evne til at imødegå væbnet angreb.
Artikel 4
Deltagerne vil rådføre sig med hverandre, når som helst nogen af dem mener, at nogen af deltagernes territoriale integritet, politiske uafhængighed eller sikkerhed er truet.
Artikel 5
Deltagerne er enige om, at et væbnet angreb mod en eller flere af dem i Europa eller Nordamerika skal betragtes som et angreb mod dem alle; og de er følgelig enige om, at hvis et sådant angreb finder sted, skal hver af dem under udøvelse af retten til individuelt eller kollektivt selvforsvar, som er anerkendt ved artikel 51 i De Forenede Nationers pagt, bistå den eller de således angrebne deltagerlande ved straks, hver for sig og i forståelse med de øvrige deltagerlande, at tage sådanne skridt, derunder anvendelse af væbnet magt, som hver af dem anser som nødvendige for at genoprette og opretholde det nordatlantiske områdes sikkerhed.
Ethvert sådant angreb og alle som følge deraf trufne forholdsregler skal uopholdeligt indberettes til Sikkerhedsrådet. Sådanne forholdsregler skal bringes til ophør, når Sikkerhedsrådet har truffet de til genoprettelse og opretholdelse af den mellemfolkelige fred og sikkerhed fornødne forholdsregler.
Artikel 6 1
Ved et væbnet angreb i artikel 5 's forstand på en eller flere af deltagerne forstås et væbnet angreb
på en hvilken som helst af deltagernes territorium i Europa eller Nordamerika, på Frankrigs algeriske departementer 2, på tyrkisk territorium eller på sådanne øer, som er underlagt nogen deltagers statsmyndighed i det nordatlantiske område nord for Krebsens Vendekreds;
på en hvilken som helst af deltagernes styrker, fartøjer eller flyvemaskiner, når disse befinder sig i eller over disse territorier eller i noget andet område i Europa, hvor nogen af deltagernes besættel-sesstyrker var stationeret på det tidspunkt, da traktaten trådte i kraft, eller i Middelhavsområdet eller i det nordatlantiske område nord for Krebsens Vendekreds.
Artikel 7
Denne traktat berører ikke og kan ikke fortolkes som på nogen måde berørende deltagernes rettigheder og forpligtelser i medfør af De Forenede Nationers pagt for så vidt angår de deltagere, der er medlemmer af De Forenede Nationer, eller Sikkerhedsrådets primære ansvar for opretholdelsen af international fred og sikkerhed.
Artikel 8
Hver af deltagerne erklærer, at ingen af de mellemfolkelige forpligtelser, som nu består mellem denne og nogen af deltagerne eller en tredje stat, er i strid med denne traktats bestemmelser, og forpligter sig til ikke at indgå nogen mellemfolkelig forpligtelse, der er i strid med denne traktat.
Artikel 9
Til overvejelse af spørgsmål vedrørende traktatens gennemførelse opretter deltagerne herved et råd, hvori hver af dem skal være repræsenteret. Rådet skal være således organiseret, at det til enhver tid ufortøvet kan træde sammen. Rådet skal oprette sådanne underinstitutioner, som måtte være nødvendige; det skal navnlig omgående nedsætte en forsvarskomité, som skal give indstilling om forholdsregler til gennemførelse af bestemmelserne i artiklerne 3 og 5.
Artikel 10
Deltagerne kan ved enstemmig beslutning opfordre enhver anden europæisk stat, som er i stand til at fremme grundsætningerne i denne traktat og bidrage til det nordatlantiske områdes sikkerhed, til at tiltræde denne traktat. Enhver stat, som modtager en sådan opfordring, kan blive deltager i traktaten ved at deponere sit tiltrædelsesdokument hos Amerikas Forenede Staters regering. Amerikas Forenede Staters regering vil underrette enhver af deltagerne om deponering af ethvert sådant tiltrædelsesdokument.
Artikel 11
Denne traktat skal ratificeres og dens bestemmelser gennemføres af deltagerne i overensstemmelse med den fremgangsmåde, deres respektive forfatninger foreskriver. Ratifikationsdokumenterne skal snarest muligt deponeres hos Amerikas Forenede Staters regering, som vil underrette samtlige øvrige underskrivere om hver enkel deponering. Traktaten skal træde i kraft mellem de stater, som har ratificeret den, så snart ratifikationsdokumenterne fra et flertal af underskriverne, derunder Belgiens, Canadas, Frankrigs, Luxembourgs, Nederlandenes, De Forenede Kongerigers og De Forenede Staters ratifikationer, er blevet deponeret. I forhold til andre stater skal den træde i kraft på datoen for deponeringen af disses ratifikationsdokumenter 3.
Artikel 12
Efter at traktaten har været i kraft i 10 år eller til enhver tid derefter, skal deltagerne, hvis nogen af dem fremsætter anmodning herom, rådføre sig med hinanden med henblik på en revision af traktaten under hensyntagen til de faktorer, som på det tidspunkt har indflydelse på freden og sikkerheden i det nordatlantiske område, herunder udviklingen af verdensomfattende såvel som regionale ordninger i medfør af De Forenede Nationers pagt til opretholdelse af international fred og sikkerhed.
Artikel 13
Efter at traktaten har været i kraft i 20 år, kan ethvert deltagerland ophøre med at være deltager ét år efter, at det har opsagt traktaten ved meddelelse til Amerikas Forenede Staters regering, som vil underrette de andre deltagerlandes regeringer om deponeringen af hver enkelt opsigelse.
Artikel 14
Denne traktat, hvis engelske og franske tekst har samme gyldighed, skal deponeres i den amerikanske regerings arkiver. Behørigt bekræftede genparter deraf vil af nævnte regeringer blive sendt til de andre underskrivende magters regeringer.
Fodnoter
Som ændret ved artikel 2 i Protokol til Den Nordatlantiske Traktat om Grækenlands og Tyrkiets tiltrædelse.
Den 16. januar 1963 noterede Rådet sig, at de relevante bestemmelser i Traktaten for så vidt angik Frankrigs tidligere algeriske departementer var blevet uanvendelige fra den 3. juli 1962.
Traktaten trådte i kraft den 24. august 1949, efter at alle de underskrivende lande havde deponeret deres ratifikationsdokumenter. | wikisource | wikisource_23650 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Fire Noveller.djvu" from=13 to=24 header=1 /> | wikisource | wikisource_16254 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
Kager, som bages i Jern..
Dertil behøves ikke Gløder, men naar der er rask Ild i smaat hugget Brænde og Tørv, lægges Jernet tæt derover. Førend man begynder at bage, maa Jernet være hedt og smurt med koldt Smør i en Pose. Førend den færdige Kage tages af Jernet, skrabes dette med en Kniv om Kanten, for at den brændte Deig, som mulig findes udenpaa, ikke skal følge med Kagen; herved kan man som oftest undgaa at beklippe Kagerne. Naar Deigen til den ny Kage er lagt i Jernet, vendes dette, saa at den Side, som før laa ned til Ilden, nu vender op; forsømmes dette, bliver Kagen let for brun paa den ene Side. Naar man holder op at bage, lægges et Stykke graat Papir, gjennemtrukket af simpel Olie, inden i Jernet, som ikke maa skures indvendig.
Haarde gode Raad..
1 Pund Meel, ½ Pund (50 O.) Smør, 4 Æg og ½ Pund (50 O.) Puddersukker æltes til en haard Deig, hvoraf et lidet Stykke lægges paa Midten ag Jernet og bages. Jernet maa smøres til hver Kage. Heraf bliver 24 Kager.
Tynde gode Raad..
1 Pund Meel og ¾ Pund (75 O.) Puddersukker røres med 3 Æg og 3 Pægle Fløde til en tyk Pandekagedeig. Man kan tage Melk istedetfor Fløde, men da kommes lidt smeltet Smør i Deigen. De bages som Foranførte. Heraf bliver 30.
Krumkager..
¼ Pund (25 O.) Meel, ½ Pund (50 O.) Sukker, ¼ Pund (25 O.) Smør, som afklares, 4 Æg og omtrent 3 Pægle Melk røres vel og bage. Jernet behøver ei at smøres med Smør til hver Kage, som, idet den tages af Jernet, dreies som et Kræmmerhus. 1½ Pægel Fløde pidskes til Skum, hvoraf der kommes en Skeefuld i hver Kage og derovenpaa en lille Theskee Syltetøi. Skummet maa først kommes i Kagerne, lige før de skulle bruges, da de ellers blive bløde; man kan ogsaa komme Syltetøi paa et Fad, lægge Skummet derpaa og ombyde de tilligemed Kagerne. Heraf bliver omtrent 70 Kager.
Krumkager uden Smør..
½ Pund (50 O.) Meel og 6 Lod (19 O.) Puddersukker udrøres med 3 Pægle nymalket Melk. De bages og behandles ligesom Foranførte, kun at Jernet til disse smøres med Smør til hver Kage, og at Deigen, dersom den under Bagningen bliver tykkere, fortyndes med Melk. Heraf bliver omtrent 40 Kager, som ere meget gode. De kummes over en Rulle eller dreies til Kræmmerhuse og spises med Flødeskum ligesom Ovenstaaende.
Vafler af Fløde..
1 Pot Fløde pidskes til Skum; naar dette stedse tages oven af, bliver lidt Tyndt tilbage, hvori røres ¾ Pund (75 O.) Meel. Skummet kommes deri med lidt hvidt Sukker og 4 pidskede Æggehvider; Jernet smøres af og til, og Kagerne bages lysebrune. De bliver lige gode, enten Fløden er sød eller sur, eller man tager Halvdelen af hver Slags. Æggehviderne kunne undværes. Heraf bliver omtrent 18.
Vafler..
½ Pund (50 O.) Smør afklares og røres, indtil det er stift, deri røres 8 Æggeblommer, 1 ad Gangen, ½ Pot Fløde og ½ Pund (50 O.) Meel; kun de 5 Hvider pidskes til Skum og kommes deri, naar man begynder at bage, Jernet smøres af og til. Heraf bliver omtrent 18. Smørret kan ogsaa udvaskes og røres til Fløde, deri røres 4 Æggeblommer, ½ Pund (50 O.) Meel, ½ Pot lunken Melk og de pidskede Hvider. Jernet smøres da til hver Kage. | wikisource | wikisource_1834 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Valfart.pdf" header=1 from=19 to=21 /> | wikisource | wikisource_18324 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
Om den bevæbnede Neutralitet.
[192]
I sine Oplysninger om Slaget den 2den April 1801 yttrer Zahrtmann (1), at »det er desværre sandt, at Danmark for de sidstforløbne halvfjerdsindstyve Aar ikke besidder nogen Historie ; dette Savn kan ikke andet end medføre stor og almindelig Uvidenhed i saa Henseende, der atter har den sørgelige Følge, at enhver Skildring af en Deel af denne Epoke (o: Periode) bliver greben med Gridskhed og troes uden videre Kritik;« Der er Sandhed i disse Ord; om man endog ved Historie blot vil forstaae den endnu almindelige, annalistiske og pragmatiske Skildring af Begivenhederne, maa det dog indrømmes, at vor nyere Historie ogsaa i denne Henseende kun har nydt en meget maadelig Behandling. Med Hensyn til Perioden efter 1815 dele vi imidlertid for saa vidt kun Skjæbne med de øvrige europæiske Folk, og det er jo overhoved med nogen Grund betvivlet, at en tilfredsstillende Historie om en saa nær Tid kan skrives; derimod er det os vistnok tilregneligt, at den ovenanførte Anke ikkun altfor meget træffer
(1)
[193]
vor nyere Historie lige indtil Aaret 1815 og fra — jeg veed ikke hvilken Tid.
Endskiønt det iøvrigt vel tør paastaaes, at en fuldkomment tilfredsstillende og nøiagtig Fremstilling af vor nyere Historie i den Overgangsperiode, der begyndte omtrent samtidigen med Kong Frederik den Femtes Regjeringstiltrædelse, ikke vil kunne skrives, førend der er tilstedet Adgang til og gjort Brug af de vigtigste, endnu utrykte og ubenyttede Kilder, - lader det sig dog ikke negte, at et ikke blot den store Hob, men ogsaa videnskabelige Læsere tilfredsstillende Værk betydeligen vilde kunne forberedes ved en kritisk og fuldstændig Benyttelse af de allerede trykte Hjælpemidler. Og det var i denne Henseende vistnok at ønske, at vi efterhaanden maatte erholde Monographier om det saakaldte guldbergske Ministerium; om Revolutionen i Aaret 1784 og de derpaa følgende store Reformer; om den politiske Gjæringstid i Decenniet fra Aaret 1789 til Udgangen af Aaret 1799 og den paafølgende Reaktion; om Danmarks Forhold til de fremmede Magter under Revolutionskrigene og det franske Konsulat og derunder især om den bevæbnede Neutralitets Historie og Slaget paa Rheden; om den svage Fredstid indtil Englændernes Tog til Sjælland og den paafølgende Guerillakrig i vore Farvande; om den første Krig mod Sverrig; om Forholdet til Sverrig, Rusland og Frankrig under og efter Carl Augusts og senere Carl Johans Valg til svensk Thronfølger; endelig om den anden Krig mod Sverrig indtil Tvillingrigernes Adskillelse ved Freden i Kiel og indtil Kongressen i Wien. Saafremt saadadanne Monographier bleve forfattede ikke blotmedNøiagtighed, men ogsaa med den behørige Fuldstændighed, vilde allerede Meget være vundet; og naar Reklamationer alligevel reiste sig og paaviste Feil, vilde de kun komme Historien til Gode og ikke træde Forfatterne for nær, hvor Feilene ikke maatte være
[194]
af den Natur, at de kunde undgaaes ved Benyttelse af de allerede foreliggende Hjælpemidler.
Den bevæbnede Neutralitets Historie kunde ikke andet end særdeles indbyde til en saadan monographisk Behandling, ikke blot fordi den afgiver et sjeldent Exempel paa en herlig Rørelse af Folkelivet, og fordi Slaget paa Rheden, saaledes som Wegener allerede har antydet, betegner et vigtigt Moment i Nationens nyere Udvikling, men ogsaa fordi de trykte Hjælpemidler her ere af en saadan Beskaffenhed, at man ved en omhyggelig Benyttelse af dem neppe vilde være meget udsat for at feile. Der er nemlig ikke blot i Danmark blevet udgivet talrige Smaaskrifter om Slaget paa Rheden og de nærmeste i Forbindelse dermed staaende Begivenheder, men til disses Historie kunne vi ogsaa hente betydeligere Bidrag fra forskjellige fremmede Lande og især fra England, hvor t. Ex. Southey nyligen i sit fortræffelige Skrift Life of Nelson har givet en saa livlig og udførlig Skildring af den engelske Flaades Expedition i Aaret 1801.
Dansk Folkekalender for 1842 har meddeelt en Skildring af den bevæbnede Neutralitets Historie og af Slaget paa Rheden (1), men denne Skildring synes dog ikke aldeles at tilfredsstille de Fordringer, der ovenfor ere blevne fremsatte med Hensyn til en saadan Monographi. I det Mindste har Zahrtmann med Hensyn til Allens Fremstilling gjort ikke faa Udsættelser, der vel kunne have Interesse for en større Kreds. Naar det saaledes i Folkekalenderen hedder: at »langs den fjendtlige Linie løb en Deel Fregatter og Brigger, som anbragte deres Ild overalt, hvor der viste sig en Aabning, og beskjøde de
(1)
[195]
Danske baade for og agter ind," anmærker Zahrtmann: »Vinden var S. S. O.; Fjendens Fregatter og Brigger kunde derfor ikkun een Gang, saaledes som Bardenfleth ogsaa fortæller, løbe langs Linien, sydfra nordefter, og skyde i Aabningerne, og denne Ild kunde umuligen komme agter og for ind paa de danske Skibe.« Naar det i Folkekalenderen siges: »Den danske Ild begyndte nu at sagtnes, og ophørte efterhaanden sønder-efter«, hvorpaa det anføres, at Prøvestenen og Vagrien havde fægtet noget længere end de nordligere Blokskibe, bemærker Zahrtmann: »Dette modsiges af Kommandeur Fischers officielle Rapport, der udtrykkeligen anfører, at den danske Ild successivt ophørte søhderfra og nordefter. Ligesaa bestemt anfører Southey, at den danske Linies Ild Kl. 2½ havde ophørt sønden for Nelsons Flagskib, men derimod ikke nordenfor, og han nævner udtrykkeligen, at Sjælland var det af de danske Skibe, som sidst strøg.« Naar Folkekalenderen lader Michael Bille være Lassens Næstkommanderende paa det mageløse »Prøvesteen«, indvender Zahrtmann herimod, at der gjøres Kapitainlieutenant Rasmus Rafn Uret, ved aldeles at tie om ham, skjønt dog denne Officeer, men ikke Bille, var Lassens Næstkommanderende, ligesom begge Officerers Opførsel ifølge Lassens Beretning var lige udmærket. I Folkekalenderen hedder det fremdeles: »Som Parlementair fra dansk Side med Fuldmagt til at slutte en foreløbig Vaabenstilstand sendtes nu Generaladjutant Lindholm, en Hofmand, der ingen Kundskab havde til, hvad Modstand der endnu kunde gjøres.- - Snildere end sine Fjender og ligesom for at vise dem, hvorledes de burde have baaret sig ad, indlod Nelson sig slet ikke med Lindholm, men viste ham ud til Parker.« Det er især den Maade, hvorpaa Lindholm her omtales, der har fremkaldt Zahrtmanns Anker. Maaskee lægger han for meget i hine
[196]
Ord i Folkekalenderen, og maaskee har han ei fuldkomme Ret, naar han negter, at det tilkommer en Parlementair som saadan at bedømme, hvad Modstand der endnu kan gjøres; han viser i alt Fald, at Sigtelsen mod Lindholm for Mangel paa Kundskab er ubeføiet, ligesom det af hans Kritik fremgaaer, at Lindholm oprindelig kun blev sendt til Nelson for at erkyndige sig om Meningen af dennes i Land sendte, men i en altfor ubestemt Tone affattede Skrivelse »til den danske Regjering«, at Nelson nu skrev et Brev til Kronprindsen, og derefter bad Lindholm at gaae ombord til Parker, men at Lindholm tog iland og bragte Brevet til Kronprindsen, som først nu befalede ham at gaae ombord til Parker og at indlede Underhandlingerne om Vaabenstilstanden. Medens Folkekalenderen dividerer Tallet af vore Skibes Kanoner med to, fordi de laae ubevægelige, paastaaer Zahrtmann, at her gjøres Fjenden Uret, for saa vidt man ikke tillige halverer Antallet af dennes Kanoner, skjønt de »lige saa lidet havde Lejlighed til at doublere, som vi.« Ligeledes bliver Folkekalenderens Plan over Slaget angrebet af Zahrtmann paa Grund af Unøiagtighed, der vilde have kunnet være undgaaet ved en Sammenligning med den i Aaret 1840 fra Søkaartarkivet udgivne Plan over Rheden. Endelig bemærker Zahrtmann, med Hensyn til de 12 Kanonbaade, der henregnes til den bevægelige Eskadre under Steen Billes Befaling, at disse ingen Besætning havde, men kun Chefer og Regnskabsførere, han retter Tallet ombord paa Dannebroge og Vagrien, saaledes som det er angivet i Folkekalenderen, og berigtiger Fortællingen med Hensyn til Alt, Linieskibet Sjælland angaaende, hvorhos han imidlertid indrømmer, at Kilderne tidligere ikke have tilladt at undgaae disse Feil.
[197]
Ihvorvel Slaget paa Rheden allerede nu saa mange Gange blevet skildret, mener jeg dog, at det endnu ikke vilde være "for sildigt", naar en kyndig Forfatter atter derover vilde give en baade livlig, nøiagtig og fuldstændig Skildring. I en saadan kunde da flere af de Træk, der meddeles hos Southey, vel fortjene at optages. Endskjønt nemlig Allen med Føie har optaget forskjellige af hiin Forfatter anførte Træk, t Ex. Fortællingen om Rious Død, har han dog forbigaaet flere andre, og der turde saaledes i en ny Skildring nødigen savnes nogle Ord om den Maade, hvorpaa Nelson tilbragte Natten før Slaget, om Kapitain Hardys dristige Rekognoscering i den samme Nat tæt forbi Prøvesteens Kanoner, om Nelsons Plan, ifølge hvilken Oberstlieutenant Stewart og Kapitain Freemantle med det 49de Regiment og flere Hundrede Matroser skulde storme Batteriet Trekroner o. s. v. Det fortjener vel ogsaa i en Skildring af hiin minderige Skjærtorsdag at anføres, at Gudstjenesten i Kjøbenhavn allerede var begyndt, da Kanontordenen lød, og Alle styrtede ud af Kirkerne, for, medens Røgen i tykke Masser drog over Staden, ad alle Veie at ile imod Stranden.
Da iøvrigt en tilfredsstillende Skildring af Slaget paa Rheden vistnok ikke vil kunne gives, uden at der, ligesom i Folkekalenderen, forudskikkes en Fremstilling af den bevæbnede Neutralitets Historie, skal jeg tilføie nogle Anmærkninger, der maaskee ved Affattelsen af en ny Skildring kunde komme i Betragtning, og hvorved jeg skal paavise nogle Feil og formeentlige Mangler i denne Deel af Afhandlingen.
Først og fremmest troer jeg da at kunne beklage, at der lige fra Begyndelsen gives en mod England altfor uretfærdig Bedømmelse af Striden overhoved, hvilket især i en Folkekalender synes betænkeligt. Her gaaes nemlig ud fra Troen
[198]
paa, at Sætningen »frit Skib, frit Gods« skulde kunne ladet sig hævde ved den almindelige Folkeret. Jeg skal nu ikke om de store Misbrug, der baade under den nordamerikanske Krig og Revolutionskrigen gjordes af det danske Flag; jeg vil ikke her urgere Englands Traktater med Sverrig og Danmark af Aarene 1661 og 1670, der staae i ligefrem Strid med den af de sidstnævnte Magter senere fulgte Politik; men om man endog vil vove sig ud paa den almindelige Folkerets Territorium, frygter jeg ikke for at modsiges af nogen Kyndig vej at paastaae, at ligesom hiin Sætning allerede længe praktisk blev opgiven, saaledes blev den ogsaa ved de nyere Bearbeidelser af Folkeretten theoretisk overvunden, i hvilken Henseende jei her kun skal henvise til den klare og slaaende Kritik i Mannings "Commentaries on the law of nations" (1).
Forsaavidt det i Folkekalenderen hedder: »Da var det, at Andreas Peter Bernstorff fuldførte sit store politiske Mesterstykke, den væbnede Neutralitets-Akt, som afsluttedes 1788 mellem Danmark, Sverrig og Rusland, og siden tiltraadtes af
[199]
Preussen, Østerrig og Portugal,« bibringe disse Ord vistnok den mindre vel underrettede Læser den Mening, at det var Bern storff, der stiftede den bevæbnede Neutralitet. Men dette forholder sig ikke saaledes. Vel er det saa, at Bernstorff under den nordamerikanske Krig fremsatte forskjellige Forslag om at betrygge Handelen, men Kabinettet i St. Petersborg gik, som Eggers's Skrift viser, ikke ind derpaa (1). Derimod var det den russiske Minister, den berømte Grev Nikita Panin, som optog den gamle og bekjendte Ide om en bevæbnet Neutralitet, og som - efter en haardnakket Kamp, fuld af Intriguer, mod den engelsksindede Potemkin — endelig bragte det saa vidt, at Catharina den Anden den 28de Februar 1780 udstedte Indbydelsen til en saadan. Derfor bliver Æren for Fuldendelsen af hiint saakaldte »politiske Mesterstykke« med Rette vindiceret Panin af Grev Goertz, der i Aaret 1780 var Frederik den Andens Minister i St. Petersborg. Det bør ogsaa bemærkes, at Grev Goertz, der overalt viser sig saare troværdig, udtrykkelig forsikkrer, at den dengang meget engelsksindede Bernstorff gjorde Alt, hvad der stod i hans Magt, for at Danmark ikke skulde tiltræde den bevæbnede Neutralitet, og om Peter Christian Schumacher, dengang dansk Chargé d'Affaires i Petersborg, ligeledes anfører, at han paa een Gang førte en Korrespondence med Bernstorff og en anden hemmelig med Arveprinds Frederik og Guldberg(2). Det var jo ogsaa Guldberg, og ikke Bernstorff, der paa Grund af Danmarks Tiltrædelse til den bevæbnede Neutralitet erholdt Daasen med den betydningsfulde Paaskrift til »Daniens Mentor«.
(1) </br>
(2)
[200]
Goertz's Fremstilling bekræftes tillige fuldkomment baade af Dohm, der har benyttet utrykte Kilder (1), af samtidige engelske Depescher fra Petersborg (2), og af Maria Theresias Yttringer hos Flassan (3).
Ligesom det er unøiagtigt, naar Folkekalenderen kun lader Preussen, Østerrig og Portugal tiltræde Forbundet, efterdi det samme var Tilfældet baade med de forenede Nederlande og med Kongeriget begge Sicilierne, saaledes er det urigtigt, naar det siges, at Danmark og Sverrig ved det i Aaret 1794 stiftede Forbund forpligtede sig til at udruste Skibe, der skulde krydse i Vesterhavet og Østersøen for at beskytte den nordiske Handel og Skibsfart. I Traktaten, der blandt andre Steder ogsaa er aftrykt i Schouws Samling af Forordninger, findes Intet om,
(1) </br>
(2) </br>
(3)
[201]
at de forenede Skibe skulde krydse enten i Vesterhavet eller i Østersøen, hvorimod Østersøen ved den 10de Paragraph i Traktaten udtrykkelig erklæres for et lukket Hav. I Virkeligleden laae ogsaa Flaaderne i de Aar, hvori de vare samlede, aldeles rolige i Sundet, hvorfra kun nogle smaa Eskadrer sendtes til Nordsøen.
Om den engelske Expedition, der aftvang Danmark Konventionen af 29de August 1800, hedder det: »En overordentlig Gesandt Whitworth blev sendt til Kjøbenhavn i Aaret 1800, og snart efter ankom en engelsk Flaade paa syv Linieskibe under Admiral Dickson, der lagde sig for Anker i Sundet. En dansk Eskadre under Kommando af Kontreadmiral Lütken lagde sig ligeoverfor den for at iagttage dens Bevægelser.« Den anførte Angivelse af Viceadmiral Dicksons Flaade, hvorfor ingen gyldig Autoritet vilde kunne citeres, er ikke rigtig; af Lord Whitworths Levnetsbeskrivelse (1) sees, at Flaaden, foruden fire Bombeskibe og fem Kanonbaade, bestod af ni Linieskibe. Om Viceadmiral Dicksons Expedition vil man iøvrigt kunne finde temmelig detaillerede Efterretninger i Runges samtidige Breve fra Kjøbenhavn (2) og i en samtidig »Dagbog over Admiral Dixons Expedition.« (3)
Med Hensyn til den hele Skildring af den bevæbnede Neutralitet, antager jeg det for en væsentlig Mangel, at deri ikke med et eneste Ord blot er henpeget til den store Rolle, Frankrig spillede ved hiin Begivenhed. Det er bekjendt, at Keiser Paul i Slutningen af sin Regjering beherskedes af et stedse stigende had til England, der især næredes ved Englændernes
(1) </br>
(2) </br>
(3)
[202]
Vægring ved at overgive Malta til Johannitterridderne, af hvilken Orden han var bleven valgt til Stormester, og ved at udvexle deres franske Fanger mod de russiske Soldater, der vare Krigsfanger i Frankrig. Af denne Stemning benyttede Bonaparte sig. Kort Tid efter Slaget ved Marengo sendte han Keiseren den Kaarde, som Pave Leo den Tiende havde skjænket Stormesteren l'Isle-Adam paa Grund af hans Forsvar af Rhodus og senere løsgav han alle de russiske Krigsfanger, der beløb sig til 8 til 10,000 Mand, lod dem beklæde og bevæbne fortrinligen, inddele i Batailloner og Regimenter, og af russiske Officerer føre tilbage til Hjemmet. »Snart blev,« skriver Napoleon selv, »Brevvexlingen mellem Keiseren (o: Paul 1.) og den Sidstnævnte (o: den første Konsul) daglig; de forhandlede direkte om de høieste Interesser og om Midlerne til at ydmyge Englands Magt«. (1) Napoleon triumpherede; han nærede det stolte Haab, at Nederlaget ved Abukir nu fuldkomment skulde erstattes ved Nordens forenede Flaader, og han siger selv hos Bourienne - der gjør sig til af, at Korrespondencen mellem Keiser Paul og den første Konsul gik igjennem hans Hænder —: »Jeg var vis paa, i Forening med Czaren, at føre et dræbende Slag mod Englands Magt i Indien.« (2) Da indtraf Keiser Pauls Mord, der forstyrrede Alt. Napo-
(1) </br>
(2)
[203]
leons Harme fremtræder strax i Moniteuren, i hvis officielle Artikel Englænderne ikke utydelig beskyldes for Deeltagelse i Pauls Mord, og det var forgjæves, at Napoleon sendte sin Adjutant Duroc til Petersborg, for at bevare Ruslands fjendtlige Forbold mod England, og at han paa samme Tid gjorde lignende Bestræbelser i Kjøbenhavn (1).
Det vil let sees, at det ovenfor berørte Forhold mellem Bonaparte og Keiser Paul, hvorom England meget tidlig erholdt Underretning, er af stor Vigtighed. Afseet fra selve Dissensen med Hensyn til Sætningen »frit Skib, frit Gods«, og fra Konventionen af 19de August 1800, kunde det vistnok ikke andet end forekomme den engelske Regjering i høieste Grad paafaldende og betænkeligt, at Danmark indgik en bevæbnet Neutralitet med Rusland paa en Tid, da Keiser Paul ikke blot havde lagt Embargo paa alle engelske Skibe, ikke blot havde ladet et engelsk Skib i Narvas Havn opbrænde, fordi tvende andre
(1)
[204]
sammesteds liggende engelske Skibe ved Flugt havde unddraget sig Embargoen, ikke blot havde ladet 2000 engelske Sømænd føre til Grændserne af Siberien, men endog havde kastet sig i Armene paa Bonaparte, Englands argeste Fjende, og befalet at en russisk Hær fra det kaspiske Hav, understøttet af franske Tropper, skulde gjøre sig beredt til at angribe Indien. Her skal iøvrigt med Hensyn til denne Sag fortrinsviis henvises til Bignon, den Forfatter, om hvem Napoleon skrev i sit Testament paa St. Helene: "Je l'engage à écrire l'histoire de la diplomatie francaise de 1792 à 1815", og som her er saa meget vigtigere, som han fra 1800 til 1804 var sendt til Berlin, altsaa til Centrumet for alle mod England rettede Makinationer. Ligeledes vil jeg ikke forbigaae, at man i "Mémoires écrits à Sainte-Helene" vil kunne finde en, af en Plan over Slaget paa Rheden ledsaget, Afhandling af Napoleon selv, der under Overskriften »Neutres« meddeler flere interessante Oplysninger (1).
I Skildringen i Folkekalenderen hedder det, at »Sverrig, der havde været udsat for de samme Krænkelser, som Danmark, greb Pauls Forslag med begge Hænder, og dets Konge, Gustav den Fjerde, ilede personlig til Petersborg. Her afsluttedes den 20de December 1800 en ny Neutralitetsakt. — — — Preussen tiltraadte strax denne Forening; Danmark tøvede og havde dertil høist vægtige Grunde.« Forsaavidt Gustav den Fjerde siges med begge Hænder at have grebet Pauls Forslag, fortjene Martens's Ord at anføres: Envain le Roi de Suede s'était il rendu en personne å Pétersbourg pour obtenir quelques modifications. Og det er urigtigt, naar Kon-
(1)
[205]
ventionen mellem Sverrig og Rusland anføres at være afsluttet den 20de December, efterdi selve Traktaten, der findes i Martens's Samling, viser, at Konventionen allerede den 16de December 1800 blev afsluttet af Grev Stedingk og den berømte Grev Rostophschin. Ligeledes er det unøiagtigt, naar Folkekalenderen ved denne Leilighed lader Preussen komme Danmark i Forkjøbet. Konventionen mellem Danmark og Rusland afsluttedes af Niels Rosenkrands og Rostophschin samme Dag som Konventionen mellem Sverrig og Rusland, nemlig den 16de December, hvorimod Konventionen, mellem Preussen og Rusland først afsluttedes den 18de December 1800.
Med Hensyn til de Beskyldninger, der forlængst ere blevne gjorte mod Gustav den Fjerde for at have forraadt Sundet til Englænderne, fortjener det at anmærkes, at hiin ulykkelige Konge selv har søgt at tilbagevise hine Sigtelser i et lille fransk Skrift (1). Det turde ogsaa med disse Sigtelser for "mala fides", der saa ofte fremsættes i Anledning af Begivenhederne i Aaret 1801, ikke staae sig synderlig bedre end med dem, der lade Kongen fra Landskrones Kyst glæde sig over Kjøbenhavns Bombardement, skjønt Arndt har erindret om, at Kongen dengang ikke kunde være tilstede. Kongens Ærlighed i Aaret 1801 synes at fremlyse ikke blot af, at den svenske Flaades Øverstkommanderende af Gustav den Fjerde blev overøst med Bebreidelser, fordi Flaaden ei i rette Tid var udløben, men ogsaa af den Skrivelse, der findes i Martens's Samling, og som Kongen lod Viceadmiral Cronstedt sende Parker som Svar paa dennes Opfordring til Sverrig om at frafalde Konventionen om den bevæbnede Neutralitet. Det er iøvrigt maaskee ikke fuldkomment rigtigt, naar det anføres, at den
(1)
[206]
svenske Flaade bestandig forblev aldeles uvirksom. I det Mindste løb senere en Eskadre af 7 Linieskibe og 3 Fregatter under Kontreadmiral Rudolf Cederstrøm virkelig ud fra Carlskrona og frelstes kun ved et særeget Tilfælde fra at støde sammen med den overlegne engelske Flaade (1).
Endelig synes det i en ny Skildring af de oftnævnte Begivenheder ikke aldeles at burde forties, at ogsaa Danmark var traadt i et bestemt fjendtligt Forhold til England, førend Parker og Nelson passerede Kronborg. For overalt at overskjære den engelske Handels Nerver, blev nemlig Hamburg allerede den 29de Marts, til Indvaanernes store Forbittrelse besat af et betydeligt dansk Troppekorps under Landgreve Carl af Hessen, hvorpaa Prinds Frederik af Hessen faa Dage efter okkuperede Lubeck paa samme Tid, som Preusserne satte sig i Besiddelse af de hannoveranske Lande og af Bremen (2).
(1) </br> | wikisource | wikisource_3700 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<poem>
Storken sidder på bondens tag,
han ser over mark og enge.
Det bliver så dejlig en forårsdag,
nu kommer den favre tid, jeg vented' så længe.
Storken klaprer på bondens tag,
og gøgen kukker i skoven.
Med majløv nu kommer skøn Valborgs dag,
nu stiger der pinseglans med sol over voven.
Storken flyver fra bondens tag,
han spanker i grønne enge.
Han kommer som gæst til skøn Valborgs dag,
han bringer den favre tid, jeg vented så længe.
Storken flyver til høsten bort,
han kommer igen ad åre.
Du sommerens gæst, dvæl ikke for kort!
Velkommen, du favre tid, jeg elsker så såre!
</poem> | wikisource | wikisource_4231 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
Paa en smuk næsten poetisk Maade fremtraadte i Mormonismen den inderlige Længsel efter „at gaa hjem til Zion“. Mange af Psalmerne udtrykke dette i gribende Ord, og ved alle Leiligheder fremhævede Apostlene det ny Zion med sine rige Forjættelser. Det var derfor naturlig, at de Hellige med stor Utaalmodighed imødesaa den Dag, da de kunde begynde Reisen til Utah, selv om Afskeden fra Fædrelandet i Øieblikket maatte lægge sig mere eller mindre tungt paa deres Hjerter.
Den 23de April 1856 forlod 162 Mormoner Kjøbenhavn med Dampskibet „Rhoda“. Forfatteren af dette lille Værk var beskikket som dette Emigrantselskabs Fører over Nordsøen. Den 30te April ankom vi til Liverpool i god Behold; der forenede vi os med 608 engelske og skotske Mormoner, som ogsaa stode beredt til at „gaa hjem til Zion“, og den 4de Mai tog da endelig vor Reise over Atlanterhavet med Skibet „Thronton“ sin Begyndelse. Det er ikke min Hensigt her at give Beskrivelser over en Ting, der er saa bekjendt som en Sørejse paa et Emigrantskib nuomstunder er. Vi Mormoner havde ikke flere Ubehageligheder ombord end andre Emigranter under samme Forhold; maaske endnu færre, thi en hensigtsmæssig Organisation, som de sidste Dages Hellige stedse have exelleret i, savnedes heller ikke blandt os paa Skibet. Franklin D. Richards i Liverpool, en af det ny Zions tolv Apostle og „Præsident for den europæiske Mission“ havde udnævnt en Præsident og tre Raadgivere til at føre Opsyn med de Hellige paa Reisen.
En Ældste, G. J. Willie blev beskikket til Præsident. Milton Atwood, Moses Clugh og jeg vare Raadgivere. Der tildrog sig forresten intet mærkeligt paa vor lange og temmelig stormfulde Overfart uden at man maaske vil regne 6 Dødsfald, 3 Fødsler og — 2 Giftermaal dertil.
Den 14de Juni landede vi i New York, hvor Apostelen John Taylor modtog os, og under hans Ledelse fortsattes derpaa Reisen til Iowa City, som ligger omtr. 1,300 engelske Mile østfor Salt Lake City, talte dengang omtr. 3,000 Indv. og havde Betydning, som Udgangspunkt for en betydelig Emigration. — Jernbanelinierne standsede nemlig der; vilde man længere mod Vest maatte Reisen fortsættes paa anden Maade. Det almindelige Befordringsmiddel paa de vestlige Prærier bestod naturligvis i Vogne, som forspændtes med Heste, Muler eller Oxer; men dette Aar havde Profeten Brigham Young netop gjort en Opfindelse i denne Retning. Det var nemlig forbundet med store Omkostninger at befordre de som oftest fattige Emigranter over Prærien paa sædvanlig Maade, og derfor havde han hittet paa, at Emigranterne nu selv skulde trække deres Vogne. Ved vor Ankomst til Iowa City fandtes en Mængde Mormoner travlt beskjæftigede med at fabrikere et Slags tohjulede Kjøretøier (Haand-Karrer), som veiede omtrent 60 Pund, og hver af disse Vogne vare beregnede for 5 Personer, med hver 17 Punds Bagage, hvilket bestod af de nødvendigste Klædningsstykker og Kogeapparater. De mere bemidlede Emigranter foretrak naturligvis at reise paa sædvanlig Maade, og det gjorde jeg da ogsaa; men F. D. Richards havde anmodet mig om at ledsage de fattige Danske med Haandvogn-Trænet, da jeg var den Eneste af dem, som havde nogen Færdighed i Engelsk — Efter at jeg havde sørget for, at min Kone kunde komme med et sædvanligt Kjøretræn, hvortil en Del af de danske Emigranter havde sluttet sig, opfyldte jeg ogsaa dette hans Ønske, skjøndt det var indlysende, at denne Reise vilde blive uhyre besværlig.
Haandvogn-Trænet, som bestod af omtrent 500 Personer, brød op fra Leiren ved Iowa City den 16de Juli 1856, med 23 Telte, 94 Haandvogne, og 5 store Proviantvogne. G. D. Willie overtog igjen Anførselen og inddelte os i fem Afdelinger. Til hver Afdeling hørte en stor med 3 Par Oxer forspændt Vogn, som førte Provianten og Teltene. Provianten var beregnet efter en daglig Ration til hver Mand af 1 Pd. Hvedemel 2½ Unze Flæsk, 2 Unzer Sukker, 2 Unzer tørrede Æbler, ¼ Unze Kaffe, samt lidt The, Soda og Sæbe.
Femte Afdeling bestod af 93 Skandinaver, for hvilke jeg var beskikket som Fører; men Æren ved denne Post var ringe, og Fordelene endnu mindre; det førte nemlig til, at jeg selv maatte kjøre Vognen med de 3 Par Oxer, ingen af de andre syntes at kunne kjøre den, og dette er forresten ogsaa et vanskeligt Stykke Arbeide, da man ingen Tømmer har at styre Dyrene med, men kun en lang Pidsk og visse stereotype Udtryk i Oxesproget. Midt i August naaede vi Florence, en lille By, som ligger paa den vestlige Side af Missourifloden, der dengang var Grændseskjel mellem den „røde Mands“ og de „blege Ansigters Gebet“. Her traf jeg Ældste Van Cott tilligemed flere høitstaaende MIssionærer som vare paa Reisen hjem til Saltsøstaden fra deres forskjellige Missioner i Europa og Asien.
Vi modtog ogsaa der et Antal Slagtekvæg, som skulde forsyne os med Kjød for den øvrige Del af Reisen — for at slagtes eftersom vi havde Behov dertil.
Da vi endnu havde 1,000 Mile tilbage, mente Mange, som kjendte Landets klimatiske Forhold, at vi burde overvintre i Florence, men Propheten H. C. Kimbals ældste Søn red da midt ind i Leiren og holdt en Tale, hvori han stængt irettesatte disse lidet Troende, samt lovede at „stoppe al den Sne i sin Mund, som vi fik at se paa Reisen til Dalene!“ Herved maatte jo enhver Betænkelighed forsvinde. Kapt. Willie sagde ogsaa at han vilde fortsætte Reisen indtil han fik Ordre fra Brigham Young til at standse.
Reisen blev fortsat. Den 29de August naaede vi Fort Kearney og besøgte „Omaha-Indianerne“s Høvding, som laa i Leir der med sin Stamme. De Vilde rakte os meget forekon mende Fredspiben og gav os, til Gjengjæld for nogle Foræringer deres Høvding modtog, en hel Del tørret Bøffelkjød. Man fortalte os her, at et lille Selskab, som tilhørte Secretær Babbit, var blevet myrdet af en Bande „Cheyenne-Indianere“. Vi naaede ogsaa Stedet den følgende Dag og fandt de opbrændte Vogne, samt Ligene af to Mænd og et Barn. Den 31te indhentedes vi af Secretær Babbit, som vendte hjem fra et Besøg i Washington, nu havde han kun sin Kudsk og en Dame med et lille Barn hos sig. Han sagde, at med Undtagelse af disse „Cheyennes“ var han personlig bekjendt med enhver Indianerstamme mellem Missourifloden og Utah.
Flere Gange havde han reist denne Vei, en Gang ganske alene, og nu troede han ogsaa at være fuldkommen sikker paa at slippe godt igjennem trods det Uheld, som var overgaaet de Mænd, der førte hans Bagage. Efter et kort Ophold hos os satte han igjen afsted i Galop stolende paa sine udholdende letfodede Muler og sin egen Erfaring.
Vi droge fremad paa Nebraskas uhyre Prærie, som strækker sig fra Missourifloden til Rocky Mountains — omtr. 500 Mile. Veien gaaer næsten hele Tiden langs med Plattefloden, der løber fra Vest til Øst i en Dal, som paa sine Steder er 10-15 Mile bred. Landet synes frugtbart, har navnlig en rig Græsvæxt, men paa Grund af de aarlige Præribrande, som stryger henover Sletten, findes der hverken Træer eller Buske, undtagen hist og her, hvor en lille Flod med sine Krumninger har kunnet standse Ildkongens altfortærende Raseri. Vor Reise gik jevnt godt indtil den 3die September, men den Dag indtraf der en ulykkelig Begivenhed som siden foraarsagede os megen Lidelse og mange Menneskers Død. Det var allerede Aften da vi leirede os, og Mørket forøgedes endnu mere ved et forfærdeligt Uveir, som rasede hele Natten. Kort forinden Uveiret brød løs, hørte mange af os en besynderlig Larm, som syntes at ligne Støien af hurtigt forbikjørende Vogne; men da ingen saadanne viste sig, antoge vi, at det hidrørte fra en Flok forbidragende Bøfler og slog os til Ro. Næste Morgen viste det sig imidlertid, at 22 Oxer, de fleste af vore Trækdyr vare forsvundne, og selv Sporene af dem havde Regnen udslettet. Det hændes ofte paa disse udstrakte Sletter, hvor Dyrene synes at faa noget tilbage af deres oprindelige Vildhed, at Oxer, Muler og Heste, naar de blive forskrækkede, pludselig sætte afsted som rasende. Kan man følge dem øieblikkelig paa en god Hest indtil de standse af Udmattelse, da lykkes det undertiden at faa dem tilbage; men det er umuligt at standse dem før. En saadan Dyreflugt kaldes en „stampede“. Vi saa aldrig Oxerne mere, skjøndt vi anvendte 3 Dage til at søge efter dem. Der var nu kun 12 Oxer tilbage, foruden det føromtalte Slagtekvæg, som bestod af Køer og Ungkvæg. Vi maatte nu, skjønt til liden Nytte, prøve at benytte disse som Trækdyr. — Enden blev, at endel af Provianten maatte læsses paa Haandvognene, og saaledes fortsatte vi da Reisen; men det gik kun langsomt, meget langsomt fremad.
Den 18de September tidlig om Morgenen, førend min Nattevagt endnu var tilende, saa jeg en Rytter nærme sig vor Leir. Jeg antog ham først for en Indianer, men ved nærmere Eftersyn viste han sig at være klædt i en militær Kappe, og saa i det Hele taget ud som en amerikansk Soldat. Han fortalte, at han fra Fort Laramie havde reist i Selskab med 2 Familier, der havde forladt Utah, for at gaa tilbage til Staterne. Medens han den foregaaende Dags Morgen var gaaet ud for at skyde en Bøffel, havde Indianerne myrdet alle de Andre. Ved sin Hjemkomst fandt han Vognene i Brand og Ligene af sine Ledsagere, 5 Voxne og et spædt Barn. Siden havde han fuld af Rædsel fortsat sin Reise paa Prærien omtr. 70 Mil uden at standse, indtil han naaede os. — Sekretær Babbit med sine tre Ledsagere bleve ligeledes myrdede af „Cheyenne Indianerne“. Søndagen den 18de Oktober faldt den første Sne, men samme Dag mødte vi tre med Proviant belæssede Vogne, som vare udsendte fra Salt Lake City. Vor ynkelige Tilstand var nemlig bleven bekjendt der, idet nogle Mormon-Dignitarier i Kareter vare kjørte forbi os paa Veien og havde indgivet Beretning derom til Brigham Young. Joseph A. Young (Brighams ældste Søn), hvis Bekjendtskab jeg allerede havde gjort i Danmark, var Anfører for dette Hjælpetræn. Provianten var imidlertid ikke bestemt for os, men for to Emigranttræn som vare endnu længere tilbage. Vi bleve derimod trøstede med den Underretning, at næste Dag vilde vi møde 14 Vogne med Proviant, som var bestemt for os. Det var et glædeligt Budskab, Young blev belonnet med gjentagne Hurraraab, inden han forlod os. Denne Aften sloge vi Leir ved en lille Flod som kaldes „Sweetwater“ og uddelte trøstige den Smule Proviant, vi havde tilbage, og som bestod af en ringe Del Kommisbrød, som vi havde kjøbt i Laramie. Nationerne havde allerede i lang Tid været reducerede, indtil de svandt hen til 6 Unzer Mel om Dagen; Kaffen og Theen var forlænge siden opbrugt. Vi troede nu at have overstaaet det Værste; men til Hunger og Overanstrengelse skulde nu føies Kulde og Nøgenhed! Da vi leirede os om Aftenen ved den nævnte lille Flod, havde Solvarmen bortsmeltet Sneen, og vi sov ind med godt Haab til Fremtiden; men den følgende Morgen vaagnede vi med en forskjellig Følelse. Sneen var om Natten faldet en Fod dyb, og Egnen omkring Sweetwater, som under ingen Omstændigheder ser videre opmuntrende ud, syntes nu dobbelt øde og trøstesløs: den sidste Proviant var uddelt og Dyrene, hvor skulde de finde Føde?
Tre Dage slæbte sig hen, men der kom ingen Vogne; saa sendte vi to Mænd ud for at se, om de muligvis kunde være kjørte feil og passerede forbi os. Endelig kom Hjælpetrænet, om Aftenen den 21de Oktober, under Anførsel af den føromtalte Sneprophet, Georg Kimball. Hans Mod var vel næppe saa stort nu som i Florence, men den fornødne Frækhed i Egenskab af Mormonprophets Søn savnede han ingenlunde. Kaptain Willie fik sin Afsked strax, og Kimball overtog selv Anførselen over Emigranttrænet. Den medbragte Proviant og Beklædningsgjenstandene bleve uddelte, men de vare desværre langtfra tilstrækkelige i den barske Vinter, som nu indtraadte.
Kaptain Kimball havde nu besluttet at gjøre Ilmarscher. Han havde hele Planen over hvorledes dette skulde gaa til, i Hovedet, og han var Mand for at faa den igjennem. Den 23de Oktober brøde vi op fra Sweetwater i følgende Orden. Først marscherede Børn, Oldinge og Syge, som endnu kunde bevæge sig, afsted under Anførsel af en vis renomeret kjøbenhavnsk Mursvend Christensen. Saa kom disse tohjulede Helvedesmaskiner af Brigham Youngs Opfindelse trukne af udmattede Mænd og Kvinder. Kjøretøierne sluttede dette ynkelige Optog. Denne Reiseorden varede dog ikke længe, thi mange bleve snart tilbage med deres Haandkarrer, de formaaede ikke at følge med i den af Kimball indførte Orden. Der var en Dansk ved Navn Niels Anderson, som næsten under hele Reisen havde vist sig at være en af de stærkeste og braveste i hele Trænet. Ofte havde han ladet sin 14 Aar gamle Datter sidde op paa sin Karre, naar hun var træt, og dog kjørte han nok saa trøstig afsted med den. Men i den sidste Tid var han bleven angreben af Dysentery, som nu havde begyndt at gribe om sig i en foruroligende Grad. Idag var han sunket ned til at komme i Christensens Flok, og Konen maatte trække deres Kærre alene. Hun var naturligvis bleven tilbage og jeg gav mig derfor til at hjælpe hende, indtil vi naaede Leirpladsen. Da gik det saa nogenlunde, men Toget kunde vi ikke indhente. Omtrent ved Middagstid naaede vi derimod hendes Mand, som ravede henad Veien og syntes saa hjælpeløs som et Barn; han udbrød i hjerteskjærende Klager da han saa os. Konen trøstede ham, saa godt hun kunde og gav ham Mad, som han spiste med stor Graadighed. Vi standsede for at afvente nogle Vogne, som vare endnu længere tilbage, og faa ham op at kjøre. Endelig kom Savage, Kaptainen for Vognene, med en Oxevogn; men han afslog at tage Niels Andersen op, fordi Vognen, som han sagde, allerede var overfyldt. Efter en alvorlig Ordvexling med mig, og efter at have overbevist sig om, ved visse mindre følsomme Experimenter, at Manden ikke længere kunde gaa, bekvemmede han sig dog til at tage ham med. Denne Ilmarschdag fik ogsaa en Ende; men først to Timer efter at det var blevet mørkt, naaede vi i Selskab med en af Utahvognene, som vi havde indhentet, Leirpladsen, hvor de Førstankomne allerede havde tændt Ild og opslaaet Teltene. Ved Midnatstid ankom den sidste Oxevogn; men da flere Haandkarrer endnu manglede, bleve nogle af Vognene sendte ud for at hjælpe dem og Klokken blev halv fem om Morgenen, inden de sidste retournerede.
Næste Morgen, den 24de Oktober altsaa, fandtes fjorten Emigranter døde stivfrosne i vor Leir, blandt disse var Niels Andersen. To døde senere hen paa Dagen. De bleve alle begravede i en stor firkantet Grav, som paa Grund af Kulden maatte hugges i Jorden med Oxer. Det var de første Frugter af Sneprophetens, Georg Kimballs, Ilmarsch. Harmen mod ham var almindelig; jeg var selv enfoldig nok til at true ham med, at jeg vilde fremføre Klage over ham til Brigham Young! O, du troende Enfoldighed! Propheten lo mig lige op i Ansigtet. Det var nu ikke længere nødvendigt for ham at bære Skinhellighedens Maske. Gjennem Mormonismens Faarepels begyndte Ulvekløerne at stikke frem. — Skjøndt Reisen fortsattes mere sindig, blev fra nu af næsten enhver af vore naturlige Leirpladser betegnede ved en frisk Grav. Gud maa vide, hvormange af os, der vare slupne fra det med Livet, dersom ikke Brigham Young fra Salt Lake City, hvor vor sørgelige Tilstand var vel bekjendt, havde sendt det ene Hjælpetræn afsted efter det andet for at hente os. Da vi naaede Fort Bridges (120 Mil fra Salt Lake City) behøvede vi saaledes ikke mere at benytte disse tohjulede Menneskepinere, og Enhver, som havde det behov, kunde komme op at kjøre. Den 8de December, ved Overstigningen af „Big Mountain“, det store Bjerg, skuede vi for første Gang ned i de Dale, hvor Herrens Folk havde taget Bolig, og hvor Forjættelserne, som ventede dem, skulde opfyldes. Mange glemte de udstandne Trængsler ved dette pludselige Syn, og den følgende Dag, som var en Søndag, brød vi alle op; under forventningsfulde Samtaler kjørte vi hurtigt ned gjennem den 12 Mile lange og snevre „Emigration Canon“ til den store Saltsødal, hvor vi i syv Mils Afstand kunde se Mormonismens og Brigham Youngs Hovedstad, Salt Lake City. I denne Afstand lignede Byen med sine lysegraa Adobehuse en uhyre Teltleir og Saltsødalen, der har en Brede fra Øst til Vest af omtrent 30 Mil lignede et Basin eller en udtørret Sø med sine uhyre Bjergmasser ragende op til alle Sider.
Skjøndt Vegetationen nu var død, og Øiet ikke mødte andet end en øde skovløs Dal, omgivet af nøgne, rødlige Bjerge, saa var Indtrykket af det Hele dog meget behageligt. Klimaet var endnu mildt og behageligt dernede, og de uhyre Klipper eller Bjergmasser, som til alle Sider taarnede sig i Veiret, gav Stedet et imponerende, næsten romantisk Udseende.
Om Eftermiddagen naaede vort Tog Byen. Medens vi gjorde Holdt — lige udenfor Brigham Youngs Palads — kom Byens Biskopper og mange Mennesker fra det nærliggende Tabernakel. Propheten beærede os ikke selv med sin Nærværelse; formodentlig skammede han sig ved at se vor usle forkomne Tilstand, Resultatet af hans egen kortsynede og daarlige Plan, men han havde befalet sine Biskopper at holde sig rede ved vor Ankomst for at besørge os indkvarterede i deres forskjellige Distrikter i Byen; jeg selv blev strax omringet af nogle gamle Bekjendte fra Danmark, som i længere Tid havde boet i Utah. De toge mig hjem til sig med stor Venlighed, efter at mine Reisefæller, som jeg nu for største Delen saa for sidste Gang, vare blevne indlogerede.
Dette Aars sidste Emigranttog, nemlig „Martins Haandkarre-Kompagni“ og „det uafhængige Vogn Kompagni“ hvortil min Kone hørte, ankom til Saltsøstaden den 17de December i en om muligt endnu værre Tilstand end vor havde været. Vogn-Kompagniet mistede næsten alle sine Trækdyr og maatte følgelig efterlade Godset og deres Vogne paa Veien. En Del deraf lode de forblive i Laramie, men Størsteparten i Fort Bridge og ved The Devil's Gate (Djævleporten). Det var en af de strengeste Vintre, man har kjendt. Sneen laa en Fod dyb i Dalene og 2 eller 3 Fod paa Bjergene. Jeg havde været meget ængstelig for min Hustru og min lille Søn og søgte paa enhver Maade at blive sendt ud med et udgaaende Hjælpetræn for at møde dem, men forgjæves; det lykkedes mig kun at faa et Bøffelskind, lidt Kaffe, Sukker etc. sendt med de Vogne, som skulde hente dem. Bøffelskindet modtog hun, men det Andet ikke. Den 17de December gik jeg selv Vognkompagniet imøde og naaede det ved Foden af little mountains. Hvem beskriver min Lykke ved at finde begge mine Kjære i bedste Velgaaende. Glemt var Reisebesværligheden samt den lange Adskillelse, og glade kjørte vi ind i Zion. | wikisource | wikisource_17699 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="H. C. Andersens Eventyr og Historier. Fjerde Bind.djvu" from=325 to=333 header=1 /> | wikisource | wikisource_17539 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
LOV nr 1402 af 21/12/2005
Lov om ændring af ophavsretsloven
§ 1
I lov om ophavsret, jf. lovbekendtgørelse nr. 725 af 6. juli 2005, foretages følgende ændringer:
1. Overskriften til § 38 affattes således:
"»Følgeretsvederlag«."
2. "§ 38" affattes således:
»§ 38. Ophavsmanden har ret til vederlag ved videresalg af eksemplarer af kunstværker, herunder malerier, collager, tegninger, graveringer, tryk, litografier, skulpturer, vægtæpper, keramisk kunst, glaskunst og fotografiske værker (følgeretsvederlag). Bestemmelsen i 1. pkt. omfatter eksemplarer af kunstværker, som er udført i ét eksemplar eller i et begrænset antal af ophavsmanden selv eller med dennes tilladelse. Bestemmelsen i 1. pkt. omfatter ikke bygningsværker.
"Stk. 2." Følgeretsvederlag skal betales ved alle videresalg, hvor der som sælgere, købere eller formidlere deltager professionelle på kunstmarkedet, herunder auktionshuse, kunstgallerier og kunsthandlere. Pligten til at betale vederlag påhviler sælgeren eller formidleren. Der skal kun betales vederlag, hvis salgsprisen overstiger 300 euro (ekskl. moms). Det samlede vederlag kan ikke overstige 12.500 euro (ekskl. moms) pr. eksemplar.
"Stk. 3." Vederlaget beregnes som
1) 5 pct. af den del af salgsprisen, der udgør indtil 50.000 euro (ekskl. moms),
2) 3 pct. af den del af salgsprisen, der ligger mellem 50.000,01 og 200.000 euro (ekskl. moms),
3) 1 pct. af den del af salgsprisen, der ligger mellem 200.000,01 og 350.000 euro (ekskl. moms),
4) 0,5 pct. af den del af salgsprisen, der ligger mellem 350.000,01 og 500.000 euro (ekskl. moms), og
5) 0,25 pct. af den del af salgsprisen, der ligger over 500.000 euro (ekskl. moms).
"Stk. 4." Retten til vederlag består indtil ophavsrettens udløb, jf. § 63. Retten er personlig og uoverdragelig. Efter ophavsmandens død falder retten dog i arv til ophavsmandens ægtefælle og livsarvinger. Efterlader ophavsmanden sig ikke ægtefælle eller livsarvinger, tilfalder vederlagsretten den organisation, som er nævnt i stk. 5.
"Stk. 5." Følgeretsvederlag kan kun gøres gældende af en organisation, som er godkendt af kulturministeren. Organisationen forestår opkrævningen og foretager fordelingen til de berettigede. Den berettigedes krav mod organisationen består, indtil 3 år er forløbet fra udgangen af det år, i hvilket videresalget fandt sted. Forældelsen afbrydes ved skriftligt påkrav fra den berettigede.
"Stk. 6." Sælgere eller formidlere, jf. stk. 2, 2. pkt., skal
1) fremsende en årlig opgørelse til organisationen pr. 1. juni over det foregående års salg af kunstværker, som omfattes af følgeretsordningen, jf. stk. 1 og 2, attesteret af en statsautoriseret eller registreret revisor og
2) efter anmodning fra organisationen inden 4 uger fra modtagelse af anmodningen fremsende alle de oplysninger, der er nødvendige for at sikre betaling af vederlag, når organisationen anmoder herom inden for 3 år efter videresalget.«
3. "§ 76, stk. 1, nr. 4," affattes således:
»4) undlader at fremsende opgørelse eller oplysninger efter § 38, stk. 6,«.
§ 2
"Stk. 1." Loven træder i kraft den 1. januar 2006.
"Stk. 2." Loven finder anvendelse på aftaler om videresalg, som indgås den 1. januar 2006 eller senere.
"Stk. 3." For så vidt angår aftaler om videresalg, som er indgået før den 1. januar 2006, finder de hidtil gældende regler anvendelse.
"Stk. 4." Bekendtgørelse nr. 274 af 18. april 1996 om beregning af følgeretsvederlag ved erhvervsmæssigt videresalg af kunstværker ophæves.
§ 3
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning sættes helt eller delvis i kraft for Færøerne og Grønland med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.
"Givet på Christiansborg Slot, den 21. december 2005"
Under Vor Kongelige Hånd og Segl
MARGRETHE R.
Officielle noter.
1) Loven gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/84/EF af 27. september 2001 om følgeret for ophavsmanden til et originalkunstværk (EF-Tidende 2001 nr. L 272, s. 32). | wikisource | wikisource_2049 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Valfart.pdf" header=1 from=144 to=146 /> | wikisource | wikisource_18358 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Almindelig Handelsvidenskab.djvu" from=66 to=70 fromsection=a2_6 tosection=a2_6 header=1/> | wikisource | wikisource_6079 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu" from=201 to=204 header=1 /> | wikisource | wikisource_16757 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="H Wulff - Den danske Rigsdag.djvu" from=5 to=5 header=1 />
<pages index="H Wulff - Den danske Rigsdag.djvu" from=7 to=7 />
<pages index="H Wulff - Den danske Rigsdag.djvu" from=537 to=539 /> | wikisource | wikisource_9038 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="H Wulff - Den danske Rigsdag.djvu" from=518 to=519 fromsection=c tosection=a header=1 /> | wikisource | wikisource_9222 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Legender og Fortællinger.djvu" from=26 to=44 header=1 /> | wikisource | wikisource_10319 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Oliver Twist - Samfundsroman.djvu" from=132 to=137 fromsection=b tosection=a header=1 /> | wikisource | wikisource_11643 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
For alle Dele af Landet med Undtagelse af Færøerne skal Tiden herefter bestemmes lige med Middelsoltiden for den 15de Længdegrad Øst for Greenwich. | wikisource | wikisource_14372 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Over al Forstand.djvu" header=1 from=95 to=101 /> | wikisource | wikisource_30489 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Peter Nansen - Maria.djvu" from=170 to=172 header=1 /> | wikisource | wikisource_6815 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
Hvedebrød..
Den Gjær, som bruges til Hvedebrød, maa være frisk og god; dersom den er tør, maa den ikke smulre, thi da har den tabt sin Kraft. Gjæren opløses i lidt Melk, som sættes ved Varmen, dog uden at det maa koge; Smørret smeltes, og Melken, som helst maa være nymalket, tilligemed den opløste Gjær kommes deri for at blive varm, ikke hed, hvilket vilde forhindre Deigen fra at hæves. Det røres i Melet, slaaes dygtig med en Skee, og naar Deigen bliver for haard dertil, æltes den med Hænderne, indtil den slipper fra disse. For at Deigen ikke skal blive altfor kold, maa det Hele behandles hurtigt, og da Gjærens Forskjellighed gjør det vanskeligt nøiagtigt at angive, hvor meget deraf behøves, kan man see, om Deigen vil kunne hæve sig, ved at skære en Ridse i den; viser det sig da, at den er øinet invendig, er den færdig til at hæves, i modsat Fald maa den; enten æltes mere, eller dersom dette ikke er tilstrækkeligt, maa der kommes mere opløst Gjær i den. Naar Deigen saaledes er æltet nok, kan man, hvad der er sikkrest, lade den blive i den Krukke, hvori den er æltet med Krydderierne, og sætte den tildækket om Aftenen i en Balle med koldt Vand, som er saa dyb, at dette gaar høit op paa Krukken, og om Morgenen, altsaa efter 12 Timers Forløb, vil den da være hæves, saa den strax kan slaaes op for at bages. Men til denne Maade maa Melken ikke varmes og den tørre Gjær smuldres i Melet, før det æltes med Melken.<br>
Man kan ogsaa lade Deigen hæve sig ved at sætte Krukken, tildækket med en tyk, sammenlagt og varmet Serviet eller med en Pude, hvorunder først bredes et Klæde, i en Balle med varmt Vand, dog ikke hedt, paa en varm Ovn, eller ved Siden af en hed Kakkelovn, hvor den af og til dreies for at blive varm overalt, men ikke hed, da det vilde forhindre Deigen fra at hæves. Der kan gjerne hengaa et Par Timerstis, inden den er tilstrækkelig hævet, og for at se, naar dette er Tilfældet, kan man trykke et Hul i den med en Finger; lukker dette sig hurtigt, er Deigen færdig.
Franskbrød..
1½ Lod (4½ O.) tør Gjær opløses i 1½ Pægel varm Melk; dette røres i 1 Pund Meel tilligemed lidt Salt og, om man vil, 1 Spiseskee Salat-Olie; det æltes dygtigt og hurtigt, indtil Deigen slipper Hænderne og er øinet indvendig. Naar den er tilstrækkelig hævet, lægges den, uden videre at æltes, paa Pladen, i hvad Form man vil, smøres med lidt Æggehvide eller lunken Vand og bages, til Brødene ere lysebrune; i Begyndelsen med lidt Varme, til den atter er hævet lidt, senere med stærkere Varme.
Franskbrød i Form..
Deigen tilberedes ligesom Foranførte, men kommes i ovale Blikforme, hvori den hensættes ved Varmen for at hæves, smøres derefter ovenpaa med lunket Vand og sættes strax i Ovnen for at bages. Brødet bliver lettere og bedre ved saaledes at bages i Form. Hvortil man kan benytte en Kageform i Mangel af ovale Blikforme.
Franskbrød i Vand..
Behandles og bages ligesom Ovenanførte, kun tages omtrent ¼ Pægel mindre Vand end Melk til hvert Pund Meel.
Julekage Nr. 1..
Naar 6 Lod (19 O.) Smør, som er smeltet, og hvoraf det meste Salt er holdt tilbage, er rørt med 2 Spiseskeer hvidt Sukker og 3 hele Æg, kommes deri ½ Pot nymalket Melk, 1½ Pund Meel, 1 Spiseskee Gjær, opløst i lidt Melk, ½ Pund (50 O.) Rosiner, Kardemomme og Sucat ellet syltede Appelsinskaller. Naar det bliver for haardt til at røres, æltes det med Hænderne, til Deigen begynder at hæves og slipper disse og Fadet, hensættes derpaa, til den er hævet, hvorpaa den, uden at æltes mere, enten kommes i en Form eller staaes op til en Julekage eller Kringle, strøes med Sukker eller smøres med Smør eller Æggehvide, og bages strax i en Time ved god Varme.
Julekage Nr. 2.
6 Æg pidskes godt med ¼ Pund (25 O.) hvidt Sukker eller meget godt tørret og stødt Puddersukker. Deri røres ¾ Pund (75 O.) smeltet Smør, hvoraf det meste Salt er taget, 2 Spiseskeer opløst Gjær og tilsidst 4 Pund Meel. Bliver det for haardt til at røres, æltes det med Hænderne, indtil Deigen slipper, og sættes da ved Varmen for at hæves. Derefter æltes den uden Meel godt og hurtigt paa Kagebrædtet, hvor ¾ Pund (75 O.) Rosiner 4 Lod (13 O.) Sucat, 10 Hylstre Kardemomme og 2 Ovintin (1½ O.) stødt Kaneel kommes i. Deigen opslaaes derefter paa Pladen til en Julekage, hensættes ved Varmen for at hæves, smøres da med en pidsket Æggeblomme og Sukker og bages ved god Varme i en Timestid. Det bliver en stor Kage.
Julekage Nr. 3..
1 Lod 3 O.) Gjærpulver blandes godt med 1 Pund Hvedemeel i tør Tilstand; dernæst tilsættes 4 Lod (13 O.) smeltet Smør, som dog maa være lidt afkølet, derpaa 1 1/8 Pægel aldeles kold Melk, og naar det Hele er godt udrørt, tilsættes 4 Lod (13 O.) Sukker, 6 Lod (19 O.) Rosiner, 4 Lod (13 O.) Sucat og ¼ Lod (7 Ort) Kardemomme, hvorefter Deigen ikke maa henstaa, men strax indsættes i Ovnen.
Fastelavnsboller..
Deigen hertil laves ligesom til Julekage. Den behandles og bages paa samme Maade, undtagen at Deigen opslaaes i runde Stykker, saa store som man ønsker Bollerne. Disse sættes ved Varmen for atter at hæves og bages strax.
Kaffebrød..
1 Pund Meel, ½ Pund (50 O.) Smør, 3 Skeefulde Fløde, 3 Skeefulde Rum, 3 hele Æg og 3 Æggeblommer røres til en fast Deig. Rulles ud og lægges paa Pladen, bestrøes godt med Sukker og bages ved jævn Varme. Naar der er bagt nok, skæres det i langagtige Stykker.
Tvebakker uden Æg..
Til 1 Pund Meel tages 1¼ Pægel Melk, som varmes med 6 Lod (19 O.) Smør, en stor spiseskee Gjær eller 1½ (4½ O.) tørog opløst Gjær. Dette kommes i Melet tilligemed lidt Puddersukker, reven Citronskal og Kardemomme eller stødt Kaneel. Det æltes, indtil Deigen slipper Krukken og Hænderne og øiner sig indvendig, da hensættes den for at hæves. Bedst ved at sættes i koldt Vand om Aftenen. Derpaa æltes Deigen lidt, dog uden mere Meel, og skæres i smaa Stykker, hvilke trilles i runde Boller, som lægges paa Pladen, tildækkes med et tyndt Klæde og hensættes ved Varmen for atter at hæves. Naar Deigen er hævet i Vand, behøver den ei at hæves anden Gang. Den sættes lige i Ovnen og bages hurtigt, sædvanlig i 10 Minutter, da udtages Pladen, og naar Bollerne ere kolde, overskæres de med en skarp Kniv, lægges med den flækkede Side opad og indsættes i en varm, dog ikke altfor hed Ovn, indtil den overskaarne Side er lysebrun.
Tvebakker med Æg..
4 hele Æg pidskes godt med 4 Lod (12 O.) Sukker. 12 Lod (37 O.) udvasket Smør smeltes, og deri kommes 1 Pægel Melk, hvori røres en Spiseskeefuld god, opløst Gjær og 1 Pund Flormeel, hvilket alt røres sammen med de pidskede Æg. Behandles og bages ligesom Foranførte.
Norske Tvebakker..
½ Pot Fløde pidskes til Skum. Naar 4 Æggeblommer ere rørte hvide med 4 Lod (12 O.) hvidt Sukker, røres det deri tilligemed ½ Pund (50 O.) Meel. Tilsidst kommes de til Skum pidskede Hvider tilligemed 2 Hylstre Kardemomme og reven Skal af ½ Citron deri. De bages i Papirforme bedst i en Ovn efter Rugbrød.
Vrøvl..
1 Pund Meel, ½ Pund (50 O.) Puddersukker, ¼ Pund (25 O.) Smør, en god Theskeefuld Hjortesalt og 3 Æg blandes vel sammen; der kommes saa megen god tyk Fløde deri, som det kan tage imod, for at trilles ud i hvilke Former man vil; bages ved jævn Varme.
Thekage..
I den Krukke eller det Fad, hvori Deigen skal hæve sig, pidskes først 4 Æg, deri kommes 1 Pægel varm Melk, hvori er opløst 2 Lod (6 O.) Gjær, og derefter, medens den endnu er varm, røres og slaaes 1 Pund Meel deri. Naar Deigen er for haard til at røres, æltes den med Hænderne, indtil den slipper disse og Krukken, som da hensættes ved Varmen. Naar Deigen er hævet, lægges den paa Kagebrædtet, æltes ganske lidt og udrulles i en Flade, hvortil tages Meel udenfor Vægten. 20 Lod (62 O.) udvasket Smør lægges derefter i smaa Stykker paa Deigen, som bukkes herover og udrulles 3 à 4 Gange ligesom Butterdeig. Et Stykke heraf udrulles temmelig tyndt og bruges til at belægge en Form med løs Bund eller en liden Tærtepande med, den øvrige Deig skæres i 14 Dele, hvoraf hver rulles i en smal Strimmel, som bestrøes med Rosiner, Corender, stødte søde Mandler, ½ Pund (50 O.) af hver Slags, og ¼ Pund (25 O.) hvidt Sukker, alt først sammenblandet. Disse Stykker rulles sammen og sættes ved Siden af hinanden i den beklædte Form. De midterste Stykker maa være lidt høiere end de andre, og dersom Formen ikke er saa vid, at de sammenrullede Stykker kunne faa Plads, maa disse gjøres lidt høiere, saa at der bliver færre. Den sættes i en lunken Ovn eller ved Varmen for at hæves, derpaa smøres den med smeltet Smør eller et pidsket Æg, strøes med Sukker og bages ved god Varme, især mod Slutningen, saa den kan være færdig i 5 Qvarteer. Al Deigen kan skæres istykker og sammenrulles paa samme Maade, men bages da hver for sig til smaa Thebrød.
Brød til The..
I 2 Pund Meel æltes 6 Æggeblommer, ¼ Pund (25 O.) Rosiner, ¼ Pund (25 O.) Sukker, ½ Pot lunken Melk og et Stykke Gjær af 2 Valnødders Størrelse, som først er opløst lidt i koldt Vand, der atter afhældes. Det æltes i en god halv Time og sættes Natten over tildækket paa et koldt Sted. Næste Dag vendes Deigen over paa den med Vox besmurte Plade og sættes en halv Time ved Varmen. Imedens den staar der, overhældes Brødet med noget smeltet Smør, og der stikkes smaa Stykker Smør hist og her ned i det, og derpaa bestrøes det med Sukker, stødt Kaneel, Corender og skaarne Mandler. Det bages ved jævn Ild lysebrunt omtrent i 2 Timer.
Smaa Kringler. Nr. 1..
1 Pund Meel og ½ Pund (50 O.) udvasket Smør gnides lempelig sammen med Hænderne, indtil det er blevet som revet Brød. Da samles det i en Bunke, hvori det dannes en Fordybning i Midten, deri kommes 1 Pægel kold Fløde og 1 Lod (3 O.) tør Gjær, som smuldres i Fløden, og naar dette er æltet godt sammen, tages smaa Stykker deraf og trilles til smalle, runde Stykker, der lægges sammen til Kringler, dyppes paa den øverste Side i grovt stødt, hvidt Sukker og bages ved god Varme. De bliver bedst ved at bages saa smaa, at heraf omtrent kan blive 60.
Smaa Kringler. Nr. 2..
Naar ½ Pund (50 O.) Smør er smeltet, kommes 1½ Pægel Fløde og et Par Spiseskeer Gjær deri, dette røres i 1½ Pund Meel, Knap Vægt, indtil det slipper Hænderne, hensættes for at hæves, og æltes derefter lidt i Krukken. Derpaa tages Stykker af Deigen, af Tykkelse som en Finger, trilles i Hænderne og lægges til Kringler, hvilke overstrøes med Sukker og, om man vil, ogsaa med skaarne Mandler eller Kaneel. De bages ved god Varme. Heraf kan blive 25 smaa Kringler.
En stor Kringle..
6 Æg pidskes i en Krukke med 2 Lod (6 O.) Sukker. Naar ½ Pund (50 O.) Smør er smeltet, kommes det deri tilligemed 1 Pund Meel, lidt Gjær opløst i 1½ Pægel lunken Melk, 8 Lod (25 O.) Rosiner og Sucat. Naar Deigen er æltet, til den slipper Krukken, sættes denne i en Spand med koldt Vand til næste Morgen, da lægges Deigen paa Pladen, smøres med et pidsket Æg, strøes med Sukker og bages strax. I 1 Time er den gjerne færdig.
Fastekringler..
6 Æg pidskes i et Qvarteer med 3 Lod (9 O.) stødt og sigtet, hvidt Sukker. Saameget af 1 Pund Meel, som det kan tage imod, røres deri, og derefter æltes det paa Kagebrædtet med det Øvrige, dog holdes saa meget tilbage, som behøves til at gnide Brædtet med under Æltningen. Deigen maa godt gjennemarbeides og æltes saa længe, at den fuldkommen slipper Hænder og Brædtet, da skæres den i smaa Stykker, omtrent i 18 à 20, som ere lige store; disse trilles med Hænderne, dog uden Meel paa Brædtet, i Pølser af en Fingers Tykkelse, lægges i Kringler eller Krandse, kommes i en Kjedel med rundelig og stærk kogende Vand og koge, indtil de stige i Veiret, da optages de og bages strax langsomt ganske lyse. Der maa ikke komme saa mange Kringler paa eengang i Vandet, at de komme til at ligge ovenpaa hinanden, hvorfor det er bedst at koge dem i en Messingkjedel eller Gryde med flad Bund. Dersom Kringlerne ikke hurtig stige i Veiret, have de sat sig fast paa Bunden og maa da forsigtigt løsnes med en Skee.
Kommens-Kringler..
1¼ Pægel Fløde eller god Melk sættes paa Ilden med 1½ Lod (4½ O.) Gjær; naar denne er opløst, røres det med saa meget af 1 Pund Meel, som dette kan tage imod; det Øvrige æltes i med Hænderne, indtil Deigen er øiet, naar man skærer den over; da tages Stykker deraf, som trilles i runde og lange Strimler, lægges sammen til Kringler og koges i Vand ligesom Faste-Kringler. Naar de tages op, overstrydes de med Æg, strøes med Kommen og bages strax, medens de ere varme, i en hed Ovn. Heraf kan blive 18.
Kiks..
Melet til Kiksene lægges i en Bunke paa Kagebrædtet, i Midten deraf røres med en Skee, hvad der skal i dem, og naar det er blandet, æltes det med Hænderne, indtil Deigen slipper disse og Brædtet, men heller ikke længere. Naar Deigen derpaa er rullet et Par Gange igjennem, hvortil Brædt og Rulle gnides med Meel udenfor Vægten, er det bedst at dele den i flere Stykker, for bedre at kunne faa det meget tyndt udrullet. Kiksene afstikkes med en Blikring eller Kop og gjennemstikkes med en Gaffel eller spids Pind, medens de endnu ligge paa Brædtet, hvorefter de lægges paa Pladen og bages langsomt ganske lyse; i ½ Time ere de gjerne færdige. Ovnen maa ikke være meget hed, da Kiksene derved let blive for brune eller komme til at slaa Bobler, hvilket ogsaa skeer, dersom de ikke ere behørig gjennemstukne. De kunne længe bevares, naar de gjemmes tildækkede.
Kiks med Smør..
1 Pund Meel æltes med 4 Lod (12 O.) hvidt Sukker, 1 Æg, 12 Lod (37 O.) udvasket Smør og 6 Spiseskeer Vand. Heraf bliver omtrent 60. Kiksene kunne blive gode med 10 Lod (31 O.) Smør, men da tages 1 Spiseskee mere Vand.
Kiks med Fløde..
I 1 Pund Meel kommes 1 Pægel god Fløde, 1 Æg og 4 Lod (12 O.) hvidt Sukker eller god Puddersukker og, om man vil, 4 Lod (12 O.) udvasket Smør. Heraf bliver omtrent 60.
Kiks af Bygmeel..
Til 1 Pund Bygmeel (½ Deel heraf kan være Kartoffelmeel) tages 1 Pægel Fløde, 2 Æg og 4 Lod (12 O.) Sukker. Dersom Fløden er tynd, tages lidt Smør til Hjælp. Heraf bliver omtrent 50.
Kiks af sigtet Rugmeel..
I 2 Pund sigtet Rugmeel kommes 3 Pægle Fløde, som kan være tynd, ½ Pund (50 O.) smeltet Smør, 3 Æg og en Haandfuld Kommen. Heraf bliver omtrent 100.
Kiks af sigtet Rugmeel uden Fløde..
Til 1 Pund Meel tages 4 Lod (12 O.) godt Puddersukker, 3 Æg, ¼ Pund (25 O.) smeltet Smør og 6 Spiseskeer Vand. Heraf bliver omtrent 70.
Knækbrød..
1 Pægel Melk sættes paa Ilden med et Par Lod Gjær; naar denne er udtværet og Melken er varm, røres det i ¾ Pund (75 O.) Hvedemeel og æltes med Hænderne, indtil Deigen slipper disse. Derefter hensættes den ved Varmen, og naar den er hævet, æltes den igjen i det samme Kar med et Par Lod smeltet Smør, lidt Salt, en Spiseskeefuld Kommen og, om det behøves, lidt mere Gjær. Deigen sættes igjen ved Varmen, og naar den atter er hævet, æltes den paa Kagebrædtet med saa meget Meel, at den bliver en temmelig stiv Deig, som lader sig tyndt udrulle. Hvor meget Meel hertil behøves, kan ike nøie bestemmes, da det kommer an paa, hvor meget Deigen har hævet sig, men fra 10 til 16 Lod (31 til 50 O.) vil omtrent kunne bruges. Naar Deigen er æltet, indtil den slipper Hænderne og øiner sig indvendig, skæres den i flere Dele, udrullet med Meel paa Brædtet, saa tyndt som muligt, gjennemstikkes tæt med en Gaffel og skæres i store Stykker, der bages langsomt ganske lysebrune. Brødet knækkes i mindre Stykker ved Bordet og spises med Smør paa. Dette bliver en temmelig stor Portion og kan længe bevares haardt, naar det gjemmes tildækket. Knækbrødet kan laves af sigtet Rugmeel, men dertil maa tages lidt mere Melk. | wikisource | wikisource_3361 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Teknisk Elasticitetslære.djvu" from=26 to=30 header=1 fromsection=otte tosection=otte /> | wikisource | wikisource_7637 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<poem>
Det var en sommermorgen,
endnu før det blev dag,
da yppedes på heden
et Holger-Danske-slag.
Da sol stod op i øster,
den næppe var at se,
og alle fuglerøster,
i struben kvaltes de.
Det var på Isted Hede
og så i Øvre-Stolk,
for gamle Danmarks ære
da stred det danske folk,
ja, for den danske tunge
og for det danske land
stred heltene de unge
som gamle Hildetan!
Dér faldt den gamle nordmand,
den djærve Schleppegrell,
han regned mer ej kugler,
end hagl det hårde fjeld!
Dér faldt den bolde Læssøe
i helte-manddoms-år,
og for den danske løve
det var et hjertesår!
Der faldt i ungdoms blomster
så mangen modig svend,
at tysken tror det næppe,
vi mange har igen.
Dog synger danske drenge,
de slår i vænget top:
som blomsterne i enge
hvert år de vokser op!
Tak være danske piger,
som græde nu i løn
for broder og for bejler,
som moder for en søn!
de holdt dem ej tilbage
med bange suk og gråd,
men sang for dem med Brage:
Vågn op til heltedåd!
Guds fred med vore døde
i Danmarks rosengård!
Guds fred med dem, som bløde
af dybe hjertesår!
vor kærlighed med alle,
de store og de små,
som ville stå og falde
med løven askegrå!
Gud gav en herlig sejer
den lange sommerdag,
fra morgengry til middag
det tordned slag i slag,
men da i middagsstedet
man så den gyldne sol,
da vundet var guldsædet
til Danmarks dronningstol!
Fra Als til Danevirke,
fra Sli til Ægirs dør
skal Danmarks løver springe
på gyldengrund som før.
Hos angler og hos friser
i genfødt vennelag
skal synges kæmpeviser
om sejrens julidag!
Og hver gang Danmark græder
guldtårer med guldklang,
og hver gang øjet perler
ved liflig vemodssang,
da hvælve rosentelte
dem selv ved havets bred,
hvor Danmarks julihelte
fik deres lejested!
</poem> | wikisource | wikisource_7077 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Sidste Kamp.djvu" from=199 to=216 header=1 /> | wikisource | wikisource_30302 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="H Wulff - Den danske Rigsdag.djvu" from=505 to=507 fromsection=b header=1 /> | wikisource | wikisource_9189 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
__NOEDITSECTION__
Ved Juletid.
<poem>Maanen lyste henover den nyfaldne Sne, der dækkede Byens Gader og Hustage. Juleferien var begyndt, og Legetøjs- og Kageboder straalede i fuld Belysning. Nogle unge Piger og et Par Studenter kom lige fra Banegaarden bærende Haandkuffert eller Vadsæk. De gik smaasnakkende og leende i Flok, men fordeltes efterhaanden i de paa Vejen liggende Hjem.
Overlærer Hammer, der fulgte i nogen Afstand, saae alvorligt, halv misbilligende, halv længselsfuld, efter de Unge; derpaa sukkede han uvilkaarligt og paaskyndede sin Gang. Han var en temmelig høj, rank, middelaldrende Mand med et regelmæssigt, noget strengt Ansigt, kloge, mørke Øjne og et tilbageholdende Væsen. Naar en Forbigaaende hilste og gjorde Tilløb til at sige et Par Ord, laa der undertiden et saa bestemt: »lad mig helst i Fred,« i den knappe Genhilsen, at Ordet forstummede paa Vedkommendes Læber.
Den unge Pastor Bang, der kun havde været nogle Maaneder i Byen og ikke kendte Forholdene, lod sig dog ikke skræmme, men skraaede dristig over Gaden og gik lige løs paa Overlæreren.
»Godaften! — Det var rart, at jeg traf Dem. De maa endelig gaa hjem med mig, Hr. Overlærer. Vi har en lille Fest hjemme for Fabriksarbejderne og deres Børn. Min Fader, der er i Besøg hos os, vil tale. Jeg var lige inde hos Overlærerens Søster for at hente Poul, men han var desværre ude. — De maa virkelig ikke sige Nej til Deres Genboer; naar De er ked af os, kan De jo frit gaa igen.« Præsten skubbede ham læmpelig ind over Dørtærskelen.
Entreen var oplyst og fuld af uldne Tørklæder, Trøjer, lappede Børnekaaber, Kasketter og Kyser. Den unge Husfrue stod derude, lys og glad, mild som en Solstraale.
»Vi har ventet paa dig, Johannes! — Aa, du har en Gæst med, Overlærer Hammer, det var jo dejligt.« Det klare, livfulde Øje saae tillidsfuldt op til ham.
Er det en Maner at tage Folk saadan ved Overrumpling, tænkte Overlæreren, idet han rynkede Brynene og foragtede sig selv, fordi han ikke havde gjort Modstand. At ingen af hans Ligestillede fandtes i Selskabet, beroligede ham noget, og Præstens Fader, en ældre Provst med hvidt Haar og et mildt, aabent Ansigt, gjorde uvilkaarlig et godt Indtryk.
Gæsterne trakteredes med Chokolade, og den unge Præstefrue og hendes endnu yngre Pige løb om med Kander og Bakker, der tømtes og fyldtes med fornøjelig Iver.
Saa blev det smukke, lille Juletræ tændt, og den ene Sang afløste den anden.
Overlærer Hammer kedede sig og havde Lyst til at gaa, men Vejen var spærret, han stod midt i Kredsen og maatte holde ud.
Nu traadte Provsten frem og talte; det lød ganske utvungent og naturligt, som en Ven taler til Venner.
»Fred paa Jord, Fryd paa Jord, ja, det er netop det, Jesusbarnet vil bringe herned. Syndernes Forladelse: det Eneste, der kan give Fred. Gud Faders Velbehag; den dybe, inderste Grund til al virkelig Fryd.«
»Det er jo ikke noget Nyt,« mente Overlæreren; »dog lyder det unægtelig, som kom Ordene lige fra Hjertet.« Han prøvede at tænke paa andre Ting, men ramtes pludselig af et Spørgsmaal, der gjordes med kraftig Røst: »Har Du Kærlighed, Fred og Glæde? For det er Aandens Frugter; tænk vel efter, hvem Du saa er. Bor Kærlighed, Fred og Glæde ikke i din Sjæl, staar Du endnu udenfor Riget. Men det skal Du vide, at Herren, vor Frelser, længes efter Dig, ja, ogsaa nu i denne Stund.«
Saa talte han om Ufreden, hvordan den lagde Livet øde, hvordan et gemt og næret Nag udsugede Sjælen for dens Kraft. »Jeg veed det, jeg har set det for mine egne Øjne: Kærlighed, Fred og Glæde visner i en Sjæl, der gemmer paa Nag. Er der nogen af Eder, som gør det, Venner, saa paa Knæ, endnu i Aften, og bed den femte Bøn, ikke alene for Dig selv, men ogsaa for den, Du er fortørnet paa, der staar jo: os. Gør Du det i Oprigtighed, vil Guds naadige Betingelse, at Du ogsaa skal tilgive, falde Dig lettere.« Han aabnede Biblen og læste: »Vær snart velvillig mod din Modstander, medens Du er med ham paa Vejen.«
Overlæreren saae mistroisk op: var dette beregnet paa ham? Nej, nej, disse Mennesker troede ham til det Bedste, det følte han, de kendte ham jo heller ikke.
Nu foldede Provsten sine Hænder.
»Tak, Herre i Himlen! Du har jo selv sagt, at dit Ord ikke skal vende tomt tilbage, men skal gøre hvad Dig behager, og have Lykke i, hvad Du sender det til.«
Saa rejste de Forsamlede sig op, og der veksledes Tak og Ønsker om en god Jul. Børnene omringede den unge Frue, hver vilde have et Kærtegn, eller dog et Ord.
»Bliver det ikke næsten for meget?« sagde Overlæreren forbindligt. Stemmen lød dog underlig tør i hans eget Øre.
»Aa, det er saadan en Glæde. Min Svigerfader talte jo til de Voksne, men Børnene kedede sig alligevel ikke, kunde man se. Bare Poul havde været med. Hvor er han dog en sød Dreng!«
»Poul er en lystig, urolig Krabat.« »Ja, der er Liv i Gutten, men Godheden lyser ham jo ud af Øjnene. Naar jeg ser over til vore Genboer, synes jeg altid, at Herren har gjort det saa godt for deres kære Søster, trods hendes store Tab. Poul er jo ikke faderløs, men har faaet en Fader i sin Morbror, saa Hjemmet er et rigtigt Hjem. Og hvor stor Glæde maa det ikke være for Overlæreren med den opvakte, dejlige Dreng.«
Glæde, — hvor faldt det Ord let fra hendes Læber — Glæde, det havde han
aldrig tænkt paa, men værget sig paa bedste Maade mod det Besvær, der kunde følge af Barnets Nærværelse. Der var Noget i den unge Frues tillidsfulde Øje, der hindrede ham i at udtale, hvad han egentlig havde Lyst til at sige: Vi har hver vort Hjem; Lejligheden til højre for Gadedøren har jeg udlejet til min Søster, og jeg faar saa igen mine Maaltider bragt ind fra hende. Ellers leve vi hver for sig, og der maa bankes paa min Dør, naar hun eller Drengen vil have mig i Tale.
Da Fru Bang tav og syntes at vente Svar, kom det tilsidst halvtøvende:
»Forskellige Studier optage næsten al min Fritid, Frue.«
»Ja det veed jeg, men Drengen savner dog ikke en Faders Kærlighed.«
Overlæreren rystede afvisende paa Hovedet og bød Farvel.
»Glæd os med at komme igen,« sagde den unge Frue, og hendes Mand tilføjede varmt: »Aa ja, gør det.«
Provsten lagde sin Haand paa hans Skulder.
»Hr. Overlærer, faa deres Drenge til at forstaa, at vort Borgerskab virkelig er i Himlene. Lær dem det gennem Ord og Liv. Ja, Gud velsigne Dem hertil.«
De unge Ægtefolk fulgte ham ud, og Præsten hjalp ham Overfrakken paa.
»Hvordan er det med Rektorens Magnus,« spurgte Fru Bang, »han lever da endnu?«
Ordene traf Overlæreren som et Skud, han blegnede, og trods al Selvbeherskelse rystede Stemmen.
»Er det saa farligt?« Han havde slet ikke vidst, at Barnet var sygt.
»En af Konerne, der før var her, mente, det gik mod Døden, men naar De ikke har hørt det, er det forhaabenlig Overdrivelse. — Godnat; Tak, at De kom.«
Idet Overlæreren skraaede over Gaden saa han en mørk Genstand glide ned ad Hovedtrappens Jærnrækværk. Det var Poul. Da den lille Fyr saae sin Morbroder, foer han sammen, rettede sig og gik til Side.
»Om Forladelse, Morbror, jeg veed, at Du ikke kan lide det.«
»Og saa gør Du det alligevel?« Stemmen lød snarere sørgmodig end vred, og Poul fandt, at han var sluppen let, men i Overlærer Hammers Øre genlød den unge Frues Ord: »en Faders Kærlighed.« Nej, nej, nej, han havde aldrig vist Barnet en Faders Kærlighed! Saa satte han Nøglen i sin egen Dør og traadte ind i den forreste Stue, der baade lignede et Kontor og et Bibliothek; Gardinerne rulledes hurtigt ned, og Lampen tændtes.
Det store Værelse syntes ham denne Aften underligt øde. Det lignede intet Hjem; det var for ham, som om en trykkende Vægt af mange Aars tunge Tanker rugede herinde.
»Fred paa Jord, Fryd paa Jord« — han kunde ikke slippe for at høre Tonerne.
Kærlighed, Fred og Glæde! Jo vist, han lo bittert, men saa kom Provstens Ord saa underlig manende om det gemte Nag, der udsugede Sjælen for alt godt.
»Bare jeg ikke var gaaet derhen — og nu denne sidste Nyhed!«
Det bankede paa Døren, og den aabnedes sagte.
»Godaften, kære Poul, her er din The. Du var ikke hjemme før, men nu har jeg varmet den til Dig.« Fru Lind satte stille den indbydende Anretning foran ham.
»Er der noget Andet?« Han saa utaalmodigt op. Søsteren plejede at gaa straks.
»Jeg vilde blot sige, at Magnus, Rektorens lille Magnus, er alvorlig syg.« Stemmen var frygtsom, men dog fast, hun vilde have det sagt.
»Hvad fejler han?«
»En typhoid Feber, efter hvad jeg har hørt.« Hun ventede lidt, men da han tav, fjernede hun sig ligesaa stille, som hun var kommen.
»Godnat, Poul!« lød det dog i Døren. Hun plejede at sige: sov godt, men i dette Øjeblik ønskede hun, at han maatte tilbringe Natten vaagen og i Eftertanke.
Lidt efter rejste Overlæreren sig, skød Bakken til Side og lukkede Døren af. Saa gik han op og ned ad Gulvet, op og ned, han kunde ikke sidde stille.
Pludseligt nærmede han sig det gamle, smukt indlagte Chatol, aabnede Klappen, trak forsigtigt den nederste Skuffe ud og fremtog et aflangt Saffiansetuie. Hver Gang hans Øje havde hvilet paa, eller hans Haand berørt denne Genstand, plejede Harmen at koge op i hans Sjæl, men i Dag var det med en underlig Gysen, han aabnede Etuiet.
En Barneske og Gaffel laa deri; de vare næsten uforholdsmæssig svære, men havde dog en køn, buttet Facon. Der stod Magnus paa begge Dele.
Overlærer Hammer sank stønnende ned paa en Stol. Han havde ikke kunnet faa de smaa Genstande gode og solide nok, og nu laa de ubrugte her, og Barnet, med hvis Navn de vare mærkede, drog maaske sit sidste Suk i denne Stund.
Og Minderne kom, som de plejede, men for første Gang saae han dem alvorligt ind i Øjet og prøvede at dømme, som om Sagen angik Andre.
Hvor han huskede hin Lørdagaften for fem Aar siden, da han gik ind til Søsteren, der sad bleg og stille i sin sorte Enkedragt og lærte Poul Bogstaver.
»Nu skal Du se, hvad jeg har til min Gudsøn,« han fremviste Etuiet; »det er bestilte Sager, vej blot til, og saa er Formen saa smuk, synes Du ikke?« »Jo, ualmindelig køn, men — men jeg troede ikke, Du var bedt til Fadder.«
»Hvad mener Du? Det er over fjorten Dage, siden Frederik bad mig, sikrede sig mig, som han udtrykte det.«
»Ja, det veed jeg godt, han holder jo inderligt af Dig, og det var ham saa magtpaaliggende, at Du skulde komme. Men jeg forstod, at det kun var« —
»Saa forstod Du fejl.« Blodet foer ham op i Panden, og han skyndte sig ud. Det var anden Gang, Søsteren havde fornærmet ham. Første Gang var en Skærtorsdag, da han med rolig, lidt overlegen Mine gik til sin aarlige Altergang. Hun tog da hans Haand i sin og hviskede ydmygt og kærligt: »Det gælder, at vi komme som Syndere, kære Poul, ellers forhærdes vi bare.«
»Selvfølgelig,« sagde han haardt og trak Haanden til sig. — Og nu dette! Dog det var ikke værd at ærgre sig; han tvivlede ikke et Øjeblik paa Vennens Indbydelse, der netop overfor Søsteren havde været ham en Triumf.
Sindet var dog i Uro, da han næste Dag gik til Kirke i Festdragt. Nu lød Vognrummel, og saa kom Rektorens Hustru med den lille Dreng paa Armen og hans to smaa hvidklædte Søstre, en paa hver Side.
Overlærerens Hjerte bankede stærkt, og han traadte uvilkaarligt et Skridt tilbage, da Rektoren traadte ind. En af de yngre Lærere og den gamle Gartner, som Folk spotvis kaldte Diakonen, fulgte ham.
Var det muligt? Nej, nej, nu nærmede Vennen sig.
»Det er dejligt at se Dig her, det havde jeg egenlig ikke ventet. Saa husker Du Klokken fem.«
»Undskyld,« Vreden kvalte næsten Ordlyden, »jeg kommer ikke.«
»Vil Du svigte os, aa, nej, det kan ikke være din Mening?«
»Jo,« Stemmen var dæmpet og lød ganske hæs, »saadan et Belias-Barn, som jeg er, skal ikke formørke eders Dørindgang mere,« han var næsten affsindig af meningsløs Vrede.
»Men Poul dog, vi, der altid har været Venner,« Rektorens Stemme skælvede, og han var ganske bleg.
»Har været, Hr. Rektor, men nu er det forbi,« han bukkede dybt og formelt og forlod derpaa Kirken. Husets aldrende Pige stod i Entreen, da han kom hjem.
»Er Herren allerede der?« Hun saae nysgerrig og spørgende paa ham, »jeg troede, De skulde være Fadder.« Han skød hende ublidt til Side og gik, uden at svare ind i sin egen Stue.
Saadan en Ydmygelse, ja Forhaanelse! Baade den Ene og den Anden havde hørt, at han skulde være Fadder, og nu blev han til Latter og maatte løbe Spidsrod gennem Byens Tunger.
Havde han blot troet Søsteren! — Uha, nu skulde han se hende igen. Hun vilde ikke sige et Ord, det vidste han, men hun vilde tænke, aa, han hadede disse Tanker, der drejede sig om hans inderste Hjerteliv.
Etuiet sattes ind i Skuffen, helt, langt tilbage. Mest Lyst havde han haft til at brænde det.
Nu kom Folk fra Kirke — hvor han huskede det Alt — Søsterens Nøgle drejede sig i hendes Laas. »Naa, det er da godt, hun lader mig i Fred,« tænkte han. Kort efter bankede det paa Døren.
Det var ikke Søsterens stilfærdige Banken, men lød hurtigt og ivrigt. Han lukkede tøvende op. Rektoren stod udenfor.
»Poul, kære Poul, hvor gør denne Misforstaaelse mig ondt. Jeg har talt med din Søster, og hun har godt forstaaet, at jeg kun bad Dig til Middag. Men lad mig dog komme ind!«
»Nej, undskyld,« og han lukkede Døren.
Alligevel kom Vennen igen næste Morgen.
»Jeg kan ikke gaa til vor Gerning, før jeg endnu engang har budt Dig Haanden, Poul. Du var ude af Dig selv i Gaar, derfor slaar jeg en Streg over det Altsammen,«
»Men jeg slaar ikke Streg, og saa vil jeg bede Rektoren fritage mig for Religionstimerne, mod at jeg overtager et tilsvarende Antal Timer i Mathematik.«
En Gang til var Vennen kommen med udrakt Haand. Det var Juleaften for fem Aar siden; men Haanden modtoges ikke, og Foden fik ikke Lov til at overskride Dørtærskelen. — Tre Gange havde han altsaa nærmet sig; Overlæreren undredes, da han talte det sammen. Senere havde Forholdet været fuldstændig fremmed, dog vistes der ham altid den største Hensynstagen fra Skolens Overhoved.
Hvad var det dog for et underligt Raad den gamle Provst med det hvide Haar gav: »Naar Du beder dit Fadervor, saa bed femte Bøn baade for Dig selv og den, Du er fortørnet paa; gør Du det, vil det falde Dig lettere at tilgive.« — Om han nu fulgte Raadet? — Fadervorsbønnen havde ikke været paa hans Læber i disse Aar.
Overlæreren standsede pludselig ramt af en Tanke; Var der Mening i at gøre det? havde Rektoren egenlig syndet i dette? havde han ikke netop handlet ret for Herren, efter sin Forstaaelse?
Det var som toges et Bind fra hans indre Øje, og for første Gang saae han Sagen som den vår.
Aa, hvor drejede det sig i Grunden om en ringe Sag, Ussel, pjaltet, elendig Forfængelighed og Egenkærlighed havde skruet det Skete op og lagt hans Liv øde i alle disse Aar.
Men var der ikke noget Andet, en dybere Braad? Tvivlen om hans Gudsforhold kunde ikke have pint ham i den Grad, hvis Gudsforholdet virkelig havde hvilet paa Klippen.
Han havde altid været et kirkeligsindet Menneske, der aldrig led af Tvivl, men iøvrigt var temmelig ligegyldig for Guds Riges Ting. Retsindig til det yderste i alle udvortes For hold, syntes han godt om sig selv. — Men nu? Det forekom ham Alt som en tom Skal; hvor var Kærligheden, Freden og Glæden?
Søsteren havde en eneste Gang hentydet til det afbrudte Forhold.
»Der er jo egenlig Ingenting sket,« sagde hun, men han raabte vred: »Jeg takker for din Deltagelse.«
Nu forstod han hende og skammede sig. Ja, hvor han skammede sig baade for Mennesker og for Gud, mest for Gud. Og Længslen efter at komme ud af Jegets nedværdigende Lænker vaagnede med Kraft.
Mon Barnet levede endnu? Han saae den lille kække Dreng med de lyse Krøller for sig; han plejede at løbe Faderen i Møde, naar denne kom fra Skolen, tage ham i Haanden og trave nok saa trøstig hjem ved hans Side. Skulde han aldrig gøre det mere? Før Overlærer Hammer selv vidste af det trængte Bøn for Barnets Liv sig frem paa hans Læber.
Lidt efter, aabnede han Døren og gik ud. Alt var stille i Huset, Søsteren og hendes Barn laa vist i dybeste Søvn. Idet han gik forbi deres Vinduer, lod den anklagende Røst sig igen høre. Hvad havde han været for denne Enke og hendes Søn? Ikke Broder ikke Fader, nej Intet, Intet. Pengeofre havde han langtfra været uvillig til at bringe, men hun havde nok til at leve af med Nøjsomhed og ønskede ingen Hjælp.
Natten var raakold, og taageagtige Skyer tilslørede Stjernerne. Han gik hurtig over de øde, hvide Gader, over Kirkepladsen, forbi Skolen, henimod Rektorens Hus, der laa et Bøsseskud udenfor Byen.
Flere af Villaens Vinduer vare svagt oplyste, og nu aabnedes Gadedøren. Overlæreren skjulte sig hurtigt bag Alleens Træstammer.
»Svar oprigtigt, er der endnu Haab?« Det var Rektorens Stemme.
»Ja, mere tør jeg heller ikke sige; meget vil afhænge af denne Nat. Gaa nu smukt til Ro, kære Rektor, da Deres Frue dog vil vaage. Naa, der er Pigen! Det er bedst, hun følger med mig, jeg skal nok kime Apothekeren op.« Saa gik Doktoren fulgt af Husets unge Pige, der bar en stor Blikspand paa Armen.
Rektoren tøvede et Øjeblik i den aabne Dør. Hans Træk kunde ikke skelnes, men det saas tydeligt, at Blikket sendtes opad.
Overlærer Hammer gik frem og tilbage i Alleen og det nærmeste Vejstykke. Han vilde vente, til Pigen kom igen. — Naa, der var hun endelig!
»Hvordan er det med Barnet? Bliv ikke bange, lille Pige, jeg har intet Ondt i Sinde.«
Den Tiltalte foer forbi, dog standsede hun ved Indgangsdøren og med Laasen i Haand fik hun Mod til at svare.
»Det er saa jammerligt, som det kan være. Han taler vildt og ligger med Is paa Hovedet, men da den var ved at slippe op, sendtes jeg efter mere. — Aa, saadan Herren køs mig, mit Hjerte banker, som skulde det gaa itu.«
Idet Døren aabnedes, hørte man hende sige: »Der gaar en Herre udenfor; han vilde vide, hvordan Magnus havde det, og var nær ved at kyse Livet af mig.«
Et Øjeblik efter lød det alvorligt spørgende ind i Natten:
»Er her Nogen, saa kom frem?« Men Overlæreren skjulte sig i Skyggen, og da Døren lukkedes, gik han langsomt tilbage til Byen.
Det var over Midnat, da han kom hjem, men han tænkte ikke paa at gaa til Ro, heller ikke tændte han Lampen. Dens Lys behøvedes ikke for at læse i Regnskabsbogen, der laa opslaaet foran ham i denne Stund.
Aa, hvor klart saae han det Alt, uplettet og fejlfrit i udvortes Forstand, men hult og tomt alligevel, en glat Skal om Egenkærlighed og elendig, smaalig Forfængelighed. Han fandt ikke Ord stærke nok til at dømme sin Fortid.
»Havde jeg ikke Kærlighed, da var jeg et lydende Malm og en en klingende Bjælde« — ja, saadan stod der jo, og saadan havde han været.
Han havde aldrig staaet Herren nær, men var dog, Aar efter Aar, kommen længere bort. Han havde aldrig været varm, men var dog, Aar efter Aar, bleven koldere. Men hvor havde det ikke ogsaa været et fattigt Liv! Han havde aldrig elsket, aldrig følt Trang til at dele Hjem og Fremtid med en Hustru. Den Eneste, han virkelig havde holdt af og følt sig stærkt knyttet til, var Rektoren, og ham havde han stødt fra sig i barnagtig — aa, hvor det ydmygede ham at sige barnagtig, men han sagde det ærligt — i barnagtig og taabelig Trods. Og der faldt klart, skarpt Lys over hans Forhold til Skolegerningen, til Søsteren og hendes Barn, til Over- og Underordnede. Det var altsammen ulasteligt for Mennesker og dog forkasteligt for Gud.
Hvordan var det nu, Præsten sagde: »Lær Drengene, at vort Borgerskab virkelig er i Himlene, lær dem det ved Ord og Liv.«
»Gud hjælpe mig,« jamrede han og sank uvilkaarligt paa Knæ.
»Forbarm dig over mig, Herre! Du som besøger mig i denne Stund, jeg føler, at du gør det, hjælp mig til Rette!«
Der lød et sagte Svar dybt inde i hans Hjerte, eller rettere til hans Hjerte: Hvorfor skulde jeg være kommen, naar det ikke var for at hjælpe dig.
»Nej, det er ogsaa sandt,« han sprang op, »vidunderlige, ufattelige Kærlighed! Lovet og priset være Gud, der vilde gøre alt godt!«
Det første svage Morgenlys dæmrede udenfor, da der bankedes paa Døren. Overlærer Hammer var en Morgenmand, og Fru Lind plejede at bringe ham Theen lidt efter Syv.
»Godmorgen kære Poul! Du havde ikke sat Bakken ud paa Forstuebordet, som Du plejer. Men nej dog, der staar jo hele Anretningen urørt. Nu maa Du virkelig drikke Theen her, medens den er varm. Og saa vil jeg bede Dig spise til Middag inde hos os, Du plejer jo at gøre os den Glæde Juleaften.«
»Glæde, aa Martha, det har været en fattig Glæde!«
»Du vil da komme?« »Om jeg vil!« Han saae hende dybt ind i Øjet, ja, der var Kærlighed, Fred og Glæde at læse, trods al Vemod. Næsten uvilkaarligt førte han hendes Haand til sine Læber. En halv Time efter gik han, forfrisket af Morgen-Styrtebadet og et Par Mundfulde The — Maden rørtes ikke — ud af Husdøren. Der var endnu Lys ovre hos Genboerne, og han hørte de friske, unge Stemmer synge:
Gud velsigne Eder, tænkte han, ja, Gud velsigne Eder og bruge Eder tidt til at kalde paa saadan et elendigt, forvildet Menneskebarn, som jeg var.
Da Overlæreren kom til Rektorens Bolig, standsede han et Øjeblik og gik saa lige op til Laagen, gennem Forhaven og bag om Huset til Køkkendøren. Den unge Pige, han havde set om Natten, lukkede op, men en ældre Jomfru, hvis Ansigt han mindedes fra tidligere Tid, skød hende til Side og saae prøvende, næsten strengt paa ham. »Hvordan er det med Barnet?« »Det er vist kun daarligt; Doktoren er derinde. Jeg kan ikke gaa ind for at spørge, det vilde bare forstyrre.«
»Ja, naturligvis. — Saa venter jeg udenfor.«
»Hansine,« lod det i samme Nu, og der var en jublende Klang i Rektorens Stemme, »han er uden Fare. Det synes mig, som gav Herren os vor lille Dreng for anden Gang, Men hvem staar der? Poul, er det Dig!« En Arm lagdes om hans Hals og han førtes ind.
»Kære, var det ikke ogsaa Dig, der stod udenfor i Nat? Ja, jeg vidste, at det var Dig, og midt i min Sorg og Kvide var det underlig dulmende at tænke sig Dig følgende os med Deltagelse. Sæt Dig her i min Lænestol, jeg maa endnu tale et Øjeblik med Lægen, men kommer straks igen.«
Lidt efter gik Doktoren, og saa hørte han Vennens glade Udraab: »Elisabeth, Poul er her! Saa var det dog ham, der talte til Pigen i Nat. — Naa, her er jeg, Ven. Sig ikke Noget; at Du kommer, er mere end alle Ord.«
»Jo, Et maa jeg sige: den Maade, hvorpaa jeg tog Sagen, viste tilfulde, at jeg havde været aldeles uskikket til at føre dit Barn frem for Herrens Ansigt. — Faar jeg Lov til at se ham?«
»Gerne, men han kender Dig vel næppe; dog det skal snart indhentes. Elisabeth, her er vor Ven.«
»Velkommen!« Hun saae paa ham med sine ærlige, mørkeblaa Øjne og sagde saa i en mild, men dog lidt bebrejdende Tone: »Vi have savnet Dem i alle disse Aar. — Se, der ligger vor lille Magnus. Feberen har udraset, og han har sovet trygt og velsignet den sidste Halvdel af Natten. Magnus, det er Faders Ven, som nikker til Dig.«
»Jeg kender ham godt, men jeg troede ikke, han kunde nikke og heller ikke smile.«
»Jeg har vist heller aldrig smilet til ham før.«
»Men nu har Du Part i Drengen, Poul!
Kom med ind i Spisestuen, jeg trænger til noget Varmt, og det gør du bestemt ogsaa. En Kop Kaffe vil ikke være af Vejen, Elisabeth!«
Det var underlig betagende igen at sidde her i dette Hjem, der engang var Lyspunktet i hans Tilværelse, og saa at det Eneste, der før føltes som en Skillevæg imellem dem, nu vilde blive det stærkeste Bindeled. Der behøvedes ingen Forklaring, han følte sig forstaaet.
De to Smaapiger kom nu ind med friske, røde Kinder, blanke, lyse Fletninger og glade, forventningsfulde Øjne. Nej, hvor de vare skudte i Vejret, han kendte dem næsten ikke igen.
Da Maaltidet var endt, hørtes en svag Banken, og idet Jomfru Hansine aabnede Døren, lød en klar Barnerøst udenfor: »Min Moder vilde gerne vide, hvordan Magnus havde det?«
»Men det er jo Poul,« Rektoren rejste sig, »kom ind, min Gut, og smag paa Klejnerne. Magnus har det bedre, meget bedre — din Morbror er her.«
Poul stirrede med ubehersket Forbavselse paa sin Morbror; derpaa spurgte han igen — Moderen vilde altid have nøjagtig Besked — »saa kan jeg altsaa rolig sige, at han er bedre?«
»Ja, det kan Du, men vent et Øjeblik, Dreng, jeg ser din Morbror rejser sig, saa kan Du jo følges med ham.«
Poul tænkte, at det var en tvivlsom Glæde, dog turde han ikke vægre sig. At Rektoren og Morbror Poul omfavnede hinanden, forvirrede ham i høj Grad.
»Naa, lille Kammerat, Du traver ordentlig ud. — Hvad ønsker Du Dig til Jul, min Dreng?«
Du giver mig jo altid det samme, hvert Aar en Guldskilling, tænkte Poul og rystede paa Hovedet.
»Har Du ingen Ønsker? — Jo vist har Du, ud med Sproget.«
»Jeg tror ikke, Moder holder af det; hun er saa bange, at jeg skal plage Dig.«
»Saa maa jeg vel gætte. — Hvad siger Du til et Par Skøjter?«
»Morbror, hvor kan Du dog vide?« Drengen greb uvilkaarlig hans Haand, men da den lille, kraftige og dog bløde Barnehaand laa i Overlærerens, gik der ligesom en Bølge af Anger og Ømhed over hans Sjæl.
»Det er bedre med Rektorens Søn,« raabte han ind af Vinduet til den unge Præstefrue, der jublede: Gud ske Lov! og straks løb hen til sin Mand med det gode Budskab.
Fru Lind nikkede smilende til de Indtrædende.
»Jeg behøver ikke at spørge, Barnet er uden Fare.«
»Ja han er bedre, meget bedre, Moder, for det sagde Rektoren selv.« —
Der saae smukt og festligt ud i Fru Linds gennemhyggelige Dagligstue. Hun havde lige anbragt store Grangrene bag Kristusbilledet og Familieportraiterne.
»Sæt Dig ned i din egen Stol, Poul; jeg regner altid, at det er din Stol, skøndt Du jo kommer her saa lidt.«
»Men herefter maa jeg nok komme mere, spise sammen med Eder.«
Han havde ventet et glad Ja, men Fru Lind saae lidt betænkelig ud og Poul raabte:
»Du faar jo anden Mad end vi, Morbror.«
»Faar jeg anden Mad? — Men Martha dog!«
»Den der altid arbejder med Hjernen, trænger til noget særlig styrkende, Drengen og jeg har bedst af tarvelig Kost. Men hvis Du virkelig vil spise hos os og taalmodig finde Dig i at blive kælet lidt for, og ogsaa bære over med min Dreng, naar han taler en Smule med ved Bordet, for det er han rigtignok vant til, saa er Du hjertelig velkommen. — At kære, gamle Hansine spiser inde hos os, veed Du jo.«
Ja, det vidste han. Pigen var ogsaa en af dem, han følte sig i Gæld til. —
Det var underligt for Overlærer Hammer at gaa i Byen med Hovedet fuld af Tanker paa Andre. Skøjterne købtes først, saa Børnenes Juleroser og en lille brunrød Pung til Guldskillingen. Frugthandleren maatte ogsaa levere udvalgte Æbler; en stor Kurv, lige færdig til at sætte under Juletræet, bestiltes.
Der gik Doktoren forbi, netop i rette Øjeblik. Overlæreren løb efter ham og spurgte aandeløs:
»Maa Drengen faa Druer?« »Undskyld, hvilken Dreng?« »Jeg mener Magnus, Rektorens Magnus.« »Ja vel maa han. —Jeg kunde jo umulig vide, hvem De mente Hr. Overlærer. Dette laa nu længst fra min Tanke.«
Overlæreren mærkede ikke engarg Braadden, men sikrede sig den største Drueklase, Frugtudstillingen ejede. I det Samme kom en lille, bleg, tyndklædt Dreng til. »Æbler for fem Øre,« bad han, »og saa en lille Julegren.«
Den venlige Frugtsælgerske gav Drengen en Haandfuld af de mindste Æbler og en uregelmæssig Grangren.
»Gud hjælpe de Fattige,« sagde hun, da Drengen var gaaet, og saa byttede hun Overlaererens Hundredekroneseddel.
De Fattige! Det skar igennem ham, dem havde han rent glemt. For et Par Dage siden havde han, som han plejede hvert Aar ved Juletid, sendt Asylet tyve Kroner og Byens Plejeforening tyve Kroner og mente sig saa færdig med de Fattige og med sin egen Samvittighed.
»Jeg var hungrig, og I gave mig ikke at æde jeg var tørstig, og I gave mig ikke at drikke, jeg var nøgen, og I klædte mig ikke, jeg var syg og i Fængsel, og I besøgte mig ikke.« Hvorfra kom Ordene i denne Stund? Der gik som en Strøm af Anger og inderlig Medynk gennem hans Hjerte og fyldte det med Kærlighed. Det var Vintræets Saft, der steg op i den fortørrede Gren.
Drengen med det lille magre, blege Ansigt indhentedes i Stormløb.
Pouls Moder læste Juleevangeliet, og saa dansede de fire Husfæller rundt om Træet.
Poul havde ikke anet, at Morbroren var i Besiddelse af saadan en klar og prægtig Stemme, og han havde aldrig tænkt sig den Mulighed, at samme Morbror kunde gætte alle hans Ønsker, klemme ham i Øreflippen og lægge sin Haand paa hans Hoved.
»Det er den dejligste Juleaften, vi nogensinde har havt, Moder. Men hvordan er Morbror dog bleven en Anden?«
»Jeg tror, jeg veed det,« hun trak Drengen tæt hen til sig og hviskede: »Jeg tror, at din Morbror har været i Enrum med Jesus, og saa faar man et nyt Hjerte.«
Ude hos Rektorens var Tak og Fryd. Magnus havde sovet den halve Dag og var nylig vaagnet fuld af Munterhed og Madlyst. Nu laa han efter endt Maaltid og nippede af Drueklasen, samt legede med den nye Ske og Gaffel. Etuiet var ogsaa hans, havde Moder sagt, og han lukkede det op og lod det smække i med glad Følelse af Ejendomsret. Men da Klokkerne næste Morgen kimede til Froprædiken, mødtes de to Venner udenfor Kirken. De havde begge Takofre at bringe, og deres Ansigter lyste, medens de, Arm i Arm, gik ind i Guds Hus.
</poem> | wikisource | wikisource_2720 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Sakuntala med Ringen, Skuespil af Kalidasas.djvu" from=102 to=119 header=1 /> | wikisource | wikisource_13813 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
Den nikænske Trosbekendelse
Jeg tror på én Gud, den almægtige Fader, himmelens og jordens, alt det synliges og usynliges skaber. Og på én Herre, Jesus Kristus, Guds enbårne Søn, som er født af Faderen før alle tider, Gud af Gud, lys af lys, sand Gud af sand Gud, født, ikke skabt, af samme væsen som Faderen, ved hvem alt er skabt, som for os mennesker og for vor frelse steg ned fra himlene og blev kød ved Helligånden af Jomfru Maria og blev menneske, som også blev korsfæstet for os under Pontius Pilatus, blev pint og begravet og opstod på tredje dagen ifølge skrifterne og opfor til himmels, sidder ved Faderens højre hånd og skal komme igen i herlighed for at dømme levende og døde, og der skal ikke være ende på hans rige. Og på Helligånden, som er Herre, og som levendegør, som udgår fra Faderen og fra Sønnen, som tilbedes og æres tillige med Faderen og Sønnen, som har talt ved profeterne. Og på én, hellig, almindelig og apostolisk kirke. Jeg bekender én dåb til syndernes forladelse og forventer de dødes opstandelse og den kommende verdens liv. | wikisource | wikisource_3007 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="H Wulff - Den danske Rigsdag.djvu" from=523 to=523 fromsection=a tosection=a header=1 /> | wikisource | wikisource_9224 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="H Wulff - Den danske Rigsdag.djvu" from=110 to=111 fromsection=b header=1 /> | wikisource | wikisource_9251 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
Historiske Studier.
af
Frederik Schiern
Første Deel
Kjöbenhavn
Forlagt af C.G. Iversen
Thieles Bogtrykkeri
1856 | wikisource | wikisource_3683 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Doktor Moreaus Ø.djvu" from=54 to=63 header=1 /> | wikisource | wikisource_24690 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<poem>
Længe nok har jeg bondepige været,
siddet på tærskel og spundet på min tén.
Længe nok har hun, tyske frøken, blæret
sig i mit sæde - og jeg gnavet ben.
Nu vil jeg glad
sidde, hvor jeg sad,
fremmest vil jeg gå i de dansendes rad.
Mindes jeg kan, i hedenfarne dage
silke jeg sled i min moders rosengård.
Rundt om mig sværmed riddersvende strage,
jeg gik med guld og perler i mit hår.
Dronning jeg var,
kronen jeg bar
statelig i dansen med konning Valdemar.
Ak, men da måtte jeg onde dage friste,
sorte grev Henrik min husbond fangen tog.
Ind over gennembrudt gærde sig mon liste
vendiske bander, og stedse frem de drog.
Bort man mig smed -
i trællestuen ned.
Tyske frøken dansed i danekvindens sted.
Ikke til hove stedes mer jeg turde,
næppe hos bonden man undte mig ro.
Hårdhed jeg léd, og vånded mig jeg gjorde,
når man mig stødte og trådte mig med sko.
Bonden min ven
blev dog igen,
græd med mig i stilhed mangen aften hen.
Dagene skifte nu, - Gud ske lov, de skifte,
atter i højeloftssale tør jeg stå.
Slag vel end vanker af tyske frøkens vifte,
stolt hun end stritter, vil ej af vejen gå.
Men trods al strit
siger jeg frit:
Danekvinden danser af kredsen dig om lidt.
Længe nok har jeg bondepige været,
siddet på tærskel og spundet på min tén.
Længe nok har hun, tyske frøken, blæret
sig i mit sæde - og jeg gnavet ben.
Nu vil jeg glad
sidde, hvor jeg sad,
fremmest vil jeg gå i de dansendes rad.
</poem> | wikisource | wikisource_13525 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Valfart.pdf" header=1 from=29 to=33 /> | wikisource | wikisource_18328 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<poem>
Agnete, hun stander på højelands bro,
og op kom den havmand fra bølgen den blå.
- Hå, hå, hå!
og op kom den havmand fra bølgen den blå.
Hans hår det var som det pureste guld,
hans øjne de vare så frydefuld'.
- Hå, hå, hå!
hans øjne de vare så frydefuld'.
"Og hør du, Agnete, så favr og så fin!
og vil du nu være allerkæresten min?"
- Hå, hå, hå!
"og vil du nu være allerkæresten min?"
"O, ja såmænd, det vil jeg så,
når du tager mig med under bølgen den blå."
- Hå, hå, hå!
"når du tager mig med under bølgen den blå."
Han stopped hendes øren, han lukte hendes mund,
så førte han hende til havsens bund.
- Hå, hå, hå!
så førte han hende til havsens bund.
Agnete, hun sad over vuggen og sang,
da hørte hun Engellands klokker, de klang.
- Hå, hå, hå!
da hørte hun Engellands klokker, de klang.
Agnete, hun ganger for den havmand at stå:
"Og må jeg mig en gang til kirke gå?"
- Hå, hå, hå!
"Og må jeg mig en gang til kirke gå?"
"O, ja såmænd, det må du så,
når du kommer hjem igen til børnene små."
- Hå, hå, hå!
"når du kommer hjem igen til børnene små."
"Men når du kommer på kirkegulv,
så må du ej gå ind til din moder i stol."
- Hå, hå, hå!
"så må du ej gå ind til din moder i stol."
"Når præsten han nævner den høje,
da må du dig ikke nedbøje."
- Hå, hå, hå!
"da må du dig ikke nedbøje."
Han stopped hendes øren, han lukte hendes mund,
så førte han hende til Engellands grund.
- Hå, hå, hå!
så førte han hende til Engellands grund.
Men der hun nu kom på kirkegulv,
Agnete gik ind til sin moder i stol.
- Hå, hå, hå!
Agnete gik ind til sin moder i stol.
Da præsten han nævned den høje,
hun monne sig dybt nedbøje.
- Hå, hå, hå!
hun monne sig dybt nedbøje.
"Agnete! Agnete! kær datter så blid!
hvor haver du været så lang en tid?"
- Hå, hå, hå!
"hvor haver du været så lang en tid?"
"På havsens bund der stander min bo,
dér haver jeg givet den havmand min tro."
- Hå, hå, hå!
"dér haver jeg givet den havmand min tro."
"Og sønnerne syv jeg haver ham født,
den ottende er så liden en mø."
- Hå, hå, hå!
"den ottende er så liden en mø."
"Men nu vil jeg blive på grønneste grund,
og aldrig vil jeg mere til havsens bund."
- Hå, hå, hå!
"og aldrig vil jeg mere til havsens bund."
Den havmand han tren ad kirkedøren ind,
og alle de små billeder de vendte sig omkring.
- Hå, hå, hå!
og alle de små billeder de vendte sig omkring.
Hans hår det var som det pureste guld,
hans øjne de vare så tårefuld'.
- Hå, hå, hå!
hans øjne de vare så tårefuld'.
"Agnete, Agnete! kom til havet med mig,
for dine små børn de længes efter dig."
- Hå, hå, hå!
"for dine små børn de længes efter dig."
"Ja, lad dem længes, mens de længes vil!
dem kommer jeg aldrig mere til."
- Hå, hå, hå!
"dem kommer jeg aldrig mere til."
"Og, tænk på de store! og tænk på de små!
og mest på den lille, som i vuggen lå."
- Hå, hå, hå!
"og mest på den lille, som i vuggen lå."
"Nej, aldrig vil jeg tænke på store eller små
og mindst på den lille, som i vuggen lå."
- Hå, hå, hå!
"og mindst på den lille, som i vuggen lå."
</poem> | wikisource | wikisource_2588 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Fodreise fra Holmens Canal til Østpynten af Amager i Aarene 1828 og 1829.djvu" from=114 to=128 fromsection="b" tosection="a" header=1 /> | wikisource | wikisource_29576 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="H Wulff - Den danske Rigsdag.djvu" from=317 to=318 fromsection=b header=1 /> | wikisource | wikisource_9093 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<poem>
Jeg kan se på dine øjne,
at du har en anden kær,
- jeg kan se på dine øjne,
at du har en anden kær.
Min sødeste veninde,
sig mig dog, hvem det er!
Dine sorte brune øjne
og din røde rosenmund
- dine sorte brune øjne
og din røde rosenmund
de har lagt op på mit hjerte
en byrde så tung.
</poem> | wikisource | wikisource_6992 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<poem>
Hør, hør, hvor det tør!
Det hagler og pibler,
det krabler og kribler
fra tegl og tag,
vi har solskin i dag.
Alle små roser bag rude
drømme vintren er ude,
drømme, drømme vintren er ude.
Gå, gå nu på tå!
Det siver og sjasker,
man tripper og trasker
fra sten til sten:
Herregud, sikke ben!
Alle små skomagerdrenge
drømme om drikkepenge,
drømme, drømme om drikkepenge.</poem> | wikisource | wikisource_13535 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Kongens Fald.djvu" from=242 to=246 header=1 /> | wikisource | wikisource_30037 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Legender og Fortællinger.djvu" from=45 to=71 header=1 /> | wikisource | wikisource_10347 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Lykke-Per fjerde udgave bind 1.djvu" from=372 to=396 header=1 /> | wikisource | wikisource_28941 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Sidste Kamp.djvu" from=249 to=256 header=1 /> | wikisource | wikisource_30348 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Almindelig Handelsvidenskab.djvu" from=11 to=17 fromsection=a1_3 header=1/> | wikisource | wikisource_6080 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Carl Georg Holck - Den danske Statsforvaltningsret.pdf" from=256 to=258 tosection=§79 header=1 /> | wikisource | wikisource_25778 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Høffding - Mindre Arbejder.djvu" from=209 to=229 header=1 /> | wikisource | wikisource_15818 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Peter Nansen - Maria.djvu" from=106 to=108 header=1 /> | wikisource | wikisource_6753 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Billedbog uden Billeder.djvu" header=1 from=53 to=54 /> | wikisource | wikisource_20490 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Sex Fortællinger.djvu" header=1 from=133 to=134 fromsection="b" titel="Partikulier Petersen" /> | wikisource | wikisource_21970 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Sacher-Masoch - Jødiske fortællinger, 1881.djvu" header=1 from="36" to="49" /> | wikisource | wikisource_21232 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="JPJacobsen - Marie Grubbe.djvu" from=78 to=104 header=1 /> | wikisource | wikisource_5569 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<poem>
Morgenstund
har guld i mund!
For natten Gud vi love,
han lærte os, i Jesu navn,
som barnet i sin moders favn,
vi alle sødt kan sove.
Morgenstund
har guld i mund,
vi til vort arbejd' ile,
som fuglen glad i skov og vang
udflyver med sin morgensang,
genfødt ved nattehvile.
Morgenstund
har guld i mund,
og guld betyder glæde,
og glædelig er hver en dag,
som leves til Guds velbehag,
om end vi måtte græde.
Gå da frit
enhver til sit
og stole på Guds nåde!
da får vi lyst og lykke til
at gøre gavn, som Gud det vil,
på allerbedste måde.
Sol opstår,
og sol nedgår,
når den har gjort sin gerning.
Gud give os at skinne så,
som himmellys, skønt af de små!
da randt for os guldterning.
</poem> | wikisource | wikisource_3786 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
Elektriciteten og Opfindelsen af Elektrisermaskinen.
<poem>Indledende Bemærkninger. De græske Kvinder i Oldtiden satte en særlig Pris paa et Slags Tene, der vare af Rav eller indlagte og forsirede med dette Stof. Idet nemlig Uldtraadene gned mod Tenene, bragtes Ravet i en ejendommelig Tilstand, saa at de fine Fnug, der gik løs af Ulden, afvexlende bleve tiltrukne og frastødte, hvad der afgav et underholdende Skue for de Spindende.
Denne Ravets Egenskab, at kunne udvikle en tiltrækkende Kraft, havde ogsaa skaffet det Navnet Elektron, af det græske Ord εlχεin, som betyder »at trække til sig«, og dets Benævnelser i andre Sprog — paa Latin; harpax, »Røverne«, paa Persisk: Karuba »den som trækker Avner til sig« — tyde paa, at man allerede tidligt er bleven opmærksom paa denne Særegenhed.
Af Navnet Elektron afledede man senere Navnet paa selve Kraften og kaldte denne Elektricitet, og de ved denne fremkaldte Fænomener elektriske.
Men allerede i Oldtiden kjendtes fornden Ravet enkelte andre Legemer, som paa samme Maade kunde blive elektriske, f. Ex. den blaa Ædelsten, der kaldes Hyacinth, og i Tidens Løb har denne Egenskab vist sig saa almindelig og ytret sig paa saa mangfoldige og forskjellige Maader, at Læren om Elektriciteten nu udgjør et af de vigtigste Afsnit af Fysiken. Den store Interesse, som de elektriske Fænomener have vakt, grunder sig ikke blot paa de overraskende Former, hvorunder de saa ofte optræde, men snarere paa den Mængde vigtige Erfaringer og Anvendelser, som Kjendskaben til dem har bragt, og som benyttes i det praktiske Liv.
Det er vanskeligt at afgjøre, hvormeget Oldtidens Forskere have kjendt af det Omraade, som vi nu vide hører ind under denne ejendommelige Naturkraft, Det kunde vistnok synes, som en nærmere Kjendskab til Naturkræfterne overhovedet og særlig til den elektriske Kraft og dens Virkninger har været Grundlag for mangen religiøs Kultus, hvis egentlige Betydning Præsterne have bevaret som en dyb Hemmelighed fra Slægt til Slægt. Men selv om det kan antages, at Præsterne have havt en saadan Kjendskab til Naturkræfterne og deres almindelige Love, uden hvilke man da ikke kunde tale om nogen Naturvidenskab, er denne Kundskab i Tidens Løb gaaet fuldstændig tabt og er bleven aldeles uden Betydning for Udviklingen af den nuværende Lære om Elektriciteten. Dens Begyndelse kunne vi først regne fra William Gilbert, en betydelig engelsk Fysiker, som undersøgte en Mængde Legemer med Hensyn til deres elektriske Egenskaber, og som i sit, Aar 1600, i London udgivne Værk »De magnete« opstillede en anselig Liste over saadanne Legemer, »der ved Gnidning blive elektriske«.
At Elekriciteten, der dog er en ligesaa hyppig virkende Naturkraft som Lyset eller Varmen, saa længe har kunnet unddrage sig Forskernes Blik, har sin Grund deri, at vi ikke have noget særligt Organ til at sandse denne, hvorfor ogsaa kun dens mest fremtrædende Virkninger — og især da naar de ere ledsagede af Lys-, Lyd- eller Varmefænomener — tildrage sig Opmærksomheden. Men da Gilbert havde vist, at en Mængde Legemer ved Gnidning kunde bringes i elektrisk Tilstand, kastede den opblomstrende Naturforskning sig med Iver over Undersøgelsen af disse Fænomener. Man søgte Midler til at frembringe større Mængder af Elektricitet, som man i Begyndelsen kun kjendte under en Form, som Gnidningselektricitet, og Otto von Guericke konstruerede den første Elektrisermaskine. Han fyldle en Glaskugle med smeltet Svovl; da dette var størknet, blev Glashylstret knust og den saaledes støbte Svovlkugle forsynet med en Axe, hvorom den ved Hjælp af et Sving kunde sættes i hurtig omdrejende Bevægelse, medens den venstre Haand blev trykket op imod den (Fig. 280). Hvis den berømte Borgmester blot havde undladt at slaa Glashylstret itu og havde gnedet dette istedetfor Svovlkuglen, vilde det have været en væsentlig Forbedring ved hans Elektrisermaskine; nu saa han ikke den Fordel, som Tilfældet uden hans Vidende havde lagt i hans Haand. Ham tilkommer dog med fuld Ret Æren for at have forfærdiget den første, om end noget raa, Elektrisermaskine, med hvilken han anstillede en Mængde særdeles interessante Forsøg.
Elektrisk Tiltrækning og Frastødning. Til at foretage de elektriske Fundamentalforsøg behøves slet ikke noget indviklet Apparat. Naar vi gnide en Stang Lak med en Stump uldent Tøj og derpaa holde Stangen over nogle smaa Papirstumper, Korkstumper eller lignende, ville vi strax bemærke en livlig Bevægelse af disse Smaalegemer: de springe op og hæfte sig til Stangen for atter efter faa Øjeblikke at stødes bort fra den (Fig. 281).
Benytte vi i Stedet for Papirstumper en lille Kugle af Hyldemarv, som er ophængt i en Silketraad, kunne vi gjøre den samme Iagttagelse. Det elektriske Pendul tiltrækkes af Lakstangen, men neppe har det berørt denne, før det atter stødes bort og skyer derpaa Stangen ligesaa meget, som det før stræbte at nærme sig den. (Fig. 282 og 283).
Et Glasrør, som er blevet gnedet med et Stykke Silketøj, tiltrækker og frastøder Pendulet, tilsyneladende paa samme Maade som en Lakstang, der er gneden med en ulden Klud; men der er dog en væsentlig Forskjel mellem Lakkets og Glassets Virkninger. Hvis vi nemlig ophænge to Hyldemarvskugler, hver for sig, paa den ovenfor angivne Maade og berøre den første med den gnedne Lakstang, den anden med det ligesaa behandlede Glasrør, vil den første naturligvis, som før vist, fly Lakstangen, men derimod med desto større Hæftighed tiltrækkes af Glasrøret. Omvendt forholder den anden Kugle sig, idet den flyer Glasrøret, men tiltrækkes af Lakstangen.
Positiv og negativ Elektricitet. Glas- og Lakelektriciteten ere altsaa indbyrdes forskjellige. I det videnskabelige Sprog kaldes den første positiv, den anden negativ Elektricitet. De betegnes i Korthed med + E og ÷ E. Den, der først iagttog denne Forskjel, var Du Fay (1773), og hans Opdagelse er en af de mest betydningsfulde i Fysikens Historie.
Alle Legemer, som ved Gnidning blive elektriske, blive enten positiv eller negativ elektriske, det vil sige: de udvikle under samme Forhold stedse samme Art Elektricitet. Af hvilket Slags denne er, kan undersøges ved Hjælp af det elektriske Pendul. Er Korkkuglen bleven gjort positiv elektrisk, saaledes at den tiltrækkes af Lakstangen, vil den ligeledes blive tiltrukket af ethvert negativ elektrisk Legeme, men blive frastødt af ethvert positiv elektrisk. De tvende Elektriciteters Forhold til hinanden kan udtrykkes ved følgende Sætning: De ensartede Elektriciteter frastøde, de uensartede tiltrække hinanden. Paa dette Forhold beror Elektroskopet, hvilket vi saavelsom Elektrometret længere fremme, ved Beskrivelsen af Elektrisermaskinen, skalle lære nærmere at kjende. Af Elektroskopet, saaledes som det blev konstrueret af Bohnenberger, gives i Fig. 284 en Afbildning. Dette lille Apparat bestaar i det væsentlige af to korte Stykker Straa eller Guldblade, som ved Hjælp af en ledende Traad eller Stang ere fæstede til en Metalkugle, der forøvrigt er isoleret. Meddeler man denne Kugle Elektricitet, saa at de to Halmstraa blive gjorte ensartet elektriske, ville de frastøde hinanden, og efter Størrelsen af Udslagsvinklen kan man bedømme Elektricitetens relative Styrke. I Reglen benytter man kun Apparatet som Elektroskop for overhovedet at paavise Tilstedeværelsen af fri Elektricitet og bestemme dens positive eller negative Natur.
Naar to med ensartet Elektricitet ladede Legemer bringes i Berøring med hinanden, udbreder Elektriciteten sig over begge Legemer. Lige Mængder positiv og negativ Elektricitet ophæve derimod hinandens Virkninger, idet de forene sig med hinanden. Findes et Overskud af det ene eller det andet Slags, vedbliver dette naturligvis at virke ligesom forhen. De to forskjellige Arter Elektricitet stræbe med stor Kraft at forene sig med hinanden, og dette er Aarsagen til den Tiltrækning, som et med Elektricitet ladet Legeme udøver paa et andet, hvad vi nedenfor skulle vise.
Endskjøndt Anskuelserne om Elektricitetens egentlige Væsen, navnlig hvorvidt den ligesom Lyset og de øvrige Kræfter beror paa en Bølgebevægelse, ingenlunde stemme overens, kunne dog de bekjendte Fænomener let forklares ved Hjælp af nogle simple Hypotheser.
En saadan Hypothese er da ogsaa den, at der i alle Legemer findes en neutral elektrisk Blanding, bestaaende af ligestore Mængder positiv og negativ Elektricitet. Denne Blanding betragter man som et særdeles fint Fluidum, uden dermed at ville give en udtømmende Definition paa en særegen Egenskab hos Legemerne. I og for sig giver dette Fluidum sig naturligvis intetsteds til Kjende, thi det er først, naar dets tvende Bestanddele skilles fra hinanden, at nogen Virkning kan fremkomme. Ved Gnidning skilles de elektriske Fluida saa vel i det gnidende som i det gnedne Legeme; men i Berøringsfladen gaa de modsatte Halvdele over i hinanden og forenes paa ny, medens de holde sig adskilte i de Dele af Legemet, som ligge bortvendte fra Berøringsfladen. Naar f. Ex. en Lakstang bliver gneden med en ulden Lap, vil det elektriske Fluidum i begge Legemer deles i sine positive og negative Bestanddele; men i Berøringsfladen forener Lakkets positive Elektricitet sig med Uldets negative, og vi faa tilsidst Lakket ladt med negativ Electricitet; Uldlappen derimod vilde være ladt med positiv Elektricitet, hvis vi ikke med vor Haand havde afledt denne. Vi ville dog endnu en Gang minde om, at hele denne Tanke om de elektriske Fluida maa betragtes som et Forsøg paa ved et Billede at anskueliggjøre de elektriske Fænomener, og at den ikke maa forstaas, som om der i Virkelighed existerede saadanne Fluida i de elektriske Legemer.
Man har i den seneste Tid gjort adskillige Forsøg paa nærmere at udfinde Elektricitetens Væsen. Professor Edlund i Stockholm har for nylig fremsat en saadan Theori. Han antager, at Elektriciteten ikke er andet end den hypothetiske Æther, som findes i Verdensrummet, og som ligeledes skulde findes i de uendelig smaa Mellemrum (Porer) mellem de Atomer, hvoraf ethvert Legeme bestaar. Et Legeme, som i normal Tilstand indeholder en vis Mængde Æther, skulde ved Optagelsen af mere Æther blive positiv elektrisk, og negativ, hvis der gik noget af den normale Æther bort fra det.
Størstedelen af Fysikerne ere dog mest tilbøjelige til at betragte Elektriciteten lige saa vel som de øvrige Naturkræfter, Lys, Varme, Magnetisme o.s.v. som en Emanation af en og samme Kraft, der kan ytre sig snart paa den ene, snart paa den anden Maade. Et Arbejde kan saaledes frembringe Varme, Lys eller Elektricitet. Gnidningen af Lak- eller Glasstangen er jo netop et saadant Arbejde, der frembringer den elektriske Tilstand i det gnedne Legeme.
Gode og slette Ledere. I visse Legemer udbreder Elektriciteten sig med særdeles Lethed og kan gjennem disse, som ogsaa kaldes gode Ledere, bortledes til en hvilkensomhelst Afstand.
Der findes i Modsætning hertil andre Legemer, som standse Elektricitetens Gang; men, ligesaalidt som der gives fuldkommen gode Ledere, der slet ingen Modstand gjøre mod Elektricitetens Forplantning, ligesaalidt gives der absolut slette Ledere eller Isolatorer.
Til de gode Ledere høre fremfor alt Metallerne, dernæst Jorden og Vandet, dyriske Legemer og friske Planter; til de slette Ledere høre alle Harpixer, den tørre atmosfæriske Luft, Svovl, Kautschuk, Glas, Silke og en stor Mængde andre Legemer.
Ved den mindst mulige Modstand i det ledende Legeme kan Forplantningshastigheden naa til henad 60,000 Mil i Sekundet; den er dog forskjellig i de forskjellige Ledere. Selv den bedste Leder gjør en Modstand mod Elektricitetens Forplantning, og det i højere Grad jo mindre dens Tversnit er. Det forholder sig her som med et Rør, der efter sin større eller mindre Diameter jo ogsaa gjør mindre eller større Modstand mod det gjennemstrømmende Vand. I Jorden udbreder Elektriciteten sig øjeblikkeligt.
I Virkeligheden blive alle Legemer elektriske ved Gnidning, men, da de gode Ledere strax afgive deres Elektricitet, med mindre der er truffet særlige Foranstaltninger derimod, varede det længe, inden man vilde tilkjende dem elektriske Egenskaber. Hvis man omgiver en god Leder med en slet, eller som det kaldes, isolerer samme, kan man godt fastholde og opsamle den deri frembragte Elektricitet (Konduktorer).
Elektriciteten udbreder sig kun paa Overfladen af de gode Ledere; paa en Kugle har den overalt samme Tæthed; ved uregelmæssigt formede Legemer derimod vilde den samle sig paa de fremragende Partier, men kun i ringe Mængde findes paa de flade eller endog fordybede Steder. Paa en hul Kugle, hvori foroven findes et Hul, vil man, selv om Kuglen er stærkt ladet med Elektricitet, næsten ikke kunne finde noget Spor dertil paa den indre Overflade; den er for den allerstørste Del samlet paa den ydre Overflade.
Faraday har i denne Retning anstillet mange lærige Forsøg. Han indsluttede sig saaledes en Gang i en stor Kasse af Jerntraad, der var Isoleret, idet den blev baaren af stærke Silkesnore Kassen blev dernæst
elektriseret, saaat man overalt kunde drage store Gnister af dens Yderflade. Ikke desto mindre mærkede Faraday ikke det mindste til noget Spor af elektrisk Stød, ligesom de for Elektriciteten fint følende Appaater, han havde ført med sig ind i Kassen, ikke ikke viste mindste Tegn paa at være ladede med Elektricitet.
Findes der paa en isoleret, god Leder en Spids, vil næsten al den Elektricitet, der meddeles Lederen, søge hen til Spidsen og herfra strømme ud i Luften. Der opstaar da herved, hvad man kalder den elektriske Vind. Idet nemlig Elektriciteten strømmer til Spidsen, ophober den sig her saa stærkt, at den lader de Luftdele, der berøre den; disse blive da frastødte og fjerne sig fra Spidsen for at give Plads for nye, der efterat være elektrisiterede atter frastødes o.s.fr.
Den elektriske Fordeling. Man kan ogsaa gjøre et Legeme elektrisk uden at gnide det eller berøre det med et andet elektrisk Legeme. Det er nemlig blot tilstrækkeligt, at bringe et med Elektricitet ladet Legeme i Nærheden af en god Leder. Nærmer man saaledes et med positiv Elektricitet ladet Legeme E (Fig. 285) til en god isoleret Leder AB, bliver dette elektrisk saaledes, at der ved A kommer negativ og ved B positiv Elektricitet. Fjerne vi E, forenes AB's modsatte Elektriciteter, og dette Legeme bliver saaledes atter ikke-elektrisk.
Man forklarer dette ved, at den positive Elektricitet i E ved sin Nærhed adskilller de to forbundne Elektriciteter i AB, saaat den negative bliver tiltrukket og samler sig nærmest ved E i A, medens den positive frastødes og ophober sig i B. Man siger, at AB paa denne Maade er bleven elektrisk ved Fordeling.
Sætte vi, medens E er i Nærheden, og Elektriciteterne i AB altsaa adskilte, en Finger eller en anden god Leder til B, borttage vi den positive Elektricitet. Ophæve vi dernæst Berøringen, og fjerne vi derpaa E, er A ladet alene med negativ Elektricitet. Paa hvilket som helst Sted vi end berøre AB, kunne vi, naar E er i Nærheden, kun bortlede den frastødte, altsaa her den positive Elektricitet, medens den, der tiltrækkes af E, bliver ved A. Man siger derfor, at den negative Elektricitet ved A er bunden.
Dette Udtryk, som man har beholdt fra en tidligere fejlagtig Anskuelse, maa dog ikke forstaas, som om den negative Elektricitet ved A var i Besiddelse af en særlig Egenskab, fremfor den positive. At vi ikke kunne bortlede den, kommer ganske simpelt deraf, at Fingeren eller den anden gode Leder, vi nærme til A, selv bliver elektrisk ved Fordeling ligesom AB, og følgelig bliver negativ elektrisk ligesom A. Bringe vi altsaa Fingeren i Berøring med A, ville vi blot meddele A B mere negativ Elektricitet, end den tidligere havde; vi forøge altsaa dens negative Ladning, hvorved den positive Elektricitet ved B neutraliseres.
Havde vi sat en Metalspids paa A, vilde den negative Elektricitet være strømmet ud af denne over paa E og ophævet dennes Ladning, medens der var bleven positiv tilbage ved B. Man forklarede dette fejlagtig tidligere ved, at Spidsen indsugede E's positive Elektricitet, og man kalder derfor endnu Metalspidser, der virke paa den her beskrevne Maade, »Indsugere«, Det er ved saadanne Spidsers Virkning, at den positive Konduktor paa Elektrisermaaskinen lades, som vi nedenfor skulle se det.
Vi kunne nu ogsaa forklare, hvorfor et elektrisk Legeme først tiltrækker og senere efter Berøringen frastøder et uelektrisk. Dette bliver nemlig først elektrisk ved Fordeling, og da de uensartede Elektriciteter tiltrække hinanden og ere hinanden nærmest, vil der derfor finde en Tiltrækning Sted. Men ved Berøringen ophæve de uensartede Elektriciteter hinanden, og begge Legemerne ere da ladede med samme Art Elektricitet, saaat de derfor frastøde hinanden.
Elektricitet ved Meddeling. Nærme vi et elektrisk Legeme mere og mere til en isoleret god Leder, der ikke forud er ladet, vil det elektriske Legemes Elektricitet med større og større Kraft stræbe at forene sig med den modsatte, der i Lederen frembringes ved Fordeling. Omsider overvindes Luftens Modstand, og Foreningen mellem de modsatte Elektriciteter foregaar da under Form af en mindre eller større Gnist. Lederen har da blot den Elektricitet tilbage, der er ensartet med det elektriske Legemes. Man siger da, at dette er blevet ladet ved Meddeling.
Elektrisermaskinen. Det væsentligste ved dette Apparat bestaar endnu den Dag idag, ligesom ved den af Guericke opfundne, af en slet Leder, der gnides, og et Gnidetøj. Dette sidste staar i ledende Forbindelse med Jorden, medens den første er isoleret. Som vi forhen have set, benyttede Guericke Haanden som Gnidetøj; Hawksbee bar sig tredive Aar senere ligesaadan ad, men i Stedet for en Kugle af Svovl benyttede han en af Glas, som kunde drejes rundt ved et Sving. Disse første Maskiners Ufuldkommenhed var længe en Hindring for deres almindelige Anvendelse; endog Du Fay brugte endnu ved sine Forsøg almindelige Glasrør, hvorved han kun kunde frembringe en meget ringe Mængde Elektricitet. Ved Uausen, Bose og Winkler i Leipzig blev derpaa Elektrisermaskinen paa mange Maader forbedret og kom snart i almindelig Brug. Den sidstnævnte satte det elektricitetfrembringende Legeme, til hvilket han benyttede et almindeligt Ølglas, i Bevægelse ved Hjælp af en Mekanisme paa samme Maade som paa en Drejebænk, og i 1740 forsynede han sin Maskine med det af Drejeren Giessing i Leipzig opfundne Gnidetøj, som ved Fjedre blev trykket ind mod den roterende Glascylinder.
Konduktoren, en god Leder, sædvanligvis bestaaende af en lukket hul Cylinder af Metal, som er bestemt til at opsamle den udviklede Elektricitet, var allerede tidligere i Brug. Abbed Nollet gjorde den isoleret ved at ophænge den i Silketraade, men først Wilson forbandt den direkte med Maskinen, saaledes at den umiddelbart kunde opfange Elektriciteten; han opfandt ogsaa de endnu benyttede kamlignende, med Spidser forsynede Arme, som fra Konduktoren gribe om begge Sider af Glasskiven.
Det vilde være mere end overflødigt, om vi vilde beskrive de mangfoldige Former, man har givet Elektrisermaskinen, thi med Undtagelse af Holtz's, som vi senere skulle nærmere beskrive, have kun faa af dem vist sig som væsentlige Forbedringer. Om det er en Glascylinder eller en Glasskive, der bliver gneden, er i og for sig ligegyldigt; de Forandringer, som i disse Tilfælde blive nødvendige, følge af sig selv, og vi kunne derfor trøstigt undlade at beskrive deres Opkomst og i Stedet derfor henvende Opmærksomheden paa Fig. 286.
Alt eftersom det gnedne Legeme er en Glasskive eller en Glascylinder, anvendes Benævnelsen Skive- eller Cylindermaskine. I vor Figur se vi en Maskine af det første Slags. Fra et faststaaende Bord hæve sig to oventil forenede Piller, hvorimellem der befinder sig en Glasskive P, som sidder paa en Axe, der kan drejes ved Hjælp af Svinget M. Foroven og forneden presses imod Skiven Gnidepuderne KK', som besstaa af Træstykker, overtrukne med Klæde eller et lignende Stof, som paa den gnidende Side ere besmurte med Kienmayers Amalgam (Kviksølv, Tin og Zink, som ere revne sammen med Svinefedt til en stiv Salve). Fra Gnidepuderne udgaa Hætter af Voxtaft GG, som under Skivens Omdrejning slutte tæt til denne, og som ikke alene hindrer Bortledningen af Elektriciteten men tvertimod ved sin egen Gnidning mod Glasset forøger denne. Da Skiven bliver gneden paa begge Sider, giver dette Slags Maskiner mere Elektricitet end Cylindermaskinerne og anvendes ogsaa fortrinsvis, naar den større Bekostning ved den store slebne Glasskive ikke er en Hindring for dens Anskaffelse. Paa højre og venstre Side omfattes Skiven af to Bøjler FF', som ere forsynede med Spidser, der vende ind mod Glasset. I disse »Indsugere« sker der en Fordeling af Elektriciteten, naar den positiv elektriske Glasskive føres forbi dem, idet den negative Elektricitet strømmer fra Spidserne over paa Glasskiven, hvis Elektricitet saaledes ophæves, medens Konduktoren selv lades med positiv Elektricitet, saaledes som vi ovenfor have beskrevet det. Denne Konduktor er dannet af en eller to vel afrundede Metalcylindre CC', der hvile paa de isolerende Glasfødder vv og ere forenede ved Metalstangen AA'. Paa denne Stang, der udgjør en Del af Konduktoren, ses et Elektrometer, som bestaar af et Pendul B, der, saalænge Konduktoren ikke indeholder nogen Elektricitet, hænger lodret ned; men saasnart denne bliver ladet, meddeles Elektriciteten ogsaa til Kuglen, og denne vil, da de ensartede Elektriciteter frastøde hinanden, gjøre et Udslag, der kan aflæses paa den graderede Bue. Jo større Udslagsvinklen er, desto større er den elektriske Spænding. En Metalkjæde sætter Gnidepuderne i ledende Forbindelse med Jorden.
Saa snart Skiven drejes rundt, ville ved Gnidningen de to Arter Elektricitet adskilles, saaledes som forhen er omtalt, og Glasset bliver positiv, Gnidetøjet negativ elektrisk. Ved Kjæden, der forbinder Gnidepuderne med Jorden, afledes den negative Elektricitet ligesaa hurtigt, som den udvikles, medens Glassets positive Elektricitet bliver fri og gaar over til Konduktoren. Benne Proces vil foregaa uden Afbrydelse, saa længe Gnidningen fortsættes.
Sætter man Gnidetøjet i Forbindelse med en selvstændig Konduktor i Stedet for med Jorden, kan man i den opsamle negativ Elektricitet netop i ligesaa stor Mængde, som Skiven udvikler positiv.
Nærmer man en Leder til en af Konduktorerne springer Elektriciteten over som en Gnist, og man hører en stærkere eller svagere knitrende Lyd.
Hvor megen Ladning en Konduktor kan holde, beror paa Størrelsen af dens Overflade. Ladningen kan dog ikke overstige visse Grænser, og fra en for stærkt ladet Konduktor vil Elektriciteten enten bortføres fra Luften eller springe med en Gnist og et Knald over til det nærmeste ledende Legeme. Den, som har set store Elektrisermaskiner arbejde, vil let kunne forstaa, at de lange Gnister, som kunne frembringes fra en saadan, kunne udøve en betydelig Indvirkning paa den menneskelige Organisme. Man kan iøvrigt umærkeligt udlade en Konduktor, naar man nærmer til den en god Leder, som er forsynet med en eller flere Spidser. I fugtig Luft er Elektrisermaskinens Virkning ingen eller i al Fald højst ubetydelig, og allerede Nærværelsen af flere Mennesker i et indesluttet Rum virker hindrende paa Grund af den Fugtighed, som ved Aandedrættet tilføres Luften. Som alle gode Ledere taber Konduktoren ved en eneste Udladning næsten al sin Elektricitet, medens man kun lidt efter lidt kan fratage f. Ex. Glas dets Elektricitet som svage Gnister ved at nærme Knoen af Fingeren dertil. Man bør derfor omgaas lidt varsomt med den ladte Konduktor og tage sig vel i Agt for dens Stød. Forholdet bliver helt anderledes, naar man ved Ladningens Begyndelse sætter sig i ledende Forbindelse med Konduktoren enten ved direkte Berøring eller ved at holde i en fra samme udgaaende Kjæde og stiller sig paa et isolerende Underlag (Isolerskammel). Det menneskelige Legeme lades i dette Tilfælde ganske som Konduktoren: det giver Gnister ved Berøring, Hovedet viser sig i Mørke omgivet af et blegt Lysskjær, og Haarene rejse sig, da de ere ladte med samme Art Elektricitet og saaledes maa frastøde hverandre, paa samme Maade som Guldbladene i Bohnenbergers Elektrometer.
Dampelektrisermaskinen. I den nyere Tid har man ogsaa benyttet den Gnidning, som fremkommer ved Vanddampes Udstrømning gjennem snevre Aabninger, til at udvikle betydelige Mængder af Elektricitet, og Armstrong i England har i 1840 konstrueret en egen Dampelektrisermaskine, som er afbildet i Fig. 287. Han lader den stærkt spændte Damp strømme gjennem et i flere Retninger brudt Mundingsrør af Buxbom, som er sat ind i det ved c Anbragte Stykke, og opsamler den ved Gnidningen udviklede Elektricitet i Konduktoren B. Denne Opsamling sker ligesom paa de forhen omtalte Maskiner ved fine Spidser, mod hvilke Dampen strømmer ud, og som staa i ledende Forbindelse med Konduktoren. Dampen udvikles i en særegen Kjedel, hvis Ventil s holdes lukket saalænge indtil den behørige Spænding er naaet. Dampen bliver positiv elektrisk og Kjedelen negativ.
Man faar dog ingen Virkning, naar Dampen er overhedet, eller langt fra sit Mætningspunkt. Elektricitetsudviklingen foregaar kun, naar Dampen indeholder smaa Vanddraaber, og det er ved disses Gnidning mod Udløbsrørets Sider, at Elektriciteten fremkommer. Vandet maa endvidere være destilleret; er der opløst faste Stoffer i Vandet, virker Maskinen ikke.
Franklins Tavle er en Glasplade, der paa begge Sider indtil et Par Tommer fra Randen er belagt med Staniol. Lades den ene Side med positiv Elektricitet fra Konduktoren paa en Elektrisermaskine, vil ved Fordeling en tilsvarende Mængde negativ blive dragen til den nærmest Glasset liggende Flade af den anden Staniolbelægning, medens den derværende positive Elektricitet stødes tilbage til samme Belægnings fra Glasset vendte Side, hvor den da kan bortledes med Fingeren.
Man kan paa denne Maade opsamle en stor Mængde Elektricitet efter som næsten alt samles inde ved Glasset, der hindrer Elektriciteten i at forene sig. Den Elektricitet, der er fremkommen ved Fordeling, er her »bunden«, og kan ikke bortledes. Bringes begge Belægningerne i ledende Forbindelse med hinanden, udlades Tavlen, og da man, som sagt, ved dette Apparat kan opsamle en stor Mængde Elektricitet, er Virkningen af Udladningen langt stærkere end ved en almindelig Elektrisermaskine.
Leydnerflasken er et lignende Apparat, hvoraf man betjener sig ved større elektriske Forsøg. Egentlig er det kun en Franklins Tavle i en anden Form, thi det bestaar af en foroven aaben Glascylinder eller Flaske, som saavel paa den udvendige som indvendige Side til de to Trediedele af Højden er belagt med Staniol. En Metalstang, der ender i en Kugle, staar i ledende Forbindelse med den indvendige Belægning; i Stedet for denne kan Flasken ogsaa fyldes med Filspaaner, Hagl eller lignende. Den lades ved at man bringer den indvendige Belægnings Metalkugle i ledende Forbindelse med Konduktoren paa en Elektrisermaskine medens man holder Flasken i Haanden eller paa anden Maade bringer den udvendige Belægning i Forbindelse med Jorden. Hvor stærkt Flasken formaar at lades, og den deraf følgende større eller mindre Virkning ved Udladning, beror paa begge Belægningers Kvadratindhold. Sættes flere Flasker i Forbindelse med hverandre, saaledes at alle de indvendige Belægninger lades med samme Slags Elektricitet, faar man, hvad man kalder et elektrisk Batteri. Alle Flaskerne sættes paa et fælleds ledende Underlag, som staar i Forbindelse med Jorden, medens de indvendige Belægningers Metalkugler forenes ved Metalstænger, saa at de samtidig kunne lades og udlades. Fig. 288 er en enkelt Leydnerflaske, Fig. 289 en Samling af flere saadanne d. v. s. et elektrisk Batteri. CC' er Konduktoren til en elektrisermaskine, der ved Hjælp af Metalstangen T ved B er sat i ledende Forbindelse med Flaskernes indvendige Belægninger. Fra de ydre Belægninger, som ligeledes ere forbundne med hverandre, ledes den positive Elektricitet ned i Jorden gjennem den ved P anbragte Kjæde C'. For at frembringe ledende Forbindelse mellem de indvendige og udvendige Belægninger betjener man sig af Henleys Udlader, forsaavidt Forsøget ikke kræver, at andre Gjenstande bringes ind i Ledningen. Fig. 290 viser en saadan Udlader. Den bestaar af to Metalarme C og D, forbundne ved et Hængselled O og med Metalkugler i deres fri Ende, samt af to Glashaandtag, ved Hjælp af hvilke Armene kunne drejes i deres Led. Den derpaa følgende Fig. 291 viser en anden Form af Udladeren samt dens Anvendelse. I Fig. 289 vil, hvis A ved P er sat i Forbindelse med de udvendige Belægninger, en Gnist springe over ved F saa snart A' og de indvendige Belægninger ved Udladeren bringes i Forbindelse med hverandre.
Elektroforet, som man kan benytte i Stedet for Elektrisermaskinen, naar man kun behøver at udvikle en ringere Mængde Elektricitet, grunder sig ligeledes paa Virkningen af Elektricitet ved Fordeling. Det bestaar af en Harpixkage, helst forfærdiget af Schellak og venetiansk Terpentin, som hviler i en afledet Metalskaal; Overfladen bør være saa jevn og fri for Sprækker som vel muligt. Denne Kage, som med en Diameter paa 8—16 Tommer bør have en Tykkelse af 3—7 Linier, pidskes med en meget tør Rævehale eller et Katteskind og bliver derved negativ elektrisk. Paa den Saaledes elektriserede Kage lægger man et med et isolerende Haandtag forsynet eller i Silkesnore ophængt Skjold, bestaaende af en plan Metalplade med afrundede Kanter eller en med Staniol overtrukken Papskive. Kagens negative Elektricitet frembringer positiv i Skaalen og fordeler tillige Elektriciteterne i Skjoldet: + E samler sig ved den nedre og ÷ E ved den øvre Flade; denne sidste, som er fri, kan bortledes. Nærmer man nu Knoen af en Finger til den øvre FIade af det paa Kagen liggende Skjold, springer en negativ elektrisk Gnist
over. Saa længe Skjoldet ligger paa Kagen, holdes + E bunden ved den nedad vendte Flade, men saa snart det løftes op, bliver den fri, og man kan faa en ny Gnist, denne Gang af positiv Elektricitet. Dette Spil kan man gjentage saa ofte, man ønsker det, thi ved at lægge Skjoldet paa Harpixkagen berøver man ikke denne nogen Elektricitet; den bliver blot bragt i den bundne Tilstand, hvoraf den befries, saa snart Skjoldet atter løftes af. Elektroforet blev opfundet af Volta. (Fig. 292.).
Fordelingsmaskinen. Hvis man kunde gjøre Elektroforets Virkning kontinuerlig, vilde dermed være givet en ny Form for Elektrisermaskinen. Denne Tanke førte to tyske Fysikere, Töpler i Dorpath og Holtz i Berlin, uafhængig af hinanden, til Opfindelsen af Fordelingsmaskinen, hvorved Elsktrisermaskinen, der ganske vist siden Otto von Guerickes Tid i flere Henseender var bleven forbedret uden dog at undergaa væsentlige Forandringer, fik en Konstruktion, der hvilede paa fuldstændigt nye Principer. Fig. 293 og 294 forestille to hinanden kompletterende Tegninger af denne Maskine, som unægtelig er en af de senere Aars mærkværdigste elektriske Opfindelser. Tegningerne vise den Skikkelse, som Holtz gav den efter ham opkaldte Elektrisermaskine.
Maskinen bestaar af to tæt til hinanden liggenge Glasskiver A og B, hvoraf den første er den største og ligger fast, medens B ved Hjælp af Remskiverne S og S' kan sættes i hastig omdrejende Bevægelse. Skiven A befæstes ved Ringe af hærdet Kautschuk (Ebonit), der sidde paa horisontale Glasstænger, som foroven og forneden forene de vertikale Glassøjler 1, 2, 3 og 4: i Midten er en cirkelformet Udskjæring, hvorigjennem den Axe gaar, som bærer Skiven B. Axen x hviler med Staaltappe paa Tverstykkerne k og h, som ere anbragte mellem Søjlerne 1 og 3 samt 2 og 4. Paa det første af disse Tverstykker findes desuden to Konduktorer g og i; de vende med deres Spidser imod Glasskiven B og ende i de to Metalkugler f og e, gjennem hvilke Messingstængerne kk kunne forskydes ved Hjælp af Glashaandtag; de to sidstnævnte Stænger ende i to Kuglepoler n og p. Paa Glasskiven A findes, som Fig. 293 viser, to diametralt modsatte Udskjæringer a og b lige ud for Konduktorerne g og i. Paa Kanten af disse Udskjæringer er paaklistret to Papirstykker c og d, fra hvilke der udgaar to spidse Stykker stivt Papir, der ere bøjede ind gjennem Aabningerne, saaledes at Spidserne netop, berøre den bevægelige Skive B.
For at sætte Maskinen i Virksomhed meddeles først Elektriciteten til Belægningen c. Hvis vi antage, at det er sket ved at berøre den med en med Katteskind pidsket Ebonitplade, vil c blive ladet med negativ Elektricitet. Den her samlede Elektricitet virker gjennem Glasskiven B fordelende paa Konduktoren g, saaat positiv Elektricicitet trækkes til dens mod Glasset vendte Spidser og derfra strømmer over paa Skiven, medens den negative gaar til Kuglen n, som vi foreløbig maa tænke os i Berøring med p. Fra n gaar den negative Elektricitet over til p paa Konduktoren i og strømmer fra dens Spidser over paa Glasskiven B paa det Sted, som ligger lige over for Belægningen d paa Skiven A.
Denne Proces vilde ikke blive synderligt bemærket, hvis Skiven B forblev rolig paa sin Plads, og i ethvert Tilfælde vilde den elektriske Ladning, bestaaende af + E fra g og ÷ E fra i, som den havde faaet, ikke kunne frembringe nogen Virkning, da den vilde holdes bunden. Men naar Skiven B drejes rundt i den Retning, som Pilene paa Figuren antyder, komme stedse nye, endnu ikke med Elektricitet ladte Steder af Glasskiven frem for Konduktorerne, og i Mørke kan man overbevise sig om, at Udstrømningen fra Spidserne paa Konduktoren g er vedvarende. Den ved gg med positiv Elektricitet ladte Skive B beholder denne Ladning, der bindes af den nærliggende Skive At indtil den kommer midt for Udskjæringen b. Her frigjøres den positive Elektricitet og frembringer en Fordeling i Belægningen d, saaat negativ Elektricitet gjennem Papirspidsen strømmer over paa Skiven B, imedens Belægningen selv lader sig med positiv. Denne positiv elektriske Belægning d virker nu ganske paa samme Maade paa Konduktoren i som den negativ elektriske Belægning c paa Konduktoren g, og det saaledes, at den forøger den positive Udstraaling fra Konduktoren i. Belægningernes Ladning bliver saaledes forstærket, og Skiven faar under den anden øvre Halvdel af sin Omdrejning en stærkere Ladning ÷ E fra dt end den + E, den fik fra c. Hver halve Omdrejning forøger paa denne Maade Spændingen, og denne bliver snart saa stor, at Kuglerne n og p kunne fjærnes fra hinanden, og den Gnist, der springer over imellem dem, kan lidt efter lidt blive meget større og længere end paa Elektrisermaskiner af ældre Konstruktion. Fra Konduktoren kan man lade Leidnerflasken, idet man sætter den indre Belægning i Forbindelse med den ene, den ydre med den anden Pol o. s. fr.
Elektriske forsøg. Ved Hjælp af Elektrisermaskinen kan man anstille en hel Mængde særdeles interessante Forsøg. Tidligere navnlig benyttede man den elektriske Tiltrækning og Frastødning til en Mængde forskjellige Kunststykker. Man havde elektrisk Klokkespil, elektrisk Kugle- og Dukke-dans og andre Variationer paa det samme Thema, alle bestaaende i at man lod lette Legemer springe op og ned mellem to med forskjellig Art Elektricitet ladte Plader, f. Ex. Harpixkagen og Skjoldet i Elektroforet. Man tildannede disse Legemer i forskjellig Skikkelse af Hyldemarv.
Paa den elektriske Gnists Lys- og Varmefænomener grunde sig ogsaa flere andre Apparater, hvoraf Lynildstavlen og Lynildsrøret ere de mest bekjendte. Den første (Fig. 295) bestaar af en Glasflade, hvorpaa er klæbet Staniolstrimler, der ere afbrudte paa forskjellige Steder. Leder man nu en elektrisk Gnist langs ad Belægningen vil der opstaa smaa Gnister paa de afbrudte Steder og ere disse ordnede efter en bestemt Tegning, vil man for hver Gang en Gnist slaar over paa Staniolbelægningen faa en lysende Figur svarende til Tegningen. — Lynildsrøret er et Glasrør, paa hvilket der i en Spirallinie er klæbet smaa rhomboide Stykker Staniol, som, naar en Gnist slaar over paa Belægningen, afgiver Skuet af en lysende Spiral.
Hvis man fylder et Rør med en exploderende Luftart, f. Ex. en Blanding af Brint og Ilt (Knaldluft) og lader en Gnist springe over mellem to i denne Blanding anbragte Metaltraade, antændes denne, og en Kugle kan skydes ud af Røret. Denne saakaldté elektriske Pistol har i Lenoirs Gasmaskine fundet en Anvendelse i det store. Krudt kan ligeledes antændes ved den elektriske Gnist, og ved større Sprængninger gjør man ogsaa Brag heraf. Den Varme, som den elektriske Gnist udvikler, kan endog udvide en indesluttet Luftmasse, saaat den som i den elektriske Morter (Fig. 296) kan udslynge en Kugle. Figuren viser Gjennemsnit af en saadan.
Ogsaa Virkningerne af Leydnerflasken og det elektriske Batteri ere særdeles interessante. Ved disse Apparater faa vi dog langtfra saa lange Gnister som fra Konduktorerne paa en Elektrisermaskine. Van Marum fik paa den store Maskine i det Teylerske Musæum i Leyden Gnister paa næsten 3 Fods Længde, og Winter i Wien har paa en Elektrisermaskine, der tilhører den derværende polytekniske Skole, og som er omændret efter hans Plan, faaet Gnister af endnu større Længde. Ved Udladningen af en Leydnerflaske ere langt større Mængder Elektrcitet i Bevægelse, hvorfor ogsaa dens Virkninger kunne være særdeles stærke. Tykke Papskiver formaar Gnisten at slaa Hul igjennem; ogsaa Glasplader kan den gjennembore, naar man anvender en Fremgangsmaade som vist i Fig. 297. Spidsen T' sættes ved en Kjæde i Forbindelse med den ydre Belægning, medens den anden Spids T ved Kuglen B kan bringes i Forbindelse med den indre. Mellem Spidserne lægges den Glasplade, man vil gjennembore, og er Afstanden mellem disse ikke for stor, kan Spændingen blive saa stærk, at Gnisten slaar lige gjennem Glasset. Metaltraade bringes til at gløde under Elektricitetens Gjennemgang, tyndere Traade smelte, og fine Sølv- og Platintraade forbrænde med et blændende Skin. Det er naturligt, at saadanne Virkninger nok skulle give sig tilkjende for Følelsen. Medens Gnisten fra en Konduktor blot foraarsager en stikkende Fornemmelse, kan Udladningen fra et elektrisk Batteri øjeblikkelig bedøve et Menneske, ja, Virkningen kan være endnu langt farligere. For under Forsøg at undgaa disse i al Fald meget smertende Stød, maa man omgaas disse Apparater med den største Forsigtighed og navnlig altid passe, at ingen Del af Legemet kommer ind i Ledningen mellem den indre og ydre Belægning.
Vi have ovenfor med nogle faa Ord omtalt den aaakaldte »elektriske Vind«. Man kan meget let overbevise sig om dens Tilstedeværelse: naar man holder en vædet Finger hen foran den Metalspids, man anbringer paa Konduktoren, naar man vil anstille Forsøg i saa Henseende, vil man, saasnart Maskinen sættes i Bevægelse, mærke et svagere eller stærkere Pust paa den Side af Fingeren, der er vendt mod Spidsen. Bøjer man Spidsen i en Vinkel og holder man et tændt Lys tæt hen foran denne, vil man ved Maskinens Omdrejning se Flammen forholde sig, som om den blev paavirket af en Glaspusters Blæserør.
Vi ville endnu omtale et smukt lille Apparat, den saakaldte elektriske Mølle. Den bestaar af endel fine Metaltraade, der i lige Afstande straale ud fra et fælleds Centrum, og hvis Spidser alle ere bøjede i samme Retning. Naar dette Hjul anbringes vandret paa Spidsen af en Tap, som rager op fra Konduktoren, og saaledes, at det med Lethed kan bevæge sig rundt, vil det begynde at dreje sig i en Retning, der er modsat Spidsernes, saa snart Maskinen sættes i Virksomhed. Dette kommer af, at de elektriserede Luftdele frastøde Spidserne med den samme Kraft, hvormed disse frastøde de elektriserede Luftdele.
Anbringer man den elektriske Mølle paa en Spids, der er i ledende Forbindelse med Jorden, og nærmer man en ladt Konduktor til den, vil Møllen strax begynde at dreje sig, idet nemlig Jordelektriciteten, under den ladte Konduktors Paavirkning, strømmer ud gjennem Spidserne, paa samme Maade som den under Paavirkning af en Tordensky strømmer ud gjennem Spidsen af en Lynafleder.</poem> | wikisource | wikisource_2981 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
Buddinger..
Til varme Buddinger smøres Formen med Smør og bestrøes med stødt og sigtet Brød. Heraf strøes ogsaa ovenpaa Buddingen. Formen sættes i kogende Vand i et Kar, som maa være saa høit, at Formen ikke rører ved Bunden deraf, da Buddingen derved kan brændes, og som er saa vid, at der kan være rundeligt Vand omkring Formen. Ilden maa stadigt vedligeholdes, saa at Vandet ikke gaar af Kog, og dette maa ved Bortkogningen kun formeres med hedt Vand. Naar Buddingen har kogt i et lille Qvarteer, lægges Gløder paa Laaget, som fornyes, naar de uddø. Buddingerne kunne bages i et Fad, og de fleste igjen vendes deraf. Tager man en større Portion til Buddinger, end i det Efterfølgende er angivet, da maa de koge i 3 Timer.
Budding af Kjød og Fiskefarce..
Farcen til disse Buddinger maa være udrørt lidt tyndere end til Boller. De koges i et Par Timer; ere de meget store, da en Timestid længere.
Brød-Budding..
For 20 Øre Franskbrød eller Hvedeknopper raspers, skæres i 4 Dele, dyppes netop i koldt Vand og staa tildækkede i et Par Timer. Derpaa stødes Brødet itu med en Skee, bages i 10 Lod (31 O.) Smør, det halve kan være Klaret, og røres varmt, dog ikke hedt, i ½ Time, eller til Deigen er bleven hvid, med 10 Æg, som først ere godt pidskede, ¼ Pd. (25 O.) Rosiner, Muskatblomme, Salt og lidt Sukker. Den koges i 2½ Time og spises med sød Sauce. Til 8 Personer.
Marv-Budding..
Deigen laves paa samme Maade som Ovenstaaende, men kun med 8 Lod (25 O.) Smør. Naar den hældes i Formen, fordeles ¼ Pd. (25 O.) Marv, som er skaaret i temmelig store Stykker, deri. Spises med sød eller Rødvins-Sauce.
Spinat-Budding..
Deigen laves som til Brød-Budding, men uden Rosiner; naar den er rørt, kommes 6 toppede Spiseskeer Spinat deri, som først er kogt, aftrykket og hakket. Den spises med rørt Smør med Muskatblomme.
Kartoffel-Budding med skarp Sauce..
Naar 2 Pund Kartofler ere kogte, dog ikke for møre, og revne med let Haarn og derpaa bagt i 15 Lod (47 O.) Smør, røres deri 15 Æg og rigeligt af Løg, Peber og Salt. Den koges i 3 Timer og spises med en kraftig brun Sauce.
Krebse-Budding..
Deigen laves som til Brød-Budding, men uden Rosiner. ½ Snees store Krebs koges og pilles; Kjødet af Hovederne, Kløerne og nogle af Halerne hakkes og røres i Deigen. Skallerne stødes og laves til Sauce, hvori kommes Asparges eller Blomkaal og de tilbageblevne Haler.
Reie-Budding.
laves som Ovenstaaende. 1 Pot kogte Reier pilles, hakkes lidt og røres i Deigen. Den spises med Reie- og Asparges-Sauce.
Kartoffel-Budding..
Naar Kartoflerne ere kogte, skrællede og fuldkommen kolde (de maa helst koges Dagen før), rives de med en let Haand, saa at der ingen Stykker er deri. 1 Pund saaledes revne Kartofler bages i ¼ Pd. (25 O.) Smør, det halve kan være Klaret. ½ Pd. (50 O.) koldt Smør røres først til Fløde, derefter 1 Qvarteer med ¼ Pund (25 O.) hvidt Sukker eller Puddersukker og 10 Æggeblommer; Kartoflerne kommes deri med reven Skal af en Citron, lidt Kardemomme og ¼ Pd. (25 O.) søde, stødte Mandler. Det røres 1 Qvarteer, og de pidskede Hvider kommes i tilsidst. Den koges i 2 Timer, spises med Rødvins- eller sød Sauce og er til 10 Personer.
Prindsesse-Budding..
6 Lod (19 O.) Meel bages godt i 6 Lod (19 O.) Smør og spædes lidt efter lidt med ½ Pot Fløde eller god Melk og bages godt. 10 Æggeblommer røres hvide med 6 Lod (19 O.) hvidt Sukker, derefter en halv Timestid med det bagte Meel, som maa være lidt afkølet. Stødt Vanille eller Kardemomme og lidt Salt røres i Deigen tilligemed de pidsede Hvider. Den koges i 2 Timer, spises med Vin-Crem-Sauce af 6 Æg, Rødvins- eller sød Sauce og er til 6 à 7 Personer. Buddingen kan laves med 8 Æg, og Melet bages i halv Smør og halv Klaret, men den bliver ikke saa let deraf.
Æble-Budding..
1½ Pd. Æbler aftørres og koges i lidt Vin og Vand, Citronskal og Kaneel, gnides gjennem et Dørslag og tillaves med Sukker, dog ikke for sødt. 4 Hvedeknopper rives, og udrøres med 1 Pægel Melk, 4 Lod (13 O.) afklaret Smør, 4 Æggeblommer, 7 Lod (22 O.) Sukker, lidt bittre Mandler, Kardemomme og Kaneel. Naar dette er godt sammenrørt, kommes Æblegrøden deri og tilsidst de pidskede Hvider. Den koges i den smurte og strøede Form i 1½ Time. Spises med Sukker, uden Sauce. Istedetfor Æbler kan bruges Stikkelsbær.
Meel-Budding..
8 Lod (25 O.) Meel bages godt i 8 Lod (25 O.) Smør og 1½ Pægel Melk. Naar det er lidt svalt, røres det med 8 Æggeblommer, Sukker, lidt Salt og Kardemomme, de pidskede Hvider tilsidst. Den koges i 2 Timer, spises med sød Sauce og er til 6 à 7 Personer.
Kartoffelmeels-Budding..
10 Lod (31 O.) Kartoffelmeel bages godt i 6 Lod (18 O.) Smør og 3 Pægle Melk. Det hældes op og røres varmt med 10 Æggeblommer og Sukker; de pidskede Hvider tilsidst. Den koges i 2 Timer og spises med Rødvins- eller sød Sauce.
Riismels-Budding..
½ Pd. (50 O.) Smør smeltes, deri bages ½ Pd. (50 O.) Riismeel og ¼ Pd. (25 O.) hvidt Sukker eller Puddersukker; deri kommes lidt efter lidt 1 Pot god Melk, hvori er udtværet ¼ Pd. (25 O.) fiint stødte Mandler. Naar dette er bagt godt, tages det af og røres, naar det er afkølet, med 12 Æggeblommer, 2 af Gangen, tilsidst de pidskede Hvider. Den koges i 3 Timer, spises med sød Sauce og er til 10 à 12 Personer.
Riis-Budding..
1 Pd. Risengryn skoldes og koges halv møre i 2½ Pot Melk. Medens dette er varmt, røres 1 Pd. Smør deri; derefter kommes 20 godt pidskede Æggeblommer, Rosiner, Salt, Sukker og tilsidst de pidskede Hvider deri. Den koges i 2 Timer, spises med sød Sauce og er til 16 Personer.
Sagobudding..
8 Lod (25 O.) godt skyllede Sagogryn, 2 Lod (6 O.) Smør og 2 Pægle Melk koges til en tyk Grød. Naar den er lidt afkølet, røres deri 3 hele Æg, 4 Lod (12 O.) Sukker, 4 Lod (12 O.) Rosiner, lidt Salt, reven Citronskal og Kaneel efter Smag. Grøden kommes nu i et Leerfad og bages ved jævn Varme i en lille Time. Spises med sød Sauce og er til 4 à 6 Personer.
Macaroni-Budding..
½ Pd. (50 O.) Macaroni brækkes i Stykker og koges i 2 Potter Melk, til de ere møre, uden dog at gaa istykker, hvorpaa de ophældes for at afløbe. ½ Pd. (50 O.) Smør røres godt, deri kommes 12 Æggeblommer og en Desertskee hvidt Sukker, som atter røres godt. De pidskede Hvider røres deri og tilsidst Macaronierne og lidt Salt. Massen kommes i den smurte og strøede Form og koger i 2 Timer. Til Sauce smeltes Smør, hvori røres lidt Meel Bouillon og reven Parmesanost.
Klipfiske-Budding..
½ Pd. (50 O.) Smør, det halve kan være Klaret, og 12 Lod (38 O.) Meel bages og spædes med 3 Pægle Melk. ¾ Pund (75 O.) kogt og fiint hakket Fisk bages lidt med. Naar det er lidt afkølet, røres det med 10 pidskede Æggeblommer, Rosiner, Salt, Muskatblomme og tilsidst de pidskede Hvider. Den koges i 2 Timer, spises med rørt Smør med Muskatblomme eller Peber i og er til 8 à 10 Personer. Den kan blive god med lidt færre Æg.
Klipfiske-Budding med Brød..
For 12 Øre Hvedeknopper afraspes, blødes i 1 Pægel Melk og bages i 1 Pægel Melk og 12 Lod (38 O.) Smør, det halve kan være Klaret. Naar det er næsten færdigt, bages ½ Pd. (50 O.) fiint hakket Fisk deri, og naar det er lidt afkølet, røres det med 8 vel pidskede Æg, en Kop Rosiner og lidt Peber. Den koges som Ovenstaaende og spises med samme Sauce. Til 7 Personer.
Klipfiskebudding med Kartofler..
½ Pd. (50 O.) kogt hakket Klipfisk og 4 Lod (12 O.) kogte og revne Kartofler, 4 Lod (12 O.) Smør, lidt stødt Muskatblomme røres godt med 3 hele Æg, ¼ Pægel Fløde, 4 Lod (12 O.) skyllede Rosiner; tilsidst ½ Lod Gjærpulver. Deigen ophældes i et Lerfad og sættes strax i Ovnen. Spises med rørt Smør. Til 4 Personer.
Budding af kogt, fersk Fisk.
kan laves som de to foregaaende Buddinger, kun at den hakkede Fisk røres i, uden at bages med, Spises med samme Sauce.
Granada af Fiskefarce..
2 Pd. Fisk laves til Farce, hvormed den smurte Buddingeform beklædes. 2 Høns eller 4 Kyllinger skæres itu og koges til Fricasée. Naar disse ere møre, tages de op og lægges tæt paa hinanden i Midten af Farcen med ganske lidt Sauce; derover lægges et Lag Farce, som strøes med Brød. Den koges i en Timestid som en anden Budding og spises med Fricasée-Saucen, som legeres med et Par Æggeblommer. Deri kan kommes enten Østers, Muslinger eller Hummer, Krebs og Reie med Asparges eller Blomkaal. Ved Forskæringen skæres det øverste Stykke af Buddingen først af, for at man derved bedre kan faa Kjødet op.
Granada af Kjødfarce.
laves paa samme Maade som Foranførte, men hertil kan ogsaa bruges Ragout af alle Slags Stege. Den spises med Saucen af Ragouten, hvori kommes, hvad det passer i brun Sauce. 3 Pd. Kjød lavet til Farce er tilstrækkelig til 3 Par Duer.<br>
Man kan brune Hvidkaal eller bodseldske Roer og lægge dem inden i Farcen tilligemed Medisterpølse, som først er stegt og skaaren i smaa Stykker. Granaden spises da uden Sauce. | wikisource | wikisource_1838 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
Danmarks Riges Grundlov.
af 5te Juni 1849
Vi Frederik den Syvende,
af Guds Naade Konge til Danmark, de Venders og Gothers, Hertug til Slesvig, Holsten, Stormarn, Ditmarsken, Lauenborg og Oldenborg,
Gjøre vitterligt for Alle: Efterat Vi af fri Kongelig Magtfuldkommenhed havde besluttet i Overeensstemmelse med Vort troe Folk at lade udgaae en ny Grundlov for Danmarks Rige, og en fuldstændig Overeenskomst lykkeligen er bleven tilvejebragt mellem Os og den for Kongeriget sammentraadte Rigsforsamling om denne Grundlovs Indhold, i Henhold til det Udkast, Vi havde ladet Rigsforsamlingen forelægge som Grundlag for Forhandlingerne, saa have Vi nu - dog med Forbehold af at Ordningen af Alt, hvad der vedkommer Hertugdømmet Slesvigs Stilling, beroer indtil Freden er afsluttet - vedtaget efterfølgende Danmarks Riges Grundlov, som den af Os og Vore Efterfølgere paa den danske Throne ubrødeligen skal holdes, saalydende:
DANMARKS RIGES GRUNDLOV
I..
§ 1. Regjeringsformen er indskrænket-monarkisk. Kongemagten er arvelig.
§ 2. Den lovgivende Magt er hos Kongen og Rigsdagen i Forening. Den udøvende Magt er hos Kongen. Den dømmende Magt er hos Domstolene.
§ 3. Den evangelisk-lutherske Kirke er den danske Folkekirke og understøttes som saadan af Staten.
II..
§ 4. Den i Kongeloven fastsatte Arvefølge er fremdeles gjældende. Den kan kun forandres efter Forslag fra Kongen og med den forenede Rigsdags Samtykke, hvortil udfordres tre Fjerdedele af de afgivne Stemmer.
§ 5. Kongen kan, uden Rigsdagens Samtykke, ikke være Regent i andre Lande end dem, der høre til det danske Monarki.
§ 6. Kongen skal høre til den evangelisk-lutherske Kirke.
§ 7. Kongen er myndig, naar han har fyldt sit 18de Aar.
§ 8. Forinden Kongen tiltræder Regjeringen, aflægger han for den forenede Rigsdag følgende Eed:
"Jeg lover og sværger at holde Danmarks Riges Grundlov; saasandt hjælpe mig Gud og hans hellige Ord."
Er Rigsdagen ikke samlet ved Thronskiftet, nedlægges Eden skriftlig i Statsraadet og gjentages siden for den forenede Rigsdag.
§ 9. Saafremt Kongen, enten formedelst Bortreise eller Svaghed, finder, at der bør udnævnes en Rigsforstander, sammenkalder han Rigsdagen og forelægger den et Lovforslag herom.
§ 10. Bliver Kongen ude af Stand til at regjere, sammenkalder Statsraadet Rigsdagen. Naar da den forenede Rigsdag med tre Fjerdedele af de afgivne Stemmer erkjender Nødvendigheden, udnævner den en Rigsforstander og anordner, om fornødent gjøres, et Formynderskab.
§ 11. Er der Anledning til at frygte for, at Thronfølgeren ved Kongens Død vil være umyndig eller af anden Grund ude af Stand til selv at regjere, bestemmes ved Lov en Rigsforstander, og et Formynderskab anordnes af Kongen. Rigsforstanderen kan ikke deeltage i Formynderskabet.
§ 12. Rigsforstanderen aflægger den for Kongen foreskrevne Eed og udøver, saalænge Rigsforstanderskabet varer, i Kongens Navn alle dennes Rettigheder; dog kan han ikke foreslaae Forandring af Arvefølgen.
§ 13. Naar Kongen er død, sammentræder 14de Dagen derefter uden Sammenkaldelse den sidstvalgte Rigsdag.
§ 14. Er der ingen Thronfølger, eller kan Thronfølgeren eller Rigsforstanderen ikke strax tiltræde Regjeringen, føres den af Statsraadet, indtil fornøden Bestemmelse er tagen af Rigsdagen.
§ 15. Er Thronfølgeren eller Rigsforstanderen fraværende, bestemmer den forenede Rigsdag, inden hvilken Tid han har at vende tilbage. Er Thronfølgeren umyndig, eller af anden Grund ikke i Stand til at regjere, uden at Rigsforstander og Formynderskab er bestemt, udnævner den forenede Rigsdag Rigsforstanderen og beskikker Formynderskabet. Er der ingen Thronfølger, vælger den forenede Rigsdag en Konge og fastsætter den fremtidige Arvefølge.
§ 16. Kongens Civilliste bestemmes for hans Regjeringstid ved Lov. Derved fastsættes tillige, hvilke Slotte og andre Statseiendele skulle henhøre til Civillisten.
Civillisten kan ikke behæftes med Gjeld.
§ 17. For Medlemmerne af det kongelige Huus kan der bestemmes Apanager ved Lov. Apanagerne kunne ikke uden Rigsdagens Samtykke nydes udenfor Riget.
III..
§ 18. Kongen er ansvarsfri; hans Person er hellig og ukrænkelig. Ministrene ere ansvarlige for Regjeringens Førelse.
§ 19. Kongen udnævner og afskediger sine Ministre. Kongens Underskrift under de Lovgivningen og Regjeringen vedkommende Beslutninger giver disse Gyldighed, naar den er ledsaget af en Ministers Underskrift. Den Minister, som har underskrevet, er ansvarlig for Beslutningen.
§ 20. Ministrene kunne tiltales for deres Embedsførelse. Folkethinget anklager, Rigsretten dømmer.
§ 21. Ministrene i Forening udgjøre Statsraadet; Forsædet føres af den, som af Kongen er udnævnt til Premierminister.
§ 22. Kongen besætter alle Embeder i samme Omfang som hidtil. Forandringer heri kunne skee ved Lov. Ingen kan beskikkes til Embedsmand, som ikke har Indfødsret.
Kongen kan afskedige de af ham ansatte Embedsmænd. Disses Pension fastsættes i Overeensstemmelse med Pensionsloven.
Kongen kan forflytte Embedsmænd uden deres Samtykke, dog saaledes at de ikke derved tabe i Embedsindtægter, og at der gives dem Valget mellem saadan Forflyttelse og Afsked med Pension efter de almindelige Regler.
Undtagelser for visse Klasser af Embedsmænd, foruden den i § 78 fastsatte, bestemmes ved Lov.
§ 23. Kongen har den høieste Myndighed over Land- og Sømagten.
Han erklærer Krig og slutter Fred, samt indgaaer og ophæver Forbund og Handelstraktater; dog kan han derved ikke uden Rigsdagens Samtykke afstaae nogen Deel af Landet, raade over nogen Statsindtægt eller paadrage Staten nogen anden bebyrdende Forpligtelse.
§ 24. Kongen sammenkalder en ordentlig Rigsdag hvert Aar. Uden Kongens Samtykke kan den ikke forblive længere sammen end 2 Maaneder.
Forandringer i disse bestemmelser kunne skee ved Lov.
§ 25. Kongen kan indkalde Rigsdagen til overordentlige Sammenkomster, hvis Varighed beroer paa hans Bestemmelse.
§ 26. Kongen kan udsætte den ordentlige Rigsdags Møder paa bestemt Tid, dog uden Rigsdagens Samtykke ikke længere end paa 2 Maaneder og ikke mere end een Gang i Aaret indtil dens næste ordentlige Sammenkomst.
§ 27. Kongen kan opløse enten hele Rigsdagen eller een af dens Afdelinger; opløses kun eet af Thingene, skal det andet Things Møder udsættes, indtil hele Rigsdagen atter kan samles. Dette skal skee inden 2 Maaneders Forløb efter Opløsningen.
§ 28. Kongen kan for Rigsdagen lade fremsætte Forslag til Love og andre Beslutninger.
§ 29. Kongens Samtykke udfordres til at give en Rigsdagsbeslutning Lovskraft. Kongen befaler Lovens Bekjendtgjørelse og drager Omsorg for dens Fuldbyrdelse.
§ 30. I særdeles paatrængende Tilfælde kan Kongen, naar Rigsdagen ikke er samlet, udstede foreløbige Love, der dog ikke maae stride mod Grundloven, og altid bør forelægges den følgende Rigsdag.
§ 31. Kongen kan benaade og give Amnesti; Ministrene kan han kun med Folkethingets Samtykke benaade for de dem af Rigsretten idømte Straffe.
§ 32. Kongen meddeler, deels umiddelbart, deels gjennem vedkommende Regjeringsmyndigheder, saadanne Bevillinger og Undtagelser fra de nugjældende Love, som ifølge hidtil gjældende Regler have været i Brug.
§ 33. Kongen har Ret til at lade slaae Mynt i Henhold til Loven.
IV..
§ 34. Rigsdagen bestaaer af Folkethinget og Landsthinget.
§ 35. Valgret til Folkethinget har enhver uberygtet Mand, som har Indfødsret, naar han har fyldt sit 30te Aar, medmindre han:
a) uden at have egen Huusstand staaer i privat Tjenesteforhold;
b) nyder eller har nydt Understøttelse af Fattigvæsenet, som ikke er enten eftergiven eller tilbagebetalt;
c) er ude af Raadigheden over sit Bo;
d) ikke har havt fast Bopæl i eet Aar i den Valgkreds eller den Stad, hvori han opholder sig paa den Tid, Valget foregaaer.
§ 36. Valgbar til Folkethinget er, med de i § 35 a, b og c nævnte Undtagelser, enhver uberygtet Mand, som har Indfødsret, naar han har fyldt sit 25de Aar.
§ 37. Antallet af Folkethingets Medlemmer skal omtrent være efter Forholdet af 1 til 14000 Indvaanere. Valgene foregaae i Valgkredse, hvis Omfang bestemmes ved Valgloven. Enhver Valgkreds vælger Een blandt dem, der have stillet sig til Valg.
§ 38. Medlemmerne af Folkethinget vælges paa 3 Aar. De erholde et dagligt Vederlag.
§ 39. Valgret til Landsthinget har Enhver, der ifølge § 35 har Valgret til Folkethinget. De Valgberettigede vælge af deres Midte Valgmænd efter de Bestemmelser, som gives i Valgloven.
§ 40. Valgbar til Landsthinget er enhver uberygtet Mand, som har Indfødsret, og hvis Bo ei er under Opbuds- eller Fallitbehandling, naar han har fyldt sit 40de Aar og i det sidste Aar enten har svaret i directe Skat til Staten eller Communen 200 Rbd., eller godtgjør at have havt en reen aarlig Indtægt af 1200 Rbd.
I de Valgkredse, hvor Antallet af Valgbare efter denne Regel ikke naaer det Forhold til Befolkningen, som fastsættes i Valgloven, forøges Antallet af de Valgbare med de høiest Beskattede i Valgkredsen, indtil dette Forhold er naaet.
§ 41. Valgene til Landsthinget foregaae i større Valgkredse, der ordnes ved Valgloven. Valgmændene i hver saadan større Valgkreds træde sammen og stemme paa saamange Mænd, som skulle vælges for Valgkredsen, i hvilken idetmindste tre Fjerdedele af de Valgte skulle have havt fast Bopæl i det sidste Aar før Valget. Til et gyldigt Valg udfordres meer end Halvdelen af de afgivne Stemmer.
§ 42. Antallet af Landsthingets Medlemmer skal stedse være omtrent Halvdelen af Antallet af Folkethingets Medlemmer.
§ 43. Medlemmerne af Landsthinget vælges paa 8 Aar. Halvdelen afgaaer hvert 4de Aar. De erholde samme daglige Vederlag som Folkethingets Medlemmer.
§ 44. Naar en ny Communallov er given, kunne Landsthingsvalgene ved Lov gaae over til de større communale (Amts- eller Provinds-)Raad.
V..
§ 45. Den aarlige Rigsdag sammentræder den første Mandag i October, dersom Kongen ikke har indkaldt den til at møde forinden.
§ 46. Regjeringens Sæde er Rigsdagens Forsamlingssted. I overordentlige Tilfælde kan Kongen sammenkalde den paa et andet Sted i Riget.
§ 47. Rigsdagen er ukrænkelig. Hvo der antaster dens Sikkerhed og Frihed, hvo der udsteder eller adlyder nogen dertil sigtende Befaling, gjør sig skyldig i Høiforræderi.
§ 48. Ethvert af Thingene er berettiget til at foreslaae og for sit Vedkommende at vedtage Love.
§ 49. Ethvert af Thingene kan indgive Adresser til Kongen.
§ 50. Ethvert af Thingene kan til at undersøge almeenvigtige Gjenstande nedsætte Commissioner af sine Medlemmer. Disse ere berettigede til saavel af offentlige Myndigheder som af private Borgere at fordre Oplysninger meddeelte mundtligen eller skriftligen.
§ 51. Ingen Skat kan paalægges, forandres eller ophæves uden ved Lov, eiheller noget Mandskab udskrives, noget Statslaan optages eller nogen Staten tilhørende Domæne afhændes uden ifølge Lov.
§ 52. Paa hver ordentlig Rigsdag, strax efter at samme er sat, fremlægges Forslag til Finantsloven for det følgende Finantsaar indeholdende et Overslag over Statens Indtægter og Udgifter.
Finantsforslaget behandles først i Folkethinget.
Forinden Finantsloven er vedtagen, maa Skatterne ei opkræves. Ingen Udgift maa afholdes, som ikke har Hjemmel i samme.
§ 53. Hvert Thing udnævner to lønnede Revisorer. Disse gjennemgaae det aarlige Statsregnskab og paasee, at samtlige Statens Indtægter deri ere blevne opførte, og at ingen Udgift udenfor Finantsloven har fundet Sted. De kunne fordre sig alle fornødne Oplysninger og Aktstykker meddeelte. Det aarlige Statsregnskab, med Revisorernes Bemærkninger, forelægges derefter Rigsdagen, som med Hensyn til samme tager Beslutning.
§ 54. Ingen Udlænding kan herefter erholde Indfødsret uden ved Lov.
§ 55. Intet Lovforslag kan endelig vedtages, forinden det 3 Gange har været behandlet af Thinget.
§ 56. Naar et Lovforslag bliver forkastet af et af Thingene, kan det ikke oftere foretages af samme Thing i samme Samling.
§ 57. Naar et Lovforslag er vedtaget i det ene Thing, bliver det i den Form, hvori det er vedtaget, at forelægge det andet Thing; hvis det der forandres, gaaer det tilbage til det første; foretages her atter Forandringer, gaaer Forslaget paany til det andet Thing. Opnaaes da eiheller Enighed, skal, naar et Thing forlanger det, hvert Thing udnævne et lige Antal Medlemmer til at træde sammen i et Udvalg, som afgiver Betænkning over Uovereensstemmelserne. I Henhold til Udvalgets Indstilling finder da endelig Afgjørelse Sted i ethvert Thing for sig.
§ 58. Ethvert af Thingene afgjør selv Gyldigheden af sine Medlemmers Valg.
§ 59. Ethvert nyt Medlem aflægger Eed paa Grundloven, naar Gyldigheden af hans Valg er anerkjendt.
§ 60. Rigsdagsmændene ere ene bundne ved deres Overbeviisning og ikke ved nogen Forskrift af deres Vælgere.
§ 61. Saalænge Rigsdagen er samlet, kan ingen Rigsdagsmand uden Samtykke af det Thing, hvortil han hører, hæftes for Gjeld, eiheller fængsles eller tiltales, medmindre han er greben paa fersk Gjerning. For sine Yttringer paa Rigsdagen kan intet af dens Medlemmer uden Thingets Samtykke drages til Ansvar uden for samme.
§ 62. Kommer den gyldigen Valgte i et af de Tilfælde, der udelukke fra Valgbarhed, mister han den af Valget flydende Ret. Dog skal Ingen tabe sit Sæde i Landsthinget, fordi han i Løbet af den Tid, for hvilken han er valgt, flytter til en anden Valgkreds.
Det bliver nærmere ved Lov at bestemme, i hvilke Tilfælde en Rigsdagsmand, der befordres til et lønnet Statsembede, skal underkastes Gjenvalg.
§ 63. Ministrene have i Embeds Medfør Adgang til Rigsdagen og ere berettigede til under Forhandlingerne at forlange Ordet, saa ofte de ville, idet de iøvrigt iagttage Forretningsordenen. Stemmeret udøve de kun, naar de tillige ere Rigsdagsmænd.
§ 64. Ethvert Thing vælger selv sin Formand og den eller dem, der i hans Forfald skal føre Forsædet.
§ 65. Intet af Thingene kan tage nogen Beslutning, naar ikke over Halvdelen af dets Medlemmer er tilstede og deeltager i Afstemningen.
§ 66. Enhver Rigsdagsmand kan i det Thing, hvortil han hører, med dettes Samtykke bringe ethvert offentligt Anliggende under Forhandling og derom æske Ministrenes Forklaring.
§ 67. Intet Andragende maa overgives noget af Thingene uden gjennem et af dets Medlemmer.
§ 68. Finder Thinget ikke Anledning til om et Andragende at fatte Beslutning, kan det henvise det til Ministrene.
§ 69. Thingenes Møder ere offentlige. Dog kan Formanden eller det i Forretningsordenen bestemte Antal Medlemmer forlange, at alle Uvedkommende fjernes, hvorpaa Thinget afgjør, om Sagen skal forhandles i offentligt eller hemmeligt Møde.
§ 70. Ethvert af Thingene fastsætter de nærmere Bestemmelser, som vedkomme Forretningsgangen og Ordens Opretholdelse.
§ 71. Den forenede Rigsdag dannes ved Sammentræden af Folkethinget og Landsthinget. Til at tage Beslutning udfordres, at over Halvdelen af hvert Things Medlemmer er tilstede og deeltager i Afstemningen. Den vælger selv sin Formand og fastsætter iøvrigt de nærmere Bestemmelser, der vedkomme Forretningsgangen.
VI..
§ 72. Rigsretten bestaaer af 16 Medlemmer, der vælges paa 4 Aar, Halvdelen af Landsthinget, Halvdelen af Landets øverste Domstol, blandt disses egne Medlemmer. Den vælger selv sin Formand af sin egen Midte.
En Lov ordner nærmere Forfølgningsmaaden.
§ 73. Rigsretten paakjender de af Folkethinget mod Ministrene anlagte Sager.
For Rigsretten kan Kongen lade ogsaa andre tiltale for Forbrydelser, som han finder særdeles farlige for Staten, naar Folkethinget dertil giver sit Samtykke.
§ 74. Den dømmende Magts Udøvelse kan kun ordnes ved Lov.
§ 75. Den med visse Eiendomme forbundne dømmende Myndighed skal ophæves ved Lov.
§ 76. Retspleien bliver at adskille fra Forvaltningen efter de Regler, der fastsættes ved Lov.
§ 77. Domstolene ere berettigede til at paakjende ethvert Spørgsmaal om Øvrighedsmyndighedens Grændser. Dog kan den, der vil reise saadant Spørgsmaal, ikke ved at bringe Sagen for Domstolene unddrage sig fra foreløbigen at efterkomme Øvrighedens Befaling.
§ 78. Dommerne have i deres Kald alene at rette sig efter Loven. De kunne ikke afsættes uden ved Dom, eiheller forflyttes mod deres Ønske, udenfor de Tilfælde, hvor en Omordning af Domstolene finder Sted. Dog kan den Dommer, der har fyldt sit 65de Aar, afskediges, men uden Tab af Indtægter.
§ 79. Offentlighed og Mundtlighed skal saa snart og saa vidt som muligt gjennemføres ved hele Retspleien.
I Misgjerningssager og i Sager, der reise sig af politiske Lovovertrædelser, skulle Nævninger indføres.
VII..
§ 80. Folkekirkens Forfatning ordnes ved Lov.
§ 81. Borgerne have Ret til at forene sig i Samfund for at dyrke Gud paa den Maade, der stemmer med deres Overbeviisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod Sædeligheden eller den offentlige Orden.
§ 82. Ingen er pligtig til at yde personlige Bidrag til nogen anden Gudsdyrkelse end den, som er hans egen; dog skal Enhver, der ikke godtgjør at være Medlem af et i Landet anerkjendt Troessamfund, til Skolevæsenet svare de til Folkekirken lovbefalede personlige Afgifter.
§ 83. De fra Folkekirken afvigende Troessamfunds Forhold ordnes nærmere ved Lov.
§ 84. Ingen kan paa Grund af sin Troesbekjendelse berøves Adgang til den fulde Nydelse af borgerlige og politiske Rettigheder, eller unddrage sig Opfyldelsen af nogen almindelig Borgerpligt.
VIII..
§ 85. Enhver, der anholdes, skal inden 24 Timer stilles for en Dommer. Hvis den Anholdte ikke strax kan sættes paa fri Fod, skal Dommeren ved en af Grunde ledsaget Kjendelse, der afgives snarest muligt og senest inden 3 Dage, afgjøre, at han skal fængsles, og, hvis han kan løslades mod Sikkerhed, bestemme dennes Art eller Størrelse.
Den Kjendelse, som Dommeren afsiger, kan af Vedkommende strax særskilt indankes for høiere Ret.
Ingen kan underkastes Varetægtsfængsel for en Forseelse, som kun kan medføre Straf af Pengebod eller simpelt Fængsel.
§ 86. Boligen er ukrænkelig. Huusundersøgelse, Beslaglæggelse og Undersøgelse af Breve og andre Papirer maa, hvor ingen Lov hjemler en særegen Undtagelse, alene skee efter en Retskjendelse.
§ 87. Eiendomsretten er ukrænkelig. Ingen kan tilpligtes at afstaa sin Eiendom, uden hvor Almeenvellet kræver det. Det kan kun skee ifølge Lov og mod fuldstændig Erstatning.
§ 88. Alle Indskrænkninger i den frie og lige Adgang til Erhverv, som ikke ere begrundede i det almene Vel, skulle hæves ved Lov.
§ 89. Den, som ikke selv kan ernære sig eller Sine, og hvis Forsørgelse ikke paaligger nogen Anden, er berettiget til at erholde Hjælp af det Offentlige, dog mod at underkaste sig de Forpligtelser, som Lovene herom paabyde.
§ 90. De Børn, hvis Forældre ikke have Evne til at sørge for deres Oplærelse, ville erholde fri Underviisning i Almueskolen.
§ 91. Enhver er berettiget til ved Trykken at offentliggjøre sine Tanker, dog under Ansvar for Domstolene. Censur og andre forebyggende Forholdsregler kunne ingensinde paany indføres.
§ 92. Borgerne have Ret til uden foregaaende Tilladelse at indgaa Foreninger i ethvert lovligt Øiemed. Ingen Forening kan ophæves ved en Regjeringsforanstaltning. Dog kunne Foreninger foreløbigen forbydes, men der skal da strax anlægges Sag mod Foreningen til dens Ophævelse.
§ 93. Borgerne have Ret til at samles ubevæbnede. Offentlige Forsamlinger har Politiet Ret til at overvære. Forsamlinger under aaben Himmel kunne forbydes, naar der af dem kan befrygtes Fare for den offentlige Fred.
§ 94. Ved Opløb maa den væbnede Magt, naar den ikke angribes, kun indskride, efter at Mængden 3 Gange i Kongens og Lovens Navn forgjæves er opfordret til at adskilles.
§ 95. Enhver vaabenfør Mand er forpligtet til med sin Person at bidrage til Fædrelandets Forsvar, efter de nærmere Bestemmelser, som Loven foreskriver.
§ 96. Communernes Ret til, under Statens Tilsyn, selvstændig at styre deres Anliggender vil blive ordnet ved Lov.
§ 97. Enhver i Lovgivningen til Adel, Titel og Rang knyttet Forret er afskaffet.
§ 98. Intet Lehn, Stamhuus eller Fideicommisgods kan for Fremtiden oprettes; det skal ved Lov nærmere ordnes, hvorledes de nu bestaaende kunne overgaae til fri Eiendom.
§ 99. For Krigsmagten ere de i §§ 85, 92 og 93 givne Bestemmelser kun anvendelige med de Indskrænkninger, der følge af de militære Loves Forskrifter.
IX..
§ 100. Forslag til Forandring i, eller Tillæg til, nærværende Grundlov fremsættes paa en ordentlig Rigsdag. Vedtages den derom fattede Beslutning i uforandret Skikkelse af næste ordentlige Rigsdag og bifaldes den af Kongen, opløses begge Thingene, og almindelige Valg foregaae baade til Folkethinget og Landsthinget. Vedtages Beslutningen tredie Gang af den nye Rigsdag paa en ordentlig eller overordentlig Samling, og stadfæstes den af Kongen, er den Grundlov.
Midlertidige Bestemmelser.
1. Ligesom Reglen i § 16, at Civillisten bestemmes ved Lov, ingen Anvendelse har for den nuregjerende Konge, saaledes vil ikke heller den i § 17 givne forskrift være til Hinder for, at Apanager nydes udenfor Riget, forsaavidt saadant hjemles ved alt bestaaende Contracter.
2. Indtil den i § 22 bebudede Pensionslov udkommer, vil enhver Embedsmand, der efter samme Paragraphs Bestemmelse bliver afskediget, erholde Pension efter de hidtil fulgte Regler.
3. Den i § 78 indeholdte Bestemmelse, at Dommere ikke kunne afsættes uden ved Dom, eiheller forflyttes mod deres Ønske, skal ikke være anvendelig paa de nærværende Dommere, som tillige have administrative Forretninger.
4. Indtil en Omordning af den criminelle Proces er iværksat, vil den i § 85 omhandlede Indankning af en Fængslingskjendelse skee som af en privat Sag, dog med Extraretsvarsel, ligesom den Klagende er fritagen for Brugen af stemplet Papiir og Erlæggelse af Retsgebyrer. Der bør gives ham Adgang til i Anledning af saadan Paaanke at raadføre sig med en Sagfører, og nye Oplysninger kunne fremlægges for Overretten.
Og er da hermed ophævet den af Vor Forgjænger paa Thronen, høisalig Kong Frederik den Tredie, efter den Ham af de danske Stænder dertil meddeelte Fuldmagt, under 14de November 1665 givne Kongelov, alene med Undtagelse af de Bestemmelser, der indeholdes i §§ 27 til 40, om Arvefølgen, hvilke ere stadfæstede i Grundlovens § 4, og de i §§ 21 og 25 om de kongelige Prindser og Prindsesser indeholdte Forskrifter, indtil ved en Huuslov anderledes derom maatte vorde bestemt.
Givet paa Vort Slot Christiansborg, den 5te Juni 1849.
Under Vor Kongelige Haand og Segl.
FREDERIK R.
A.W. Moltke
Bardenfleth. Zahrtmann. C.F. Hansen.
W.C.E. Sponneck. P.G. Bang. J.N. Madvig. H.N. Clausen. | wikisource | wikisource_1459 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<poem>
Børn og voksne i kærlig krans,
rundt omkring træet vandre,
alt under lysenes festlige glans,
hånd i hånd med hverandre.
Ak! om vi kunne føre enhver,
som er forladt og ene,
ind under lysenes rigdom her,
under de grønklædte grene.
Ak! om vi kunne med barnetro
fylde de hjerter, som græde!
så at de følte barnefro,
julens velsignede glæde...
</poem> | wikisource | wikisource_3112 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="En Studie i rødt.pdf" header=1 from=9 to=11 /> | wikisource | wikisource_22392 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
Steensens illustrerede Almanak
Almanak oprindelig udgivet af Margarinefabrikant Steensen, Vejle, 1902. Udkom 1902-82, med årstallene 1903-83.
De første årgange redigeret af Sofie Horten.
1903.
Delvis indhold efter Bornholms Tidende 13-12-1902.
Fortællinger af Pastor K. Bjerre, Marie Henckel og A. Grove, Smaadigte af A. Eriksholm og Fru Jenny Blicher Clausen, Illustrationer af Kraul, Exner, Carl Schmidt, Simon Simonsen og Paul Fischer, Koge- og Bagebog af Sofie Horten m.m.
1904.
Familiebillede. Juledag. 1900. Maleri af "Michael Ancker". Digt af "Anders J. Eriksholm".
Faarehyrden. Fortælling af "Charlotte Eilersgard". Illustreret af "H. P. Lindeburg".
Inger Kaas. Historisk Fortælling af "Anders J. Eriksholm". Illustreret af "Gudmund Hentze".
Hvad man aldrig angrer.
Efter Fyraften. Maleri af "H. A. Brendekilde". Digt af "Vilh. Høm".
For en Rus' Skyld. Af "Sophie Breum". Illustreret af "Paul Fischer".
En lille Historie med Moral.
Tankeguld.
En Lektion.
Tørring af Frugt og Grøntsager. Af "Hanne Knudsen", Landsgrav.
De ti Bud i Fjerkræavlen.
Frugt paa unge Træer?
Lidt Kogning, Stegning og Hjemmebagning. 2den Serie. Af "Sofie Horten".
1906.
Præmiegaade.
Fortegnelse over forrige Aars Præmietagere.
Aarets Almanak.
Alfabetisk Marekdsfortegnelse med Tilføjelse af Torvedage.
Nogle Forhold vedrørende Hønseforhold og Hønseavl.
De nyfødtes Øjenbetændelse.
Om Fornyelsen af Luften i vore Boliger.
Drægtighedstabel.
Vejrforudsigelser for Aaret 1906.
Gæssene plukkes, Illustration efter Maleri af "Anna Ancker".
En sandfærdig Julehistorie, Fortalt af "Sofie Horten", Illustrationer af "Paul Fischer".
En Hædersdag - Slaget ved Helgoland, Illustration efter Maleri af "Carl Locher".
Gennem Brændingen, Fortælling af "Jens Skytte", Illustrationer af "R. Christiansen".
Nymfen Cardea, En lille Historie fra Provinsen af "Vilh. Høm", Illustrationer af "Gudmundsen-Holmgren".
Smaating.
Syltning af Frugt, af "Hanne Knudsen", Landsgrav.
Lidt Kogning, Stegning og Hjemmebagning, 4de Serie, af "Sofie Horten".
1914.
Delvis indhold efter Aarhus Stiftstidende 12-11-1913.
Nytaarsbrev til Tante, tegning af "Paul Fischer", digt af "Georg Kalkar".
Annettes Julegris, af "J. Hansen-Kongslev".
?, af "Oskar Halvorsen".
Den gode Gerning, af "Charlotte Eilersgaard".
Sønnen, af "Emmy Drachmann".
1915.
Delvis indhold efter Morsø Folkeblad 24-10-1914.
Hvorledes faar det størst mulige Udbytte af Hønseholdet?, af Konsul "W. A. Kock".
Frugtvin, af "Hanne Knudsen".
Kogning, Stegning og Hjemmebagning, af "Sofie Horten". | wikisource | wikisource_20698 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Det sorte Indien.djvu" from=15 to=19 fromsection=b tosection=a header=1 /> | wikisource | wikisource_13319 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
Vi Friderich den Femte, af Guds Naade, Konge til Danmark og Norge, de Venders og Gothers, Hertug udi Slesvig, Holsten, Stormarn og Ditmersken, Greve udi Oldenborg og Delmenhorst. Giøre alle vitterligt, at i hvorvel alt hvad som udi Vort Rige Danmark findes at være needgravet eller forborget udi Jord, Skov, Mark, Huus eller anden Steds, være sig enten Guld, Sølv, Metal og anden Skat, som ingen sig vedkiender, er, som Dannefæ, efter Danske Lovs 5te Bogs 9de Cap. 3die Art. saavelsom den derom under 22de Martii 1737, Allernaadigst udgivne Forordning, Os alleene tilhørende, med mindre nogen dermed, ved særdeeles Kongel. Benaadning, maatte være forleenet; Og Os ligeleedes efter Norske Lovs 5te Bogs 9de Cap. 3die, 4de, 5te og 6te Art., af hvad Penge eller andet Gods, som udi Jorden befindes, en Andeel er forbeholden; saa have Vi dog af Høy-Kongel. Naade, og til Opmuntring for Vore kiære og troe Undersaatter, som noget saadant opdage, Allernaadigst for got befunden at bevilge, ligesom Vi det og hermed, til alle og enhvers Efterretning Allernaadigst bekiendtgiøre: At hvo som maatte finde gamle Mynter og andet, som, formedelst dets Ælde eller særdeeles Beskaffenhed, af nogen Rarhed kand ansees, skal, imod at samme til Vores Rente-Cammer behørigen indsendes, derfor af Vores Cassa nyde, efter dets Værd, fuldkommen Betaling. I det øvrige forbliver det ved Lovene og forbemelte Forordning, og hvis nogen understaaer sig, det som findes, være sig enten hvad foran melt er, eller andet, som Os i alt eller tildeels tilfalder, at fordølge, skal de derfor være tilbørlig Straf undergiven. Hvorefter de Vedkommende sig allerunderdanigst have at rette. Thi byde og befale Vi hermed Vores Vice-Stadtholder udi Vort Rige Norge, samt Vore Grever, Stiftbefalingsmænd, Friherrer, Amtmænd, Landsdommere, Laugmænd, Præsidenter, Borgemestere og Raadmænd, Fogder og alle andre, som denne Vores Placat, under Vort Cammer-Segl tilskikket vorder, at de den paa alle behørige Stæder, straxen lade læse og forkynde. Givet paa Vort Slot Fredensborg den 7de Augusti Anno 1752.
Under Vores Kongel. Haand og Seigl.
Friderich R. | wikisource | wikisource_1314 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
Foreninger. Medlemsskab i foreninger. Ejendomsmæglervirksomhed. Dagbøder.
På et bestyrelsesmøde i Ejedomsmæglerforeningen (FF) den 20. oktober 1997 blev FK, autoriseret ejedomsmægler, ekskluderet af foreningen, efter sigende på grundlag af klager som var indløbet over FK´s handlemåde. I en sag som FK anlagde mod FF nedlagde han påstand om at blive optaget i medlemsregisteret mod dagbøder. Det fandtes ikke godtgjort at FK havde fået lejlighed til at reagere på en advarsel som FF tidligere havde givet ham med henblik på at udbedre sine arbejdsmetoder. Det forelå heller ikke at FK havde fået lejlighed til at udtale sig inden den forventede udvisning blev bestemt af FF´s bestyrelse. Det fandtes af disse grunde at ekskluderingen ikke var forberedt på et fyldestgørende grundlag og beslutningen blev derfor ophævet, til trods for at FK´s dadelværdige handlemåde fandtes alvorlig i sin helhed. Det blev derfor pålagt FF at optage FK i medlemsregisteret på ny.
I pådømmelsen har deltaget højesteretsdommerne Guðrún Erlendsdóttir, Árni Kolbeinsson, Haraldur Henrysson, Hrafn Bragason og Pétur Kr. Hafstein.
Appellanten indankede denne sag til Højesteret 29. januar 2001. Han kræver frifindelse af alle kontraappellantens krav - - -
Kontraappellanten indankede sagen 25. april 2001. Han påtår principalt at det anerkendes at han fortsat er medlem af hovedappellanten og at herredsrettens doms bestemmelse stadfæstes at han optages i medlemsregisteret mod dagbøder - - -
Kontraappellanten er autoriseret ejendomsmægler og driver ejendomsmæglerkontoret Frón ApS. Tvisten mellem parterne skyldes hans eksklusion af foreningen på et bestyrelsesmøde 20. oktober 1999. Hovedappellanten er en almen forening af autoriserede ejendomsmæglere og medlemsskabet er frit. Af 143 autoriserede ejendomsmæglere er 71 medlemmer af foreningen. Det er ikke fremkommet hvor mange af disse er praktiserende. Foruden at varetage medlemmernes interesser og optræde på deres vegne, er formålet med foreningen at bidrage til sunde forretningsformer ved salg af ejendomme og fremme sikkerheden i denne slags handel. Ifølge § 4 i foreningens love bør medlemmerne følge love, etiske regler og foreningens vedtægter. Foreningen har vedtaget særlige etiske regler. I henhold til foreningens love samt de etiske regler bør alle medlemmer rette sig efter love og regler som gælder om ejendomsmæglere, samt skrevne og uskrevne regler om god ejendomsmæglerskik. Foreningen har etableret et særligt behandlingsudvalg der har som opgave at behandle klager over medlemmerne og tvistemål mellem medlemmerne. Der er udarbjedet en særlig forretningsorden for udvalget, hvoraf det fremgår hvordan klager som indgår skal behandles. Denne forretningsorden indeholder regler om tilvejebringelse af oplysninger, heriblandt ejendomsmæglernes kontradiktionsret og at der skal være begrundelse for udvalgets udtalelser. Udvalgets afgørelse er i henhold til reglerne foreningens endelige afgørelse i anledning af disse klager. Derimod kan en overtrædelse af de etiske regler medføre at medlemmet bliver pålagt bøde af bestyrelsen, dog højst 50.000 kroner for en singulær overtrædelse. Desuden har bestyrelsen ret til at ekskludere et medlem af foreningen, midlertidigt eller for bestandig. Det er således foreningens bestyrelse som træffer afgørelse om eksklusion, men hvis behandlingsudvalget har behandlet en klage, er bestyrelsen bundet af hvorvidt ejendomsmæglerens handlemåde har været dadelværdig i det anførte tilfælde. I henhold til § 4 i foreningens love skal bestyrelsen kun eksludere et medlem af foreningen såfremt der er vægtig grund dertil og der kræves tilslutning fra 4/5 af bestyrelsen for at et forslag om eksklusion bliver vedtaget.
I herredsrettens dom er gengivet hvorledes afgørelsen om eksklusion af kontraappellanten blev truffet på et lovlig indkaldt møde i bestyrelsen den 20. oktober 1999 og med påkrævet flertal. Mødereferatet indeholder derimod ikke tilstrækkelig klare oplysninger som det burde gøre om deltagelsen i voteringen om kontrappellantens medlemskab i foreningen. Til trods for dette bør under henvisning til de i herredsrettens doms argumenter den være at stadfæste om hovedappellantens frifindelse af kontraappellantens principale krav. Endvidere bør det tiltrædes med henvisning til dommens præmisser at det fandtes ikke at kontraappellanten havde forspildt sin ret selv om det trak lidt ud at han gjorde sine krav gældende.
Af mødereferatet fra hovedappellantens bestyrelsesmøde den 20. oktober 1999 fremgår at beslutningen om at ekskludere kontraappellanten af foreningen blev rejst på det grundlag at der var fremkommet yderligere klager om hans virksomhed og hans upassende optræden overfor kunder, til trods for en skriftlig advarsel fra bestyrelsen af 13. januar 1999. Advarselen havde bestyrelsen givet kontraappellanten idet den mente at han havde overtrådt § 8 i lov nr. 34/1986 om salg af faste ejendomme og skibe, nu § 10 i lov nr. 54/1997 om salg af faste ejendomme, virksomheder og skibe, samt § 4 i hovedappellantens etiske regler, som er beskrevet tidligere. Kontraappellanten anerkender at havde fået advarselen fra hovedappellantens bestyrelse, hvor hans opmærksomhed blev henledt på at overtrædelse af foreningens regler kunne medføre midlertidig eller varig ekslusion af foreningen. Derimod påstår han at han var i sin gode tro da han mente at eksklusion ekki ville ske medmindre der fremkom nye dadelværdige forhold, men ikke på grund af dem som allerede var blevet behandlet. Ingen sådanne sager var opstået. Han fremhæver i denne forbindelse at udtalelsen fra behandlingsudvalget i juni 1999 ikke kan indvirke i denne forbindelse, og iøvrigt havde udvalget ikke fundet anledning til at træffe en beslutning i de tilfælde.
I juni 1999 havde behandlingsudvalget to gange modtaget klager på grund af kontraappellantens handlemåde. I den første udtalelse beskrives en klage fra en kunde hos Ejendomskontoret Frón om at han ikke var blevet oplyst om et accepteret kontratilbud fra en anden i en ejendom som han påtænkte at købe. Dette havde medført at klageren var i den tro at han stod med et accepteret tilbud i ejendommen, hvorfor han solgte sin ejendom. Resultatet hos behandlingsudvalget blev det, efter at kontraappellanten havde fået lejlighed til at udtale sig, at eftersom der efterstod påstand mod påstand om sagens omstændigheder, anså det sig ikke udtalelsesdygtigt i sagen. Dette var sket i februar 1999. Den sidste klage gjaldt at kontraappallanten havde ved køb af ejendom i oktober/november 1998 ikke nævnt projekteret arbejde, som blev anslået at ville koste 650.000 kroner. Kontraappellanten udtalte sig om sin side af sagen. I behandlingsudvalgets udtalelse siges at der er sandsynlighed for at beboerforeningens erklæring herom ikke var blevet vist til køberen førend ved underskriften af slutseddelen. Dette er ikke i overensstemmelse med § 2, stk. 1, nr. 8 i bekendtgørelse nr. 93/1998 om kontrakter om ejendomsmægleres salgsservice og salgsoversigt. Udvalget påpeger at i salgsoversigten skal der henvises til beboerforeningens erklæring og i henhold til § 2. stk. 5 i bekendtgørelsen medfører det bøde hvis der ikke udarbejdes salgsoversigt, eller hvis det ikke gøres på en fyldestgørende måde. Det foreligger ikke at kontraappellanten fik lejlighed til at udtale sig om andre klager, som hovedappellanten har modtaget, efter at han fik den anførte advarsel sendt.
Parterne er enige om at medlemskab i foreningen anses for at være eftertragtet af autoriserede ejendomsmæglere idet det anses at med medlemskabet følger et bestemt kvalitetsstempel om medlemmernes virksomhed. Desuden medfølger særlige vilkår hos Morgunblaðið angående annonceringspriser for medlemmerne. Der er dog intet materiale blevet fremlagt herom til at støtte disse påstand og der foreligger intet om at med medlemskabet følger nogen goodwill. Det fremkom dog at medlemmerne kendetegner deres annoncer om faste ejendomme med foreningens logo. Dette søgsmål tyder på at kontraappellanten finder det attråværdigt at være medlem i hovedappellanten. Begges påstande må lægges til grund om at der er knyttet interesser til medlemskab af foreningen. Det indebærer også at hovedappellanten kan have interesse i at komme af med et medlem som ikke følger foreningens regler og sætter plet på dets og medlemmernes renommé.
Bestyrelsesmedlemmerne hos hovedappellanten påstod da de gav møde i retten at en stor del af de klager, som behandlingsudvalget modtager, skyldtes kontraappellantens virksomhed. Ifølge udvalgets konklusioner var nogle af dem alvorlige og de førte til at kontraappellanten fik tildelt en advarsel og han fik meddelt at overtrædelse af de etiske regler kunne føre til eksklusion. Nye klager var angående tilfælde, for det første et tilfælde som var indtruffet inden han fik advarselen fra hovedappellantens bestyrelse og for det andet et tilfælde hvor behandlingsudvalget ikke traf nogen beslutning. Det er således ikke blevet påvist at han har fået lejlighed til at reagere på advarselen og forbedre sin forretningsgang. Desuden foreligge det heller ikke at han har fået lejlighed til at udtale sig overfor selve bestyrelsen om den forventede eksklusion, inden den blev bestemt. Selv om kontraappellantens dadelværdige optræden, når de bedømmes i sin helhed, kan anses for at være alvorlige, kan det alligevel ikke tiltrædes at de var sådan beskaffen at han skulle ekskluderes af foreningen i oktober 1999 uden at have have fået at frembringe sine indsigelser. Bestyrelsen findes derfor ikke at have forberedt og gennemført eksklusionen på fyldestgørende måde. Herredsretsdommens konklusion om andet end sagsomkostninger bliver derfor at stadfæste.
Hovedappellanten, Ejendomsmæglerforeningen, skal frifindes for kontraappellanten Finnbogi Kristjánssons krav om at det bliver anerkendt at han er medlem af hovedappellanten.
Hovedappellantens bestyrelses beslutning af 20. oktober 1999 om at ekskludere kontraappellanten af foreningen annulleres. Endvidere bør kontraappellanten på ny optages i medlemsregisteren og der pålægges dagbøde på 10.000 kroner for hver dag som går efter at denne dom er blevet forkyndt. | wikisource | wikisource_24018 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="H Wulff - Den danske Rigsdag.djvu" from=423 to=425 fromsection=b tosection=a header=1 /> | wikisource | wikisource_9587 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | {
"domain": "Wiki & Books",
"license": "Creative Commons Legal Code\n\nCC0 1.0 Universal",
"source-pretty": "Wikisource"
} |